Dokumentets metadata

Forventningsprincip - erstatning - éngangsbeløb - tilkendegivelse

Sagen angik spørgsmålet, om sagsøgeren kunne støtte ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke var skattepligtig.Sagsøgeren gjorde gældende, at han havde modtaget tilkendegivelsen forud for, at han tiltrådte et forligsforslag fra forsikringsselskabet.Østre Landsret fastslog, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er skattepligtig jf. statsskattelovens § 4.Uanset om det skulle lægges til grund, at kommunen måtte være fremkommet med en tilkendegivelse om skattefritagelse af erstatningsbeløbet; før sagsøgeren tiltrådte forligsforslaget, fandt landsretten på grund af de overordnede myndigheders revisionsadgang ikke at sagsøgeren herved havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at beløbet skulle være skattefrit.Landsretten fandt endvidere ikke, at sagsøgeren havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at skattebetaling af beløbet ikke blev forrentet i henstandsperioden.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(advokat Steffen Olsen-Klidt)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Erik Kjærgaard, Hedegaard Madsen og Tine Hammershøj Madsen (kst.)

Under denne sag, .der er anlagt den 9. august 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt følgende påstande:

Påstand 1

Principalt: Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 1995 med 100.000 kr. skal bortfalde,

subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 1995 med et efter rettens skøn mindre beløb end 100.000 kr. skal bortfalde,

mere subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Såfremt sagsøgerens principale påstand ikke tages til følge, nedlægges følgende:

Påstand 2

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke skal beregnes renter af forhøjelsen af sagsøgerens indkomst for 1995 i henstandsperioden.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Den 12. maj 2000 afsagde Landsskatteretten kendelse, hvoraf fremgår blandt andet:

".....

Klagen til Landsskatteretten vedrører indkomstopgørelsen på følgende punkt:

.....

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren pådrog sig en arbejdsskade den 1. september 1991, og at klageren som følge heraf den 3. marts 1993 fremsendte en foreløbig opgørelse til forsikringsselskabet

G1, hvor erstatningen pr. 21. februar 1993 var opgjort til i alt 142.728,15 kr. Først den 9. maj 1995 fremsendte G1 et forslag om, at sagen kunne forliges ved udbetaling af et beløb på i alt 125.000 kr., hvoraf 25.000 kr. vedrørte svie og smerte, mens 100.000 kr. vedrørte tabt arbejdsfortjeneste. Klageren modtog herefter en bekræftelse fra G1 den 29. maj 1995, hvoraf fremgår:

"...

Tabt arbejdsfortjeneste iht. forlig.

Beløbet vil blive indberettet til Told- og Skat.

100.000,00

..."

Klageren har forklaret, at han både før og efter underskrivelse af forliget med G1 henvendte sig til skatteforvaltningen, hvor han fik oplyst, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. var skattefrit, og at skattefriheden var en forudsætning for, at klageren accepterede forliget med G1.

De stedlige skattemyndigheder har anset erstatningsbeløbet på 100.000 kr. udbetalt af G1 for skattepligtig indkomst, idet erstatningsbeløbet i henhold til statsskattelovens § 4 skal medregnes til den skattepligtige indkomst som følge af, at beløbet erstattede en indkomst, som ville have været skattepligtig.

Skattemyndighederne har tilbudt klageren, at 17.728 kr. anses for skattefri udbetaling, således at klagerens skattepligtige indkomst alene forhøjes med: 100.000 - kr.17.728 kr. = 82.272 kr. Myndighederne har begrundet denne skattefritagelse som følger:

"...

Men da det ikke kan dokumenteres, hvorvidt misinformationen har fundet sted før det med G1 indgåede forlig, fritages forskellen på det De kunne have opnået iflg. egen opgørelse og den ved forliget udbetalte erstatning for beskatning.

..."

Det er videre skatteankenævnets opfattelse, at en mundtlig tilkendegivelse fra skatteforvaltningen, der hviler på et delvist forkert grundlag ikke kan skabe en retsbeskyttet forventning hos klageren, jf. Vestre Landsrets dom af 31. januar 1994, TfS 1994.232. Ifølge praksis kan en skatteyder normalt alene støtte ret på sin forventning, hvis forventningen er baseret på en eller anden form for aktiv tilkendegivelse fra skattemyndighedernes side. Det er ifølge skattemyndighederne en betingelse for at acceptere forventningen, at skatteyderen havde en mulighed for at disponere anderledes, og at der var risiko for at lide et økonomisk tab ved at have disponeret i tillid til skattemyndighedernes tilkendegivelse. Det er skattemyndighedernes opfattelse, at disse betingelser ikke er opfyldt i nærværende sag, hvorfor klageren ikke kan påberåbe sig forventningsprincippet.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at udbetalt erstatningsbeløb fra G1 på 100.000 kr. ikke er skattepligtig indkomst, idet klageren havde fået en berettiget forventning om, at erstatningsbeløbet kunne fradrages i den skattepligtige indkomst.

Det er til støtte for påstanden forklaret, at klageren henvendte sig til skatteforvaltningen forinden han underskrev forligsforslaget af 9. maj 1995, og at klageren fik oplyst af skatteforvaltningen, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. var skattefrit, da der var tale om et engangsbeløb. Klageren godkendte herefter G1s forligsforslag under forudsætning af, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. var skattefrit. Klageren modtog efterfølgende en bekræftelse fra G1 af 29. maj 1995, hvoraf fremgik at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. blev udbetalt og indberettet til Told- og Skat.

Klageren har forklaret, at han den 1. juni 1995 på ny henvendte sig personligt til skatteforvaltningen og talte med JJ om de gældende skatteregler for erstatningsbeløbet på 100.000 kr. JJ var i tvivl om de gældende skatteregler/praksis og henvendte sig til en kollega, som slog emnet op i faglitteraturen. Kollegaen oplyste herefter klageren, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. ikke var skattepligtigt, idet der var tale om et engangsbeløb. Der er henvist til ligningsvejledningens beskrivelse om skattefrie erstatninger i form af engangsbeløb, jf. afsnit A.B.4.4.1.

Der er endvidere henvist til klagerens notat af 24. februar 1997, som er underskrevet og godkendt af skattemyndighedernes medarbejder VS. VS er efterfølgende død.

Advokaten har herefter gjort gældende, at der foreligger en dokumenterbar tilkendegivelse afgivet af skattemyndighederne før klagerens accept af forsikringsforliget. Myndighedernes tilkendegivelse havde afgørende betydning for klagerens accept, hvilket ifølge advokaten medfører, at der er tale om en retsbeskyttet forventning, således at hele erstatningsbeløbet på 100.000 kr. er skattefrit. Den relevante dokumentation omfattes af klagerens brev til skatteforvaltningen af 24. februar 1997 samt klagerens notat af 24. februar 1997, der er underskrevet af VS.

Advokaten har bemærket, at klageren de facto var berettiget til et beløb, der langt overstiger 200.000 kr., jf. klagerens foreløbige opgørelse af 3. marts 1993, idet beløbet på 142.728,15 kr. skulle tillægges renter - og stationærtidspunktet var den 1. juni 1993. Forligstilbuddet fra G1 var således kun lige halvdelen af det fulde beløb, som klageren var berettiget til. Og det var derfor afgørende for klageren at beløbet var skattefrit.

Det er videre advokatens opfattelse, at det forhold at skatteankenævnet tilbød klageren skattefrihed for 17.728 kr. klart understreger, at sagens omstændigheder er som angivet af advokaten og klageren.

Advokaten har anerkendt, at erstatningsbeløbet efter de gældende skatteregler /praksis ikke er skattefrit. Dette er imidlertid ifølge advokaten uden betydning, da klageren kan påberåbe sig forventningsprincippet.

Landsskatteretten skal udtaleLandsskatteretten finder, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr., der er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er skattepligtig indkomst for klageren, idet erstatningen træder i stedet for en indkomst, som ville have været skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Retten bemærker, at klagerens advokat er enig i, at erstatningen er skattepligtig efter de gældende skatteregler.

For så vidt angår forventningsprincippet bemærker Landsskatteretten, at skattemyndighedernes tilkendegivelser om en fremtidig skatteansættelse, herunder myndighedernes besvarelse af konkrete spørgsmål vedrørende skatteansættelsen i almindelighed ikke har bindende virkning. Dette kan udledes af bl.a. grundlovens § 43 og princippet om skattemyndighedernes revisionsadgang, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, idet det afgørende hovedhensyn er, at skatteansættelsen er korrekt og i overensstemmelse med gældende skattelovgivning. En skatteyder kan derfor normalt ikke støtte ret på en tilkendegivelse fra skattemyndighederne, som ikke er i overensstemmelse med gældende skatteregler.

Retten bemærker videre, at alene i ganske særlige tilfælde kan en forhåndstilkendegivelse fra skattemyndighederne udelukke, at myndighederne kan træffe en afgørelse i bebyrdende retning i forhold til tilkendegivelsen.

Landsskatteretten finder, at der i nærværende sag ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, hvorfor hensynet til skattemyndighedernes revisionsadgang m.m. vejer tungere end hensynet til klageren. Retten finder således, at klageren ikke havde en retsbeskyttet forventning om, at erstatningsbeløbet på 100.000 kr. var skattefrit. Retten har herved henset til, at der ikke foreligger en klar (skriftlig) tilkendegivelse fra skattemyndighederne baseret på en nøjere gennemgang af sagens faktiske omstændigheder m.m., og at myndighedernes tilkendegivelse ikke er i overensstemmelse med gældende skatteregler. Retten lægger herved til grund, at skattemyndighedernes mundtlige tilkendegivelse tog udgangspunkt i, at der var tale om et skattefrit engangsbeløb, således at myndighederne ikke foretog en fyldestgørende undersøgelse af sagens omstændigheder, herunder af sagens faktiske forhold. Som følge heraf var tilkendegivelsen ikke i overensstemmelse med gældende skatteregler.

Herefter bestemmes

Den 3. februar 1997 havde sagsøgeren en samtale med en medarbejder, VS, i Kommunens skatteforvaltning.

Sagsøgeren har i et notat af 24. februar 1997 refereret samtalen. Referatet, der er underskrevet af VS, er sålydende:

".....

A	Du har bedt mig møde her til samtale, hvis jeg ikke var enig i det brev, jeg fik tilsendt d.30.01.1997, som drejer sig om ændring af min skatteansættelse.
VS	Ja, og dem er du vel ikke enige i?
A	Nej.
VS	Har du kigget på det materiale, som jeg har sendt med?
A	Ja, men jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge det til, da det beskriver et eksempel på en, som har undladt at oplyse kommunen om, at han har modtaget en erstatning. Jeg kan derfor ikke se sammenhængen mellem den sag og mig. Jeg har på intet tidspunkt holdt noget hemmeligt for jer. Tværtimod.
VS	Det er jeg helt klar over, og der bliver heller ikke tale om nogen form for bøde eller rentetillæg, hvis det viser sig at være skattepligtigt.
A	Men jeg kan ikke forstå, hvorfor I først har oplyst mig om, at erstatningen var skattefri, når den blev udbetalt som et engangsbeløb og derefter forlanger den beskattet?
VS	Nej, men det er også en fejl fra vores side, måske har vi kigget på en forkert side, da vi oplyste dig om dette.
A	Det kan jeg jo ikke gøre for, men er der ikke noget med, at hvis et sådan beløb skal beskattes, kan det rykkes tilbage til de indkomst år, som de skal dække for.
VS	Jo, det er vist rigtigt, jeg skal se på det og se hvad jeg kan gøre. Jeg skriver til dig hurtigst muligt.

....."

Ved skrivelse af 30. august 2000 meddelte Kommunen sagsøgeren henstand med skattebetalingen. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

"....

Henstanden gælder til sagen er afgjort ved Østre Landsret, dog længst til 30-08-2004 og er som et vilkår betinget af en forrentning på 0,6 % pr. påbegyndt måned, svarende til forrentningen i kildeskattelovens § 63, stk. 1, fra samme lovs § 61 definerede forfaldstidspunkter.

....."

Af en erklæring af 26. januar 2001 fra Kommunen, ligningsafdelingen, fremgår blandt andet:

".....

Skatteforvaltningen kan ikke bekræfte, at A har henvendt sig 2 gange i maj/juni 1995.

Af sagens akter fremgår kun 1 besøg, som ifølge notat har fundet sted 1/6

....."

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaring af sagsøgeren A og SL.

Sagsøgeren, A, har supplerende forklaret, at han fik hjælp til udfærdigelse af erstatningsopgørelsen af SL, SID, som også rådede ham i forbindelse med underskrivelsen af forliget. Inden han den 13. maj 1995 underskrev forliget, havde han forevist det i skatteforvaltningen, som på grundlag heraf meddelte, at beløbet ikke var skattepligtigt. Han mødte den 1. juni 1995 på ny op hos kommunen, hvor JJ bekræftede, at beløbet ikke var skattepligtigt. I skrivelsen af 17. april 1996 til kommunen fandt han ikke anledning til at oplyse om et møde med kommunen inden den 1. juni 1995, og således inden han havde tiltrådt forliget den 13. maj 1995.

SL, der er faglig sekretær i SID, har forklaret blandt andet, at sagsøgeren spurgte ham til råds, inden han underskrev forliget. Sagsøgeren nævnte i den forbindelse, at skatteforvaltningen havde oplyst, at der ikke skulle betales skat af erstatningen. Sagsøgeren havde to gange været hos skatteforvaltningen.

Procedure

Sagsøgeren har gentaget sine anbringender for Landsskatteretten. Sagsøgeren har herudover vedrørende hjemvisningspåstanden gjort gældende, at skattemyndighedernes afgørelser lider af væsentlige mangler, idet det ved afgørelserne ikke er lagt til grund, at sagsøgeren henvendte sig til skattemyndighederne, inden han accepterede forligsbeløbet. Til støtte for rentepåstanden har sagsøgeren henvist til, at skatteforvaltningen, i den af sagsøgeren refererede samtale den 3. februar 1997 med VS, klart har tilkendegivet, at beløbet ikke blev forrentet. Skatteforvaltningen har derved også på dette punkt givet sagsøgeren en retsbeskyttet forventning om, at beløbet ikke blev forrentet.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand henvist til Landsskatterettens afgørelse og har herved navnlig henvist til, at sagsøgeren blandt andet på grund af de overordnede myndigheders revisionsadgang ikke på grundlag af en kommunal ligningsmyndigheds tilkendegivelse om retlige spørgsmål har opnået en retsbeskyttet forventning om, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste skulle være skattefri. Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren i øvrigt ikke har bevist, at den mundtlige tilkendegivelse fra skattemyndighederne blev meddelt ham, inden han tiltrådte forligsforslaget. Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at han var berettiget til en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der oversteg det udbetalte beløb på 100.000 kr.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for rentepåstanden har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren efter kildeskattelovens § 63, jf. § 61, er forpligtet til at betale renter i henstandsperioden, og at henstanden også udtrykkeligt i skrivelse af 30. august 2000 blev betinget af denne forrentning.

Landsrettens bemærkninger

Efter bevisførelsen tiltræder landsretten af de grunde, Landsskatteretten har anført i kendelsen af 12. maj 2000, at den omhandlede erstatning ved skatteansættelsen for indkomståret 1995 skal medregnes som skattepligtig personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Selv om det lægges til grund, at kommunen måtte være fremkommet med en tilkendegivelse om skattefritagelse af erstatningsbeløbet, før sagsøgeren den 13. maj 1995 tiltrådte forligsforslaget, finder landsretten af de af sagsøgte anførte grunde, at sagsøgeren ikke herved har opnået en retsbeskyttet forventning om, at beløbet skulle være skattefrit.

Herefter, og da sagsøgeren heller ikke findes at have opnået en retsbeskyttet forventning om, at skattebetalingen af beløbet ikke blev forrentet i henstandsperioden, jf. herved kildeskattelovens § 63, jf. § 61, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand i det hele til følge.

Efter omstændighederne forholdes der med sagsomkostningerne som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.