Dokumentets metadata

Skattefri befordringsgodtgørelse - Skatterådet afviste at ændre Skatteankenævnets kendelse

Skatterådet afviste at ændre Skatteankenævnets kendelse med den begrundelse, at kriterierne i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, ikke var opfyldt, idet kendelsen ikke var åbenbart ulovlig.

Skatteyder var ansat som uuddannet social- og sundhedshjælper i X-Kommune og fik i denne forbindelse udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse.

Skatteyder fulgte arbejdsgiverens vejledning for udfyldelse og indberetning af kørselsbilag for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i forbindelse med kontantudlæg ved benyttelse af egen bil i tjeneste som uuddannet social- og sundhedshjælper ansat ved X-Kommune. Køresedlerne blev godkendt løbende af arbejdsgiveren.

Det fremgår af udbetalingsbilagene, at skatteyder angav antallet af kørte km pr. dag. Alle dage blev der anført et varierende antal kørte km, og at kørslen udgjorde mellem 15 og 45 km dagligt. Der fremgår ikke præcise mål og delmål af udbetalingsbilagene. Af praktiske årsager og under hensyntagen til hjemmehjælpernes arbejdsmåde godkendte arbejdsgiveren den foretagne kørsel på det foreliggende grundlag.

ToldSkat:

I forbindelse med en arbejdsgiverkontrol fandt ToldSkat, at der ikke var behørig dokumentation for udbetaling af godtgørelserne, idet kørselsrapporterne ikke indeholdt de oplysninger, som fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af den 13. marts 2000 §§ 1 og 2, samt hertil det årlige cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen.

Skatteankenævnet:

Med henblik på at vurdere hvorvidt den udbetalte kørselsgodtgørelse var skattefri eller skattepligtig, tog Skatteankenævnet afsæt i dels de af skatteyder udfyldte køresedler og dels de oplysninger, som skatteyder afgav på et møde med Skatteankenævnet.

Skatteankenævnssekretariatet forsøgte forgæves at indhente oplysninger og materiale vedrørende henholdsvis kutymer og rutiner for skatteyders arbejdsdag/kørselsregistreringer og skatteyders kørsel.

Nævnet måtte umiddelbart medgive ToldSkat, at de krav, der fremgår af den ovennævnte bekendtgørelse, ikke kunne anses for opfyldt i strengt bogstavelig forstand, idet skatteyder ikke havde påført mål og formål med den foretagne kørsel.

Nævnet fandt dog, at der var følgende andre forhold i sagen der tilsammen måtte tillægges afgørende vægt:

• Skatteyders kommunale arbejdsgiver havde ikke udformet de køresedler, som skatteyder var blevet instrueret i at benytte med henblik på at dokumentere skatteyders kørsel, i overensstemmelse med de krav, der stilles for den udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, der var hele formålet med registreringen, både for arbejdsgiveren og for skatteyder, og skatteyder var således reelt uden ansvar for den opståede situation.
• Den benyttede fremgangsmåde for registrering af dagens kørte kilometer havde ikke tidligere givet anledning til diskussion med skattemyndighederne.
• Skatteyders opgaver, som de blev beskrevet over for Skatteankenævnet, og det anførte kilometerantal var i udmærket overensstemmelse, og skatteyder sandsynliggjorde således at registreringen var korrekt. Denne betragtning blev styrket yderligere af, at skatteyders registrering nu, hvor blanketten er blevet ændret, så den overholder de formelle krav i bekendtgørelse nr. 173, er den samme.
• Arbejdets særlige karakter, og i denne forbindelse særligt det af skatteyder anførte faktum, at det ville være en omfattende opgave at skulle registrere alle dagens ture særskilt. Herunder hvad skatteyder oplyste om akut-besøg hos de plejekrævende borgere, der blev aftalt over mobiltelefon, mens skatteyder var ude på dagens rute.

Det var på denne baggrund Skatteankenævnets afgørelse efter en konkret vurdering, at det ville være urimeligt, hvis den manglende opfyldelse af formalia blev lagt skatteyder til skade.

Skatteankenævnet besluttede ved kendelse af 23. november 2005, at den modtagne befordringsgodtgørelse var skattefri.

Efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3 kan Skatterådet efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn.

SKATs indstilling:

Udbetaling af befordringsgodtgørelse kan efter ligningsloven § 9, stk. 5, undtagelsesvis udbetales skattefrit under iagttagelse af visse betingelser.

Betingelserne fremgår henholdsvis af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, der er udstedt i henhold til ligningslovens § 9, og ligningslovens § 9 B. Forudsætningen for skattefriheden af befordringsgodtgørelserne er, at samtlige nedenstående betingelser skal være opfyldt:

• Der skal være tale om erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9 B, litra a-c.
• Befordringsgodtgørelsen må ikke overstige de fastsatte satser fra Ligningsrådet, jf. ligningslovens § 9, stk. 5
• Arbejdsgiveren har pligt til at kontrollere, at alle betingelser for udbetaling af den skattefrie godtgørelse er opfyldte, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Af bekendtgørelsen fremgår det, at det i forbindelse med kontrolforpligtelsen er nødvendigt, at befordringsbilaget (køresedlen) angiver følgende:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.
• Kørslens erhvervsmæssige formål.
• Dato for kørslen.
• Kørslens mål med eventuelle delmål.
• Angivelse af antal kørte kilometer.
• De anvendte satser.
• Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det fremgår af skatteyders køresedler, at hun alene påførte dagens kørte kilometre. Mål og formål med kørslen fremgik således ikke.

Det har ikke været muligt at indhente yderligere oplysninger og dokumentationer vedrørende skatteyders arbejdsdag og kørselsregistreringer. Der foreligger således ingen registreringer vedrørende kørslen udover den, der fremgår af køresedlerne.

Praksis viser, at domstolene tager betingelsen om kontrol meget bogstaveligt. Vestre Landsret har bl.a. anset en befordringsgodtgørelse for skattepligtig, selvom godtgørelsen var beregnet korrekt, se nedenfor:

I SKM2002.525.VLR , konkluderede landsretten, at Ligningsrådet med hjemmel i den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, kunne fastsætte krav til arbejdsgivere om at foretage effektiv kontrol med den kørsel, for hvilken de udbetaler skattefri befordringsgodtgørelse. Den udbetalte befordringsgodtgørelse blev anset for skattepligtig, selvom godtgørelsen var beregnet korrekt, idet arbejdsgiveren ikke havde foretaget effektiv kontrol med antallet af kørte km. Landsretten statuerede endvidere, at såvel den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, som bemyndigelsen i den nugældende § 9, stk. 5, 4. pkt. (hjemlen for ovennævnte bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse), medfører, at hvis arbejdsgiveren ikke fører den krævede kontrol, kan godtgørelsen ikke udbetales skattefrit.

I SKM2004.45.LSR anså Landsskatteretten en udbetalt kørselsgodtgørelse for skattepligtig, da det ikke af bilagene var muligt at se, hvilken bil, der blev benyttet til befordringen, således at arbejdsgiveren ikke kunne føre kontrol med de kørte kilometre.

I SKM2003.317.ØLR fandt Landsretten, at den del af kørslen, hvor sagsøgeren ikke selv var med i bilen (hustruen kørte sagsøgeren til arbejde og kørte alene tilbage i bilen) ikke var omfattet af ligningslovens § 9 B. Herefter fandt landsretten ikke, at sagsøgerens arbejdsgiver havde ført fornøden kontrol med antallet af kørte kilometre, hvilket er en forudsætning for skattefrihed. Det var uden betydning, at den fejlagtige udbetaling var sket som følge af misforståelse af eller ukendskab til reglerne. Under henvisning hertil og til, at sagsøgeren fra indkomstårets begyndelse havde fået udbetalt mere, end han var berettiget til (fordi der også var udbetalt godtgørelse vedrørende den del af kørslen, hvor sagsøgeren ikke selv var med i bilen), skulle hele den udbetalte godtgørelse medregnes ved indkomstopgørelsen.

I SKM2001.504.ØLR havde en distriktschefs opgørelse over kørte km i forbindelse med hans arbejde været behæftet med uklarhed. Derfor havde arbejdsgiveren ikke haft tilstrækkeligt grundlag for at udøve en effektiv kontrol ved godkendelse af hans kørselsopgørelser, og den udbetalte kørselsgodtgørelse blev følgelig anset for skattepligtig personlig indkomst for distriktschefen.

I TfS 1998.779.ØLD havde arbejdsgiveren ikke ført kontrol med antallet af kørte km, ligesom der ikke forelå kørselsregnskab m.v.

I TfS 1994, 495 Ø anførte Landsretten, at det ikke kunne tillægges betydning i forhold til skattepligten, om udbetaling af godtgørelser i medfør af ligningsloven, der viser sig ikke at opfylde betingelserne for skattefrihed, beror på arbejdsgiverens fejl.

SKAT har lagt vægt på, at det ud fra skatteyders køresedler ikke har været muligt for arbejdsgiveren at kontrollere den faktiske kørsel.

SKAT har ved vurderingen også lagt vægt på, at der ikke findes nogen registreringer af skatteyders kørsel, hvilket betyder, at det ikke er muligt at gå tilbage og se, hvor skatteyder har været på en given dag, når køresedlerne blev indleveret til arbejdsgiveren.

Endvidere har SKAT lagt vægt på, at det heller ikke på baggrund af køresedlerne var muligt at kontrollere, at f.eks. 60 dages reglen blev overholdt.

Det er SKATs vurdering, at køresedlerne derfor ikke opfylder de krav til dokumentation, som fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2.

På denne baggrund er det SKATs vurdering, at skatteyder er skattepligtig af den modtagne kørselsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5.

Skatterådets afgørelse:

Skatterådet kunne ikke tiltræde SKATs indstilling.

Skatterådet fandt, at der ikke var tale om en åbenbart ulovlig afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.

Skatterådet fandt, at der var tale om en bedømmelse af, om dokumentationen var tilstrækkelig, og om de udbetalte befordringsgodtgørelser rent faktisk var ydet for kørsel for arbejdsgiveren. Der var således tale om en konkret bevisvurdering, som Skatterådet ikke havde grundlag for at tilsidesætte.

Skatterådet fandt derfor ikke, at betingelserne for at ændre Skatteankenævnets kendelse var opfyldt.