Dokumentets dato: | 31-05-2002 |
Offentliggjort: | 31-05-2002 |
SKM-nr: | SKM2002.285.TSS |
Journalnr.: | 99/02-317-00224 |
Referencer.: | Pensionsbeskatningsloven Arbejdsmarkedsfondsloven |
Dokumenttype: | Meddelelse |
Tilbageregulering af for meget tilbageholdt arbejdsmarkedsbidrag af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 19, skal ske til pensionsinstituttet og ikke til ejeren af ordningen. Følger den manglende bidragspligt af arbejdsmarkedsfondslovens fritagelsesregler, kan pensionsinstituttet, i år hvor endelig afregning ikke har fundet sted, tilbageføre eventuelle a conto indbetalte bidrag ved af regulere herfor i den endelige indbetaling pr. 1. april i det efterfølgende år. I øvrige situationer indgiver pensionsinstituttet en efterangivelse og tilbageposterer beløbet, hvorefter told- og skatteregionen vil foranledige beløbet tilbagebetalt.
Et revisionsfirma har forespurgt til fremgangsmåden for tilbagebetaling af for meget betalt AM-bidrag af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, idet regionerne øjensynligt anvender forskellige fremgangsmåder.
I den pågældende sag havde arbejdsgiveren/pensionskassen ikke været opmærksom på, at fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 3 eller 4 også omfatter fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger på ovennævnte pensionsordninger.
Styrelsen svarede, at det for meget indbetalte arbejdsmarkedsbidrag skal tilbageføres til pensionsordningen. En udbetaling direkte til ejeren af ordningen vil derfor blive opfattet som en delvis udbetaling fra pensionsordningen, der udløser afgift med 60 pct. efter pensionsbeskatningslovens §§ 28 eller 29, stk. 1. Styrel-sen svarede videre, at der i forbindelse med tilbagebetalingen skal anvendes en procedure, der tager udgangspunkt i bestemmelserne i §§ 24 - 26 i afsnittet om "Arbejdsmarkedsbidrag ved visse udlandsforhold" i bkg. nr. 979 af 16. november 2001 om arbejdsmarkedsbidrag. Når dokumentationskravet heri er opfyldt, kan tilbagebetaling foretages på følgende måde:
Tilbagebetaling vedrørende år, hvor pensionsinstituttets endelige indbetaling jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 13, stk. 2 ikke har fundet sted
.Tilbagebetalingen gennemføres ved, at pensionsinstituttet tilbagefører eventuelle acontoindbetalte bidrag til pensionsordningen og regulerer herfor i den endelige indbetaling pr. 1 april i det efterfølgende år.
Tilbagebetaling for tidligere år (endelig afregning har fundet sted)
Pensionsinstituttet indgiver en efterangivelse på de for meget indbetalte bidrag og tilbageposterer beløbet til pensionsordningen. Told- og skatteregionen vil herefter foranledige beløbet tilbagebetalt til pensionsinstituttet inden 3 uger, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2.
Efterangivelsen foretages på blanket nr. 01.009 , som kan trækkes på Told- og Skattestyrelsens hjemmeside, www.toldskat.dk i søjlen for virksomheder under blanketter vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.