Dokumentets metadata

Værdi af egen bolig - udlejningsejendom - vedligeholdelse kontra forbedring

Sagen vedrørte spørgsmålet om myndighedernes skøn over udlejningsværdien af skatteyderens egen lejlighed i indkomstårene 1995-1997. Da skatteyderen først havde benyttet sig af muligheden for til brug for lejeværdiberegningen i medfør af ligningslovens § 15 C at begære ejendommen vurderet efter vurderingslovens § 33 A med virkning fra indkomståret 1998, tiltrådte landsretten, at lejeværdien af egen bolig for indkomstårene 1995-1997 i medfør af statsskattelovens § 4, b), skulle ansættes efter et skøn som udgangspunkt til det beløb, der kunne opnås ved udleje af lejligheden. Der var under retssagen afholdt syn og skøn herover, og syns- og skønserklæringen bekræftede det skøn over lejeværdien, som myndighederne havde foretaget. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn. Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene.Herudover var der en række punkter i sagen vedrørende fradrag for diverse udgifter, afholdt på ejendommen. Udgifterne vedrørte renovering af altaner, udgifter til VVS og tømrer i forbindelse med etablering af bad og toilet for udlejede lejemål i ejendommen samt udgifter til gulvbelægning, hegn og belægningssten. Vedrørende udgifter til renovering af altaner fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes fordeling på henholdsvis forbedring og vedligeholdelse. For så vidt angår udgifterne til VVS og tømrer vedrørende etablering af nyinstallationer i ejendommen, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at nogen del af disse udgifter kunne anses som vedligeholdelsesudgifter. For så vidt angår udgift til gulvbelægning, tiltrådte landsretten Landsskatterettens skøn over, hvor stor en andel, der kunne anses som vedligeholdelse, medens resten måtte anses som forbedring. Endelig fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at udgifterne til hegn og belægningssten var afholdt på ejendommen, herunder at der i givet fald skulle være tale om vedligeholdelse. Også vedrørende disse spørgsmål stadfæstede Højesteret landsrettens dom i henhold til grundene.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Per Walsøe, Niels Grubbe, Jon Stokholm og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 23. januar 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal nedsætte hendes indkomst med følgende poster:

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært at ansættelserne af As indkomst for indkomstårene 1995-1997 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, som landsretten har anført, og da det, der er fremkommet for Højesteret, ikke giver noget grundlag for et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.