Dokumentets metadata

Godtgørelse for elektricitet - serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning mv.

Et selskab var ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der var indkøbt af selskabet, og som i henhold til indgået aftale med en kommune anvendtes til belysning af offentlige gader m.v.

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at A A/S ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet indkøbt og anvendt af selskabet til belysning af offentlige gader m.v.

Det er oplyst, at klageren er et 100 % ejet datterselskab til B A/S, som er ejet af X Kommune. Selskabet B A/S blev dannet som følge af liberaliseringen indenfor hele forsyningssektoren, hvorefter X Kommune har overdraget virksomheden at varetage eksempelvis levering af vand, varme og elektricitet til brugerne i kommunen. Virksomhedens aktiviteter er dog ikke begrænset alene til X Kommune, men er rettet mod alle, herunder private, der vil aftage selskabets ydelser og som virksomheden udbyder på almindelige markedsvilkår i lige konkurrence med andre aktører på markedet.

I forbindelse med oprettelsen af B A/S blev A A/S ligeledes oprettet med henblik på at levere serviceydelser i tilknytning til leverancerne fra moderselskabet.

Det er videre oplyst, at ved aftale af 28. juni 2000 blev vejbelysningsanlægget i X Kommune overdraget fra kommunen til B A/S, således at selskabet herefter skulle drive og vedligeholde anlægget. B A/S videreoverdrog samtlige rettigheder og forpligtelser vedr. vejbelysningsanlægget til A A/S, der herefter leverer vejbelysning til X Kommune mod betaling. Selskabet indkøber til brug herfor den nødvendige elektricitet på det fri el-marked.

Af overdragelsesaftalen, der er medunderskrevet af klageren, fremgår der af pkt. 6.1. følgende:

”Det påhviler B A/S at drive og vedligeholde Vejbelysningsanlægget oplistet i bilag 1 og 2, således som disse løbende er opdateret, på en sådan måde at de til enhver tid gældende offentligretlige regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres X kommunes borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning.

Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg og er beskrevet i bilag 6.”.

Det fremgår videre af aftalens bilag 5, at X Kommune for levering af lys i perioden 1. januar 2000 til 31. december 2000 skulle betale 8.637.175 kr. ekskl. moms + regulering for evt. nyanlæg i perioden. Prisen ligger således fast, dog med en kvartalsvis pristalsregulering, første gang den 1. januar 2001. X Kommunes betaling er dermed uafhængig af den indkøbte mængde elektricitet og prisen herfor.

Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er anset for berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, og stk. 4, nr. 3, for elektricitet, der er anvendt til belysning af offentlige gader og parkeringspladser i X.

Regionen har til støtte for sin afgørelse anført, at elektricitet anvendt til almen gadebelysning ikke kan betragtes som forbrugt af den virksomhed, der varetager belysningen. Regionen har i denne forbindelse henvist til Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.2.1, side 289, hvoraf fremgår, at virksomheder m.v., som varetager drift af gadebelysning, ikke kan opnå godtgørelse af afgiften af forbruget af elektricitet hertil. Dette standpunkt har i øvrigt fremgået første gang i Vejledningen P 84 fra januar 1988 om godtgørelse af diverse afgifter, ligesom det har fremgået af et Nyhedsbrev af 10. december 1992.

Endvidere har regionen henvist til, at det fremgår af Punktafgiftsvejledningen 2000 under afsnit F.6.2.3, at virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, ikke kan få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Endelig har Momsnævnet truffet afgørelse den 6. februar 1995, refereret i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.6.3, side 325-326 om, at et musikhus, der frivilligt var registreret for udlejning af fast ejendom, ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet til belysning af et offentligt tilgængeligt parkområde, der lå i tilknytning til musikhuset.

Regionen har med sin afgørelse lagt vægt på, at det er X Kommunes borgere og virksomheder mfl., der drager nytte af elektriciteten og ikke klageren, der alene skal drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget, jf. pkt. 6.1. i overdragelsesaftalen. Udnyttelsen sker således ikke i tæt kontakt til virksomheden, men derimod til en større kreds udenfor virksomheden. Dette forhold ændres ikke ved, at det er klageren, der skal afholde udgiften til elforbruget i forhold til elforsyningsvirksomheden. Det er ligeledes korrekt, at man har givet afgiftsgodtgørelse for elektricitet forbrugt i separate automater og telefonbokse, men til forskel for gadebelysning, er automaten/telefonboksen selve ”virksomheden”, og nyttiggørelsen sker i forbindelse med selve brugen heraf.

Samtidig har regionen lagt vægt på, at X Kommune reelt yder omkostningsdækning, hvilket understøttes af, at energidelen er anslået til at udgøre 3,25 mio. kWh af det samlede grundbeløb, jævnfør tillæg af 14. december 2000 til overdragelsesaftalen. Elektriciteten er således indgået med en selvstændig vægt ved prisfastsættelsen, ligesom begge parter har mulighed for at kræve betalingen genforhandlet, jf. aftalens punkt 9. samt bilag 5.

Endvidere har regionen henvist til, at forholdene i denne sag ikke er sammenlignelige med eksempelvis andre serviceydelsesvirksomheder, f.eks. et hotel eller forsamlingshus, hvor der betales moms af vederlaget for udlejning af lokaler, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler. I sidstnævnte tilfælde er der tale om, at forbruget af elektricitet sker indenfor virksomhedens ”rammer”, mens der i den foreliggende sag foreligger et forbrug, der sker uden for den momsregistrerede virksomheds ”rammer”, men i det offentlige rum. Forholdet i denne sag er i øvrigt heller ikke sammenlignelig med en virksomheds forbrug af elektricitet til lysreklamer, som er omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet de i bilaget nævnte erhverv generelt ikke har adgang til afgiftsgodtgørelse, uanset hvorledes deres ydelse i øvrigt afsættes. Endelig er der efter regionens opfattelse en så nær sammenhæng mellem elektricitet og lys, at disse elementer ikke kan skilles ad.

Sluttelig har regionen henvist til, at ved den kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002, som repræsentanten har henvist til, SKM 2002.171, fik et selskab fradragsret for afgiften af strøm til funktionsbelysning i byudstyr med den begrundelse, at det alene var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen og denne ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Selskabet fik således fradragsret, fordi det var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen i modsætning til nærværende sag, hvor det er kommunen, som køber, der fastsætter omfanget af belysningen og kravene hertil. Samtidig fremgik det også af kendelsen, at en del af begrundelsen var, at belysningen ikke erstattede den kommunale belysning, i modsætning til denne sag, hvor selskabet netop har overtaget den kommunale belysning. Den pågældende kendelse støtter således ikke klagerens repræsentants påstand.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, og stk. 4, nr. 3.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at der objektivt set er to forhold, der skal være opfyldt, for at der kan opnås godtgørelse efter elektricitetsafgiftsloven, nemlig at virksomheden skal være registreret efter momsloven, og at den afgiftspligtige elektricitet skal være forbrugt af virksomheden.

Efter en gennemgang af lovreglerne og forarbejderne på området må ordene ”den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet” i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås i ordenes sædvanlige betydning, således, at der ved en virksomheds eget forbrug af elektricitet, må forstås elektricitet, som er leveret til virksomheden og anvendt i forbindelse med virksomhedens aktiviteter bortset fra elektricitet, som leveres videre til fremmede. I denne forbindelse viser undtagelsesreglen for elektricitet til bl.a. varmepumper i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 3, der også gælder fjernvarmeværkers drift af varmepumper til opvarmning af fjernvarmeleverancer, helt tydeligt, at denne elektricitet må anses for at være til værkets eget forbrug efter hovedreglen. Det er jo netop på grund af en undtagelse fra hovedreglen, at denne elektricitet specifikt ikke skal henregnes til egetforbruget og dermed være afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Den analoge følge heraf må være, at elektricitet til drift af vejbelysningsanlæg må være lysleverandørens eget forbrug efter hovedreglen. Klageren må derfor ligeledes være berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift for indkøb af elektricitet til belysning, som klageren forbruger og benytter, således at det kun er borgere og virksomheder i X, der indirekte har nytte af den anvendte elektricitet til vejbelysning. Klageren bør derfor sidestilles med andre momspligtige virksomheder, der indkøber elektricitet direkte med henblik på at fremstille varer eller præstere momspligtige tjenesteydelser, og som ikke er afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Produktionen i dette tilfælde er blot indrettet således, at den af klageren indkøbte og anvendte elektricitet bliver afsat i form af lys til forbrugerne, ligesom afsætning af en hvilken som helst anden vare. Klagerens repræsentant har i denne forbindelse henvist til en Højesterets dom fra 1989 på det momsretlige område, refereret i TfS 1989 135, der i princippet sidestiller afsætning af lys med andre traditionelle produktionsvirksomheder.

Samtidig har klagerens repræsentant henvist til, at man ved fortolkning af begrebet ”eget forbrug” i elektricitetsafgiftsloven kan hente bidrag fra mineralolieafgiftslovens område, idet der på dette punkt ved ændringen af elektricitetsafgiftsloven i 1983 blev skabt overensstemmelse i ordvalget mellem de to afgiftslove, udover at energi til varmefremstilling ikke længere blev godtgørelsesberettiget. I denne forbindelse har repræsentanten henvist til bemærkningerne til mineralolieafgiftsloven (forslag til lov om afgift af gas- og dieselolie) FT 1976/77, Tillæg A, spalte 5086, hvoraf fremgår, at:

”Der kan kun medregnes afgift af afgiftspligtig olie, der er forbrugt i virksomheden. Man kan ikke medregne afgift af indkøbte varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men for hvilke leverandøren har haft en afgiftsbelastning som følge af et forbrug af afgiftspligtige varer, f.eks. fjernvarme eller opvarmning fra en fælles opvarmningscentral.”.

I bemærkningen ligger der en sondring mellem indkøb af direkte afgiftspligtige varer og varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men hvor der er medgået afgiftspligtig energi til frembringelsen af disse varer. Det er alene den virksomhed, der indkøber de afgiftspligtige varer, der har adgang til fradrag, og ikke den virksomhed, der aftager de varer, som er frembragt bl.a. på grundlag af de afgiftspligtige varer. Udtrykket ”leverandør” i den citerede bemærkning kan ligestilles med A A/S, således at det ikke er X Kommune, der har fradragsret for den elektricitet, der er medgået til fremstilling af vejbelysning, men derimod klageren. Det er således det ovennævnte kriterium, der sammen med en momsregistreringspligt, skal lægges til grund for vurderingen af, hvorvidt der er adgang til fradrag for elektricitetsafgiften.

Imidlertid synes såvel told- og skatteregionen som Told- og Skattestyrelsen at opstille yderligere kriterier for hvem, der kan anses som forbruger, idet myndighederne er af den opfattelse, at fradragsretten tillige er betinget af, hvem der drager nytte af den anvendte energi, og at anvendelsen skal ske inden for de ”fysiske” rammer af virksomheden. Repræsentanten har i denne forbindelse gjort gældende, at der hverken i lovgivningen eller i forarbejderne er hjemmel til sådanne yderligere indskærpende kriterier, ligesom repræsentanten ikke er bekendt med, at en sådan principiel sondring tidligere skulle være omtalt i vejledninger m.v. I så fald kunne der anlægges den betragtning, at en bygningsentreprenør ikke skulle have adgang til fradrag for afgift af elektricitet anvendt på en byggeplads, da ”nyderen” i dette tilfælde ville være bygherren. Samtidig er man ikke bekendt med, at virksomheders forbrug af elektricitet, som må antages at finde sted uden for virksomhedens fysiske rammer, såsom elektricitet til driften af separate automater og telefonbokse, af denne grund efter praksis skulle være afskåret fra elektricitetsafgiftsgodtgørelse. Regionens henvisning til afgørelsen vedr. musikhuset, der var frivillig registreret efter momslovgivningen, kan ikke anvendes i nærværende sag, idet der var tale om nægtelse af afgiftsgodtgørelse for belysning af et parkområde, der var anset som adgangsvej til en forlystelse, der i det hele var omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, og som således overhovedet ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse.

I nærværende sag er A A/S’s produkt levering af lys. En sådan leverance kræver ikke alene strøm, men tillige glødelamper, lysstandere, ledninger, reparations- og vedligeholdelsesarbejder etc. Der er således tale om en samlet leverance i form af en tjenesteydelse. På denne baggrund er det utvivlsomt, at A A/S, der er forbruger af strømmen, når elektricitet anvendes til virksomhedens drift til fremstilling af belysning på virksomhedens belysningsanlæg. Virksomheden leverer således ikke elektricitet videre til fremmede, men forbruger energien selv. Virksomheden er således en servicevirksomhed på linie med eksempelvis en privat parkeringskælder eller et frysehus, der udbyder udlejning eller opbevaring. I disse tilfælde ville der ikke være tvivl om, at parkeringsudbyderen eller frysehusejeren ville være berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgiften af den energi, som de forbrugte som led i driften.

Klagerens repræsentant har endvidere til støtte for påstanden anført, at man må skelne mellem elektricitet og lys, idet elektriciteten, er det, der går gennem ledningsnettet, mens vejbelysning først fremkommer, når elektriciteten er gået gennem et belysningsanlæg, bestående af master, pærer m.v., hvorfor X Kommune er afhængig af det anlæg, som A A/S ejer, for at kunne få belyst gader og stræder i kommunen. Den beskrevne situation kan i øvrigt sammenlignes med fjernvarmeværkers anvendelse af brændsler til fremstilling af varme.

Klagerens repræsentant har herudover anført, at for så vidt angår prisfastsættelsen af klagerens ydelse til X Kommune, er det uvedkommende for nærværende sag, hvorledes størrelsen af vederlaget for belysningen fremkommer, da det afgørende for, om klageren er berettiget til afgiftsgodtgørelse er, at klageren selv har forbrugt elektricitet, som er medgået til vejbelysning. Samtidig er der ikke, som anført af regionen, tale om omkostningsdækning. Den aftalte pris reguleres af udviklingen i prisindekset, således at hvis klageren udfører sine opgaver mere effektivt og reducerer sine omkostninger derved, sker der ikke en tilsvarende reducering af den aftalte pris. At prisen eventuelt bl.a. er fastsat under hensyn til forventede omkostninger er ikke unormalt mellem selskaber, men er samtidig ikke ensbetydende med, at der så er tale om omkostningsdækning. Klageren er i overensstemmelse med elreformen en selvstændig virksomhed, der virker på en forretningsmæssig basis, og som ikke omfattes af ”hvile i sig selv princippet”. Det at kontrakten pålægger virksomheden visse krav som skal være opfyldte, er blot naturlig og normalt i forbindelse med kontrakter af denne type og kan ikke begrunde, at virksomheden herefter ikke skulle være godtgørelsesberettiget.

Klagerens repræsentant har desuden henvist til, at det af Punktafgiftsvejledningen 2000, side 323, fremgår, at der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet medgået til lysreklamer, som en virksomhed anvender i forbindelse med leje af separat reklameplads, hvilket alene er begrundet med, at der er tale om et elektricitetsforbrug, der er omfattet af elektricitetsafgiftslovens bilag, som opregner en række virksomheder/aktiviteter, der undtagelsesvis er afskåret fra godtgørelse. Med baggrund i dette må det antages, at elektricitet til de separate lysreklamer anses for at være forbrugt af virksomheden selv, hvis man skal lægge den opfattelse, som punktafgiftsvejledningen giver udtryk for, til grund.

For så vidt angår lovændringen i 1997 vedr. campingpladser og lystbådehavne har repræsentanten anført, at disse forhold ikke er sammenlignelige med nærværende situation. Campingpladser og lystbådehavne leverer alene strøm til brugerne, som brugerne efter egen disposition anvender til belysning og de hårde hvidevarer m.v., som brugerne i øvrigt selv har anskaffet og vedligeholder. Samtidig er præciseringen i lovgivningen alene begrænset til de campingvogne og lystbåde, som pladserne og havnene ikke selv ejer. Såfremt pladserne og havnene selv ejer de pågældende vogne/både må det modsætningsvis lægges til grund, at pladserne/havnene fortsat har adgang til afgiftsgodtgørelse, da der så vil være tale om levering af en sammensat ydelse til forskel fra den blotte levering af strøm. I øvrigt fremgår det af punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.2.3., side 290, at elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter m.v., og til belysning m.v. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne om let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme/varmt vand.

Klagerens repræsentant har tillige til støtte for påstanden om afgiftsgodtgørelse henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten refereret i TfS 1999 751, vedr. vandafgiftsloven - et område, der er meget sammenligneligt med elektricitetsafgiftsområdet. Afgørelsen vedrørte et K/S, der havde lejet et golfbaneanlæg m.m. af ejerne, et I/S. K/S’et havde herefter bortforpagtet golfbanen til en golfklub, men på vilkår af, at K/S’et bl.a. skulle vedligeholde golfbanen. I/S’et leverede i denne forbindelse vand til vanding af golfbanen, men det var K/S’et, der blev anset som den endelige forbruger af vandet og dermed også dette selskab, der kunne få afgiftsgodtgørelse. På samme måde må klageren i nærværende sag kunne få ret til afgiftsgodtgørelse, idet klageren fik leveret elektricitet fra et elselskab, hvorefter klageren forbrugte denne elektricitet i gadebelysningsanlægget til glæde for borgere m.v., ligesom vandingen af golfbanen i den nævnte sag skete til glæde for dens brugere. I den nævnte sag inddrog man i øvrigt ikke det synspunkt, at det skulle være golfklubben, der drog nytte af det anvendte vand.

Klagerens repræsentant har endelig til støtte for påstanden henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002, SKM 2002.171 vedrørende udlejning af reklameplads, hvor elektriciteten blev forbrugt af udlejeren, hvorfor det også var denne, der var berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgift. På samme måde måtte selskabet i nærværende sag anses som forbrugeren.

Sluttelig har klagerens repræsentant henvist til en afgørelse fra Momsnævnet fra 1971, refereret i Skat og Erhverv, september 2001. Af afgørelsen fremgår det, at nævnet gav medhold i, at kommunale elforsyningsvirksomheder, der var registreret efter merværdiafgiftsloven ved opgørelsen af den indgående afgift kunne medtage afgiften på indkøb m.v. vedr. gadebelysning. Repræsentanten har hertil anført, at man på samme måde i nærværende sag, må kunne få afgiftsgodtgørelse for klagerens indkøb af elektricitet anvendt til gadebelysning.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet og har anført, at den i nærværende sag omhandlede elektricitet, der er anvendt til belysning af gader, p-pladser m.v. ikke kan anses for forbrugt af den momsregistrerede virksomhed. Styrelsen har i denne forbindelse henvist til styrelsens meddelelse af 12. juni 2001 (SKM-2001.215.TSS), hvoraf det bl.a. fremgår, at der med lov nr. 444 af 10. juni 1997 om ændring af forskellige afgiftslove skete en præcisering af, at campingpladser og lystbådehavne ikke havde adgang til energiafgiftsgodtgørelse.

Endvidere kan der ikke drages modsætningsvise konklusioner i forhold til lovændringen i 1983 (lov nr. 626 af 21. december 1983 om ændring af lov om afgift af elektricitet), som skulle give selskabet adgang til godtgørelse af afgift af elektricitet efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1.

For så vidt angår Momsnævnets afgørelse fra 1971 har styrelsen anført, at momsloven ikke indeholder samme forbrugskriterium som i energiafgiftslovgivningen med hensyn til momsregistrerede virksomheders adgang til fradrag for moms. F.eks. er der adgang til fradrag for moms for varer, der er indkøbt til videresalg, mens der ikke tilsvarende er adgang til godtgørelse af energiafgifter. Der er således ikke fuld parallelitet imellem adgang til fradrag for moms og energiafgifter.

Styrelsen har endelig for så vidt angår Højesterets dom refereret i TfS 1989.135 anført, at i det pågældende tilfælde fastslår dommen afgiftspligtens omfang efter momsloven for ydelser udført af Y Kommunale Værker og ikke en evt. adgang til godtgørelse af en energiafgift af den indkøbte elektricitet.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven som hovedregel få tilbagebetalt afgiften efter loven med undtagelse af 1 øre pr. kWh, af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Klagerens aktiviteter vedrørende belysning er ikke omfattet af de i stk. 2 og 3, nævnte undtagelser til denne hovedregel.

Efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven få tilbagebetalt 10 % af kuldioxidafgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elektricitetsafgiftsloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder at klageren ikke kan anses for berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, samt kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, idet klageren ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet.

Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at klagerens indkøb og anvendelse af elektricitet til belysning af offentlige gader m.v., som klageren i henhold til en kontrakt med X Kommune modtager betaling for, ikke kan anses at være elektricitet forbrugt af virksomheden, men derimod må anses som elektricitet, der i form af belysning er videreleveret til og forbrugt af kommunen og dennes borgere m.v. Disse retsmedlemmer finder herved, at der er en så nær sammenhæng mellem den indkøbte og anvendte elektricitet og det leverede lys, at disse elementer ikke kan betragtes adskilt, således at lyset skulle udgøre ”varen”, mens elektriciteten skulle være forbrugt af virksomheden med henblik på fremstilling af lyset. At klageren samtidig ved den nævnte kontrakt har overtaget hele vejbelysningsanlægget samt påtaget sig vedligeholdelsespligten m.v. for anlægget indebærer ikke, at den anvendte elektricitet herefter kan anses som forbrugt af virksomheden.

Et retsmedlem finder, at klageren er berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift. Der er herved henset til, at klageren skal levere en vare i form af lys ifølge en kontrakt indgået med X Kommune. Dette retsmedlem finder herefter, at det er virksomheden, der har forbrugt den indkøbte elektricitet således, at denne via ledningsnettet, standere mv. er blevet omsat til lys. Man må derfor adskille elementerne elektricitet og lys fra hinanden.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den påklagede afgørelse stadfæstes.