Dokumentets metadata

Beskatning af låntagers avance ved aktielån samt andre spørgsmål vedrørende aktielån

Ligningsrådet blev anmodet om at svare på 5 spørgsmål vedrørende den skattemæssige behandling af aktielån.Ligningsrådet bekræftede i svaret på det første spørgsmål, at aktier, der lånes ud ifølge to konkrete internationalt anerkendte aftaler, kan ligestilles med udlån på de danske standardvilkår, som Ligningsrådet tog stilling til i en bindende forhåndsbesked, offentliggjort som TfS 1999.408. Det er dog en betingelse for denne ligestilling, at der udlånes børsnoterede aktier og at udlånets løbetid begrænses tidsmæssigt.Ligningsrådet bekræftede i svaret på andet spørgsmål, at også udenlandske børsnoterede aktier kan udlånes efter standardvilkårene og ISLA/OSLA-aftalerne uden at aktierne anses for afståede.På det tredje spørgsmål svarede Ligningsrådet, at avancen for låntageren i aktielånet er skattepligtig efter statsskattelovens § 4.Fjerde og femte spørgsmål drejede sig om låntagers fradragsmulighed for vederlag og kompenseret udbytte til långiver. Der spurgtes også, om det i denne forbindelse havde betydning for fradragsmuligheden om de lånte aktier var solgt videre eller ej. Ligningsrådet svarede, at der for låntagere, der indgår aktielån som del af deres næringsvej, foreligger en formodning for at vederlag og udbyttekompensation er driftsomkostninger. For andre skattepligtige kan vederlag og udbyttekompensation ikke fradrages. Det har ingen betydning om aktierne er solgt videre eller ej.

Afgørelsen er stærkt forkortet.

I forbindelse med det første spørgsmål blev Ligningsrådet forelagt to internationale rammeaftaler til brug for udlån af værdipapirer. Disse aftaler er benævnt "Morgan Stanley & Co. International Limited - Overseas Securities Lender’s Agreement, Version: December 1995" (herefter OSLA) og "International Securities Lenders Association - Global Master Securities Lending Agreement Version May 2000" (herefter ISLA). Forespørgeren havde begrænset forespørgslen til at vedrøre udlån af børsnoterede aktier og låneaftaler med en tidsbegrænset låneperiode.

Ligningsrådet fandt efter en sammenligning af de to aftaler med de danske standardvilkår, at der på trods af visse forskelle i begge tilfælde ville være tale om "lån til eje" af aktier. Ligningsrådets tidligere afgørelser mht. aktielån efter standardvilkårene, vil være gældende også for aftaler indgået på vilkår efter henholdsvis OSLA og ISLA aftalerne. Dermed vil aktierne ikke anses for at være afståede af långiver i forbindelse med aktielånet. Det er dog afgørende for ligestilling med de danske vilkår, at løbetiden af udlån efter OSLA og ISLA begrænses.

Ligningsrådet bekræftede i andet spørgsmål, at det i TfS1999.408 tillagdes afgørende vægt, at de omfattede aktier var børsnoterede, sådan at der var "sikret en vis mængde og handelsaktivitet med de pågældende aktier." Det var dermed ikke i afgørelsen bestemmende, om aktierne var noterede på dansk eller udenlandsk børs. Aktier noterede på en børs inden for EU eller EØS området såvel som aktier noterede på en børs, der er medlem eller associeret medlem af Federation Internationales des Bourses de Valeur (FIBV), vil derfor kunne indgå i aktielån på lige fod med aktier noteret på Københavns Fondsbørs, jf. princippet i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2.

Besvarelsen af spørgsmål 3 vedrørende opgørelse af gevinst eller tab hos låntager bekræftede ikke forespørgerens opfattelse af forholdet.

Forespørgeren var af den opfattelse, at avancen for personer og selskaber, der ikke ernærer sig med handel med aktier skulle opgøres som genkøbspris minus salgspris og omkostninger og beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 2. Der henvistes til Ligningsrådet afgørelser i SKM2001.76.LR og TfS1989.471 samt Meddelelser fra Landsskatteretten 1966, nr. 13.

Såfremt låntager er lagerbeskattet, skal salgssummen ved videresalg af aktierne medregnes i afståelsesåret og anskaffelsessummen fratrækkes i genanskaffelsesåret. Hvis låntager er realisationsbeskattet vil beskatning - såfremt salg og genkøb sker inden for samme indkomstår - skulle ske i dette indkomstår. Dette vil ofte være tilfældet ved disse kortløbende forretninger. Sker genkøbet i året efter salget, kan det diskuteres, om beskatningen skal ske i genkøbsåret eller i salgsåret. Da det er salget, der er det afgørende element i baissespekulationen, er forespørgeren dog af den opfattelse, at året hvor salget finder sted, er det mest korrekte. I de fleste tilfælde vil avancen kunne opgøres i dette år inden selvangivelsen indleveres, da forretningen strækker sig over højst 6 måneder.

Forespørgeren var af den opfattelse, at avancen skal opgøres som følger: Afståelsessummen opgøres som kurs gange antal solgte aktier. Anskaffelsessummen opgøres ligeledes som kurs gange antal aktier - dog anvendes de almindelige bestemmelser i aktieavancebeskatningsloven. De almindelige bestemmelser har samlet set ingen betydning for avancen, dog vil anskaffelsessummen periodiseres anderledes, hvis låntager i forvejen har aktier i samme selskab og anskaffelsessummen dermed skal udregnes efter gennemsnitsmetoden.

Hvis eksempelvis låntager er et selskab, der i forvejen ejer aktier i samme selskab, indgår genkøbsprisen i den gennemsnitlige anskaffelsessum efter aktieavancebeskatningslovens § 6. Det vil endvidere være de først erhvervede aktier i samme fondskode, der anses som solgt, jf. § 5, stk. 2. Dette vil herved være afgørende for, om avancen skal beskattes efter reglerne for aktiesalg ved ejerskab under eller over 3 år, når låntager ikke er næringsbeskattet af aktier.

Hos personlige låntagere, der i forvejen ejer aktier i samme selskab, skal anskaffelsessummen for de ældste aktier i samme fondskode forlods fragå i avancen ved salg af de lånte aktier, når de ældste aktier har været ejet under 3 år (aktie-for-aktie metoden). Har de ældste aktier været ejet i mindst 3 år, beregnes denne anskaffelsessum gennemsnitligt for alle aktier ejet i mindst 3 år. I begge tilfælde overføres den ikke fratrukne del af genkøbsprisen som skattemæssig anskaffelsessum for et tilsvarende antal aktier i restbeholdningen.

Opgørelsesmetoden hviler på et synspunkt om, at aktielånet ikke anses som anskaffelse og tilbageleveringen ikke anses som afståelse. Aktielånet som sådant strækker sig fra aktierne udlånes fra långiver til låntager og indtil låntager tilbageleverer aktierne til långiver. Imellem disse to yderpunkter kan foreligge salg af aktierne og efterfølgende genkøb. Det afgørende tidspunkt for låntager er salget/afståelsen af aktierne. Det er på dette tidspunkt hans kursrisiko opstår, det vil sige risikoen for gevinst eller tab. Størrelsen af gevinsten og tabet kendes på genkøbstidspunktet. Men aktielånet bør anskues som én samlet transaktion uanset de fire nævnte dispositioner (lån, salg, genkøb, tilbagelevering).

Det var forespørgerens opfattelse, at der er hjemmel til at beskatte låntagers avance ved aktielån efter aktieavancebeskatningsloven. Det vil sige, at næringsbeskattede låntagere beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 3, hvorimod ikke-næringsbeskattede låntagere beskattes med hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 2.

Told- og Skattestyrelsen indstillede, at forespørgerens synspunkt ikke bekræftedes og indstillede, at den gevinst eller det tab, der opstår, når lånte aktier sælges og tilbagekøbes, beskattes efter reglerne i statsskattelovens § 4. Dette medfører, at skattepligtige, der har det som hel eller delvis led i deres næringsvej at låne aktier med baisseforretninger (spekulation i faldende kurser) for øje, beskattes af gevinst og har fradrag for tab efter statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. For øvrige skattepligtige gælder, at de er skattepligtige af gevinster efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f (jf. TfS 1998.625H).

Selvom en skatteyder måtte være lagerbeskattet mht. visse aktier omfattede af aktieavancebeskatningsloven, skal en opgørelse af gevinst og tab efter statsskatteloven først ske, når forretningen er afsluttet. Dvs. når det kan afgøres, om aftalen er gennemført efter sit indhold eller misligholdt.

Styrelsen var dermed enig med forespørgeren i, at størrelsen af gevinst eller tab på en baisseforretning kan opgøres som forskellen mellem det beløb som de lånte aktier afstås til, og det beløb de genkøbes til.

Styrelsen var dog, som det fremgår, ikke enig med forespørgeren i, at avancen skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven. Valget af statsskatteloven frem for aktieavancebeskatningsloven blev begrundet som følger:

Som udgangspunkt er formueændringer, der skyldes værdistigninger eller fald på skatteyderens ejendele, indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Al lovgivning, der gør avance eller tab på aktiver i skatteyderens besiddelse skattepligtig eller fradragsberettiget er derfor undtagelser til denne hovedregel. Dette principielle udgangspunkt er dog - som skatteretten har udviklet sig - mere teoretisk end praktisk.

Avancebeskatningen er således beskatning af værdistigninger på ejendele, der opstår i den tid skatteyderen har disse i sin besiddelse. Dette modsvares som udgangspunkt af fradrag for tab i forbindelse med værdifald på de samme aktiver. Når avancebeskatningen har dette indhold, kan man derfor ikke tale om gevinst eller tab ved ikke at eje et aktiv. Der er i så fald ikke tale om en værdiændring af skatteyderens formue, men derimod om værdiændring på andre personers ejendele.

Også aktieavancebeskatningsloven er baseret på beskatning af værdistigninger og fald på aktier i besiddelsestiden. Dette fremgår af såvel ordvalg og systematik i den pt. gældende lov som af forarbejderne til både den første vedtagne aktieavancebeskatningslov som også de forudgående bestemmelser i lov om særlig indkomstskat af 11. juni 1960.

I motiverne til Lov om særlig indkomstskat m.v. af 11. juni 1960 skrives, at "det synes naturligt at beskatte en aktionær af den værdistigning, som hans aktier har været genstand for i hans besiddelsestid, fremfor at beskatte alle selskabets reserver på én gang hos de personer (eller selskaber), der ejer aktierne på likvidationstidspunktet." (FTA 1959/60, sp.1083).

Den nuværende aktieavancebeskatningslovs opdeling af gevinster på aktier som ejeren har haft i besiddelse i henholdsvis under 3 år og 3 år eller længere tydeliggør avancebeskatningens mål. Der er således heller ikke beskrevet skattepligt af gevinst/tab på "manglende ejerskab" af aktier i forskellige tidsrum.

I forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 2, som kan føres tilbage til den første aktieavancebeskatningslov, skrives: "ved afgørelsen af ejertidens længde lægges der som hidtil vægt på erhvervelses- og afståelsesdatoerne. Efter de gældende regler beskattes fortjenesten som almindelig indkomst, hvis salget sker indenfor 2 år efter erhvervelsen." Lovforslag 140, FTA 1980/81, sp. 3332. Det lægges dermed til grund, at avancen skal være tjent ved en erhvervelse tidsmæssigt efterfulgt af et salg. Ligesådan fremgår det af forarbejderne til § 4, at der med bestemmelsens værnsregler tilsigtes "at gennemføre en beskatning af fortjenester ved salg af aktier, der har været i ejerens besiddelse i mindst 3 år, i de tilfælde, hvor aktieoverdragelsen i realiteten er udtryk for en afhændelse af virksomheden eller en væsentlig del af denne." (FTA 1980/81, sp. 3334). Igen er det den tid skatteyderen har besiddet aktivet, der er afgørende.

Det fremgår derfor, at aktieavancebeskatningsloven ikke nødvendigvis anvendes, når blot der er tale om en gevinst eller et tab, der følger af 2 modsatrettede aktiehandler. Der skal være tale om en avance eller et tab, der fremkommer ved at aktierne i ejerens besiddelsestid mellem en erhvervelse og en afståelse har været udsat for kursstigning eller kursfald.

Styrelsen er enig med forespørger i, at der ikke i forbindelse med udarbejdelse af reglerne om beskatning af aktieavancer er tænkt på en situation som den foreliggende. Loven er udarbejdet med traditionelle haussegevinster for øje. Ikke desto mindre er det styrelsens opfattelse, at lovens ordlyd og systematik er bygget op på en sådan måde, at loven ikke hjemler, at gevinst fra salg til genkøb kan beskattes direkte. Derfor er der efter styrelsen opfattelse ikke hjemmel til den af forespørgeren anførte metode.

Styrelsen er af den opfattelse, at låntager ikke ejer aktierne i den periode, hvor gevinsten eller tabet på baisseforretningen opstår, og at aktieavancebeskatningsloven derfor ikke finder anvendelse.

Statsskatteloven har tidligere været i brug sideløbende med aktieavancebeskatningsloven. Før indførelsen af regelsættet om finansielle instrumenter i kursgevinstloven anvendtes statsskattelovens regler på købe- og salgsretter samt terminsaftaler bl.a. vedrørende aktier, når aftalen afvikledes ved differenceafregning - dvs. når en finansiel kontrakt ikke faktisk medførte en overdragelse af ejendomsretten over det underliggende aktiv. Som eksempel kan nævnes en differenceafregnet terminskontrakt på aktier. Var kontrakten afviklet ved levering af aktierne var den faldet ind under reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Når en differenceafregnet kontrakt - på trods af at det underliggende aktiv er en aktie - ikke kunne behandles efter aktieavancebeskatningsloven skyldtes det netop, at der ikke var tale om gevinst eller tab på en aktie i den skattepligtiges besiddelse. Med det nye regelsæt i kursgevinstloven anvendes statsskatteloven ikke længere til finansielle kontrakter.

I lighed med denne tidligere praksis for beskatning af finansielle instrumenter indstiller Styrelsen derfor, at den gevinst eller det tab, der opstår, når lånte aktier sælges og tilbagekøbes, beskattes efter reglerne i statsskatteloven.

Styrelsen og forespørgeren drøftede under sagsbehandlingen de forskellige opfattelser af, efter hvilket regelsæt avancen skal beskattes. Forespørgeren anførte i denne forbindelse følgende argumenter imod styrelsens indstilling:

Forespørgeren har henvist til afgørelsen offentliggjort som SKM2001.76.LR og anført, at det fremgår af denne afgørelse, at det hidtil har været Ligningsrådets og Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at aktielåntagers avance skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven. De principper, som Told- og Skattestyrelsen nu henviser til, går så langt tilbage som motiverne til lov om særlig indkomstskat fra 1960, og må således antages at være indgået i overvejelserne ved de ovenfor nævnte afgørelser og udtalelser.

Aktielåntageren sælger og køber aktier ved reelle overdragelser, og pengestrømmene følger disse køb og salg. Låntager sælger således sine aktier til tredjemand, som ikke har kendskab til, at der er tale om lånte aktier. Ved genkøbet erhverver låntager aktierne ved køb i markedet. Når det antages, at der ikke er tale om en avance eller et tab, som er fremkommet ved, at aktierne i ejerens besiddelsestid mellem en erhvervelse og en afståelse har været udsat for kursstigning eller kursfald, ses der bort fra den omstændighed, at genkøbet sker til opfyldelse af låntagers tilbageleveringsforpligtelse. Herved isoleres den periode, hvor låntager ganske rigtigt ikke har ejet nogen aktiepost, fra den samlede transaktion, og dette er efter forespørgerens opfattelse uberettiget.

Ved valget imellem aktieavancebeskatningsloven og statsskatteloven er det efter forespørgerens opfattelse åbenbart, at der er tale om køb og salg af aktier, der i alle andre relationer behandles efter aktieavancebeskatningsloven. Fortjeneste og tab på aktier er ved aktieavancebeskatningsloven taget ud af statsskattelovens system. Det er unødvendigt og også uhensigtsmæssigt at fortolke aktieavancebeskatningsloven indskrænkende og så snævert, at aktiehandler, der måske ikke direkte falder ind under aktieavancebeskatningslovens ord eller forudsætninger, så skal behandles efter regler i statsskatteloven, der slet ikke er egnet til at finde anvendelse.

At statsskattelovens § 4 har været nævnt som beskatningshjemmel for valuta- og obligationsterminsforretninger med differenceafregning før den særlige lovgivning herom i kursgevinstloven fra 1991, gør det efter forespørgers opfattelse ikke berettiget at tage bestemmelsen frem og anvende den på aktielån. Terminsforretninger forudsætter ikke konkrete handler med værdipapirer, og beregningen af differencebeløbet ved kontraktens afslutning sker på basis af kursudviklingen i underliggende aktiver.

At en gevinst eller et tab tidsmæssigt fremkommer i "den omvendte rækkefølge" ved et salg efterfulgt af et køb ændrer ikke, at der er tale om gevinst og tab, som fremkommer ved afståelse af aktier.

Forespørgeren anførte afsluttende, at såfremt Ligningsrådet skulle nå til det resultat, at der ikke er hjemmel til at anvende aktieavancebeskatningsloven, og at statsskatteloven derfor finder anvendelse, bør forholdet omfattes af statsskattelovens § 5, litra a. Det vil sige, at den skattepligtige ikke-næringsdrivende skal beskattes af indtægter, der hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele, når salget er foretaget i spekulationsøjemed, ligesom tab kan fradrages.

Styrelsen fastholdt sin indstilling og anførte til det sidst anførte, at § 5 ligesom aktieavancebeskatningsloven forudsætter en avance i den periode, hvor det pågældende aktiv er ejet af den skattepligtige. Pga. aktieavancebeskatningslovens udtømmende karakter - for så vidt angår aktier - ville behandlingen af låntager skulle behandles efter aktieavancebeskatningsloven og ikke statsskatteloven § 5, hvis aktierne faktisk var låntagers ejendom under optjening af forretningens gevinst. Som det er fremgået, mener Styrelsen dog ikke, at aktierne er ejet i denne periode og beskatningen kan derfor hverken ske efter statsskattelovens § 5 eller aktieavancebeskatningsloven.

Ligningsrådet vedtog på baggrund af de anførte argumenter Styrelsens indstilling til besvarelse af spørgsmål 3. Låntagers avance ved aktielån skal derfor beskattes efter statsskattelovens § 4. Ligningsrådets tidligere afgørelse offentliggjort ved SKM2001.76.LR er dermed på dette punkt ikke længere udtryk for Ligningsrådets holdning.

Mht. muligheden for fradrag for udbytte og vederlag i spørgsmål 4, bekræftede Ligningsrådet forespørgerens påstand om, at såfremt en låntager ernærer sig ved handel med aktier, vil et vederlag og en udbyttekompensation til långiver være en udgift knyttet så tæt til driften af denne virksomhed, at der må være en formodning for, at udgiften er en fradragsberettiget driftsomkostning. Det understregedes dog, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem næringsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 3 og muligheden for fradrag for vederlag og udbytterefusioner som driftsomkostninger.

Formodningen for, at der kan foretages fradrag for vederlag og kompensation for udbytte, gør sig gældende, hvad enten aktierne er solgt eller ikke. I SKM2001.76.LR fastlagdes, at vederlag og kompensation for udbytte kvalificeres ens for långiver uafhængigt af, om aktierne er solgt videre af låntager eller ej. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende på låntagersiden. Aktiernes eventuelle videresalg er derfor irrelevant for låntagers mulighed for at kunne fradrage de overførte beløb i den skattepligtige indkomst.

Forespørgerens påstand vedrørende spørgsmål 5 bekræftedes ikke. Forespørgeren havde anført, at vederlag og kompenseret udbytte kan tillægges anskaffelsessummen som en transaktionsomkostning og dermed fragå i en eventuel skattepligtig avance eller fratrækkes i et eventuelt skattepligtigt udbytte afhængigt af, om aktierne er solgt videre og om der udbetales udbytte i udlånsperioden. Dette afvistes af Ligningsrådet.

Ligningsrådet anførte, at det var afgørende for muligheden for at tillægge omkostninger til anskaffelsessummen på en aktiepost, om der er tale om en omkostning, der relaterer sig til gennemførelsen af handelen. Vederlag og kompensation for udbytte må anses som en integreret del af låneaftalen og ikke en omkostning i forbindelse med erhvervelse af aktierne. Der kan eksempelvis indtræde misligholdelsesbeføjelser for låneaftalen som sådan, såfremt beløbene ikke betales. Omkostningerne er derfor ikke en omkostning i forbindelse med salg og genkøb af aktieposten eller en del af denne på et senere tidspunkt. Dette kommer bl.a. til udtryk ved at disse udgifter afholdes uafhængigt af om hele den lånte aktiepost sælges og genanskaffes, om ingen af de lånte aktier videresælges eller som en tredje mulighed, at kun en del af posten afstås og genanskaffes. Denne type omkostninger dermed er uafhængige af om aktierne sælges og genkøbes.

Vederlag og udbyttekompensation er derfor omkostninger, der er avanceopgørelsen uvedkommende. Såfremt udbyttekompensation og vederlag ikke er en driftsomkostning, er der dermed ikke mulighed for fradrag af disse.