Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-06-2002
Offentliggjort:24-09-2002
SKM-nr:SKM2002.461.LR
Journalnr.:99/02-4359-00186
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Medarbejderaktieordning - erhvervelse af aktier til kurs indre værdi og afståelse til kurs indre værdi ved fratræden - aktionæroverenskomst

Ligningsrådet blev spurgt om de skattemæssige konsekvenser af en medarbejderaktieordning, hvor 2 medarbejderne kan tegne aktier til kurs indre værdi uden goodwill, og senere skal afstå aktierne til kurs indre værdi uden goodwill ved den enkelte medarbejders fratrædelse. Ligningsrådet blev forelagt en aktionæroverenskomst, der regulerede afståelsen af aktierne. Ligningsrådet svarede, at anmodningen ikke ville have andre skattemæssige konsekvenser end de der følger af aktieavancebeskatningsloven.


Spørgsmål

  1. Kan vor klients 2 medarbejdere, uden at dette får skattemæssige konsekvenser for selskabet eller de 2 medarbejdere, foretage et kapitalindskud på kr. 200.000 med en fordeling på kr. 50.000 i nominel kapital og kr. 150.000 i overkurs ved kapitaludvidelse under forudsætning af, at de ved et salg skal acceptere, at der ikke indregnes eventuel goodwill i værdien af deres aktier ?
  2. Skal der foretages ændring i vedlagte udkast til aktionæroverenskomst, for at ovennævnte kan gennemføres uden skattemæssige konsekvenser for selskabet og de 2 medarbejdere?

Svar

Ad 1. Ja, Se sagsfremstilling og begrundelse

Ad 2. Bortfalder jf. spørgsmål 1

Beskrivelse af de faktiske forhold

H ApS er moderselskab for M A/S som er moderselskab for selskabet D ApS. H ApS ejes 100% af A, som er ansat i M A/S.

H ApS, der i dag er eneste aktionær i M A/S, ønsker ved nytegning at optage to medarbejdere i M A/S som aktionærer i dette selskab. De to medarbejdere er ikke familiemæssigt relaterede til den nuværende ejer.

De to medarbejdere skal i forbindelse med nytegning indskyde kapital på hver kr. 200.000. Fordeling mellem nominel aktiekapital og overkurs ved kapitaludvidelsen vil med udgangspunkt i indre værdi pr. 30. juni 2001 blive kr. 50.000 i nominel kapital og kr. 150.000 i overkurs ved kapitaludvidelse for hver af de 2 medarbejdere under forudsætning af, at der ikke indregnes goodwill i værdien af selskabet.

I forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen skal der udarbejdes en aktionæraftale, som binder de to medarbejdere til at sælge deres aktier, hvis disse skulle fratræde virksomheden eller blive opsagt. Deres deltagelse i aktionærkredsen er dermed betinget af ansættelse i selskabet.

Begrundelsen for at optage de to medarbejdere er såvel at fremme disses motivation for at øge selskabets indtjening som at binde medarbejderne tættere til virksomheden.

For at medarbejderne skal opnå et rimeligt afkast af deres investering, skal nytegningen ske ved indskydelse af kapital i forhold til den indre værdi pr. 30. juni 2001 uden hensyntagen til eventuel goodwill i selskabet. Modsvarende vil det blive fastlagt i aktionæraftalen, at medarbejderen skal sælge til en værdi fastsat uden indregning af goodwill.

Ansøgningen om bindende forhåndsbesked er vedlagt et udkast til den nævnte aktionæroverenskomst mellem den oprindelige aktionær (benævnt part 1) og de to medarbejderaktionærer (benævnt part 2 og 3). Følgende bestemmelser indgår i aktionæroverenskomsten:

"§ 4 Særlige bestemmelser for aktieovergang vedrørende part 2 og 3's aktier.

4.1. Ved den kapitaludvidelse, hvormed part 2 og 3 bliver aktionærer i selskabet, er det ved kursfastsættelsen lagt til grund, at der ikke beregnes goodwill, det vil sige at goodwill er fastsat til kr. 0,00.

4.2. Ved enhver aktieovergang af part 2 og 3's aktier, jfr. herved § 4 a, aftales det derfor, at der ved den kursfastsættelse, der skal finde sted, ej heller skal beregnes goodwill, det vil sige at goodwill sættes til 0,00, uanset det i § 4 a anførte, jfr. herved § 4 a.

4.3. Såfremt det besluttes at foretage et samlet salg af aktierne i selskabet, er part 2 og 3 forpligtet til forinden at afstå deres aktier til part 1, idet der med hensyn til kursfastsættelsen forholdes som anført i § 4, stk. 2.

4.4. Såfremt part 2 og/eller part 3 ønsker at afstå deres aktier, skal dette ske til part 1, der har køberet og købepligt til kurs indreværdi, jfr. § 4, stk. 2

4.5. Såfremt part 1 afstår sin aktiepost til part 2 og/eller part 3 og/eller til en eller flere personer, der er nærtstående til disse og/eller et selskab, der direkte eller indirekte ejes af part 2 og/eller part 3, er disse forpligtet til forinden at afstå deres respektive aktiepost til part 1, som har køberet og købepligt hertil, til en kurs svarende til indre værdi, jfr. herved § 4, stk. 2.

4.6. I tvivlstilfælde skal bestemmelserne i nærværende paragraf (§ 4) have fortrin for de generelle bestemmelser om aktieovergang i § 4 a.

§ 4 a Aktieovergang

4.a.1. Ved aktieovergang forstås enhver overgang af ejendomsretten og/eller stemmeretten til en aktie, herunder overdragelse til eje eller sikkerhed, gave, arv, enhver form for retsforfølgning eller indtræden af konkurs.

4.a.2. Part 1's ægtefælle er berettiget til, ved arv, gave og/eller uskiftet bo, at overtage part 1's aktier. Såfremt part 1 og dennes ægtefælle samtidigt måtte afgå ved døden gælder tilsvarende ret for part 1's livsarvinger. Tilsvarende regel gælder ikke for part 2 og 3's ægtefæller og/eller livsarvinger.

4.a.3. Uanset nærværende bestemmelse har part 1 - men ikke part 2 og/eller 3 - dog ret til frit at overdrage aktierne til et med parten forbundet selskab, såfremt overdrageren har den bestemmende indflydelse i det erhvervende selskab. Hvis den bestemmende indflydelse over det erhvervede selskab (enten gennem aftale eller såfremt den pågældendes stemmeret i selskabet falder under 50%) bortfalder, skal aktionæren tilbagekøbe de overdragne aktier. I modsat fald har de øvrige aktionærer ret til at gøre deres forkøbsret gældende.

4.a.4. Såfremt [part 2 og/eller part 3] ønsker at sælge sine aktier eller er forpligtet hertil i forbindelse med opsigelse, har [part 2 og part 3] pligt til at tilbyde [part 1] disse aktier.

[....]

4.a.7. Parterne er enige om, at eventuel goodwill indgår i fastsættelse af kursværdien. Dette gælder dog ikke for aktieovergang af part 2 og 3's aktier, jfr. herved § 4.

[...]

4.a.14. Køberetten/forkøbsretten skal være gjort gældende inden 14 dage efter, at meddelelse om den endelige kurs er kommet fremtil de øvrige aktionærer. Køberetten/forkøbsretten skal gøres gældende for hele den udbudte aktiepost.

4.a.15. Part 1 har ret til at anvise én eller flere nye aktionærer som købere, mod at han selv indestår for købsvilkårenes opfyldelse.

[....]

4.a.18. Såfremt accept ikke er meddelt inden udløbet af den ovenfor nævnte frist, er den sælgende aktionær berettiget til frit at overdrage de tilbudte aktier til tredjemand, såfrem dette sker inden 30 dage efter udløbet af de øvrige aktionærers acceptfrist, og såfremt overdragelsen ikke sker til en lavere kurs og på gunstigere betalingsvilkår, end de øvrige aktionærer var berettiget til at overtage aktierne på."

Det fremgår af Årsregnskabet for M A/S, perioden 1. juli 2000 - 30. juni 2001, at selskabets aktiekapital er på kr. 500.000 og selskabets egenkapital udgør 2.000.000. Der er ikke aktiveret goodwill i selskabets balance.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Såfremt en aktieerhvervelse kun skal have de skattemæssige konsekvenser, der følger af aktieavancebeskatningsloven, skal aktierne være anskaffet og afstået til handelsværdi. Handelsværdi kan for unoterede aktier og anparter beregnes efter Ligningsvejledningen 2001 afsnit S.G.2.4.6.2 som selskabets indre værdi med tillæg af goodwill.

I Ligningsrådets afgørelse af 11. december 2001 offentliggjort ved SKM.2002.25.LR accepteredes det, at nye aktionærer kunne erhverve aktier til en kurs, der svarer til selskabets indre værdi uden tillæg af goodwill, fordi aktierne ifølge en aktionæroverenskomst kun kunne afstås til selskabets oprindelige aktionærer til en kurs, der også svarede til indre værdi uden tillæg af goodwill. Der var dermed symmetri mellem det betalte, og det aktierne kunne afstås til. Det tillagdes dog helt afgørende betydning, at aktionæroverenskomsten blev forsynet med en klausul, der betød, at de nye aktionærernes aktier aldrig ville kunne afstås til anden kurs end svarende til selskabets indre værdi. Dvs. hverken hvis de oprindelige aktionærer alligevel ikke ønskede at erhverve de nye aktier, eller hvis alle aktier i selskabet kunne overdrages ved et samlet salg til en tredje part. I så fald ville aktierne skulle overdrages via de oprindelige aktionærer, der herefter kunne afstå aktierne.

Det er dermed centralt, at medarbejderaktionærerne er helt afskåret fra på noget tidspunkt at få del i oparbejdet goodwill. I Ligningsrådets afgørelse i SKM.2002.25.LR skrives således: "Det er Styrelsens vurdering, at når der ved en afståelse af aktier ikke betales for en andel i virksomhedens goodwill og der i en senere afståelse af aktierne ikke er mulighed for at få andel i virksomhedens goodwill, så er kurs indre værdi for aktierne udtryk for handelsværdien af de pågældende aktier under den forudsætning, at det ikke er muligt at få andel i goodwill ved en senere afståelse af aktierne."

At kursen ville være en anden såfremt medarbejderne ikke var totalt afskåret fra en andel af goodwill’en ved afståelse følger af TfS2000.650H.

Af det udkastet til aktionæroverenskomst fremgår det, at medarbejderne vil være afskåret fra at opnå del af selskabets goodwill både ved afståelse af medarbejdernes aktier enkeltvis og ved et samlet salg.

Spørgsmål 1 kan dermed besvares med ja. Tegningen af aktier kan ske til kurs 400 uden andre skattemæssige konsekvenser end de der følger af aktieavancebeskatningsloven.

På denne baggrund bortfalder spørgsmål 2.

Ligningsrådet tiltrådte Styrelsens indstilling.