Dokumentets metadata

Bådudlejningsvirksomhed - ej fradrag for underskud - ej erhvervsmæssig - retlig vurdering - ikke skøn

Bådudlejningsvirksomhed ikke anset for erhvervsmæssig. § 15, stk. 5, i den gamle skattestyrelseslov ikke anvendelig. (stadfæstelse af TfS 2000,425)

Parter

A
(advokat Richard Petersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 14. april 2000.

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Poul Søgaard og Marianne Højgaard Pedersen.

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

A har for så vidt angår skatteansættelserne for 1988 og 1989 yderligere gjort gældende, at disse ikke kan ændres, fordi Kommunens agterskrivelse af 29. november 1993 ikke overholder treårsfristen i den dagældende skattestyrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984) § 15, stk. 5, idet de varslede ændringer beror på et skøn.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

A har oplyst, at han i perioden 1968-87 var ansat som divisionschef i et entreprenørfirma, der som hovedaktivitet havde udlejning af maskiner og materiel, og fra 1987 var afdelingschef i en international koncern, der producerer aluminiumskomponenter, herunder til lystbåde. Han har i 1975-1995 været investor med 54 andele i 22 selskaber, hvoraf de 16 har vedrørt skibe. Han har været i bestyrelsen eller repræsentantskabet i 5 af selskaberne.

I hans selvangivelser for 1988-92 incl. er indtægter ved skibsvirksomhed angivet som bierhverv, negativ med beløbene: 178.331 kr., 170.679 kr., 177.367 kr., 101.430 kr. og 53.720 kr.

Højesterets bemærkninger

Afgørelsen af, om As virksomhed ved bådudlejning har haft en sådan erhvervsmæssig karakter, at han har fradragsret for underskuddet herved, beror på en retlig vurdering og ikke på et skøn. § 15, stk. 5, i den dagældende skattestyrelseslov finder derfor ikke anvendelse.

Heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret kan det antages, at bådudlejningsvirksomheden har haft en naturlig sammenhæng med As erhvervsmæssige forhold i øvrigt, eller at den har været etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der står i rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital, jf. herved Højesterets dom i U 1999.1849.

Idet også Højesteret finder, at den overfinansiering, som A har påberåbt sig, er uden betydning for afgørelsen om fradragsret vedrørende bådudlejningsvirksomheden, stadfæster Højesteret herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 30.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.