Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - negativ privatforbrug - låneoptagelse

Efter bevisførelsen for landsretten fandtes sagsøgeren, der i det omhandlede år havde et negativt privatforbrug, ikke at have godtgjort, at han i samme år havde optaget private med i alt 350.000 kr. Landsretten lagde vægt på, at sagsøgeren og långivernes forklaringer ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger og heller ikke i øvrigt var sandsynliggjort med beviser af tilstrækkelig vægt. Landsrettentillagde ikke de i sagen fremlagte gældsbreve nogen vægt, ligesom et rekonstrueret kasseregnskab ikke kunne godtgøre lånoptagelsen. Det blev lagt til grund, at sagsøgeren havde et likviditetsbehov i forbindelse med afviklingen af sit minimarked, men hverken likviditetsbehovet, kasseregnskabet eller revisors opgørelse over indestående i minimarkedet dokumenterede i sig selv, at sagsøgeren havde optaget lån på 350.000 kr. Endelig fandt landsretten det ikke godtgjort, at en del af en til broderen udbetalt brandskadeerstatning skulle være tilgået sagsøgeren. Forhøjelsen på 350.000 kr. var herefter foretaget med rette, og ministeriet blev derfor frifundet

Parter

A
(Advokat Klaus Ellis Henriques)

mod

Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Anne Øvlisen)

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, Inge Neergaard Jessen og Tine Vuust (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 15. december 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkender at det er med urette, at sagsøgers skattepligtige indkomst for skatteåret 1996 er forhøjet med 333.000,00 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for skatteåret 1996 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Landsskatteretten afsagde den 14. september 1999 sålydende kendelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Klagen blev afvist ved kendelse af 20. marts 2000 men er efterfølgende genoptaget i henhold til skattestyrelseslovens § 29.

Sagen har været forhandlet med klageren, dennes advokat og revisor på Landsskatterettens kontor.

Det er oplyst, at klageren ved købekontrakt af 17. november 1995 solgte H1, .... for en købesum af 575.000 kr. med overtagelsesdag 19. november 1995.

Handlen skulle ifølge købekontrakten berigtiges som følger:

Gælden på løsørepantebrevet skulle i henhold til købekontraktens § 13 forrentes med 10 % p.a. og afvikles med et fast afdrag på 10.000 kr. pr. måned. Her ud over skulle der erlægges et ekstraordinært afdrag på 50.000 kr. den 5. januar 1996.

Varelageret blev ved underskrivelsen af købekontrakten anslået til ca. 300.000 kr. Varelageret blev overtaget til indkøbspris ekskl. moms og indgik i restkøbesummen på 370.406 kr.

Ved en allonge til købekontrakten af 26. november 1995 blev købesummen opskrevet med 134.878 kr. til i alt 709.878 kr. som følger:

Det fremgår af allongen, at restgælden afvikles som nævnt i købekontraktens § 13. Aftaler om afvikling bibeholdes uanset ændringer som oven for nævnt. Der udfærdiges dog ikke løsørepantebrev.

Det er oplyst, at klageren ikke har medtaget renteindtægter af løsørepantebrevet på sin selvangivelse.

Videre er det oplyst, at klageren i 1996 optog lån på i alt 350.000 kr. hos 13 forskellige personer. Der er fremlagt lånedokumenter for i alt 340.000 kr. Af dokumenterne fremgår, at alle lånene forrentes med 0 %. Der er ikke fastsat afdragsordninger af gælden, ligesom det fremgår, at lånene er uopsigelige fra kreditors side indtil udgangen af 1998, og at de skal betales tilbage så hurtigt, som debitor finder mulighed herfor. Långiverne har ikke medtaget deres tilgodehavende på deres selvangivelser.

Klageren har over for Landsskatteretten fremlagt kvitteringer fra alle 13 personer dateret i februar 1998.

Til sandsynliggørelse af, at klageren har haft råd til at tilbagebetale lånene er det forklaret, at klageren har haft et tilgodehavende hos sine forældre. Tilgodehavendet hidrører fra lån i klagerens minimarked ydet i henholdsvis 1991, 1994, 1995, 1996 og 1997 i alt 367.000 kr. Klagerens forældre havde et hus sammen med klagerens broder. Der blev vedrørende dette hus udbetalt branderstatning af 2 omgange - først 440.000 kr., der skulle dække restgælden i huset. Dernæst blev udbetalt den "egentlige" erstatning på 1.160.000 kr. Beløbene blev indsat på klagerens broders konto. Et par dage senere har klagerens fader hævet 500.000 kr. på kontoen, så han kunne betale klageren sit tilgodehavende. Klageren havde herefter ifølge sin advokat mulighed for at tilbagebetale pengene til de 13 långivere.

Skatteankenævnet har bemærket, at regnskabet ikke har været anvendeligt, idet der ikke er taget højde for formuen primo og ultimo, ligesom det er bemærket, at kasseregnskabet indeholder en del betalinger af gammel gæld, der ikke er dokumenteret over for skattemyndighederne. Det har endvidere ikke været muligt for nævnet at afstemme formuen primo, idet ansættelsen for indkomståret 1997 er baseret på skattemyndighedernes kontroloplysninger, som ikke indeholder lån eller tilgodehavender fra private eller tilgodehavender fra tidligere forretninger.

Skatteankenævnet har fundet, at klagerens private lån på i alt 350.000 kr. optaget i 1996 ikke kan godkendes, idet erklæringerne om lånene er udfærdiget efterfølgende, og pengeoverførslerne ikke er dokumenteret, ligesom man ikke har fundet det dokumenteret, at klageren har haft mulighed for at tilbagebetale lånene i 1998.

Da privatforbruget herefter var negativt, er der i henhold til skattekontrollovens § 3, stk. 3 foretaget en skønsmæssig forhøjelse med 330.000 kr., således at privatforbruget herefter udgør ca. 86.000 kr. svarende til de foregående indkomstår.

Skatteankenævnet har til Østre Landsrets dom af 17. november 1997 bemærket, at denne ikke er sammenlignelig til klagerens sag, idet der i nævnte sag var dokumenteret pengeoverførsler, hvilket ikke er tilfældet i klagerens sag.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten påstået den foretagne forhøjelse nedsat til 0. Det er til støtte herfor anført, at der ikke er et krav om, at pengeoverførslerne skal dokumenteres. Videre gøres det gældende, at klageren har tilbagebetalt lånene i 1998, og at dette er dokumenteret over for de stedlige skattemyndigheder. Der henvises til de fremlagte lånedokumenter fra 1996 og kvitteringer fra 1998.

Endvidere er det over for Landsskatteretten forklaret, hvilken relation, de 13 långivere havde til klageren, ligesom der for en del af dem er fremlagt årsopgørelser, hvoraf fremgår, at de har haft mulighed for at låne penge ud.

Det er videre gjort gældende, at klageren på låneoptagelsestidspunktet ikke kunne ekspedere kapitalen i sin helhed over bankforbindelse. Man havde lavet salgskontrakt for afhændelse af virksomheden H1 i november 1995, under forudsætning af, at køber kunne overtage mellemværendet med OCEKA leverandørgæld m.m., men man havde forregnet sig. Uagtet, at der ikke havde været klage over samarbejdet, var denne mulighed udelukket. Derudover trak det ud for køberen af minimarkedet at få fuldt bankengagement, ligesom klagerens økonomiske situation var anderledes end forventet. Derfor havde klageren været nødt til at skaffe kapital af anden vej, indtil problemerne var løst, således at forretningen kunne holdes i drift.

Videre er fremlagt en redegørelse, hvoraf fremgår, at klagerens privatforbrug ikke var negativt i det påklagede indkomstår.

Fra praksis har klagerens advokat henvist til Østre Landsret dom af 17. november 1997 offentliggjort i TFS. 1998 nr. 46, hvor et lån anerkendtes, uden at der forelå skriftligt lånedokument eller aftale om forrentning.

Landsskatteretten skal udtale

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere krav er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Landsskatteretten bemærker videre, at efterfølgende udfærdigede erklæringer om lån ikke kan lægges til grund, og at det ikke er dokumenteret, at der er overført penge fra de omtalte 13 personer. Videre bemærkes, at det er dokumenteret, at klagerens broder har fået udbetalt en branderstatning, og at det er sandsynliggjort, at 500.000 kr. heraf er tilgået klagerens forældre. Imidlertid er det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren har haft et tilgodehavende hos sine forældre, ligesom det ikke er dokumenteret, at klagerens forældre har overført pengene til klageren. Retten finder det herefter ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren har haft mulighed for at afvikle sin gæld i 1998. Retten finder herefter med henvisning til klagerens negative privatforbrug, at det er med rette, at der er foretaget en skønsmæssig forhøjelse. Da retten endvidere ikke finder grundlag for ændring af det således udøvede skøn, vil ansættelsen være at stadfæste.

..."

I forbindelse med Skatteankenævnets behandling af sagsøgerens klage over skatteforvaltningens afgørelse fremlagde sagsøger et af hans revisor udarbejdet kasseregnskab for 1996:

..."

For Skatteankenævnet fremlagde sagsøgers revisor endvidere en korrigeret opgørelse over sagsøgers skattepligtige formue pr. 31. december 1996 udvisende en egenkapital på 100.708 kr., hvilket beløb er lagt til grund i den af Skatteankenævnets sekretariat udarbejdede privatforbrugsopgørelse.

Det er også for landsretten ubestridt, at de 13 lånedokumenter er enslydende for så vidt angår vilkår om rentefrihed, betaling og misligholdelse. Det er endvidere ubestridt, at lånedokumenterne er oprettet flere måneder efter, at lånene ifølge sagsøgeren er udbetalt til ham, ligesom det er ubestridt, at sagsøgers revisor har udfærdiget og dateret lånedokumenterne. Alle 13 lånedokumenter er "Til vitterlighed om underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og debitors myndighed" hver underskrevet af to vitterlighedsvidner. Gældsbrevene med henholdsvis WA (sagens bilag 6-8) og DZ (sagens bilag 6-9) som kreditorer er begge underskrevet af KJ som vitterlighedsvidne med angivelse samme stilling og adresse. KJs underskrift fremtræder væsentligt forskellig på de to dokumenter. På gældsbrevet til WA (bilag 68) fremtræder underskriften fra de to vitterlighedsvidner, som skrevet af den samme person, hvilket ligeledes gælder for vitterlighedsvidneunderskrifterne på gældsbrevet til DZ (bilag 6-9).

For så vidt angår kvitteringerne er det ubestridt, at indholdet af kvitteringerne - bortset fra beløbs- og datoangivelser - er enslydende. På 4 af de i alt 12 kvitteringer er feltet vedrørende datoen for lånets ydelse ikke udfyldt. Som eksempel gengives en af kvitteringerne:

"KVITTERING

Undertegnede RF,

.....

Kvitterer herved for modtagelse af kr. 20.000 kontant til betaling af lån ved gældsbrev i 1996 til A.

København den 21. februar 1998.

RF

Lånet blev ydet den 3. januar 1996 under As afvikling af forpligtelser vedrørende afhændet forretning H1.

Lånet har været rentefrit.

Gældsbrev blev oprettet i december 1996, da A ønskede afklaring af sine økonomiske forhold.

København den 21. februar 1998.

RF"

Sagsøgers selvangivelse for 1996 var vedlagt to af sagsøgers revisor udarbejdede oversigter vedrørende de to forretninger, henholdsvis H1 og H2, som sagsøger havde solgt i løbet af 1996. I oversigten vedrørende H1 betegnet "Resultatopgørelse for perioden 01.01.96 - 31.12.96, Balance 31.12.96, Indestående afhændet forretning, H1 v/ A", er der under passiver medtaget en kortfristet gældspost betegnet "Lån gældsbreve 1996" på 350.000 kr. Af oversigten fremgår endvidere en beregnet negativ egenkapital på 68.859,77 kr. Af oversigten vedrørende H2 betegnet "Resultatopgørelse for perioden 01.01.96 - 21.12.96, Balance pr. 31.12.96, Indestående afhændet forretning, H2 v/ A", fremgår det, at der for H2 under passiver er registreret langfristede tilgodehavende for H2 med blandt andet tilgodehavender på henholdsvis 25.000 kr. og 100.000 kr. med sagsøgerens far, HM, som debitor og tilgodehavender på henholdsvis 80.000 kr. 60.000 kr. og 10.000 kr. med sagsøgerens mor, BR, som debitor. Der er endvidere registeret en egenkapital på 157.718 kr.

Sagsøgers revisor har på grundlag af disse to oversigter, udarbejdet en samlet opgørelse af sagsøgers skattepligtige formue pr. 31. december 1996, hvoraf blandt andet fremgår, at det positive indestående på 157.728 kr. i H2 fratrukket det: negative indestående i H1 på 68.859 kr. giver et samlet indestående i de afhændede virksomheder på 88.869 kr. Dette beløb fremgår tillige af sagsøgers årsopgørelse for 1996 under formueposter i rubrikken vedrørende egenkapital. i virksomhed.

Af en af sagsøgers revisor udarbejdet Kapitalforklaring for året 1996 fremgår - med en korrektion vedrørende et momsbeløb -, at sagsøger i 1996 havde et privatforbrug på 101.669 kr.

Sagsøgers revisor har endvidere den 1. februar 2001 udarbejdet et "Kasse- & bankregnskab januar - marts 1996" vedrørende sagsøgeren. Regnskabet er suppleret med en række udskrifter af konti vedrørende sagsøgerens konto med Den Danske Bank vedrørende H1. Af udskrifterne fremgår, at sagsøgers kassekreditmaksimum var på 100.000 kr. frem til midten af marts 1997, hvor maksimum blev sat ned til 50.000 kr. Regnskabet har følgende indhold:

Vedr.: A.

..."

Sagsøgers revisor har udarbejdet opgørelser over sagsøgers skattepligtige formue henholdsvis pr. 31. december 1997 og pr. 31. december 1998, hvoraf fremgår at sagsøger pr. 31. december 1997 havde en negativ egenkapital på 1.789 kr. og pr. 31. december 1998 en negativ egenkapital på 177.016 kr.

Revisor BJ har endvidere udarbejdet en opgørelse pr. 13. februar 1998 over lån mellem sagsøgeren og hans forældre, hvoraf fremgår, at sagsøgers far, HM i årene 1994 til 1997 har lånt i alt 217.000 kr. af sagsøger gennem dennes forretninger og at sagsøgers mor, BR, i perioden 1991 til 1996 har lånt i alt 150.000 kr. af sagsøger ligeledes gennem dennes forretninger.

Der er fremlagt kopi af sagsøgers fars selvangivelse for 1996 hvoraf fremgår, at HM under formueoplysninger blandt andet har selvangivet en formue på 100.000 vedrørende "Lån søn 1992" og i rubrikken "anden gæld" har oplyst gældsposter på henholdsvis 29.000 kr. og 100.000 kr.

Der er en endvidere fremlagt kopi af sagsøgers mors selvangivelse og årsopgørelse for 1996, hvoraf fremgår at sagsøgers mor i rubrikken "anden gæld" har selvangivet et beløb på 346.342 kr. vedrørende indestående i erhvervslejemål. I en som bilag til selvangivelsen vedlagt resultatopgørelse vedrørende erhvervslejligheden fremgår under posten "Kortfristet gæld" lån til HG med henholdsvis 80.000 kr., 60.000 kr. og 10.000 kr.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren A, revisor BJ, KS, HF, HM, BR, HT, WA, LR, MM, AR, RH, RF, VB og DZ.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han i 1995 havde H2, som han havde bortforpagtet til sin bror og H1 - som han selv drev. Broderen overtog kiosken i efteråret 1995 og med overtagelsesdag den 19. november 1995 solgte sagsøgeren minimarkedet. Køberen var en landsmand. Da sagsøger selv købte forretningen overtog han diverse garantiforpligtelser og leverandørgæld.

Da han selv solgte forretningen, krævede kreditorerne imidlertid betaling, og sagsøgeren måtte derfor optage private lån for 350.000 kr. KS, der er en god ven af ham, formidlede kontakten til de fleste af långiverne. KS kendte således alle långiverne fra Odense. Han optog lånene i januar 1996. Det var långiverne selv, der fastsatte lånebeløbene ud fra, hvor meget de kunne undvære. Sagsøgeren hentede sammen med KS pengene, der ikke blev sat i banken, men lagt i en skuffe. Der blev ikke lavet gældsbreve. Sagsøgeren noterede ned, hvor meget hver enkelt havde lånt ham, ligesom han noterede, da lånene blev tilbagebetalt. Den lommebog, han noterede i, er nu væk. Revisor BJ oplyste, at der skulle laves gældsbreve, og det var hende, som udformede dokumenterne, som han senere sørgede for blev underskrevet. De havde glemt at anføre dato for underskriften, og den blev senere påført af BJ. Det var også hende, der senere udfærdigede kvitteringerne.

Det hus i ...., som hans far og hans bror ejede i fællesskab, og som var sat til salg, brændte i maj 1997. Faderen fik sin del af brandskadeerstatningen udbetalt kontant, og tilbagebetalte i den forbindelse de lån som sagsøgeren havde ydet forældrene. Forældrene havde brugt lånene til indskud i en lejlighed, udbetaling på huset i .... og til moderens erhvervslejlighed. Sagsøgeren fik sit udlån til forældrene tilbagebetalt samme dag som de 500.000 kr. faderen fik, var blevet hævet på sagsøgerens brors konto. Han og KS kørte straks rundt til långiverne for at indfri lånene, og de kørte til Odense for at betale långiverne der. KS var dog ikke med til tilbagebetalingen i Glostrup. Han skylder stadig sin bror og onkel henholdsvis 50.000 kr. og 140.000 kr. Først efter nytår fortalte han banken, at forretningen var blevet solgt. Der blev afholdt et møde i banken, men han husker ikke datoen. Kort tid efter nedsatte banken kreditten.

BJ har forklaret blandt andet, at hun har kendt sagsøgeren siden 1980. Hun fungerede som revisor for ham. Hun var bekendt med, at han ville sælge sine forretninger. Den ene blev afhændet i september, den anden i november. Det var forventet, at forretningerne kunne afhændes således at køberen kunne overtage gældsforpligtelserne. Det blev imidlertid ikke tilfældet, og sagsøgeren fik derfor økonomiske problemer. Et ejendomssalg i familien lykkedes ikke. Der var en friværdi på 1. mio. kr. i den pågældende ejendom. Sagsøgeren skulle derfor skaffe mere likviditet. Han havde et likviditetsbehov på ca. 500.000 kr. Hun var i næsten daglig kontakt med sagsøgeren, der på et tidspunkt fortalte hende, at han havde skaffet pengene, og at han opbevarede dem kontant. Det var hende, der tog initiativ til gældsbrevene, og det var også hende, der udformede dem. Formularerne havde hun skaffet ude i byen. To i omgangskredsen var blevet slået ihjel, og det var anledningen til at papirerne blev bragt i orden.

De 367.000 kr. som forældrene skyldte sagsøgeren blev betalt med midler fra faderens halvdel af ejendommens værdi. Opgørelsen over forældrenes mellemværende med sagsøgeren pr. 13. februar 1998, er udfærdiget af vidnet, der har registreret alle lånene og også opført dem i de respektive selvangivelser.

Kasse- og bankregnskabet fra januar til marts 1996 er rekonstrueret efter bedste formåen af hende og sagsøgeren.

KS har forklaret blandt andet, at sagsøgeren er en af hans gode venner. De har kendt hinanden i 25-30 år. Vidnet ved, at sagsøgeren solgte minimarkedet, og at salget var begrundet i nogle problemer, som sagsøgeren havde på det tidspunkt. Da forretningen var blevet solgt, skulle sagsøgeren betale nogle passiver, og derfor måtte han optage lån. Det var vidnet, der formidlede kontakten til de fleste af långiverne. Vidnet kendte for eksempel alle långiverne fra Odense. Vidnet var med i Odense. Det var lige efter nytår 1995/96. Han var med til tilbagebetalingen, der foregik kontant i alle tilfælde.

HF har forklaret blandt andet, at han er sagsøgerens bror. Sagsøgeren havde økonomiske problemer og var langt nede helbredsmæssigt. Da sagsøgeren lånte penge af MM var vidnet tilstede, han havde derimod ikke noget med tilbagebetalingen af dette lån at gøre. I februar 1998 udbetalte forsikringsselskabet brandskadeerstatningen, og vidnet spurgte sin far om hvor mange penge, han skulle bruge. Vidnet hævede pengene i banken. Derefter blev der ringet til sagsøgeren, der kom til stede og fik 367.000 kr. udbetalt.

HM har forklaret blandt andet, at han er sagsøgerens far. Vidnet har lånt penge af sagsøgeren. Vidnet kan ikke huske, hvor stort et beløb, der var tale om. Han tror imidlertid, at det var 216.000 kr., han lånte. Da lånene blev ydet, blev der ikke udfærdiget lånedokumenter. Det var hans søn HF, der gav oplysningerne om lånet og størrelsen heraf til revisor. Hans kone havde lånt 150.000 kr. af sagsøgeren, og dette beløb, sammenlagt med det som vidnet havde lånt, blev tilbagebetalt med 367.000 kr. Pengene kom fra brandforsikringen for den ejendom, han havde i .... sammen med HF. Tilbagebetalingen fandt sted kontant i vidnets hjem.

BR har forklaret blandt andet, at hun er sagsøgerens mor. Vidnet har lånt penge af sagsøgeren først 80.000 kr., siden 60.000 kr. og endelig 10.000 kr. Hun brugte de 80.000 kr. til reparation af butikken, men de 60.000 kr. var til personligt brug. Hun lånte pengene kontant. Hun har tilbagebetalt lånet.

HT har forklaret blandt andet, at han har været ven med sagsøgeren i mange år. Han lånte sagsøgeren 10.000 kr. i 1996. Pengene skulle sagsøgeren bruge til sin butik, men det blev ikke nærmere præciseret til hvad. Det var sagsøgeren og KS, der henvendte sig til ham, og de var der begge, da han gav sagsøgeren pengene. Han blev senere præsenteret for gældsbrevet, som han underskrev hjemme hos WA. Han så ikke datoen på gældsbrevet. KJ var tilstede. Der var også andre tilstede, han husker ikke hvem. Han så ikke, hvormeget de andre gav, og han ved ikke om KJ gav penge. De var seks der gav penge, nemlig føromtalte WA, AB, som nu er død, BB, som er udrejst af Danmark, HA og DZ. Han husker ikke, om han gav en kvittering, da han fik pengene tilbage. Det var vistnok i februar 1998.

WA har forklaret blandt andet, at sagsøgeren er en af hans venner. I 1996 gav han sagsøgeren et lån på 20.000 kr. Det var vistnok i januar måned. Pengene blev udleveret hos vidnet. Der var andre til stede, herunder HT, BB og AB. De var seks ialt. Det var vidnet, der indkaldte de andre. Sagsøgeren spurgte, om han kunne låne nogle penge. Da vidnet kun kunne låne ham 20.000 kr. spurgte han de andre. Sagsøgeren og KS var der og desuden hans kone og noget familie. Pengene blev betalt kontant. Der blev ikke underskrevet noget dokument ved den lejlighed. Senere ringede sagsøgeren og sagde, at de skulle skrive nogle papirer. Det var af hensyn til revisor eller skattevæsnet. Vidnet skrev under på gældsbrevet, da sagsøgeren bad ham om det. Han husker ikke datoen for underskrivelsen, der fandt sted hjemme hos vidnet. Vidnet har fået pengene tilbage. Sagsøgeren fortalte, at han havde pengene, men han fortalte ikke hvorfra de stammede. Det var sagsøgeren, der udfyldte papirerne. De øvrige fem långivere fik deres penge ved samme lejlighed.

LR har forklaret blandt andet, at han kender sagsøgeren fra Pakistan. Han og sagsøgeren har været venner siden vidnet kom til Danmark i 1985. Vidnet har een gang lånt sagsøgeren penge. Det var i januar 1996. Sagsøgeren sagde ikke, hvad pengene skulle bruges til. Sagsøgeren henvendte sig til vidnet i dennes forretning på Nørrebrogade. Vidnet udbetalte pengene kontant. KS var tilstede. Vidnet skrev senere under på et gældsbrev. Det skulle bruges som dokumentation overfor skattevæsnet. Han kan ikke læse dansk, og han har derfor ikke læst gældsbrevet. Han så imidlertid, at der stod 100.000, og så skrev han under. Han husker ikke, hvornår han skrev under på gældsbrevet. Underskrivelsen fandt sted i vidnets fætters butik, for på det tidspunkt havde vidnet solgt sin egen. Han fik en kopi af gældsbrevet. Han fik pengene tilbage i 1998.

MM har forklaret blandt andet, at han kender sagsøgeren, der er hans ungdomsven. Han har lånt sagsøgeren 20.000 kr. Det var i januar måned 1996. Vidnet ved ikke, hvad pengene skulle bruges til. Vidnet havde pengene liggende hjemme. Han havde, fordi han var taxavognmand, råd til at låne sagsøgeren pengene. Da lånet blev udbetalt, var KS og sagsøgerens bror, HT, tilstede. Gældsbrevet blev lavet, fordi sagsøgeren skulle dokumentere overfor systemet, hvorfra han havde pengene. Vidnet læser udmærket dansk, og han læser det, han skiriver under på. Han husker ikke datoen. Underskrivelsen fandt sted på vidnets bopæl. Han fik en kopi af gældsbrevet udleveret. Pengene blev tilbagebetalt kontant i begyndelsen af 1998. Det kan han huske, fordi 20.000 kr. er mange penge. Forevist kvitteringen bekræftede vidnet, at han har underskrevet denne. Det er ikke vidnet, der har skrevet datoerne.

AR har forklaret blandt andet, at han i slutningen af 1996 lånte sagsøgeren 50.000 kr. Sagsøgeren havde forinden rettet henvendelse til vidnet og oplyst, at han havde brug for dette beløb. Pengene, der blev udbetalt kontant, var vidnets opsparing. Der blev ikke lavet noget lånedokument i forbindelse med udbetalingen. Det var ikke nødvendigt, fordi de kendte hinanden. Vidnet husker ikke, hvornår udbetalingen fandt sted, men det var efter sommerferien. Senere blev der oprettet et gældsbrev. Vidnet husker ikke, hvornår han skrev det under. Han husker ikke, om det var ham eller sagsøgeren, der fik det. originale gældsbrev. De drøftede ikke hvorfor, der skulle skrives under to steder. Han husker ikke, hvor lang tid, der gik mellem udbetalingen og underskrivelsen af gældsbrevet. De, der skrev til vitterlighed, var tilstede. Lånet blev tilbagebetalt i 1998. Betalingen fandt sted kontant.

RH har forklaret blandt andet, at han kender sagsøgeren gennem familie. Han har een gang lånt sagsøgeren penge. Det var 10.000 kr. Sagsøgeren kontaktede ham personligt og sagde, at han havde brug for penge, men ikke noget om, hvad han skulle bruge pengene til. Lånet blev ydet i begyndelsen af 1996, men vidnet husker ikke præcist hvornår. Der blev ikke udfærdiget noget lånedokument, for i hans kultur laver man aldrig papirarbejde. Da gældsbrevet blev udfærdiget, læste han det ikke igennem, men han lagde mærke til beløbsangivelsen. Han kan ikke huske datoen. Han har ikke længere dokumentet, og han husker ikke, om han fik originalen eller en kopi.

RF har forklaret blandt andet, at han spiller badminton med sagsøgeren. Vidnet har een gang lånt sagsøgeren penge, det var 20.000 kr. Lånet blev udbetalt kontant i begyndelsen af 1996, og udbetalingen fandt sted, der hvor de spiller badminton. Det var ikke nødvendigt at lave et lånedokument for de var venner. Lånet skulle tilbagebetales så hurtigt som muligt. Sagsøgeren sagde ikke, hvad pengene skulle bruges til. Vidnet husker ikke, om dokumentet var udfyldt på forhånd. Gældsbrevet blev underskrevet i sagsøgerens brors forretning. Sagsøgerens to brødre var til stede. Vidnet kan ikke læse dansk, men han kan tallene. Han husker ikke, om han fik en kopi af dokumentet. Han fik pengene tilbage ca. 2 år senere, vist nok i begyndelsen af 1998. Tilbagebetalingen fandt sted i vidnets hjem. Han skrev i den forbindelse under på et dokument.

VB har forklaret blandt andet, at han har kendt sagsøgeren i mange år. De spiller badminton to gange om ugen. I begyndelsen af 1996 lånte vidnet sagsøgeren 40.000 kr. Sagsøgeren havde nævnt, at han havde økonomiske problemer. Lånet blev udbetalt kontant, og der blev ikke lavet noget lånedokument. Senere sagde sagsøgeren, at han af hensyn til regnskabet havde brug for et stykke papir. Underskriften heraf fandt sted i ..... Vidnet fik pengene igen ca. to år senere. Sagsøgeren kom hjem til vidnet sammen med KS. Vidnet udfyldte selv beløbet på kvitteringen. Han skrev under 2 steder.

DZ har forklaret blandt andet, at han kender sagsøgeren gennem en fælles ven, WA. Han har lånt sagsøgeren 20.000 kr. Lånet blev udbetalt i den første uge af 1996. Der var 8-9 mennesker tilstede, heraf gav fem andre også sagsøgeren et lån. Pengene blev betalt kontant. Det var vidnets egen opsparing som arbejdsløs. Der blev ikke oprettet noget dokument om lånet. Kvittering blev senere underskrevet hos WA, hvor også lånet var blevet udbetalt. Tilbagebetalingen fandt sted i februar 1998, hvor alle, der havde lånt sagsøgeren penge, var til stede. Det er rigtigt, at hans underskrift optræder væsentligt forskelligt i dokumenterne, men det skyldes, at han måtte skrive under med venstre hånd, fordi hans højre hånd var dårlig.

Procedure

Sagsøger har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 6. januar 2003, hvoraf fremgår, at sagsøger til støtte for påstanden gør følgende hovedanbringender gældende:

"...

Sagsøgte har ligeledes procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 14. januar 2003, hvoraf følgende hovedanbringender fremgår:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde og godtgjort, at han i 1996 optog et privatlån på 350.000 kr. Det gøres herunder gældende, at der påhviler sagsøgeren skærpede krav til godtgørelse af de angivelige låneforhold, idet alle de angivelige långivere er sagsøgerens venner og familiemedlemmer.

Det bemærkes, at sagsøgeren - der som dokumentation for den angivelige lånoptagelse alene har fremlagt efterfølgende udarbejdede gældsbreve samt kvitteringer fra de angivelige långivere - ikke er fremkommet med dokumentation for pengestrømmene, dvs. den angiveligt stedfundne overførsel af lånebeløbene og den angivelige tilbagebetaling. Sagsøgeren har endvidere ikke været i stand til for hvert enkelt angiveligt lån at oplyse, hvorledes lånets ydelse og tilbagebetaling fandt sted. Det er udokumenteret, at de angivelige långivere havde økonomisk mulighed for at yde lån som påstået, og de angivelige långivere har i øvrigt heller ikke selvangivet ydelsen af lånene.

Endvidere bestrides det som udokumenteret, at sagsøgerens far modtog 500.000 kr. kontant efter broderens modtagelse af erstatningsudbetalingen, ligesom det er udokumenteret, at der af dette beløb blev overført 367.000 kr. til indfrielse af forældrenes angivelige gæld hos sagsøgeren, som herefter skulle have indfriet sin gæld hos de angivelige långivere.

Sagsøgeren har således ikke på objektivt bestyrket grundlag godtgjort, at han i 1996 optog privatlån på 350.000 kr. fra 13 forskellige långivere, herunder at de angivelige lån skulle være tilbagebetalt i 1998. Efter retspraksis fordres sådan dokumentation.

Det gøres gældende, at skattemyndighederne - uanset regnskabets bonitet - på grund af sagsøgerens privatforbrug, der i 1996 var negativt med 246.096 kr., har været berettiget til at ansætte ansøgerens indkomst skønsmæssigt. Det bemærkes, at sagsøgerens regnskab ikke i sig selv er et bevismiddel, og at det i øvrigt ikke er anvendeligt, herunder fordi der ikke er taget højde for formuen primo og ultimo.

Videre gøres det gældende, at den skønsmæssige forhøjelse ikke kan tilsidesættes som værende åbenbar urimelig eller udøvet på et klart forkert grundlag, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre, og hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort.

Sagsøgtes hjemvisningspåstand er nedlagt ex tuto for det tilfælde, at landsretten efter bevisførelsen finder, at sagsøgeren har godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse skal tilsidesættes. I så fald tilkommer det efter retspraksis skattemyndighederne at udrede de skattemæssige konsekvenser, og sagen må derfor i givet fald hjemvises"

Landsrettens bemærkninger

Efter bevisførelsen for landsretten findes sagsøger ikke at have godtgjort, at han i 1996 optog private lån med i alt 350.000 kr. Landsretten her herved lagt vægt på, at sagsøgers og långivernes forklaringer om lånene ikke er bestyrket ved objektive kendsgerninger og heller ikke i øvrigt er sandsynliggjort med beviser af tilstrækkelig vægt. Vedrørende gældsbrevene bemærkes, at gældsbrevene ubestridt er oprettet efterfølgende, hvilket - sammenholdt dels med de forhold, at gældsbrevene ikke er dateret af parterne selv, og at en del af kreditorerne efter deres egne forklaringer ikke vidste, hvad de skrev under på, dels med karakteren af vitterlighedsvidneunderskrifterne - afsvækker gældsbrevenes bevisværdi i en sådan grad, at landsretten ikke finder at kunne lægge vægt på gældsbrevene. Det af sagsøger fremlagte kasse-bankregnskab for januar-marts 1996 er ligeledes ubestridt udarbejdet efterfølgende som en rekonstruktion. På denne baggrund findes heller ikke dette regnskab at godtgøre lånoptagelsen. Det lægges til grund, at sagsøger i forbindelse med afviklingen af H1 har haft et likviditetsbehov, men hverken likviditetsbehovet, kasseregnskabet for 1996 eller revisors opgørelse over indestående i H1 dokumenterer i sig selv, at sagsøger har optaget lån på 350.000 kr. Under hensyn til at sagsøger i januar 1996 havde en kassekredit på 100.000 kr., som efter det oplyste ikke på noget tidspunkt var overtrukket med mere en nogle få tusinde kroner, findes det endvidere ikke sandsynliggjort, at sagsøger ikke skulle være i stand til at anvende sin bank i forbindelse med afviklingen af H1.

Landsretten lægger til grund, at sagsøgers far og bror i begyndelsen af 1997 fik tilkendt en brandskadeerstatning, og at der fra sagsøgers brors konto i februar 1997 blev hævet et beløb på 500.000 kr. Uanset om det lægges til grund, at sagsøger i begyndelsen af 1997 havde et tilgodehavende hos sine forældre på tilsammen 367.000 kr., findes det ikke godtgjort, at en del af det beløb på 500.000 kr. som er hævet fra sagsøgers brors konto, er tilgået sagsøger og at sagsøger har anvendt beløbet til at indfri lån på i alt 350.000 kr.

Skattemyndighederne findes herefter med rette skønsmæssigt at have forhøjet sagsøgers skattepligtige indkomst for 1995. Der findes ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn vedrørende forhøjelsen.

Sagsøgtes påstand om frifindelse tages herefter til følge.

T h i k e n d es f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler inden 14 dage 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.