Dokumentets metadata

Hjemmearbejdspladser - fradrag for telefon- og dataforbindelser

Et headhuntingsfirma havde etableret hjemmearbejdspladser for dets medarbejdere og oprettet telefon- og dataforbindelser til disse. Udgift til telefon og ISDN-forbindelse måtte anses som udgift vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omhandlet i momslovens § 40, stk. 2. Der kunne derfor alene godkendes 50 % momsfradrag for disse installationer. Udgifter til ADSL-linier kunne ikke karakteriseres som telefonudgifter, og der blev derfor godkendt fuldt fradrag for disse udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1. (Dissens).

Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse om ikke at anerkende fuld fradragsret for moms af udgifter for A A/S (herefter selskabet) vedrørende telefon- og dataforbindelse i medarbejdernes hjemmekontorer.

Det fremgår, at selskabet driver en landsdækkende managementvirksomhed med arbejdsopgaver primært inden for search og headhunting, virksomhedshandel, generationsskifte samt bestyrelsesarbejde.

Selskabets repræsentant har forklaret, at selskabet har 55 ansatte heraf 33 i Danmark og 22 i andre EU-lande. Selskabet har en årlig omsætning på ca. 30 mio. kr.

Selskabets koncept går ud på, at man gennem nær kontakt (geografisk) til kandidater, der er registreret i selskabets emnebank, kan formidle kontakt til mange forskellige arbejdsgivere. Den geografiske nærhed sikres gennem oprettelsen af hjemmekontorer ved selskabets medarbejdere. Således skal den enkelte medarbejder stille et kontor til rådighed, der skal være adskilt fra den private beboelse. I kontoret forefindes de af selskabet indkøbte kontormøbler og det af selskabet leverede tekniske udstyr i form af bl.a. kommunikationslinjer, computerskærm, computer, printer og integreret telefon til netværket. Adskillelsen fra den private beboelse skal også ses ud fra et sikkerhedssynspunkt, idet den enkelte medarbejder besidder fortroligt materiale. Indretningen kan for eksempel ske i en ejendom med to etager, hvor hjemmet ligger på 1. sal og stueetagen benyttes erhvervsmæssigt (som gennemført for mange liberale erhverv), eller etableringen kan ligge i et kælderlokale adskilt fra de private stuer og værelser, eller der kan benyttes separat værelse. Selskabet afholder alle udgifter til opkobling til kommunikationssystemet, der forbinder de enkelte arbejdspladser og således udgør virksomheden. Den enkelte medarbejder har eget lokalt telefonnummer gennem selskabet og endvidere et fælles nummer(A A/S) med viderestilling. Herudover har den enkelte medarbejder opretholdt en privat telefon. Udgifterne hertil bliver for det meste afholdt af den enkelte medarbejder selv, bortset fra de medarbejdere, som har fri telefon i hjemmet, og som bliver beskattet heraf.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at medarbejderne udelukkende anvender installationerne af telefon- og dataforbindelser erhvervsmæssigt.

Det er videre oplyst, at selskabet har den fulde dispositionsret over alle telefonnumre, ligesom alle installations- og driftsudgifter, der er knyttet hertil, afholdes af selskabet. Ligeledes har selskabet råderetten/dispositionsretten over alle telefonnumre, også efter at en medarbejder måtte have forladt virksomheden.

Repræsentanten har endvidere forklaret, at selskabet er afhængig af, at kommunikationen fungerer, når man er organiseret på den nævnte måde. Til dette formål er enkelte af hjemmekontorerne indrettet som virtuelle telefoncentraler, der kan sikre omstilling til de enkelte medarbejdere og altså de rigtige kontorer. Medarbejderne har fra deres hjemmekontorer adgang til et intranet og fælles telefoncentral samt server m.m.

Der er fremlagt beskrivelse af selskabets telefon- og IT-system. Det fremgår heraf:

”(…)

Beskrivelse af A's telefon- og IT-system.

1. Generelt

A A/S er opbygget som en virtuel organisation, der skal kombinere perspektiverne i den decentrale organisationsform og anvendelse af den nyeste kommunikationsteknologi og derigennem skabe en ny type organisation, der med stor fleksibilitet og konkurrencekraft kan skabe sig en stærk position på markedet.

A A/S er i gennem de seneste år vokset hurtigt og har i dag 45 medarbejdere fordelt på en række markeder. Der er således indenfor de sidste 12 måneder etableret datterselskaber i Tyskland, Sverige, Schweiz og Norge.

Vi kender i dag ikke andre virksomheder, der er opbygget i denne gennemførte decentrale form, men der er mange, der eksperimenterer med denne oplagte fremtidsmodel for organisationen. Moderne teknologi indbyder til anvendelse af hjemmekontorer og decentrale organisationer, og A A/S anvender og udvikler løbende nye systemer til sammenbinding og effektivisering af organisationen.

A A/S forventer at fortsætte en vækst på ca. 60 % om året gennem de kommende år og vil dermed udvikle sig til en virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere indenfor relativt få år. Med anvendelse af hjemmekontorer vil alle disse medarbejdere være bundet sammen gennem anvendelse af telefon og internet kommunikationssystemer, der skal ses som en integreret del af A A/S's IT- og telefonsystemer.

2. Telefonsystem

Når man ringer til A A/S på hovednummeret …… går opkaldet til en af de tre telefoncentraler, der er placeret dels i to hjemmekontorer og dels i A A/S's Servicecenter i X. Disse tre telefoncentraler styres af et telefonsystem, der kører på en server placeret hos B. På hver adresse med telefoncentral forefindes p.t. yderligere en serie på 10 numre, der gennem et flex-ISDN system anvendes til styring af den serie af samtidige opkald, som en telefoncentral skal kunne håndtere.

Teknisk oversigt over A A/S's telefoninstallation er vedlagt.

For A A/S er ideen, at telefonopkald skal betjenes som i alle andre virksomheder. Et opkald kan gå til omstillinger, der i et fleksibelt system er en af ovennævnte centraler, eller opkaldet kan gå direkte til "lokal-nummeret", der er den enkelte medarbejders direkte linie. Opkald til "centralen" kan stilles om til hver enkelt medarbejder i A A/S. Hvis en central er optaget med mere end 2-3 opkald i kø, så viderestilles de følgende opkald til den næste central i kæden.

Når en medarbejder er "ude af huset" eller "optaget af møde" meddeles dette til centralen, der derefter automatisk overtager alle opkald.

Systemet er effektivt i brug. Det betyder relativt store telefonregninger grundet meget stor trafik til omstillinger, viderestillinger, styring af systemet m.v.

Alle medarbejderes mobiltelefoner indgår som en vigtig del af A A/S's telefonsystem, der endvidere omfatter telefax forbindelser til alle medarbejdere i A A/S.

3. Emnebank

To arbejdspladser - placeret på hjemmekontorer i A A/S — og en i Servicecenter i X, anvendes til styring af kommunikation med kandidater, der har eller ønsker deres data placeret i A A/S's emnebank. Med en tilgang på mere end 500 nye kandidater om måneden og vedligeholdelse af en emnebank med mange tusinde emner er der intens kommunikation dels over normale telefonledninger og dels via ISDN eller ADSL forbindelser fra/til disse arbejdspladser.

Emnebanken er centralt placeret hos A-net i X.

Efter opstart af udenlandske virksomheder i A A/S omfatter kommunikationen med kandidater nu også kandidater udenfor Danmark. Det betyder, at A A/S medarbejdere fra hjemmekontor eller fra Servicecenter i X står i hyppig telefonforbindelse med udenlandske kandidater.

Alle medarbejdere i A A/S (Danmark såvel som udland) har internet adgang til emnebanken, der er et meget vigtigt værktøj for A A/S i søgning efter medarbejdere til A A/S's kunder.

4. Hjemmeside

A A/S's hjemmesider samt sider for alle datterselskaberne i gruppen kører via et servicebureau, der er specialist i at hoste hjemmesider.

Hjemmesiderne er en af A A/S's vigtigste kommunikationsforbindelser til omverdenen. I 2001 vil skønsmæssigt 500.000 personer søge kontakt til/oplysninger om A A/S enten direkte på en af A A/S's hjemmesider eller indirekte gennem en af de mange portaler på internettet, der samarbejder med A A/S's hjemme-side.

A A/S har sine hjemmesider som sine brochurer, og de anvendes flittigt af såvel A A/S medarbejdere som af kunder og potentielle interessenter.

Forbindelse til hjemmesiderne sker gennem ISDN eller ADSL forbindelser.

5.Intranet

Som første skridt i retning af opbygning af "interne" A A/S systemer, der kommunikerer over internettet betjener selskabet sig af en intranet løsning, der på en række områder tjener som fælles databank og kommunikationsforbindelse mellem de enkelte medarbejdere i A A/S.

Eksempelvis sker projektstyring gennem et fælles projektstyringssystem på A A/S's intranet.

6.E-mails

Skønsmæssigt modtager den enkelte A A/S'er 20-30 e-mails om dagen, administratorerne af emnebanken dog væsentlig flere. Et tilsvarende antal e-mails sendes fra hver enkelt.

Anvendelse af e-mails er i en organisation som A A/S's særlig hensigtsmæssig, idet den direkte kommunikation face-to-face er sjældent forekommende.

E-mail kommunikation sker gennem et TeleDanmark system, der styrer den samlede trafik for alle i A A/S (Danmark såvel som udland).

7.Planlagte udbygninger

På en række områder arbejdes med planer om udbygning af anvendelse af IT-systemer, og det er fælles for alle sådanne systemer, at de medfører yderligere anvendelse af telefon eller internet forbindelser.

Serveren, der står hos B, er således forberedt til at kunne køre en række Outlook anvendelser indenfor såvel intern styring (kalender) og kundestyring (CRM) samt anvendes som central lagrings og back-up system i A A/S.

8.A A/S's telefonregning og ejerforhold af telefoner

I 2001 vil A A/S's samlede brug af telefonforbindelse komme op omkring 1,0 mio. kr. Denne omkostning vil stige i takt med, at A A/S udbygges, og telefonomkostningen i A A/S skal ses som en væsentlig del af de samlede IT- og kommunikationsomkostninger.

Alle installationer og telefonnumre, der er knyttet til systemet, er A A/S's, og A A/S har dermed den nødvendige dispositionsret til at fortsætte valgte numre også efter en medarbejder måtte have forladt selskabet.”

Selskabet har for perioden 1. januar 1998 til 31. juni 2001 haft følgende udgifter, hvoraf der er foretaget fuldt fradrag for momsen.

Selskabets repræsentant har oplyst, at et momsbeløb på 10.741 kr. kan henføres til de privatplacerede telefoner i den omhandlede periode. Selskabet har anerkendt, at det ikke har momsfradrag for beløbet på 10.741 kr.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen ikke anset selskabet for berettiget til fuld fradragsret for moms af udgifter for perioden fra 1. januar 1998 til 30. juni 2001 vedrørende telefon- og dataforbindelse i medarbejdernes hjemmekontorer. Det ikke fradragsberettigede beløb er opgjort til 156.158 kr., der fremkommer således:

Told- og skatteregionen har som begrundelse for afgørelsen henvist til momslovens § 40, stk. 2, hvorefter afgift vedrørende anskaffelse og drift af telefoner, som anbringes hos en registreret virksomheds medarbejdere med henblik på benyttelse i virksomhedens tjeneste, kan fradrages med halvdelen, såfremt telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget kan dog ikke overstige afgiften af den af virksomheden faktiske afholdte udgift.

Told- og skatteregionen har anført, at selskabet kan foretage fradrag for halvdelen af afgiften vedrørende anskaffelse og drift af telefon- og dataforbindelser i medarbejdernes hjemmekontorer. De tekniske forskelle, der er mellem en almindelig analog telefonlinie og en ISDN-linie, kan ikke medføre et uensartet fradrag. En ISDN-linie svarer til en normal telefonforbindelse, men den giver bedre samtale- og datatransmissionsmuligheder samt to telefonlinier i stedet for kun én.

I et brev af 22. februar 2002 til told- og skatteregionen har Told- og Skattestyrelsen udtalt, at det ville føre til et for tilfældigt resultat, dersom en ISDN-forbindelse, der svarer til en normal telefonforbindelse, men giver bedre samtale- og datatransmissionsmuligheder, kunne give et større eller mindre fradrag, blot fordi den etableres i forbindelse med en arbejdsgiverbetalt hjemme-pc. En ansat alene med fri telefon ville i så fald give et momsfradrag på 50 %, medens en ansat, der ud over den fri telefon i form af ISDN-forbindelsen også havde arbejdsgiverbetalt pc, kan give et højere fradrag eller lavere fradrag. En ISDN-forbindelse skal således behandles efter reglerne i momslovens § 40, stk. 2.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til fuldt fradrag for moms af de afholdte telekommunikationsudgifter, i alt (156.158 kr. – 10.741 kr.) 145.417 kr. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at det ikke er samtlige de fakturerede udgifter, der er omfattet af momslovens § 40, stk. 2.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at momslovens § 40, stk. 2, må fortolkes i overensstemmelse med lovens formål og tilblivelse samt i sammenhæng med faktureringsbestemmelsen i momslovens § 52. Momslovens § 40, stk. 2, må således indskrænkes til kun at finde anvendelse på private telefoner, der anvendes erhvervsmæssigt og ikke erhvervsmæssige telefoner. Dette er en helt grundlæggende forskel.

Repræsentanten har henvist til bemærkningerne til lov nr. 375 af 18/5 1994, s. 52, 1. spalte, hvoraf fremgår, at afgift af udgifter til privat telefon, der også benyttes erhvervsmæssigt, efter momslovens § 40, stk. 2, under visse betingelser kan fradrages med halvdelen. Der er endvidere henvist til visse ældre udtalelser fra Skatteministeren, hvoraf ligeledes fremgår, at momslovens § 40, stk. 2, kun omhandler private telefoner og ikke erhvervsmæssigt anvendte telefoner.

Repræsentanten har videre anført, at Danmark efter standstill reglen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6, kan opretholde regler om begrænsning af fuld fradragsret, der var gældende ved direktivets ikrafttræden den 1. januar 1978.

Momslovens § 40, stk. 2, stammer tilbage fra lovændringerne i 1978 som et led i implementeringen af ydelsesbestemmelserne i 6. momsdirektiv. Reglerne om momsfradrag for privat telefon havde hjemmel i den tidligere momslovs § 16, stk. 2. Skatteministeren fastlagde reglerne i bekendtgørelse nr. 410 af 30. august 1978. Under afsnittet om privat anvendelse anførtes det i stk. 4, at afgift vedrørende anskaffelse og drift af telefoner, som anbringes hos en registreret virksomheds medarbejdere med henblik på benyttelse i virksomhedens tjeneste, kunne indregnes til den indgående afgift med halvdelen, såfremt telefonselskabets regninger blev stilet til og betalt af virksomheden. Fradraget kunne dog ikke overstige afgiften af den af virksomheden faktiske afholdte udgift. Bestemmelsens indhold omhandler således telefoner, der er private, men som anvendes erhvervsmæssigt, hvilket klart er i modsætning til denne sag, hvor der kun er tale om erhvervsmæssigt anvendte telefoner.

Ved lovreformen i 1994 blev bekendtgørelsen ophævet og bestemmelsen overført direkte til momslovens § 40, stk. 2. Afsnittet om den private anvendelse udgik imidlertid og kom således ikke med over i lovbestemmelsen.

Fortolkningen af bestemmelsen understøttes endvidere af, at den indeholder en særskilt faktureringsbestemmelse, der følgelig ikke havde været nødvendig, hvis den i øvrigt skal fortolkes i overensstemmelse med momslovens almindelige faktureringsbestemmelser.

Repræsentanten har endvidere anført, at EF-Domstolens dom i Royscot Leasing Ltd (sag C-305/97) indebærer, at medlemsstaterne er berettiget til at opretholde undtagelser til fradrag for moms af aktiver, der fuldt ud er anvendt til momspligtige aktiviteter.

Nyere praksis fra EF-Domstolen er streng med henblik på at indskærpe, at disse undtagelser ikke skærpes. Da bestemmelsen kun har haft til hensigt at nægte fradrag for moms af udgifter til private telefoner, der anvendes erhvervsmæssigt, og ikke udelukkende erhvervsmæssigt anvendte telefoner, er der tale om en skærpet anvendelse. Dette skyldes, at begreber som telefax og pc’er i 1978 knap nok var kendte, og netværksløsninger, ISDN, ADSL og lignende var totalt ukendte begreber. Der er ikke tale om private telefoner anbragt hos medarbejderen, men om en udelukkende erhvervsmæssig kommunikationsopsætning, hvor der med en moderne og tidssvarende organisationsstruktur med opbygning af en decentral satellitfunktion kan kommunikeres internt og over for kunderne med den nyeste teknik. Der er tale om, at hver enkelt medarbejderplads er indrettet med telefon, ISDN-linie, telefax, ADSL med henblik på af kunne operere hurtigt, effektivt og sikkert, både over for kunder og leverandører. Hertil kommer kommunikation med de udenlandske enheder og internt gennem eget intranet.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten anført, at der ikke for samtlige hjemmekontorer skal nægtes fradrag for momsen. Således er enkelte af kontorerne indrettet på erhvervsadresser, som telefoncentre, omstilling m.m.

Det er videre anført, at mange af ydelserne på fakturaerne må anses som biydelser til hovedydelser og således i momsmæssig henseende stillet som hovedydelsen. Der er herved henvist til præmis 39 i EF-Domstolens dom i Card Protection Plan (sag C-349/96).

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at told- og skatteregionens afgørelse stadfæstes dog således, at der anerkendes fradrag for moms af udgifter til ADSL. Styrelsen har herved anført, at bestemmelsen oprindelig blev indført ved bekendtgørelse nr. 464 af 19. september 1969 med hjemmel i momslovens § 16, stk. 2. Bekendtgørelsens § 4 omhandlede grænseområdet for afgrænsningen mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse. Hovedreglen var en skønsmæssig ansættelse, men bestemmelsen om telefon, der var en undtagelse til hovedreglen, var en objektiv regel. Var der således tale om en telefon anbragt i tilknytning til hjemmet, fandt reglen efter sit indhold anvendelse. Det var således ikke selve benyttelsen, der var afgørende.

Vedrørende standstill reglen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6, har styrelsen anført, at den omhandlede bestemmelse ved 6. momsdirektivs ikrafttræden havde været gældende i 10 år og denne er således i overensstemmelse med EF-Domstolens dom i Royscot Leasing. Et andet spørgsmål er, om bestemmelsen i realiteten er udvidet. Dette kan dog ikke anses for tilfældet, da begrebet telefon må anses for en funktionelt begreb. Da en ISDN linie bl.a. er en telefonlinie, må den anses for omfattet af momslovens § 40, stk. 2. I modsætning hertil er f.eks. ADSL, der netop ikke kan anvendes som telefonlinie men udelukkende til datatransmission.

Landsskatteretten udtaler:

Efter momslovens § 37, stk. 1, jf. § 56, stk. 3, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13.

Efter momslovens § 40, stk. 2, kan afgift vedrørende anskaffelse og drift af telefoner, som anbringes hos en registreret virksomheds medarbejdere med henblik på benyttelse i virksomhedens tjeneste, fradrages med halvdelen, såfremt telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget kan dog ikke overstige afgiften af den af virksomheden faktisk afholdte udgift.

To retsmedlemmer herunder retsformanden finder, at de omhandlede udgifter til telefon og ISDN-forbindelse må anses som udgifter vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omhandlet i momslovens § 40, stk. 2.

Da det efter denne bestemmelse ikke er afgørende, om telefonen anvendes privat, findes det at være med rette, at der alene er godkendt fradrag for 50 % af disse udgifter.

Disse to retsmedlemmer finder imidlertid ikke, at udgifter til ADSL-linier kan karakteriseres som udgifter til anskaffelse og drift af telefoner. Den del af udgifterne, der kan henføres hertil, findes derfor at være fradragsberettigede efter de almindelige regler i momsloven. Da det lægges til grund, at disse linier alene anvendes til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer, godkendes der fuldt fradrag for disse udgifter efter momslovens § 37, stk. 1.

To retsmedlemmer udtaler:

I § 16, stk. 1, i lov nr. 102 at 13. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift var det bestemt, at der til den indgående afgift alene kan medregnes afgift af indkøb m.v., der udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser. Imidlertid var der i § 15, stk. 2, hjemmel for finansministeren til at fastsætte regler, hvorefter der til den indgående afgift kan medregnes andele af afgiften på indkøb m.v., som ikke udelukkende vedrører omsætningen at varer og afgiftspligtige ydelser. I motiverne til § 16, stk. 2, er anført følgende (Folketingstidende 1966-67 (2. samling) spalte 332):

”(…) I paragraffens stk. 1 er det fastsat, at der til den indgående afgift kun kan medregnes afgift af indkøb m.v., som udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser (…) I stk. 2 er der imidlertid optaget en bestemmelse, hvorefter finansministeren kan fastsætte regler om delvis (eventuel forholdsmæssig) fradragsret af afgift på indkøb, der ikke fuldt ud anvendes til virksomhedens formål (…)”

Med hjemmel i § 16, stk. 2, udstedte finansministeriet bl.a. bekendtgørelse nr. 464 af 19. september 1969 om delvis fradragsret for merværdiafgift, hvor § 4, stk. 3, er sålydende:

”Afgift vedrørende anskaffelse og drift at telefoner, som anbringes hos en registreret virksomheds medarbejdere med henblik på benyttelse i virksomhedens tjeneste, kan medregnes til den indgående afgift med halvdelen, såfremt telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget kan dog ikke overstige afgiften af den af virksomheden faktisk afholdte udgift.”

Det fremgår af § 16, stk. 2, at denne bemyndigelsesbestemmelse alene indeholder hjemmel til ved bekendtgørelse at fastsætte regler, som giver mulighed for at medregne indgående moms ved indkøb m.v., som ikke udelukkende anvendes til virksomhedens formål, men også anvendes til andre formål, og som derfor ikke er omfattet af § 16, stk. 1, men ikke indeholder hjemmel til ved bekendtgørelse at begrænse den adgang til at medregne indgående afgift, der følger af lovens bestemmelser. Det vil derfor være i strid med det forfatningsretlige system at fortolke bekendtgørelsens § 4, stk. 3, således, at denne bestemmelse i visse tilfælde afskærer en momspligtig fra at medregne indgående afgift, når det direkte følger af lovens § 16, stk. 1, at den indgående moms kan medregnes. Og det vil således være i strid med det forfatningsretlige system at fortolke bekendtgørelsens § 4, stk. 3, således, at den begrænser fradraget for indgående moms til halvdelen, når afgiften vedrører anskaffelse og drift af telefoner, som anbringes hos en registreret virksomheds medarbejdere med henblik på udelukkende anvendelse til virksomhedens formål. Det følger af det anførte, at bekendtgørelsens § 4, stk. 3, for ikke at komme i strid med det forfatningsretlige system skal fortolkes således, at den ikke regulerer de tilfælde, hvor anskaffelsen og driften af telefoner, der anbringes hos den registrerede virksomheds medarbejdere sker med henblik på at blive anvendt udelukkende til virksomhedens formål.

Ved lov nr. 375 af 18. maj 1994 om merværdiafgift (momsloven) blev bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4, stk. 3, ophævet, og der blev i stedet i momslovens § 40, stk. 2, indført en lovbestemmelse af samme indhold. Ved gennemførelsen af en lovregel af samme indhold som bestemmelsen i bekendtgørelsen ville der ikke forfatningsretligt have været noget til hinder for, at der ved denne lovregel i visse henseender skete en begrænsning af adgangen til at fradrage indgående moms i forhold til det, der følger af hovedreglen i momslovens § 27, stk. 1, f.eks. i de tilfælde, hvor en telefon nok skal anvendes udelukkende til virksomhedens formål, men hvor telefonen desuagtet anbringes i medarbejderens privatbolig.

I motiverne til momslovens § 40, stk. 2, er imidlertid anført følgende (Folketingstidende 1993-94 Tillæg A spalte 4418)

”(…) Efter bestemmelsens stk. 2 kan afgift af udgifter til privat telefon, der også benyttes erhvervsmæssigt, under visse betingelser fradrages med halvdelen. (…)”

Der er således i motiverne til momslovens § 40, stk. 2, sikkert grundlag for at fastslå, at lovgivningsmagten ved indførelsen at lovbestemmelsen i § 40, stk. 2, alene har tilsigtet at opretholde den retstilstand, der hidtil havde været gældende på grundlag af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4, stk. 3.

Da det efter det oplyste kan lægges til grund, at medarbejderne udelukkende anvender de telefoner, som denne sag vedrører, til benyttelse i virksomhedens tjeneste, og da de pågældende udgifter derfor ikke er omfattet af § 40, stk. 2, men derimod af hovedreglen i § 37, stk. 1, stemmer disse voterende for at tage klagerens påstand til følge.

I henhold til skattestyrelsesloven § 20, stk. 5, er retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed, og den påklagede afgørelse ændres derfor f.s.v.a. udgifter til ADSL-linier.

Det overlades til de stedlige afgiftsmyndigheder at foretage den talmæssige opgørelse.