Dokumentets metadata

Fiskere - fradrag for rejseudgifter - start og sluttidspunkt - midlertidigt arbejdssted

Fradrag for rejseudgifter for fisker skulle beregnes således, at rejserne startede, når båden forlod den havn, som fiskeren var fast tilknyttet (... havn), og rejserne sluttede ved bådens ankomst til havnen igen. Liggetiden i havnen og turen mellem bopælen og havnen skulle derfor ikke medregnes til rejsetiden, selv om fiskeren udførte arbejde på båden i havnen. Havnen måtte efter en konkret vurdering af fiskerens forhold anses for det faste arbejdssted for ham.(Stadfæstelse af SKM2006.131.VLR)

Parter

Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A
(advokat Nikolaj Bjørnholm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Peter Blok, Thomas Rørdam, Jon Stokholm og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 1. afdeling den 16. februar 2006.

Påstande

Appellanten, Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A, har gentaget sin principale og mere subsidiære påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A har frafaldet anbringendet om, at skatteministeren under et møde den 27. oktober 2000 tilkendegav, at erhvervsfiskeres rejse begynder, når de forlader deres bopæl, og slutter, når de er tilbage på bopælen.

Supplerende sagsfremstilling

Ved lov nr. 1032 af 19. december 1992 om ændring af bl.a. ligningsloven blev der ved § 9 G givet registrerede erhvervsfiskere mulighed for at fradrage 190 kr. pr. påbegyndt havdag ved fangstture af mindst 12 timers varighed. I bemærkningerne til lovforslaget er det bl.a. anført (Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, sp. 177):

"Fradraget kan kun beregnes for de dage, som indgår i fangstture af mindst 24 timers varighed. En fangsttur anses for afbrudt ved ophold i havn eller på land. Herved vil ordningen kun omfatte fiskere, som er på havet i længere tid ad gangen. De kystfiskere, som sejler ud og kommer hjem samme dag, har arbejdsvilkår, der ikke afviger væsentligt fra personer med arbejde i land. Disse personer holdes derfor uden for fradragsordningen."

Ved lov nr. 1300 af 20. december 2000 om ændring af ligningsloven blev der i § 9 A, stk. 10, som 2. pkt. indsat en bestemmelse om, at fiskere kan vælge mellem fradrag efter § 9 G og fradrag efter de almindelige regler i § 9 A. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, s. 2366-2367):

"Fiskere

Arbejdsforholdene for erhvervsfiskere varierer betydeligt inden for de forskellige grene af erhvervet. En betydelig del af de ansatte fiskere har mange fangstture af en varighed på over 24 timer og opfylder også i øvrigt de almindelige betingelser for at modtage skattefri rejsegodtgørelse eller foretage rejsefradrag vedrørende disse fangstture efter ligningslovens § 9 A. Tilsvarende vil en betydelig del af de selvstændige fiskere opfylde de almindelige betingelser for at foretage rejsefradrag, hvis disse ændres som beskrevet ovenfor.

En betydelig del af erhvervsfiskerne vil således ud fra en økonomisk betragtning have fordel af at benytte de almindelige rejseregler frem for havdagsfradraget, idet standardsatsen for udgifter til kost og småfornødenheder er større (363 kr. i 2001) end havdagsfradraget (190 kr.). Derfor vælger en del fiskere ikke at være registreret som erhvervsfiskere, skønt de er beskæftiget inden for erhvervet, for herved at kunne anvende rejsereglerne. Andre fiskere er derimod afskåret fra at anvende rejsereglerne, fordi de er eller i løbet af indkomståret har været registreret som erhvervsfiskere. Dette gælder først og fremmest de selvstændige fiskere, som efter fiskerilovgivningen skal være registreret for at eje et fiskerfartøj og for at afsætte fangsten, samt de fiskere, der ønsker at blive selvstændige, idet der hertil efter fiskerilovgivningen kræves registrering med såkaldt B-status i 12 måneder forinden. Der er i praksis i 2000 konstateret en betydelig usikkerhed blandt fiskerne om samspillet mellem de to sæt skatteregler, hvilket bl.a. har resulteret i en for fiskerimyndighederne uhensigtsmæssig - og for beskatningen irrelevant praksis, hvorefter de fiskere, der har mulighed herfor, til- og framelder sig registreringen forud for de enkelte fangstture alt efter, om de forventer, at turen vil strække sig over mere eller mindre end 24 timer.

Omvendt er der også en betydelig del af erhvervsfiskerne, der beskæftiger sig med kystnært fiskeri og sjældent eller aldrig har fangstture af mere end 24 timers varighed. En betydelig del af fiskerne har således fortsat økonomisk fordel i at benytte havdagsfradraget frem for at benytte de almindelige rejseregler.

Det foreslås, at registrering efter fiskerilovgivningen ikke længere skal afskære erhvervsfiskere fra at anvende rejsereglerne. Det foreslås derfor, at alle erhvervsfiskere - både lønmodtagere og selvstændige fiskere - kan vælge, om de vil benytte havdagsfradraget. Gør de ikke det, har de adgang til at benytte de almindelige regler, herunder rejsereglerne, selv om de er eller har været registreret som erhvervsfiskere. Valget gælder dog for hele indkomståret. Der er således ikke mulighed for at vælge skattefri rejsegodtgørelse/rejsefradrag vedrørende nogle fangstture og havdagsfradraget vedrørende andre. Valget skal først træffes i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår."

Højesterets begrundelse og resultat

Som anført af landsretten må det bero på en konkret vurdering af den enkelte erhvervsfiskers forhold, om en havn skal anses for et fast arbejdssted for den pågældende.

Med denne præcisering har det, der anføres i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 26. juni 2003 (SKM2003.294.TSS ), efter Højesterets opfattelse klar støtte i de foran gengivne forarbejder til ligningslovens § 9 A, stk. 10, og § 9 G.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.