Dokumentets metadata

Befordringsfradrag - kørsel mellem hjem og arbejde - ekstraordinær lang afstand - bevisbyrde - brændstofforbrug

I en sag om befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, havde skattemyndighederne fastsat befordringsfradraget ud fra det dokumenterede dieselindkøb hos Statoil. Sagsøgeren gjorde gældende, at han havde haft befordring i et større omfang, og at han kun havde betalt med sit Statoil kontokort ved ca. halvdelen af dieselindkøbene.Landsretten fandt ikke, at sagsøgeren ved fremlæggelse af lønafregninger samt forklaringerne fra en kollega samt ægtefællen, med hvem han ikke var samlevende, havde godtgjort, at han havde haft udgifter til befordring i videre omfang, end hvad kontoudtogene fra Statoil udviste. At skattemyndighederne, i forbindelse med at sagsøgeren havde forespurgt om mulighederne for at foretage befordringsfradrag, ikke havde opfordret sagsøgeren til at gemme dokumentation for transportudgifterne, fandtes under de foreliggende omstændigheder ikke at kunne føre til et andet bevisresultat.Det dokumenterede dieselindkøb udgjorde 1.705 liter, men da skattemyndighederne ved en regnefejl alene havde opgjort indkøbet til 1.580 liter, blev sagen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne, således at den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget skulle ske på grundlag af et dieselforbrug på 1.705 liter.

Parter

A
(Lone H. Kristensen, prøve)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

K. Wiingaard, Ejler Bruun og Marianne Nørregaard (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 17. juli 2001, har sagsøgeren, A, endeligt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans befordringsfradrag for indkomstsåret 1998 ansættes til i alt 35.387,39 kr., subsidiært et mindre beløb, dog højere end det af skattemyndighederne skønsmæssigt ansatte, 18.190 kr.

Sagsøgte har påstået principalt frifindelse, subsidiært ansættelsen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Landsskatteretten afsagde den 26. april 2001 følgende kendelse:

"Klagen vedrører indkomstopgørelsen for indkomståret 1998 på følgende punkt:

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i det pågældende indkomstår ejede 50 pct. af ejendommen ..... i Y1-by, hvor han boede sammen med sin hustru.

Klageren var i perioden 14. maj 1998 til 31. december 1998 ansat hos G1 Rejser, hvorfra han modtog løn 164.760 kr. samt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse 9.567 kr. Klageren var tilknyttet firmaets afdeling i Y2-by. Mellem klagerens bopæl og arbejdsplads var afstanden ca. 491 km t/r. Klageren var i indkomståret ejer af en bil mærket Citroen BX årg. 1990. I perioden fra maj til december 1998 har klageren haft dokumenteret køb af 1.580 liter diesel.

Klagerens hustru kørte dagligt frem og tilbage mellem Y1-by og Y3-by, hvor hun arbejdede. Klagerens ægtefælle var i indkomståret ejer af en dieselbil.

Klageren har for indkomståret 1998 foretaget fradrag for befordring mellem hjem og arbejde med 37.084 kr.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede ansættelse forhøjet klagerens indkomst med 18.894 kr., idet det af klageren foretagne befordringsfradrag ikke fuldt ud er godkendt.

Myndighederne har ved afgørelsen henset til, at det i henhold til praksis påhviler skatteyderen at sandsynliggøre sin befordring, når afstanden mellem hjem og arbejdsplads er ekstraordinær lang.

De stedlige skattemyndigheder har ikke fundet, at klageren har sandsynliggjort sin selvangivne befordring. Myndighederne har herved henset til, at den af klagerne fremlagte dokumentation for udgifterne til diesel i perioden maj til december 1998 ikke står mål med en selvangivne befordring. Myndighederne har herefter skønsmæssigt ansat klagerens fradrag for befordring mellem Y1-by og Y2-by til 18.190 kr.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at hans indkomst nedsættes med 18.894 kr. i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte herfor har klageren gjort gældende, at han i forbindelse med sin ansættelse som turistchauffør har forklaret de stedlige skattemyndigheder, at han vil transportere sig frem og tilbage mellem Y2-by og Y1-by dagligt. De stedlige skattemyndigheder har ikke ved disse henvendelser oplyst ham om, at han skulle gemme sine kvitteringer for benzinkøb for at kunne få fradrag.

Klageren har endvidere gjort gældende, at han kun har betalt med sit kontokort hos Statoil ca. halvdelen af de gange, han har tanket op. De resterende gange har han betalt kontant og ikke gemt sine kvitteringer. Klageren har endelig gjort gældende, at hans ægtefælle i perioden var syg, og at han derfor dagligt foretog transporten mellem hjem og arbejde.

Landsskatteretten skal udtale

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes med baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages.

Efter praksis gives der kun fradrag i det omfang, befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.

Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis, jfr. Tidsskrift for Skatteret 1985.753, skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk er foretaget. Dette kan ske ved fremlæggelse af arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler m.v.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han dagligt har foretaget befordringen mellem sin bopæl og sin arbejdsplads.

Landsskatteretten finder i overensstemmelse med de stedlige skattemyndigheder, at klagerens fradrag i mangel af dokumentation skal fastsættes skønsmæssigt. Da retten ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte det af de stedlige skattemyndigheder udøvede skøn, stadfæstes afgørelsen."

Sagsøgeren har fremlagt en opgørelse over sin befordring i perioden maj 1998 til og med december 1998. Opgørelsen er korrigeret i forbindelse med domsforhandlingen. Sagsøgeren har endvidere fremlagt en række lønafregninger med angivelse af sine arbejdstider samt en lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at hans hustru blev raskmeldt til sædvanligt arbejde september/oktober 1998. Sagsøgeren har endelig fremlagt en skrivelse af 10. august 2000, hvorved Kommunens skatteforvaltning i forbindelse med gennemgang af hans selvangivelse for 1998 udbeder sig dokumentation for transportudgifter.

Sagsøgte har fremlagt en ruteoversigt fra Krak, hvorefter den beregnede køretid fra Y2-by til Y1-by er 2 timer og 44 minutter. Sagsøgte har endvidere fremlagt en redegørelse fra Kommunens skatteforvaltning, hvoraf det fremgår, at forvaltningen under en telefonsamtale den 23. juni 1998 oplyste sagsøgeren om, at han kunne få befordringsfradrag for kørsel mellem Y1-by og Y2-by i forbindelse med arbejdet.

Der er enighed om, at sagsøgerens køb på kontoen med Statoil har udgjort 1.705 liter diesel i stedet for som i kendelsen anført 1.580 liter.

Forklaringer

Under sagen er afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnerne VJ og SJ.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han i dag er efterlønsmodtager. Han har arbejdet som turistchauffør siden 1981. I maj 1998 blev han ansat ved G1. Han påbegyndte ansættelsesforholdet den 14. maj 1998, men allerede den 12. maj 1998 kørte han til Y2-by for at blive sat ind i arbejdet, hvorefter han kørte tilbage til Y1-by. Mens han arbejdede for G1, kørte han både en- og flerdagsture. Da han fik arbejdet hos G1, mødte han personligt op hos skattevæsenet i Y1-by. Samtalen drejede sig om fradrag for dobbelt husførelse, idet det oprindelig var meningen, at han ville finde et sted i Y2-by at overnatte. Under den senere telefonsamtale den 23. juni 1998 opfordrede skattevæsenet ham ikke til at gemme kvitteringer for brændstofforbruget. I løbet af sommeren og efteråret 1998 havde han megen endagskørsel, og disse dage kørte han hjem. Han kørte som oftest hjem til Y1-by, når han fik fri fra arbejde. Grunden til, at han ikke overnattede i Y2-by som oprindelig planlagt, var, at hans kone blev syg og skulle opereres. Før operationen i juni 1998, fik hun en virus, der gjorde hende meget svag, og efter operationen gik der 3 - 4 måneder, inden sygdommen var overstået. I denne periode var han meget bekymret, og han var glad for at komme hjem blot nogle få timer om natten. Så sov han nogle få timer, efter at han havde talt med sin kone. Det tog ham mindre end 2 timer og 44 minutter at køre strækningen mellem Y2-by og Y1-by. Han kørte om natten, hvor der ikke var trafik og politi. Turen tog ca. 2 timer, nogle gange kun 1 time og 3 kvarter. Han blev 8 - 10 gange kørt hjem af en arbejdskollega, vidnet VJ. Under disse ture lå han selv og sov på bagsædet. Han kan ikke huske, hvilke nætter han blev kørt hjem af VJ. Nogle gange har han sovet om dagen i bussen under pauser i arbejdet. Han er vant til at sove på mange forskellige tidspunkter af døgnet. VJ havde tilbudt, at sagsøgeren kunne overnatte nogle nætter hos ham og hans kone, men det gjorde sagsøgeren vist kun en enkelt nat eller to. Han kan ikke påvise bestemte dage, hvor han har overnattet hos VJ, men det kan godt have været den 24. og 25. august 1998. Når han købte diesel, betalte han ca. halvdelen af gangene med sit Statoil-kort. Ellers betalte han kontant. Al den købte diesel er stort set brugt til at køre frem og tilbage mellem Y1-by og Y2-by. Den er ikke anvendt til hans kones bil. Eftersom der kun kan være ca. 55 liter diesel i tanken på hans bil, kan han dog ikke afvise, at der den 13. september 1998, hvor der blev købt 72,8 liter diesel, kan være tanket en del heraf til hans kones bil. Opgørelsen vedrørende hans befordring er lavet på baggrund af oplysningerne på lønafregningerne.

VJ har forklaret blandt andet, at han var ansat i G1. Han har selv været buschauffør i 50 år. Han hørte tilfældigt, at sagsøgeren ønskede et sted at overnatte. Han havde et pulterkammer, hvor der stod en sofa, og tilbød dette til sagsøgeren. Sagsøgeren benyttede pulterkammeret nogle få gange. Vidnet ved ikke, hvornår det skete, idet sagsøgeren selv havde nøgle og bare lukkede sig ind. Vidnet har kørt sagsøgeren hjem i dennes egen bil. Sagsøgeren sov undervejs i bilen, og når de kom til Y1-by, overnattede vidnet i sagsøgerens bil. Dette er vel sket ca. 7-9 gange, men vidnet kan ikke sætte datoer på. Vidnet har nogle gange tanket på turen, og der blev så betalt med penge fra sagsøgeren. De fleste gange kørte sagsøgeren selv hjem, og han kom nogle gange i vidnets hjem for at få et bad, før han kørte. Vidnet var til tider bekymret for sagsøgeren, der så ud til at være kørt helt ned. Det var kendt i G1, at sagsøgeren havde problemer hjemme, og nogle gange hjalp de andre chauffører sagsøgeren med at gøre bussen ren, således at sagsøgeren kunne komme tidligere hjem til Y1-by.

SJ har forklaret blandt andet, at sagsøgeren kørte til og fra Y2-by i den periode, hvor hun var syg. Det var en ledsygdom, der gjorde, at hun intet kunne udrette, hverken i hjemmet eller på arbejde. Efter operationen i juni 1998 var hun stadig syg i lang tid. Hun var ikke helt rask, da hun begyndte at arbejde igen. Hendes mor boede hos hende i 2-3 måneder. Sagsøgeren kom tit hjem omkring midnat og kørte tidligt næste morgen. Dette kunne godt ske flere dage i træk. Nogle gange kørte sagsøgeren med VJ, som så sov i bilen. Hun ved ikke, hvor ofte det skete, måske 5-10 gange.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at han har haft befordring mellem bopæl og arbejdsplads i det omfang, der fremgår af den fremlagte opgørelse. Sagsøgeren har herved anført, at hans selvangivne befordringsfradrag er tilstrækkeligt godtgjort ved fremlæggelse af hans opgørelse af befordring, lønafregninger med arbejdstider og delvis dokumentation for faktisk dieselforbrug samt ved parts- og vidneforklaringer. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at han i maj/juni 1998 gjorde Kommunen opmærksom på den forventede befordring mellem bopæl og arbejdsplads, men først ved Skatteforvaltningens skrivelse af 10. august 2000 blev gjort bekendt med, at man ønskede dokumentation for transportudgifterne. Sagsøgeren er således ikke på et tidligere tidspunkt af Skatteforvaltningen blevet opfordret til at gemme dokumentation for transportudgifterne.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at hvis der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for den principale påstand, skal befordringsfradragene af retten fastsættes skønsmæssigt til et mindre beløb, dog højere end det af skattemyndighederne ansatte fradrag på 18.190 kr.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han er berettiget til befordringsfradrag i videre omfang end det, der er fastsat ved Landsskatterettens kendelse af 26. april 2001. Sagsøgte har i den forbindelse anført, at det er en forudsætning for at opnå befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, at befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har fundet sted. Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at befordringen har fundet sted samt omfanget heraf. Henset til, at afstanden mellem bopælen og arbejdspladsen har været usædvanlig stor, at sagsøgeren på flere af de dage, hvor befordring påstås at have fundet sted, alene kunne være hjemme ganske få timer, fortrinsvis midt om natten, og at sagsøgeren havde overnatningsmuligheder i Y2-by, må der stilles skærpede krav til sagsøgerens sandsynliggørelse af, at der har fundet befordring sted i det af ham påståede omfang. Sagsøgerens egen opgørelse af befordringens omfang, arbejdssedlerne, lønafregningerne med arbejdstider, kontoudtogene fra Statoil og de afgivne forklaringer er ikke tilstrækkeligt til at løfte sagsøgerens bevisbyrde, og det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren har indkøbt diesel andre steder end hos Statoil.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at hvis landsretten lægger til grund, at sagsøgeren har krav på befordringsfradrag i større omfang end fastslået ved Landsskatterettens kendelse, skal sagen i overensstemmelse med fast Højesteretspraksis hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget.

Landsretten skal udtale

Sagsøgeren findes ikke ved fremlæggelsen af sine lønafregninger og de afgivne forklaringer at have godtgjort, at han i 1998 havde udgifter til befordring i videre omfang, end hvad kontoudtogene fra Statoil viser. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke under telefonsamtalen den 23. juni 1998 eller senere blev opfordret til at gemme dokumentation for transportudgifterne, findes der ikke under de foreliggende omstændigheder at kunne føre til andet bevisresultat.

Skattemyndighederne har fastsat sagsøgerens udgifter til befordring med udgangspunkt i det dokumenterede køb af diesel, som har været opgjort til 1.580 liter.

Da det dokumenterede køb af diesel ubestridt udgjorde 1.705 liter, findes sagsøgerens fradrag for transportudgifter i 1998 efter omstændigheder at burde opgøres på grundlag af et tilsvarende forbrug.

Sagsøgtes subsidiære påstand tages herefter til følge som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Ansættelsen af As skattepligtige indtægt for året 1998 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne, således at den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget sker på grundlag af et dieselforbrug på 1.705 liter.

Sagens omkostninger ophæves.