Dokumentets metadata

Straksfradrag - tilbygning ctr. nybygning

En svinestald kunne ikke anses for en tilbygning efter reglerne i afskrivningslovens § 18. Der blev lagt vægt på, at den eksisterende svinestald var på 690 m2, mens tilbygningen til svinestalden var på 1.823 m2. Udvidelsen tredoblede således staldarealet, mens produktionen af smågrise næsten blev fordoblet fra 3.129 stk. (1998) til 6.180 stk. (2000). Da de to bygninger samtidig var forskellige mht. bredde og ikke var naturligt sammenhængende, men derimod forbundet af en mellembygning indeholdende kontor-/badefaciliteter og løbegang, kunne tilbygningen ikke betragtes som en naturlig del af den eksisterende bygning. Endelig kunne de to bygninger fungere selvstændigt i forhold til hinanden.

A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet har forhøjet hans indkomst med 101.885 kr., idet nævnet ikke har godkendt straksfradrag i forbindelse med tilbygning af stald, 107.247 kr., men i stedet har godkendt ordinær afskrivning med 5 % eller med 5.362 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i 1999 opførte en staldbygning på 1.823 m². Denne bygning blev forbundet med den oprindelige staldbygning på 690 m² via en mindre bygning indeholdende kontor, toilet- og badefaciliteter samt en drivgang mellem de to stalde.

Der er fremlagt billeder mv. af staldbygningernes placering og indvendige indretning.

Skatteankenævnet har bl.a. begrundet afgørelsen med, at der med den ny afskrivningslov - med virkning for indkomståret 1999 - er sket en stramning med hensyn til, hvornår der er tale om en bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i afskrivningslovens § 14. Dette fremgår af Ligningsvejledningen 1999 anvisninger under afsnit E.C.4.4.4.1, hvori det bl.a. anføres, at:

”.... Er tilbygningen derimod meget væsentlig, og kan den fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i AL § 14, uanset eventuel fysisk forbindelse til den eksisterende bygning ved mellemgange eller lignende. Bestemmelsen indebærer på dette punkt en stramning i forhold til gældende praksis.

....”

Ankenævnet finder herefter, at den nyopførte svinestald på 1.823 m² er så væsentlig en tilbygning, der har bevirket en produktionsforøgelse til ca. det dobbelte, at den ikke kan betegnes som en ombygnings- eller forbedringsudgift i henhold til afskrivningslovens § 18, stk. 2, men derimod som en nybygning, der kan afskrives ordinært efter afskrivningslovens § 14.

Klagerens repræsentant påstår skatteankenævnets afgørelse nedsat til det selvangivne. Til støtte for påstanden henviser han bl.a. til, at det vedrørende fortolkning og praksis af § 25 i den tidligere afskrivningslov, er anført i Ligningsvejledningen 1998 afsnit E.C.4.1.10.2, at:

”....

Tilbygninger til eksisterende bygninger omfattes også af reglerne om straks-afskrivning.

Det må være en forudsætning for at anse en bygningsudvidelse for en tilbygning, dels at der er en direkte fysisk sammenhæng mellem den nye og den gamle bygning, dels at der er en indre naturlig forbindelse eller gennemgang mellem den oprindelige bygning og den senere opførte bygning.

....

Det ikke er muligt at opstille et enkelt afgørende kriterium for, hvornår der foreligger én eller flere bygninger, og afgørelsen heraf må bero på et samlet skøn over, om ejendommen udgør en bygningsmæssig helhed jf. fx LSRM 1980.115, hvor Landsskatteretten statuerede, at bygninger der var forbundet med hinanden gennem en gangbygning udgjorde en bygningsmæssig helhed.”

....

Der kan endvidere ses på benyttelsen af de enkelte bygningsdele, idet den omstændighed, at der f.eks. foregår samme produktion i hele byggeriet, taler for at anse byggeriet for én bygning, i modsætning til hvis bygningsdelene anvendes til forskellige formål.

....”

I den konkrete sag er der kun en produktion i det samlede bygningssæt nemlig produktion af smågrise. Den opførte drægtighedsstald er således en integreret del af det samlede produktionssystem. Når søerne har gået i drægtighedsstalden overflyttes de efterfølgende til farestalden i det oprindelige staldsystem. Den "nyopførte" del af bygningen bruges således ikke og kan ikke anvendes til en særskilt produktion.

Der henvises endvidere til Ligningsvejledningen 2000 E.C.4.4.4.1 hvoraf det fremgår:

"....som et eksempel på, at en tilbygning udgør en naturlig del af en eksisterende bygning, kan nævnes pakke og kølerum, der opføres i forbindelse med væksthuse, idet der foregår en produktionsproces, der starter i væksthusene, fortsætter i pakkerummet og ender i kølerummet. Ofte foregår produktionen i et væksthusgartneri på den måde, at nye kulturer er placeret et sted, men ældre kulturer er placeret et andet sted. I løbet af produktionsprocessen flyttes kulturerne fra et sted til et andet. Også i denne situation må kravet om, at den allerede eksisterende bygning og det nye tilbyggede væksthus fungerer som et hele anses for opfyldt. For så vidt angår udbygning med nye væksthuse, vil vurderingen afhænge af indretningen og anvendelsen af disse.

....”

Repræsentanten er af den opfattelse, at sagen kan være sammenlignelig med det nævnte eksempel. Det er simpelthen en forudsætning for at der kan produceres smågrise i bygningssættet, at søerne overføres mellem de forskellige afdelinger som f.eks. løbeafdeling, drægtighedsstald, farestald osv. Den nye tilbygning kan ikke anvendes alene i en produktion.

I øvrigt bemærkes det, at tilbygningen af brandsikringsmæssige årsager er placeret parallelt med det oprindelige bygningssæt, og at den er forbundet med en bygning indeholdende kontor, toiletter, baderum samt drivgang, hvor dyrene kan drives fra drægtighedsstalden ind i farestalden beliggende i den oprindelige del af bygningssættet. Dette er efter repræsentantens opfattelse af stor betydning for vurderingen af sagen. Det ses på de vedlagte fotografier af bygningerne, at der er tale om tilbygning af samme konstruktion f.s.v. angår murværk, tag osv. Af billederne fremgår sammenbygningen ligeledes.

Det er repræsentantens påstand, at det anførte i § 18, stk. 2, 3. pkt. vedrørende tilbygninger alene har betydning ved kvalificeringen af hvilke omkostninger, der berettiger til straksfradrag efter samme bestemmelse. Efter hans opfattelse, har bestemmelsen i § 18, stk. 2, 3 pkt., således ikke konsekvenser for, hvad der forstås ved én bygning som anført i §§ 14 og 21. Det er tillige repræsentantens påstand, at den nye skærpende regel i afskrivningslovens § 18, stk. 2, 1 pkt., alene har den betydning, at ikke alle afskrivningsberettigede bygninger indgår i beregningsgrundlaget til straksfradrag. Ændringen har således ikke betydning for, hvad der kan betragtes som én bygning.

Endelig henvises til en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 18. oktober 2001, j.nr. 2-7-1814-0094 (også for indkomståret 1999), hvori der indrømmes straksfradrag i forbindelse med tilbygning af et lagerlokale.

Landsskatteretten skal indledningsvis bemærke, at afskrivningslovens regler på dette område med virkning fra og med indkomståret 1999 blev ændret ved vedtagelse af en ny § 18 i loven.

Af § 18, stk. 2’s, ordlyd fremgår bl.a., at udgifter til ombygning kun behandles som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår endvidere, at nybygninger og ”selvstændige” tilbygninger ikke giver adgang til straksfradrag. Det et videre i bemærkningerne til lovforslaget anført, at tilbygninger herefter er arealudvidelser af en eksisterende bygning. At tilbygningen ”udgør en naturlig del af den eksisterende bygning” indebærer, at der fysisk skal være en sammenhæng, og at bygningen fungerer som et hele. Er tilbygningen derimod meget væsentlig, og kan den fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i § 14, uanset eventuel fysisk forbindelse til den eksisterende bygning ved mellemgange eller lignende. Forslaget indebærer på dette punkt en stramning i forhold til gældende praksis.

Af ministerens svar af 16/6 1998 til udvalget fremgår endelig bl.a., at ved at forbinde en egentlig nybygning med den eksisterende bygning ved mellemgange eller lignende eller såkaldte ”afskrivningsbroer” kan man straksfradrage hele udgiften. Dette har ikke været meningen med straksfradraget.

Landsskatteretten er efter en samlet vurdering herefter enig i skatteankenævnets afgørelse, hvorefter den opførte svinestald ikke kan anses for en tilbygning efter reglerne i afskrivningslovens § 18. Retten har ved afgørelsen bl.a. henset til, at den eksisterende svinestald er på 690 m², mens tilbygningen til svinestalden er på 1.823 m². Udvidelsen tredobler således staldarealet, mens produktionen af smågrise næsten fordobles fra 3.129 stk. (1998) til 6.180 stk. (2000). Da de to bygninger samtidig er forskellige mht. bredde og ikke er naturligt sammenhængende, men derimod er forbundet af en mellembygning indeholdende kontor-/badefaciliteter og løbegang, kan tilbygningen efter rettens opfattelse ikke betragtes som en naturlig del af den eksisterende bygning. Endelig kan de to bygninger fungere selvstændigt i forhold til hinanden.