Dokumentets metadata

Ansattes adgang til motionsfaciliteterne i fitnesskæde

Skatterådet finder, at koncernansatte, der får tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af den normale, skal beskattes af den herved opnåede fordel. Skatterådet finder, at godet ikke er omfattet af den særlige praksis for skattefrihed for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning stilles til rådighed på arbejdspladsen. Skatterådet finder endvidere, at rabatreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, kun kan finde anvendelse for ansatte i det pågældende datterselskab, men ikke for ansatte i andre selskaber i koncernen.

1. Kan ansatte i X A/S og tilhørende datterselskaber tilbydes adgang til motionsfaciliteterne i fitnesskæden Y mod en egenbetaling på 1.200 kr. med den virkning, at godet er skattefrit for de ansatte, fordi godet har karakter af almindelig personalepleje af begrænset økonomisk karakter og er en generel velfærdsforanstaltning?
2. Kan ansatte i X A/S og tilhørende datterselskaber tilbydes adgang til motionsfaciliteterne i fitnesskæden Y mod en egenbetaling på 1.200 kr. med den virkning, at godet er skattefri for de ansatte, fordi der er tale om køb af ydelser omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 3?

1. Nej, se dog SKATs indstilling og begrundelse.
2. Nej, se dog SKATs indstilling og begrundelse.

X A/S ønsker at give alle fastansatte medarbejdere adgang til motionsfaciliteter som en del af virksomhedens generelle sundhedsmæssige strategi, idet det er ønsket, at de ansatte er i bedst mulig form for derved at mindske sygefravær og øge de ansattes generelle sundhedstilstand og velbefindende.

Idet X's primære virksomhed befinder sig indenfor området sport og fritid er det ligeledes væsentligt, at X's medarbejdere fremstår udadtil som værende i god form.

X ejer fitnesskæden Y, som har motionscentre i hele Danmark. Dermed er X i besiddelse motionsfaciliteter, som man ønsker at give de ansatte adgang til.

Det er vigtigt for X, at koncernens medarbejdere har kendskab til alle koncernens forretningsområder.

Det er endvidere vigtigt for X, at de ansatte i koncernen kan dyrke motion sammen i Y, sådan at sammenholdet internt i koncernen styrkes. Ansatte i administrationen kan således dyrke motion sammen med andre ansatte i koncernen.

Der er 460 fastansatte medarbejdere i koncernen, som man ønsker at tilbyde adgang til Y til reduceret pris. Samtlige fastansatte medarbejdere i X og tilhørende datterselskaber vil blive tilbudt deltagelse i ordningen.

Det er hensigten, at de ansatte skal betale et beløb svarende til 1.200 DKK pr. år for adgang til motionsfaciliteterne. Beløbet er fastsat for at dække kostprisen ved de ansattes adgang til motionscenteret. Beløbet vil blive betalt med beskattede midler, dvs. beløbet trækkes på lønsedlen efter skat.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Praksis på området for sundhedsydelser betalt af arbejdsgiver fremgår bl.a. af SKAT's vejledning nr. 138 af september 2005 "Sundhedsydelser - når arbejdsgiveren betaler". Heri anføres følgende:

"Gratis benyttelse af motionsrum på arbejdspladsen er skattefrit for medarbejderen, hvis der er tale om almindelig personalepleje af begrænset økonomisk karakter, og det samtidig er vanskeligt at henføre en bestemt værdi til den enkelte medarbejder."

I Skatteministeriets Statusrapport, december 2006, er der på side 31 anført, at "Adgang til motionsrum uden instruktør" er skattefrit. Det er endvidere anført, at godet er skattefrit, idet der er tale om en generel velfærdsforanstaltning af bagatel karakter.

Tilsvarende er der i en bindende forhåndsbesked SKM2001.253.LR anført følgende:

"Velfærdsforanstaltninger af bagatelagtig karakter som fx kaffe/te-ordning, et glas "fredagsvin" eller kondirum på arbejdspladsen beskattes dog efter praksis ikke."

De enkelte kriterier, der indgår i vurderingen af, om adgangen til motionsfaciliteter er skattefri for den ansatte, har vi omtalt nedenfor.

Det er et afgørende kriterium, at benyttelsen af et motionsrum finder sted på arbejdspladsen.

Hvorvidt kriteriet "på arbejdspladsen" kan være et koncernselskab, har os bekendt ikke været prøvet i praksis.

Kriteriet stammer ifølge praksis fra ydelser af begrænset omfang såsom tilskud til kaffe-, te-, og frugtordninger, der kun er til rådighed på arbejdspladsen - og som har karakter af almindelig personalepleje. Landsskatteretten har i TfS 2001.145 LSR tilsvarende fundet, at et revisionsfirmas udlevering af cigaretter til de ansattes rygning på arbejdspladsen efter en konkret vurdering kunne anses for en ordning under almindelig personalepleje, og at cigaretterne, der blev røget i arbejdstiden, dermed var skattefri for de ansatte.

I X's tilfælde må kriteriet om motionsrum på arbejdspladsen efter en konkret vurdering uden videre overføres til adgangen til motion allerede af den grund, at X har motionsfaciliteter i Y kæden.

Skatteretten tilsiger, at der ikke må ske usaglig forskelsbehandling på lige forhold. Der henvises til "Processuelle regler på SKATs område 2007-1 , afsnit E. Sagsbehandling og afsnit E.1 Princippet om lovmæssig forvaltning.

I praksis vedrørende skattefri frugt, kaffe mv. er det et krav, at sådanne goder kun er skattefri, så længe de kun er til rådighed på arbejdspladsen. Dette giver mening i relation til kaffe og frugt mv., som alle arbejdsgivere uden videre har mulighed for at tilbyde.

I relation til motionsrum medfører dette krav om, at godet skal være på arbejdspladsen, at det kan blive helt arbitrært hvilke personer, der har skattefri adgang til motionsfaciliteter, og hvilke der ikke har. Det er alene medarbejdere, der arbejder i virksomheder, hvor man har mulighed, dvs. fornøden plads, til at etablere et motionsrum på virksomhedens område, der bliver tilgodeset af denne praksis. Den store gruppe ansatte, som arbejder i virksomheder, hvor der af den ene eller anden årsag ikke umiddelbart kan etableres motionsrum, kan således ikke begunstiges af denne praksis.

Butiksansatte har næppe mulighed for at blive omfattet af denne praksis, idet der sjældent er plads i butikkers baglokaler til at etablere et motionsrum.

Hertil kommer, at for mindre virksomheder, der ikke har medarbejdere nok til at opnå en kritisk masse, er det økonomisk ikke muligt at etablere et motionsrum.

Hvorvidt lønmodtagere skal beskattes af adgang til motionsfaciliteter, afhænger herefter af, hvorvidt de er ansat hos en arbejdsgiver, der tilfældigvis har plads eller råd til at etablere et motionsrum på arbejdspladsen.

Denne praksis er i strid med lighedsgrundsætningen i dansk ret, da den resulterer i en usaglig forskelsbehandling på medarbejdere i forskellige virksomheder.

Det er på det grundlag sammenfattende vores opfattelse, at arbejdspladsen i X's tilfælde ud fra en konkret vurdering kan være koncernens fitnesskæde Y.

Der er tale om generel og almindelig personalepleje, der tilbydes alle fastansatte medarbejdere i hele koncernen. Der sker således ikke forskelsbehandling af medarbejdere i koncernens selskaber.

De ansatte skal betale 1.200 kr. om året for at få adgang til koncernselskabets motionsfaciliteter. Et almindeligt basismedlemskab koster ca. 3.600 kr. pr. år. Den enkelte medarbejder opnår således en fordel på 2.400 kr. pr år.

Var der tale om et gode, der kunne omfattes under den almindelige bagatelgrænse for goder, der er ydet i overvejende grad af hensyn til den ansattes arbejde i ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., ligger værdien under bagatelgrænsen.

Ved vurderingen af hvilke værdier, der anses som værende af begrænset økonomisk karakter, kan der formentlig findes vejledning i afgørelsen TfS 2001.145 LSR. Her fandt Landsskatteretten, at et revisionsfirmas udlevering af cigaretter til de ansattes rygning på arbejdspladsen efter en konkret vurdering kunne anses for en ordning under almindelig personalepleje, og at cigaretterne, der blev røget i arbejdstiden dermed var skattefri for de ansatte. Såfremt der f.eks. ryges 10 cigaretter i arbejdstiden, vil det på årsbasis med 220 arbejdsdage have en værdi på ca. 3.700 kr. Det blev i den konkrete sag anset som værende af begrænset økonomisk karakter.

På denne baggrund må medarbejdernes økonomiske fordel på 2.400 kr. kunne anses som værende af begrænset økonomisk karakter.

Det vil i X's situation ikke give mening at kræve, at X's skal etablere sit eget motionsrum, for at medarbejderne kan benytte motionsfaciliteter skattefrit.

Hvis SKAT forlanger, at X skal lave sin eget træningscenter for egne medarbejdere må dette center så åbnes for andre personer.

På denne baggrund er det vores opfattelse af spørgsmål 1 kan besvares bekræftende.

Ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt.:

"Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v."

Der er i X's tilfælde tale om, at der ydes en rabat til alle koncernens fastansatte på den tjenesteydelse, som Y udbyder som led i sin virksomhed. Medarbejdere i selskaber indenfor samme koncern kan efter en ordlydsfortolkning også gives skattefri rabat, idet ordlyden af ligningslovens § 16 angiver "arbejdsgiveren m.v."

I cirkulære nr. 72 af 17.april.1996 anvendes betegnelsen "firmaet". Dette understreger, at det er ansatte i koncernen som helhed, der kan købe tjenesteydelser med rabat. Havde lovgiver ønsket, at det alene er de varer eller tjenesteydelser, der produceres eller udbydes af det enkelte selskab, havde man afgrænset adgangen ved at benævne det som "arbejdsgiverselskabet".

Alle koncernens medarbejdere kan således efter vores opfattelse omfattes af rabatbestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt.

Rabatten, der ydes, må efter bestemmelsen ikke overstige avancen på ydelsen.

Det er imidlertid vanskeligt at beregne avancen pr. medlemskab i Y. Der er få variable omkostninger pr. medlemskab. X har anslået, at de faste og variable omkostninger pr. medlemskab udgør ca. 1.200 kr. pr. år. Det er på denne baggrund blevet besluttet, at de ansatte skal betale et årligt beløb på 1.200 kr. for at være medlem.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at spørgsmål 2 tilsvarende kan besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 1

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, at goder, der modtages som led i et ansættelsesforhold, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvad enten der er tale om goder af pengeværdi, sparet hjemmeforbrug eller værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder.

Der fremgår endvidere af Skatteministeriets cirkulære 72. af 17. april 1996 punkt 12.4.1, at ligningslovens § 16 kun finder anvendelse på goder, der er ydet af en arbejdsgiver m.v., men det er ikke en forudsætning, at arbejdsgiveren er ejer af godet eller har købt godet til den ansatte. Har arbejdsgiveren haft indflydelse på, hvem godet er ydet til, finder bestemmelsen anvendelse.

Det fremgår endeligt af samme cirkulære punkt 12.4.2, at goder uden væsentlig økonomisk værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje, f.eks. kaffe-, kantine-, kunst- eller lignende ordninger ikke er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16.

Det er SKATs opfattelse, at ansatte i X A/S, som ikke er ansat i Y, heller ikke er omfattet af den nævnte bestemmelse i cirkulærets punkt 12.4.2, allerede fordi godet ikke er stillet til rådighed på den arbejdsplads, hvor de er ansat.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at den økonomiske fordel på ca. 2.400 kr. som medarbejderne kan opnå ved den pågældende aftale ikke kan betegnes som af begrænset økonomisk værdi.

SKAT kan i den forbindelse henvise til SKM2003.32.LSR , hvor Landsskatteretten fastslog, at en ansat ved et bryggeri måtte anses for skattepligtig af fri leverancer af øl og læskedrikke (en kasse af hver pr. måned) opgjort til 1.139 kr. for året 2000. Med hensyn til den landsskatteretskendelse, TfS 2001, 145 (SKM2001.27.LSR ), som revisor henviser til, angik den sag en erhvervsdrivendes adgang til fradrag for personaleomkostninger. Udgiften til cigaretter var opgjort på baggrund af Ligningsrådets satser for eget forbrug af tobak for det pågældende indkomstår 1996. Landsskatteretten tog således ikke direkte stilling til den skattemæssige behandling af de ansatte i firmaet.

Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at de koncernansatte medarbejdere som udgangspunkt skal beskattes af den økonomiske fordel de opnår ved at kunne købe adgang til motionscentret under markedsprisen. I det omfang det pågældende motionscenter giver (mængde)rabat til andre kundegrupper, der er organiseret i forbrugsforeninger eller personaleforeninger udenfor koncernen kan man ved værdiansættelsen hense til den rabat som andre kan opnå. For ansatte i Y henvises dog supplerende til svaret på spørgsmål 2.

SKAT indstiller således, at spørgsmål 1 besvares med nej, dog således, at der henvises til det anførte om mængderabat for andre og til de særlige forhold for ansatte i datterselskabet Y.

Ad spørgsmål 2

For ansatte i Y, vil ligningslovens § 16, stk. 3, 2. punktum kunne finde anvendelse. Det fremgår af bestemmelsen, at "Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. ". Da det er oplyst, at de faste og variable udgifter pr. medlemskab udgør ca. 1.200 kr. finder SKAT, at de ansatte i Y, kan anvende rabatreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. punktum med den virkning, at de ikke bliver beskattet i forbindelse deltagelse i den påtænkte ordning.

Skulle det vise sig, at de faste og variable udgifter pr. medlemskab overstiger 1.200 kr. vil ansatte i Y, som udgangspunkt skulle beskattes af den del af den opnåede rabat, der overstiger arbejdsgiverens avance. For medarbejdere, der virker som instruktører m.v. således, at de anvender de pågældende faciliteter i forbindelse med udførelsen af arbejdet vil en eventuel privat anvendelse være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, hvor af fremgår at " Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 3.000 kr., der reguleres efter personskattelovens § 20 (beløbet er 5.200 kr. i 2007). Hvis godernes samlede værdi i indkomståret overstiger grundbeløbet, beskattes hele den samlede værdi.

Andre ansatte i koncernen er hverken omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. punktum, eller af bestemmelsen i § 16, stk. 3, 3. punktum, idet deres arbejdsgiver ikke udbyder de pågældende motionsfaciliteter, og de ansatte heller ikke anvender dem i deres arbejde.

SKAT indstiller under henvisning hertil, at spørgsmål 2 besvares med nej, dog således, at der henvises til det anførte om ansatte i Y.

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling til både spørgsmål 1 og spørgsmål 2 med de angivne begrundelser.