Dokumentets metadata

Maskeret udlodning - salg af ejendom til hovedaktionær - 15 pct.-reglen - betalingskorrektion - omgørelse

Skattemyndighederne havde beskattet en hovedaktionær af maskeret udbytte i forbindelse med hovedaktionærens køb af 50 pct. af en ejendom, der var ejet af det af hovedaktionæren kontrollerede selskab. Tanken havde været, at der skulle handles til den senest bekendtgjorte offentlige ejendomsværdi minus 15 pct., men i og med at der i overdragelsesaftalen og skødet var angivet nominelle beløb, medførte kontantomregningen af den overtagne gæld, at ejendommen var overdraget til den offentlige ejendomsvurdering minus ca. 18,5 pct.Skatteyderen anerkendte, at der forelå maskeret udlodning op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct., men kunne ikke anerkende at blive beskattet af maskeret udlodning op til den af myndighederne skønnede handelsværdi, der var fastsat til den senest bekendtgjorte ejendomsvurdering. Endvidere gjorde appellanten gældende, at myndighederne burde have tilladt betalingskorrektion/omgørelse.Højesteret fandt, at skattemyndighederne havde været berettiget til at tilsidesætte den aftalte overdragelsessum, der var lavere end den offentlige ejendomsværdi minus 15 pct., og Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over handelsværdien. Højesteret tiltrådte således den i ligningsvejledningen angivne praksis, hvorefter der i tilfælde, hvor kontantprisen ligger uden for plus/minus 15 pct. af den seneste kontante ejendomsværdi, ikke kun sker beskatning i det omfang kontantprisen ligger uden for 15 pct.-grænsen men af hele forskelsbeløbet.Højesteret udtalte endvidere, at det er en betingelse for betalingskorrektion i medfør af ligningslovens § 2, stk. 4, at der sker betaling i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis handlen var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. § 2, stk. 1. Appellanten havde alene tilbudt delvis betalingskorrektion op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct., og Højesteret fandt på den baggrund, at betingelsen ikke var opfyldt. I relation til appellantens anbringende vedrørende omgørelse bemærkede Højesteret, at appellanten ikke havde ansøgt om tilladelse hertil.Højesteret stadfæstede på den baggrund dommen.

Parter

A
(advokat Michael v. Kauffmann)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Bodil Dalgaard Hammer)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Walsøe, Niels Grubbe, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 19. januar 2005.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning.

Anbringender

A har supplerende anført, at skattemyndighederne i medfør af ligningslovens § 2, stk. 4, burde have tilladt en betalingskorrektion, således at kontantprisen bringes op på 15 %-grænsen, 1.338.750 kr. Hun har endvidere anført, at skattemyndighederne burde have tilladt delvis omgørelse, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 37 C.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at ligningslovens § 2, stk. 4, kun finder anvendelse, hvis der betales i overensstemmelse med handelsværdien mellem uafhængige parter, jf. stk. 1, således at kontantprisen bringes op på 1.575.000 kr. For så vidt angår omgørelse i medfør af skattestyrelseslovens § 37 C har Skatteministeriet anført, at A ikke har ansøgt om tilladelse til omgørelse. I øvrigt er betingelserne for omgørelse ikke opfyldt, da købet af ejendommen på det pågældende tidspunkt i overvejende grad var båret af hensyn til at spare i skat.

Nye anbringender

A har for Højesteret yderligere anført, at der allerede blev indgået bindende aftale om købet af ejendommen på bestyrelsesmødet i H1 A/S den 28. oktober 1999. Højesteret har efter Skatteministeriets protest ikke tilladt fremsættelse af dette nye anbringende, der først er fremkommet under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 383.

Supplerende sagsfremstilling

Med henvisning til As forklaring om, at H1s tilgodehavende hos hende på ca. 50.000 kr. står som en åben post i selskabets regnskab, har Skatteministeriet opfordret hende til at fremlægge regnskabet. Hun har til imødekommelse af opfordringen alene fremlagt et notat af 15. november 2001 udarbejdet af hende selv og stilet til bestyrelsen for H1. Det fremgår heraf bl.a.:

"...

Ifølge vor aftale af den 01.01.2000 om overdragelse af ... blev der aftalt en kontant overdragelsessum på 1.338.750 kr. som skulle udredes med overtagelse af lån i Realkredit Danmark og resten kontant. Jeg har på mødet af den 17/10 2001 meddelt skattevæsenet, at jeg har påtaget mig betalingsforpligtelse for fejlen i forhold til den af skatteforvaltningen opgjorte omregnet kontantværdi på 1.283.072 kr. og den aftalte kontante overdragelsessum på 1.338.750 eller for i alt 54.822 kr. for at undgå den maskeret udlodning på beløbet, men skattevæsenet har ikke givet tilladelse hertil, idet de har opgjort en betalingsforpligtelse til 416.072 kr. og derfor kun kan acceptere en indbetaling af dette beløb. For god ordens skyld skal jeg hermed overfor bestyrelsen erklære, at jeg erkender min gæld til H1 A/S på differencen på 54.822 kr. ved overdragelsen af ... på 54.822 kr. pr. 1/1 2000. Betalingen vil ske såfremt jeg på et senere tidspunkt får tilladelse til at foretage betalingsforpligtelsen på 54.822."

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at hun i en periode havde talt med H1s revisor, statsautoriseret revisor JV, om muligheden for overdragelse af halvdelen af ejendommen. I sommeren 1999 blev hun kontaktet af JV, der fortalte, at den hidtil gældende regel om, at en hovedaktionær kunne købe et selskabs ejendom med fradrag af 15 % af den offentlige kontante vurdering, hvis den ikke afveg væsentlig fra handelsværdien, ville blive ophævet pr. 1. april 2000. Hun fik at vide, at hun med fordel kunne købe halvdelen af ejendommen inden den 1. april 2000. På et bestyrelsesmøde i oktober måned 1999 drøftede hun sagen med bestyrelsen. Det blev besluttet, at hun kunne overtage halvdelen af ejendommen med fradrag af 15 %, men at en mægler skulle foretage en vurdering af ejendommen. På det næste bestyrelsesmøde den 1. januar 2000 forelå vurderingen og et udkast til aftalen om hendes køb af ejendommen. Der skulle være tale om en kontant handel. Der skulle handles til den kontante ejendomsværdi med fradrag af 15 %, og hun skulle overtage 50 % af ejendommen. Der blev lavet en aftale, der indeholdt hovedtrækkene. Efterfølgende blev aftalen lagt på kontoret sammen med en kopi af terminskvitteringen pr. 31. december 1999. Skødet blev herefter skrevet på kontoret, underskrevet og tinglyst. Hun fik at vide, hvor meget hun skulle betale, og betalte det beløb, der blev opkrævet. Hun blev først opmærksom på, at der kunne være et problem med kursdifferencen på det kreditforeningslån, der blev overtaget, da hun fik et brev fra kommunen om, at de ville forhøje hendes skattepligtige indtægt. Hun var til et par møder i skatteforvaltningen. Hun spurgte under møderne, om det var muligt at afhjælpe den fejl, der var sket, men det ville skatteforvaltningen under ingen omstændigheder acceptere. H1 har et krav imod hende på grund af den kursforskel, der var på lånet på overtagelsestidspunktet og den kontante købesum. Hun har ikke indfriet lånet. Hun havde ikke behøvet at købe ejendommen på det tidspunkt, hvis hun ikke havde kunnet udnytte den fordel med de 15 %. Det var ikke nogens hensigt, at hun skulle have anparten af huset billigere. Det står som en åben post i H1s regnskab, at selskabet har et tilgodehavende hos hende. Beløbet er på cirka 50.000 kr.

BB har forklaret, at han er bror til A. Siden 1993 har han siddet i bestyrelsen for H1. På bestyrelsesmødet den 1. januar 2000 drøftede de As køb af halvdelen af ejendommen. De godkendte, at A skulle overtage halvdelen af ejendommen i kontant handel. Han hørte først senere om nogle problemer, som A havde fået med skattevæsenet. Der var blevet begået en fodfejl, idet de var gået ud fra den restgæld, der stod på terminsopkrævningen pr. 31. december 1999, da de fastsatte prisen for As køb af halvdelen af ejendommen. Selskabet har et tilgodehavende hos A på cirka 50.000 kr. i forbindelse med ejendomshandlen.

CC har forklaret, at hun er søster til A. Hun er formand for bestyrelsen af H1 og har været det i 12-13 år. Selskabet havde et ønske om ikke længere at eje fast ejendom, så det kun ejede pantebreve. Revisoren fortalte, at man med fordel kunne sælge halvdelen af ejendommen med et fradrag af 15 %, og at denne mulighed ophørte pr. 1. april 2000. Spørgsmålet om overdragelse af halvdelen af ejendommen til A blev drøftet på bestyrelsesmøde i slutningen af oktober 1999. A fortalte, at hun havde talt med selskabets revisor, der havde fortalt hende om, hvilken fordel reglen indebar. Hun og hendes bror var enige om, at man kunne gøre brug af reglen, hvis man holdt sig inden for de retningslinjer, som revisoren havde givet. De havde intet imod, at A købte ejendommen på de vilkår. De talte om, hvad A skulle give kontant for halvdelen af ejendommen. Der var tale om et beløb på omkring 1,3 millioner kr., men hun husker ikke i dag det nøjagtige beløb. De talte om at kontakte en lokal mægler, og A kontaktede den mægler hos Home, som de var blevet enige om skulle vurdere ejendommen. Da vurderingen kom, afveg prisen ikke væsentligt fra den offentlige vurdering, og de blev derefter enige om at lægge den offentlige vurdering til grund. De kunne holde sig inden for de regler, som revisoren havde skitseret. På bestyrelsesmødet den 1. januar 2000 fremlagde A vurderingen fra Home, og de blev enige om, at A kunne købe halvdelen af ejendommen. Under mødet blev der underskrevet et overdragelsesdokument. Handlen blev senere berigtiget. Der blev lavet et skøde på kontoret. De blev først opmærksomme på, at der var et problem, da A fortalte, at skattevæsenet havde meddelt, at hun havde trukket mere end 15 % fra i købesummen, nemlig 18 %. I bestyrelsesmødet havde de kun talt om den kontante offentlige ejendomsværdi. Der var en kurs på det kreditforeningslån, der skulle overtages, der var en anelse lavere end 100. Denne kurs gav en difference, så man ikke kunne overholde de 15 %. Formålet med overdragelsen til A var at afhænde ejendommen på et tidspunkt, hvor man samtidig kunne drage fordel af reglen om køb af ejendommen med fradrag af de 15 %. Der er sket en ekspeditionsfejl i forbindelse med overdragelsen. Det var ikke hensigten, at A skulle have ejendommen billigere. H1 A/S har et krav på A på omkring 50.000 kr. Inddrivelsen af beløbet afventer udfaldet af retssagen.

Højesterets begrundelse og resultat

Det fremgår af overdragelsesaftalen og skødet, at ejendommen i 2000 blev solgt til en nominel pris på 1.338.750 kr., og overdragelsen blev berigtiget i overensstemmelse hermed. Den nominelle pris svarer ubestridt til en kontantpris på 1.283.928 kr. Heroverfor kan det ikke ved de oplysninger, der er fremkommet for Højesteret, anses for godtgjort, at ejendomshandlen er sket til en kontantpris på 1.338.750 kr., og at H1 A/S som følge heraf har et tilgodehavende hos A.

Højesteret tiltræder herefter, at skattemyndighederne har været berettiget til at tilsidesætte den aftalte overdragelsessum, der er lavere end den offentlige ejendomsværdi minus 15 %. Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over handelsværdien.

Det er en betingelse for betalingskorrektion i medfør af ligningslovens § 2, stk. 4, at den skattepligtige forpligter sig til betaling i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis den pågældende handel var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. § 2, stk. 1. Denne betingelse er ikke opfyldt. Vedrørende omgørelse i medfør af den dagældende skattestyrelseslovs § 37 C bemærkes, at A ikke har ansøgt om tilladelse hertil.

Herefter stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 40.000 kr. til Skatteministeriet.