Dokumentets metadata

Gældseftergivelse ved rekonstruktion - skattepligt

En gældseftergivelse i forbindelse med et selskabs rekonstruktion, hvori ikke indgik en betydelig bankgæld, og som alene omfattede 48,52 % af selskabets usikrede gæld, ansås ikke for en samlet ordning, og gældseftergivelsen var derfor skattepligtig.

A A/S klager for indkomståret 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset gældseftergivelse, 4.925.449 kr., for skattepligtig.

A A/S drev erhvervsvirksomhed med salg og reparationer af tilbehør til automobiler. Selskabet havde binavnet B A/S. Aktiekapitalen i selskabet var indtil 29. december 2000 ejet af C ApS, idet der denne dato foretoges en kapitalforhøjelse, hvorefter 49 pct. af aktiekapitalen var ejet af D A/S, mens den resterende del af aktiekapitalen var ejet af C ApS. Selskabet blev taget under konkursbehandling ved konkursdekret af 12. december 2001. Selskabets regnskabsår fulgte kalenderåret.

Af selskabets balance pr. 1. august 2000 fremgår følgende oplysninger vedrørende gældsforholdene i A A/S:

Den samlede, usikrede gæld udgjorde således 12.060.258 kr. Ved aftale om gældskonvertering af 10. juli 2000 mellem D A/S og C ApS blev det besluttet, at den ansvarlige lånekapital på 2.908.070 kr. skulle indfries til kurs 5, samt at gældsbrevet på 2.512.882 kr. og mellemregningen på 398.937 kr. begge skulle indfries til kurs 13,92. Ansættelsen af markedsværdien for fordringerne blev fastsat på baggrund af vurderinger indhentet hos E I/S. Gældsindfrielsen skulle ske samtidig med en kapitalforhøjelse således, at C ApS’ modtagne beløb på 55.532 kr. skulle indskydes sammen med et kontant beløb på 100.000 kr. i selskabet. Samtidig skulle de 145.503 kr. og 350.000 kr., som D A/S modtog ved gældsindfrielsen, indskydes sammen med et kontant beløb på 500.000 kr. i selskabet. Herved gennemførtes ovennævnte kapitalforhøjelse med en forskydning af ejerforholdet til følge. Med henvisning til, at der var tale om en samlet ordning, samt at fordringerne ikke var blevet indfriet til en kurs under markedsværdien, har selskabet anset gældseftergivelserne for skattefrie, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 1.

De stedlige skattemyndigheder har anset gældseftergivelsen fra D A/S for skattepligtig efter kursgevinstlovens § 6, idet myndighederne har ment der var tale om en singulær ordning. Til støtte herfor har myndighederne anført, at den samlede gældseftergivelse udelukkende omfattede 5.851.282 kr., svarende til 48,52 pct. af selskabets samlede usikrede gæld. I gældseftergivelsen var endvidere selskabets bankforbindelses tilgodehavende på 2.696.328 kr. udeladt. Myndighederne har endvidere henvist til TfS 1992.296, hvoraf det fremgik, at en samlet ordning krævede deltagelse af mere end 50 pct. af selskabets samlede usikrede gæld. Eftergivelsen af C ApS var herefter skattefri, jf. kursgevinstlovens § 8, stk. 1, idet selskabet var koncernforbundet med denne kreditor, som herefter ikke havde fradrag for tabet på fordringen. Eftergivelsen af de to gældsforhold til D A/S var imidlertid skattepligtige svarende til forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og gældens værdi ved indfrielse, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 4.

Selskabets repræsentant har anført, at gældseftergivelsen ikke blev gennemført som en gældskonvertering, idet man efter offentliggørelsen af TfS 2000.240 besluttede at adskille gældseftergivelsen og kapitalforhøjelsen. Man besluttede således i efteråret 2000 at foretage en indfrielse af gældsforholdene til markedskurs i overensstemmelse med det i aftale af 10. juli 2000 beskrevne. Denne gældsindfrielse blev gennemført i oktober/november 2000, mens kapitalforhøjelsen blev gennemført ved kontant indskud den 29. december 2000. Der blev imidlertid ikke udarbejdet nogen ny skriftlig aftale, og gældsindfrielsen blev først efterposteret ved udgangen af regnskabsåret.

Selskabets repræsentant har herefter nedlagt påstand om, at gældseftergivelserne var skattefrie efter kursgevinstlovens § 24, stk. 1, idet der var tale om en samlet ordning. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at der ikke kan opstilles absolutte krav til en samlet ordning om, at gældseftergivelsen skal omfatte mere end 50 pct. af den samlede usikrede gæld, og at alene småkrav kan holdes udenfor. Såfremt man eksempelvis holdt fast i et absolut krav om, at alene småkrav kan holdes udenfor, da ville man give større eksterne kreditorer for stor magt i en situation, hvor man forhandlede om en rekonstruktion. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en samlet ordning, skal ske på baggrund af samtlige forhold, hvorved ingen enkelte omstændigheder på forhånd kan udelukke en positiv vurdering. Et af de væsentligt momenter, som i den konkrete sag skal indgå i vurderingen må være, at gældseftergivelsen tilsigtede en reel rekonstruktion af selskabet. Repræsentanten har herved henvist til Ole Bjørns kommentar trykt i SR-Skat 1993, side 317, samt Jane Bolanders ”Skat ved gældseftergivelse”, side 142.

Med henblik på omfanget af den eftergivne gæld i forhold til den samlede gæld har repræsentanten anført, at der ikke findes et absolut og ufravigeligt krav om, at mindst 50 pct. af den samlede usikrede gæld skal deltage i ordningen. Repræsentanten har henvist til forarbejderne til lov nr. 363 af 6. juni 1991, hvoraf det fremgik, at skatteministeren ikke ville kategorisk afvise, at der kunne være tale om en samlet ordning, når blot 1/3 af den usikrede gæld var omfattet af gældseftergivelsen. Af forarbejderne til lov nr. 412 af 14. juni 1995 fremgik det endvidere, at skatteministeren havde udtalt, at det var hensigtsmæssigt at kommentere konkrete grænser for, hvornår der foreligger en samlet ordning. Endelig har repræsentanten henvist til kendelserne offentliggjort i TfS 1984.46, TfS 1993.324 og TfS 1995.617, der alle havde anerkendt en samlet ordning, hvor mindre end 50 pct. af den samlede usikrede gæld var omfattet.

For så vidt angår størrelsen af de ikke-deltagende gældsposter har repræsentanten anført, at der ikke af forarbejderne til kursgevinstloven kan udledes en absolut betingelse, hvorefter kun småkrav kan holdes uden for en samlet ordning. På baggrund heraf har repræsentanten konkluderet, at der var tale om en samlet ordning omfattet af kursgevinstlovens § 24.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter kursgevinstlovens § 2 skal selskaber, fonde og foreninger m.v. omfattet af selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, som udgangspunkt medregne gevinst og tab på fordringer som nævnt i kursgevinstlovens § 1.

Gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, medmindre gælden derved nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 1.

Skattefritagelsen efter kursgevinstlovens § 24, stk. 1, omfatter således kun den del af nedskrivningen, som bringer gælden ned til dens reelle værdi for kreditor på tidspunktet for eftergivelsen. Det forhold, at der efter § 24, stk. 1, skal være tale om en samlet ordning, er ikke til hinder for, at der også kan foreligge en frivillig akkord i de tilfælde, hvor blot en enkelt eller enkelte hovedkreditorer deltager i ordningen.

Retten finder på baggrund af en konkret vurdering ikke, at gældseftergivelsen kan betragtes som en samlet ordning, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 1. Retten har herved henset til, at den samlede gældseftergivelse alene omfattede 48,52 pct. af selskabets samlede usikrede gæld, og at bankens fordring på 2.696.328 kr. blev udeholdt af gældseftergivelsen. Eftergivelsen af en del af gælden til D A/S må herefter betragtes som skattepligtig, jf. kursgevinstlovens § 6, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.