Dokumentets metadata

Dokumentets dato:16-05-2007
Offentliggjort:21-06-2007
SKM-nr:SKM2007.421.LSR
Journalnr.:2-6-1670-0160
Referencer.:Lønsumsafgiftsloven
Dokumenttype:Kendelse


Lønsumsafgiftsgrundlag - opgørelsesmetode - finansiel virksomhed

En virksomhed, der både havde momspligtige aktiviteter og momsfrie finansielle aktiviteter, ansås for en finansiel virksomhed i relation til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1


Klagen vedrører spørgsmålet om rette opgørelsesmetode vedrørende lønsumsafgiftsgrundlaget.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

A A(S (selskabet) var et dansk corporate finance hus. Selskabet ydede strategisk og finansiel rådgivning primært til mindre og mellemstore danske virksomheder.

Selskabet og B fusionerede i 2005 med B som fortsættende selskab.

Den finansielle rådgivning ydedes i følgende sammenhænge:

Ved gennemførelse af opgaver påtog selskabet sig den overordnede projektstyring og tilvejebragte det nødvendige beslutningsgrundlag blandt andet i form af værdiansættelser, modeller og oplæg til transaktionernes gennemførelse

Selskabet havde både momspligtige aktiviteter og lønsumsafgiftspligtige finansielle aktiviteter.

Omsætningsfordelingen mellem momspligtig og momsfri omsætning var for 2000 og 2001, 2002, 2003 og 2004 som følger:

Beløb

Heraf u/moms

Heraf m/moms

For 2000

Omsætning

3.453.703 kr.

2.248.963 kr.

1.204.750 kr.

Procent

100

54,3

45,7

For 2001

Omsætning

4.401.067 kr.

2.389.354 kr.

2.012.313 kr.

Procent

100

54,3

45,7

For 2002

Omsætning

1.295.711 kr.

200.355 kr.

1.095.416 kr.

Procent

100

15,5

84,5

For 2003

Omsætning

6.495.040 kr.

3.668.490 kr.

2.877.050 kr.

Procent

100

56,5

43,5

For 2004

Omsætning

4.802.681 kr.

2.241.431 kr.

2.561.250 kr.

Procent

100

46,7

53,3

Selskabet opgjorde for årene 2000 og 2001 lønsumsafgiften i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4 (metode 4).

Regionen har oplyst, at selskabet den 25. september 2000 indsendte en registreringsblanket med anmodning om at blive momsregistreret for konsulentydelser og lønsumsafgiftsregistreret for kapitalformidling som finansiel virksomhed. I den forbindelse kontaktede regionen selskabet med henblik på at få klarlagt, hvilke af aktiviteterne, der ville blive selskabets hovedaktivitet.

I følge regionen oplyste selskabet i denne forbindelse, at de af bestyrelsen godkendte budgetter viste, at den momspligtige omsætning ville udgøre den største del af den samlede omsætning. Selskabet blev herefter i samråd med regionen registreret efter metode 4. I tilknytning hertil har selskabet oplyst, at den budgetmæssige fordeling var fordelt med 80 % momspligtig omsætning og 20 % momsfri.

Regionens afgørelse

Regionen har afkrævet selskabet 264.704 kr. i lønsumsafgift for perioden 1. juli 2000 - 31. december 2001.

Selskabet er afgiftspligtigt efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, for levering af momsfritagne finansielle ydelser.

Afkrævningen er begrundet i det forhold, at selskabet ved beregningen af lønsumsafgiften har anvendt metode nr. 4. Selskabet skulle for ovennævnte afgiftsperiode have anvendt metode 2, der fremgår af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, jf. § 4, stk. 4 og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Indtægterne vedrørende selskabets momspligtige aktiviteter udgjorde i år 2000 og 2001 henholdsvis 35 % og 46 % af selskabets samlede omsætning. Det følger af cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992, punkt 5, at der for virksomheder, der både har momspligtige aktiviteter og momsfrit salg af finansielle ydelser skal foretages en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som en finansiel virksomhed i forhold til lønsumsafgiftsloven. Ved denne vurdering må der lægges afgørende vægt på, om den finansielle aktivitet kan anses for virksomhedens hoved- eller biaktivitet. Af cirkulærets punkt 6 følger, at størrelsen af virksomhedens fradragsret for indgående moms af fællesomkostninger indgår i overvejelserne heraf. Desuden kan det indgå i vurderingen, om virksomheden overfor offentligheden fremtræder som en finansiel virksomhed. Hvis virksomhedens momspligtige salg udgør mindre end halvdelen af den samlede omsætning, og fradragsretten som følge af virksomhedens finansielle aktiviteter derfor er under 50 %, vil virksomheden almindeligvis være omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 (daværende § 5, stk. 1) som en finansiel virksomhed.

Regionen har anført, at eftersom selskabets momspligtige salg udgør mindre end halvdelen af den samlede omsætning, og da den delvise momsfradragsret for fællesomkostninger derfor er under 50 %, er selskabet omfattet af lovens § 4, stk. 2, nr. 1 (metode 2).

Selskabets regnskabsaflæggelsesmetoder har ingen væsentlig selvstændig betydning ved vurderingen af, hvorvidt selskabet i relation til lønsumsafgift skal betegnes som en finansiel virksomhed.

Endvidere har regionen anført, at der ikke i loven er mulighed for at fastlægge metoden for opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget fremtidigt på grundlag af afsluttede regnskabsperioder.

Regionen har vedrørende lønsumsafgiftsregistreringen af selskabet anført, at man ud fra

de afgivne oplysninger fra selskabet har vurderet, at selskabet skulle registreres som en "metode 4 - virksomhed". Selskabet har derfor alene modtaget en tilkendegivelse som led i forvaltningsmyndighedens almindelige vejledende virksomhed. En sådan tilkendegivelse er ikke bindende ved en senere forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne efterfølgende er bristede som følge af ændringer i selskabets forhold (omsætningsfordelingen).

I anledning af klagen over regionens afgørelse har denne afgivet høringssvar.

Det er heri anført, at selskabets henvisning til bestemmelserne i momslovens § 57 om afregningsperioder ikke er relevant i relation til valg af opgørelsesmetode i relation til lønsumsafgiftsloven.

Som anført i afgørelsen lægges der ved vurderingen af, om virksomheder med både momspligtige og lønsumsafgiftspligtige finansielle aktiviteter skal opgøre lønsumsafgiften efter metode 2 eller 4 vægt på, hvad der er selskabets hovedaktivitet.

I denne vurdering indgår størrelsen af selskabets delvise fradragsret for fællesomkostninger. Den foreløbige beregning heraf foretages på grundlag af omsætningen i det foregående år. Efter regnskabsårets udløb foretages endelig regulering af momstilsvaret. For nyetablerede virksomheder sker den foreløbige opgørelse i det første regnskabsår på grundlag af omsætningen i de enkelte momsperioder, jævnfør momsbekendtgørelsens § 16.

Ændringer, der indebærer at en virksomheds afregningsform ændres, skal i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, anmelde dette overfor told- og skattemyndighederne.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om nedsættelse af selskabets lønsumsafgift med den af regionen foretagne forhøjelse, idet selskabet med rette har anvendt metode 4 ved opgørelsen af lønsumsafgiften.

Repræsentanten har bemærket, at der ikke foreligger uenighed vedrørende den talmæssige opgørelse herunder beregningsgrundlaget og fordelingen af lønninger mv. Det er således alene metodevalget, der er anfægtet.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten anført, at selskabet har fulgt de retningslinier, som det skulle og ikke har kunnet agere anderledes.

Selskabet havde oprindelig tilkendegivet at være en finansiel virksomhed omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1. På foranledning af Regionen blev dette ændret til anden virksomhed, omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4 (metode 4).

Det er helt normalt, at man ved opstart af en virksomhed tager udgangspunkt i de foreliggende budgetter.

En ændring af metodeskift vil alene kunne ske med fremadrettet virkning. Dette skyldes, at en ændring tidligst kan ske efter det første regnskabsår, hvorfor det ikke har været muligt at anmelde ændringen før i 2002. Det vil derfor ikke være muligt at foretage metodevalg med tilbagevirkende kraft og samtidig opfylde lovgivningen. De af regionen udstukne retningslinier ved brev af 4. december 2002 er derfor ikke realiserbare.

En anmeldelse om ændring af virksomhedens afregningsform afhænger endvidere af, om virksomheden mener, at der er sket en ændring, og dette er ikke tilfældet.

Endvidere følger det af cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992, punkt 5, at der for virksomheder, der både har momspligtige aktiviteter og momsfrit salg af finansielle ydelser, skal foretages en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som en finansiel virksomhed i forhold til lønsumsafgiftsloven. Ved denne vurdering må der lægges afgørende vægt på, om den finansielle aktivitet kan anses for virksomhedens hoved- eller biaktivitet.

Der er i den forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelse som gengivet i SKM2006.671.LSR.Af denne såvel som af cirkulæret kan udledes, at momsfradragsprocenten for fællesomkostninger ikke er det alt afgørende moment ved vurderingen af, hvorvidt afgiftsgrundlaget skal opgøres efter metode 2 eller metode 4. Der er tale om en konkret vurdering. I denne skal der tillige indgå en vurdering af, hvordan selskabet fremtræder overfor offentligheden. Repræsentanten har i den forbindelse - til støtte for at selskabet ikke fremtræder som en finansiel virksomhed - gjort gældende, at selskabet aflægger årsregnskab efter årsregnskabslovens almindelige regler modsat andre selskaber i koncernen, der aflægger deres regnskab efter Bank- og Sparekasseloven. Endvidere er det anført, at det var regionen, som der oprindelig havde truffet beslutning om at selskabet skulle anvende metode 4 ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget. I den forbindelse må det have indgået i regionens overvejelser, hvordan selskabet overfor offentligheden konkret tog sig ud. Selskabet har derfor en berettiget forventning om, at denne afregningsmetode var den rette.

Regionen reagerede ikke på angivelsen for år 2000. Både 2002 og 2004 viser en meget høj fradragsprocent, samtidig med at 2001 nærmer sig 50/50. Ud fra en samlet omsætningsfordeling for årene 2000 - 2004 er der en forskel mellem momspligtige og momsfrie aktiviteter på under 3 %. Derfor kan det ikke være omsætningen, der er afgørende for metodevalget.

Herudover er der henvist til:

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af lønsumsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 674 af 15/9 1998) § 4, stk. 2, nr. 1, fremgår:

"Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af 90 pct. for følgende virksomheder:

1) Virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer eller valuta."

Af afsnit B vedrørende afgrænsning af virksomheder inden for den finansielle sektor i cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992 om afgift af lønsum m.v. fremgår bl.a. følgende:

Virksomheder med både momspligtige og momsfri aktiviteter

5. For virksomheder, som både har momspligtige aktiviteter og momsfrit salg af finansielle ydelser, skal der foretages en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som finansiel virksomhed i relation til loven.

Ved vurderingen af, om salget af de finansielle ydelser har en sådan karakter og et sådant omfang, at virksomheden skal betragtes som en finansiel virksomhed, må der lægges afgørende vægt på, om den finansielle aktivitet kan anses som virksomhedens hovedaktivitet eller biaktivitet.

6. I overvejelserne indgår størrelsen af virksomhedens fradragsret for indgående moms af fællesomkostninger. Virksomheder, der udover det momsfri salg har momspligtige aktiviteter, vil have delvis fradragsret for indgående moms af fællesomkostninger. Den delvise fradragsret beregnes på grundlag af det momspligtige salgs andel af virksomhedens samlede omsætning.

Derudover kan det indgå i vurderingen, om virksomheden over for offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed.

Hvis virksomhedens momspligtige salg udgør mindre end halvdelen af den samlede omsætning, og fradragsretten som følge af virksomhedens momsfri finansielle aktiviteter derfor er under 50 pct., vil virksomheden almindeligvis være omfattet af lovens § 5, stk. 2, nr. 1, som en finansiel virksomhed."

Metoden for beregning af lønsumsafgiftsgrundlaget følger af lønsumsafgiftslovens § 4.

Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at selskabet i årene 2000 - 2001 i overvejende grad må anses for en finansiel virksomhed i relation til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1. Der er herved lagt afgørende vægt på, at selskabets fradragsret i henhold til momslovens § 38, stk. 1, for indgående moms af fællesomkostninger i årene 2000 - 2001, som følge af selskabets momsfri finansielle aktiviteter, udgjorde henholdsvis 34,9 % og 45,7 %.

Landsskatteretten finder ikke, at selskabet kan støtte ret på princippet om den berettigede forventning under henvisning til, at selskabet på registreringstidspunktet for lønsumsafgift i år 2000 efter samråd med regionen har ladet selskabet registrere efter metode 4. Retten finder, at regionen ved denne lejlighed har vurderet selskabets registreringsforhold på baggrund af en skønnet momspligtig omsætning på 80 % af selskabets samlede omsætning. Når den faktiske fordeling herefter viser sig at være ganske anderledes, kan selskabet ikke støtte ret på en tilkendegivelse afgivet under andre forudsætninger.

Med disse bemærkninger stadfæstes regionens afgørelse, hvilket er tiltrådt af SKAT, Hovedcentret.