Dokumentets metadata

Selskabstømning - flere led - almindeligt erstatningsansvar - objektiv hæftelse

Et likvidationsmodent overskudsselskab blev tømt gennem 2 selvfinansierede overdragelser samme dag, hvor overkursen ved 1. salg udgjorde 81 % og ved 2. salg 85 % af de skyldige skatter. Landsretten fandt, at der forelå en snæver sammenhæng mellem de 2 overdragelsesaftaler, idet det blev lagt til grund, at 1. ste køb skete, fordi køberen (mellemhandlerselskabet) havde opnået i hvert fald en forståelse med køberen i 2. det køb om videreoverdragelse af selskabet. Landsretten fandt overskudsselskabets oprindelige ejer, et selskab, samt dettes advokat og revisor ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler for skattevæsenets/konkursboets tab - på linje med den i denne overdragelse medvirkende køberbank, der havde taget bekræftende til genmæle, medens mellemhandlerselskabet blev pålagt hæftelse efter de objektive regler i aktieselskabslovens § 115, stk. 4. Køberbanken i overdragelse nr. 2 blev pålagt erstatningsansvar efter de almindelige regler, idet banken for samme kunne havde medvirket til selvfinansiering i en række overdragelser af overskudssselskaber. Direktøren for mellemhandlerselskabet, der ejede 35% af selskabskapitalen, blev ligesom mellemhandlerselskabet pålagt hæftelse efter de objektive regler. Direktøren for overskudsselskabet og et bestyrelsesmedlem blev anset for ansvarlige efter de almindelige regler, medens sælgerbanken i overdragelse nr. 2 samt revisor og revisionsselskabet for køber nr. 2 blev frifundet. Den interne ansvarsfordeling skete med udgangspunkt i retningslinierne opstillet i Thrane-sagen (TfS 1999.897 H) samt i erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1. Ansvarlige efter de almindelige regler skulle forlods fralægge sig eventuel berigelse, selvom andre hæftede på objektivt grundlag.

Parter

B-0826-98

HX ApS under konkurs v/kurator, advokat Karl Stephensen
(Kammeradvokaten v/advokat Jacob Pinborg)

mod

1. H2 Holding A/S under konkurs,
   (ingen)
2. G1 Holding ApS
   (advokat Leo Jantzen)
   og
3. F1 Bank A/S
   (advokat Kim Jybæk)

B-0820-98

G1 Holding ApS
(advokat Leo Jantzen)

mod

1. H2 Holding A/S under konkurs,
   (ingen)
2. F1 Bank A/S,
   (advokat Kim Jybæk)
   og
3. BS under konkurs
   (ingen)

B-0822-98

F1 Bank A/S
(advokat Kim Jybæk)

mod

1. H2 Holding A/S under konkurs,
   (ingen)
2. G1 Holding ApS
   (advokat Leo Jantzen),
3. NJ
   (advokat Leo Jantzen),
4. Statsaut. revisor FK
   (advokat Peer Meisner),
5. R1, Statsaut. Revisionsaktieselskab
   (advokat Peer Meisner),
6. Advokat AH
   (advokat Peter Henrik Würtz),
7. F2 Bank A/S
   (advokat Per Magid),
8. F3 Bank A/S
   (advokat J. Korsø Jensen),
9. Statsaut. revisor LA
   (advokat Niels Fisch-Thomsen)
10. R2 A/S, Statsaut. Revisionsaktieselskab
    (advokat Niels Fisch-Thomsen)
11. SB
    (ingen)

og

B-2100-01

1. G1 Holding ApS
   (advokat Leo Jantzen)
   og
2. F1 Bank A/S
   (advokat Kim Jybæk)

mod

1. A
   og
2. B
   (begge advokat Jan Snogdal).

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Annette Dellgren og Henriette Skouenborg (kst.)

Sagerne er anlagt henholdsvis den 24. marts 1998 (B-0826-98, B0820-98, B-0821-98 og B-0822-98) og den 19. september 2001 (B2100-01) .

Der er ikke ved domsforhandlingen givet møde af eller for H2 Holding A/S under konkurs, BS under konkurs og SB.

1. Indledning

Sagskomplekset drejer sig om selskabstømning.

H2 Holding A/S (tidligere H4 ApS), nu under konkurs, solgte det derefter tømte selskab HX ApS (tidligere H1 Danmark A/S) til G1 Holding ApS (tidligere G1 Fabrikations og Handels A/S), som videresolgte selskabet til K1 Holding ApS, der var et selskab i SBs K2-koncern.

Sagskomplekset angår spørgsmål om hæftelse og ansvar for skattevæsenets og selskabets tab samt regreskrav i denne forbindelse. Disse spørgsmål angår sælger, H2 Holding A/S under konkurs, dettes ejere, brødrene A og B, den første køber, G1 Holding ApS og dettes direktør og medejer NJ, den første købers bank, F2 Bank, og for den første købers bank i relation til videresalget ("sælgerbank"), F3 Bank A/S, samt den anden købers bank, F4 Bank A/S (nu F1 Bank A/S). Sagen angår endvidere spørgsmålet om ansvar for den første sælgers rådgivere, statsautoriseret revisor FK, dennes arbejdsgiver R1 samt advokat AH. Der er i sagskomplekset tillige rettet krav mod SB samt dennes og K2-koncernens rådgivere, statsautoriseret revisor LA og R2 A/S samt mod BS, der havde et formidlingssamarbejde med SB.

I sagen indgår bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald hvorledes der er sket selvfinansiering, herunder om betydningen af, at der foreligger to, tidsmæssigt nært sammenhængende overdragelser af overskudsselskabet. Der foreligger endvidere spørgsmål om, på hvilket grundlag de sagsøgte og adciterede måtte hæfte (selskabslovsansvar eller erstatningsansvar). Med hensyn til den indbyrdes fordeling er der rejst spørgsmål om eventuel fravigelse af ligedelingsprincippet i forhold til F1 Bank A/S, idet F4 Bank A/S havde et mere omfattende samarbejde med SBs selskaber. Der er gjort indsigelser om passivitet og forældelse af bl.a. Brødrene A og B, der først er inddraget i sagskomplekset ved adcitationssagen anlagt den 19. september 2001. Der er af G1 Holding ApS rejst spørgsmål om gyldigheden af skattekravet.

For landsretten er fremlagt et støttebilag med en oversigt over sagens aktører og parter. Oversigten er optaget som bilag 1 til denne dom.

2. Parternes påstande

Hovedsagen B-0826-98

Sagsøgeren, HX ApS under konkurs v/kurator advokat Karl Stephensen, har nedlagt følgende påstande:

Principalt

1. De sagsøgte, H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS og F1 Bank A/S, tilpligtes til sagsøgeren in solidum at betale 5.589.858 kr. med tillæg af 1% pr. påbegyndt måned af 3.881.846 kr. fra den 1. april 1998 til den 31. oktober 1998 og med tillæg af 0,6% pr. påbegyndt måned af 3.881.846 kr. fra den 1. november 1998 til betaling sker dog således, at F1 Bank A/S, højst tilpligtes at betale 3.881.846 kr., med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

2. H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS skal herudover anerkende at være forpligtede til at erstatte sagsøgeren omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, sagsomkostninger, som sagsøgeren måtte blive pålagt at betale til F1 Bank A/S, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, samt omkostningerne ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4.

Subsidiært

De sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren in solidum at betale 3.881.846 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

H2 Holding A/S er efter forberedelsens slutning gået konkurs, og konkursboet har meddelt landsretten, at det ikke agter at beskæftige sig med sagen. Selskabet har under forberedelsen over for sagsøgeren påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Selskabets friholdelsespåstande over for de medsagsøgte er som følge af udeblivelsen udeladt.

G1 Holding ApS har nedlagt følgende påstande

Over for sagsøgeren

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for H2 Holding A/S under konkurs og F1 Bank A/S

H2 Holding A/S under konkurs og F1 Bank A/S skal friholde G1 Holding ApS for ethvert beløb, som G1 Holding ApS måtte blive tilpligtet at betale til sagsøgeren, subsidiært for et mindre beløb.

Over for F1 Bank A/S' friholdelsespåstand

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

F1 Bank A/S har nedlagt følgende påstande

Over for sagsøgeren

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS

H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS tilpligtes solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som F1 Bank A/S måtte blive pligtig til at betale til sagsøgeren, subsidiært for et mindre beløb.

Over for G1 Holding ApS' friholdelsespåstand

Frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Adcitationssag B-0820-98

G1 Holding ApS har nedlagt følgende påstand

De adciterede, H2 Holding A/S under konkurs, F1 Bank A/S og BS, tilpligtes helt eller delvis at friholde adcitanten for det beløb inklusiv rente- og sagsomkostninger, som adcitanten måtte blive tilpligtet at betale til sagsøgeren, HX ApS under konkurs.

H2 Holding A/S under konkurs har erklæret ikke at ville beskæftige sig med sagen. Selskabet har under forberedelsen over for G1 Holding ApS påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Selskabets friholdelsespåstande over for de medadciterede er som følge af udeblivelsen udeladt.

F1 Bank A/S har nedlagt følgende påstand

Over for G1 Holding ApS' påstand

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for H2 Holding A/S under konkurs og BS under konkurs

H2 Holding A/S under konkurs og BS tilpligtes in solidum, subsidiært alternativt, at friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som F1 Bank A/S måtte blive pligtig til at betale til sagsøgeren eller parter i nærværende sag eller i sag nr. B0822-98, subsidiært friholdelse for et mindre beløb.

BS er gået konkurs forud for domsforhandlingen. Konkursboet har erklæret ikke at ville beskæftige sig med sagen. Under forberedelsen har BS påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Adcitationssagen V.L. B-0822-98

Adcitanten, F1 Bank A/S, har nedlagt følgende påstande

Over for de adciterede

H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS, NJ, statsautoriseret revisor FK, R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, advokat AH, F2 Bank A/S, F3 Bank A/S, statsautoriseret revisor LA og R2 A/S, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, og SB tilpligtes in solidum, subsidiært alternativt, at friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som adcitanten måtte blive pligtig til at betale til sagsøgeren eller parter i nærværende sag eller sag nr. B-0820-98, subsidiært for et mindre beløb.

Over for de adciteredes regrespåstande

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

H2 A/S under konkurs har meddelt, at det ikke ønsker at beskæftige sig med sagen. Under forberedelsen har selskabet over for F1 Bank A/S påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Selskabets friholdelsespåstande

over for de medadciterede er som følge af udeblivelsen udeladt.

G1 Holding ApS og NJ, har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede

H2 Holding A/S under konkurs, statsautoriseret revisor FK, R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, advokat AH, statsautoriseret revisor LA, R2 A/S, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab og SB tilpligtes helt eller delvis at friholde G1 Holding ApS og NJ for det beløb inklusiv renter og sagsomkostninger, som disse måtte blive pålagt at betale til F1 Bank A/S.

Over for de medadciteredes friholdelsespåstande

G1 Holding ApS har taget bekræftende til genmæle over for F2 Bank A/S' og F3 Bank A/S' friholdelsespåstande, men har overfor de øvrige medadciteredes friholdelsespåstande nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

NJ har over for alle de medadciteredes friholdelsespåstande nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært friholdelse for et mindre beløb.

Statsautoriseret revisor FK og R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse.

Over for de medadciterede

H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS, NJ, advokat AH, F2 Bank A/S, F3 Bank A/S, statsautoriseret revisor LA, R2 A/S, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, og SB samt de i sag B 2100-01 adciterede A og B tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt at friholde statsautoriseret revisor FK og R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, for ethvert krav, disse måtte blive dømt til at betale F1 Bank A/S, inklusive renter og omkostninger.

Over for de medadciteredes påstande om regres

Frifindelse.

Advokat AH, har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede

H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS, NJ, statsautoriseret revisor FK og R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, F2 Bank A/S, F3 Bank A/S, statsautoriseret revisor LA, R2 A/S, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, og SB tilpligtes in solidum, subsidiært alternativt at friholde AH for det beløb, som han måtte blive dømt til at betale adcitanten, subsidiært for en del af beløbet.

Over for de adciterede i B-2100-01

A og B tilpligtes at friholde AH for ethvert beløb, herunder sagsomkostninger og renter, som AH måtte blive dømt til at betale, subsidiært for en del af dette beløb.

F2 Bank A/S har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse.

Over for de af G1 Holding ApS, NJ, statsautoriseret revisor FK, R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, og advokat AH nedlagte friholdelsespåstande

Frifindelse.

Over for G1 Holding ApS og NJ

Disse medadciterede tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt, at friholde F2 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som F2 Bank A/S måtte blive pålagt at betale til F1 Bank A/S eller de medadciterede.

Over for statsautoriseret revisor FK, R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab og advokat AH

Disse medadciterede tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt, at friholde F2 Bank A/S for ethvert beløb ud over halvdelen af kravet på selskabsskat, opgjort til 1.940.923 kr., med tillæg af renter og sagsomkostninger, som F2 Bank måtte blive pålagt at betale til F1 Bank A/S eller de medadciterede.

Over for de adciterede i B-2100-01

A og B tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde F2 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som F2 Bank A/S måtte blive pålagt at betale til F1 Bank A/S eller de medadciterede.

F3 Bank A/S har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse.

Over for de medadciteredes friholdelses påstande

Frifindelse.

Over for H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS, NJ, statsautoriseret revisor FK og R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, advokat AH og SB

Disse medadciterede tilpligtes at friholde F3 Bank A/S for ethvert beløb, som F3 Bank A/S måtte blive idømt at betale til F1 Bank A/S eller andre adciterede, herunder det i hovedsagen rejste krav, sagsomkostninger og procesrenter.

Statsautoriseret revisor LA og R2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, har nedlagt følgende påstande

Over for F1 Bank A/S

Frifindelse.

Over for de medadciteredes friholdelses påstande

Frifindelse.

Over for H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS, NJ, statsautoriseret revisor FK og R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, advokat AH og SB

Disse medadciterede tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde statsautoriseret revisor LA og R2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, for ethvert krav, disse måtte blive dømt til at betale adcitanten.

SB er ved udeblivelsesdom af 29. januar 1999 tilpligtet at friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som F1 Bank A/S måtte blive pålagt at betale til HX ApS under konkurs samt betale sagsomkostninger med 167.000 kr. De øvrige friholdelsespåstande er fremsat i processkrifter, der ikke ses forkyndt for SB.

A og B har over for de friholdelsespåstande, der er nedlagt af statsautoriseret revisor FK og R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, advokat AH og F2 Bank A/S nedlagt følgende påstand

Frifindelse.

Adcitationssag B-2100-01

Adcitanterne, G1 Holding ApS og F1 Bank A/S, har nedlagt følgende påstand

De adciterede, A og B, tilpligtes at friholde adcitanterne for ethvert beløb, som adcitanterne måtte blive forpligtet til at betale til HX ApS under konkurs eller andre i sagerne (B-0820-98 og/eller B-0822-98) vedrørende selve skattekravet med tillæg af renter fra den 24. februar 1998, subsidiært fra sagens anlæg, subsidiært for et mindre beløb.

De adciterede A og B har nedlagt følgende påstand

Frifindelse.

3. Sagsfremstilling

Sagsfremstillingen er opdelt i et afsnit om sagskomplekset i almindelighed (3.1) og et særligt afsnit om forholdet mellem på den ene side SB og K2-koncernen og på den anden side LA og R2 A/S (3.2).

3.1. Sagsfremstilling om sagskomplekset i almindelighed.

Det tømte selskab HX ApS (i det følgende også benævnt overskudsselskabet) hed oprindelig H1 Danmark A/S. Dette selskab indgik i H-koncernen, der i løbet af 1980'erne var blevet opbygget af brødrene A og B (i det følgende benævnt A og B). I efteråret 1992 bestod koncernen af moderselskabet H1 Danmark A/S og 4 datterselskaber. A ejede 75% og B 25% af moderselskabet.

I forbindelse med overvejelser om en omstrukturering af H- koncernen udarbejdede statsautoriseret revisor FK, revisionsaktieselskabet R3 (nu R1, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, i det følgende kaldet R1) en redegørelse af 9. november 1992. Det hedder i redegørelsen, hvor H2 Holding A/S omtales H2, bl.a.:

"...

PLANEN ER SÅLEDES FØLGENDE

1. Der erhverves et skuffeselskab eller et andet tomt selskab til den mindst mulige pris. Dette selskab skal herefter fungere som holdingselskab.
   
2. Holdingselskabet erhverver herefter et selskab, fx et underskudsselskab, der skal overtage driften fra H.
   
3. Holdingselskabet erhverver et selskab som skal overtage ejendommene fra H.
   
4. H overdrager datterselskaberne til det nye holdingselskab. Der er tale om et holdingsalg som vil udløse beskatning af salgssummen. Dog vil dette kunne undgås, såfremt der foretages et tilbagesalg af aktier til datterselskabet med efterfølgende aktietegning fra det nye holdingsselskab forudsat at H har ejet datterselskabet i min. 2 år.
   
5. H overdrager sin driftsaktivitet til det nye driftsselskab og ejendommen til ejendomsselskabet.
   
6. Efter at alle aktiviteter og datterselskaber er overdraget til den nye koncern, overdrages aktierne i H til holdingselskabet mod vederlag i aktier. (aktionærerne succedere, således at der ikke udløses aktieavance).
   
7. Holdingselskabet sælger aktierne i H umiddelbart efter, at de er erhvervet og kapitalforhøjelsen er registreret."

Revisor FK og cand.merc. aud. RJ udfærdigede herefter den 2. december 1992 en redegørelse om gennemførelsen af omstruktureringen. I redegørelsen var bl.a. anført følgende:

"OMSTRUKTURERING AF H-KONCERNEN

Som led i koncernens skatteplanlægning er der nu erhvervet et skuffeselskab med regnskabsår 31.03.92. Skuffeselskabet er erhvervet som led i køb af et underskudsselskab.

...

Næste led i den påtænkte omstrukturering er salg af H som overskudsselskab. Der påhviler H udskudte og skyldige skatter på ca. 3,5 mio. kr. som forventes "solgt" til min. kurs 70. For at kunne sælge H som overskudsselskab skal alle aktiver og passiver overdrages til underskudsselskabet og skuffeselskabet.

Selve overdragelsen af aktiviteten fra H kan deles op i tre: 1. Overdragelse af handelsaktiviteten. 2. overdragelse af datterselskaberne og 3. Overdragelse af ejendommene.

...

SALG AF SELSKABET H

Efter at have tømt H aktiver resterer der alene en pengekasse tilbage i selskabet. Hvis selskabet herefter sælges vil salget udløse aktieavancebeskatning for de to aktionærer. Beskatningen vil udgøre ca. 25 % under forudsætning af en ejertid på min. 7 år.

Da salgsprisen for H selskabet vil udgøre 10 - 12 mio. kr. vil et salg udløse en aktieavancebeskatning på 2,5 - 3 mio. kr. Ønskes denne beskatning udskudt kan det vælges at sælge selskabet til det nye holdingselskab mod vederlag i aktier. Når hele salgssummen vederlægges i aktier og holdingselskabet overtager aktiemajoriteten (her 100 %) kan aktionærerne vælge at udskyde aktieavancebeskatningen.

Udskydelsen af aktieavancebeskatningen sker ved at aktierne, der modtages som vederlag for H aktierne, anses for anskaffet på samme tidspunkt og til samme pris som H aktierne (iht. Aktieavanceskattelovens § 13 stk. 2). Avancebeskatningen vil således blive udskudt indtil anparterne i det nye holdingselskab sælges.

Holdingselskabets anskaffelsessum for aktierne i H vil være handelsværdien på anskaffelsestidspunktet. Ved et salg umiddelbart efter anskaffelsen vil holdingselskabet således ikke konstatere nogen væsentlig avance. Det er således vigtigt at salget af H sker kort tid efter overdragelsen, idet den efterfølgende indtjening (primært renteindtægter) vil medføre en værdistigning på H aktierne, der vil blive beskattet som aktieavance i holdingselskabet.

Ved overdragelse af et aktieselskab vil der både skulle betales kapitaltilførselsafgift med 1 % og aktieomsætningsafgift med 1 % af kursværdien af de overdragne aktier. Der skal betales aktieomsætningsafgift både ved overdragelsen til holdingselskabet og ved det efterfølgende salg. Omdannes selskabet i stedet til et anpartsselskab vil der alene skulle betales aktieomsætningsafgift, hvorved der spares 2 % af ca. 10 - 12 mio. kr.

Det er en betingelse for fritagelse for aktieomsætningsafgift at selskabets omdannelse til anpartsselskab er registreret inden overdragelsen.

..."

Den 25. november 1992 erhvervede A 75% og B 25% af indskudskapitalen i H4 ApS (senere H2 Holding A/S, der blev sagsøgt i hovedsagen, i det følgende kaldet H2).

I december 1992 blev der i anledning af omstruktureringen af H- koncernen afholdt et møde på advokat AHs kontor, hvori også FK deltog.

Den 17. december 1992 sendte advokat AH en skrivelse til H1 Danmark A/S vedrørende anmeldelse til selskabsregistret om det anskaffede skuffeselskab H4 ApS. Skrivelsen, der var mærket "att." A, havde følgende ordlyd:

"Vedr: H4 ApS.

Under henvisning til mit brev til Dem af 7. ds. vedlægger jeg hermed til godkendelse og underskrivelse anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Jeg har ikke ændret selskabets navn, men forretningsadresse (svarende til H2's). Endvidere har jeg ændret direktion og revision.

De skal underskrive på bagsiden, og underskriften skal bekræftes "

Ved anmeldelse til selskabsregistret af 18. december 1992, underskrevet af A og udarbejdet af advokat AH, indtrådte i henhold til beslutninger på generalforsamling samme dag A som direktør, og Revisionsaktieselskabet R3 (i det følgende R3) indtrådte som revisor for H4 ApS, mens BS fratrådte som direktør.

SBs selskab K2 A/S (i det følgende kaldet K2) indgik primo 1993 aftale med F4 Bank om, at banken skulle foretage de fornødne transaktioner ved K2s køb af selskaber. I en skrivelse af 2. februar 1993 til F4 Bank, underskrevet af SB, anførte K2 følgende:

"...

Vedr. Afvikling af overskudsselskaber.

Med henvisning til behageligt møde den 1. februar 1993 tillader jeg mig ved nærværende skrivelse at bekræfte vor aftale om følgende stående instrukser:

Alle midler der tilflyder Dem i forbindelse med afvikling af overskudsselskaber fra andre pengeinstitutter skal uanset hvortil midlerne adresseres, indsættes på K1 Holdings løbende konto hos Dem."

Der foreligger et årsregnskab 1991/92 for G1 Holding ApS (i det følgende kaldet G1), dateret den 5. februar 1993. NJ har underskrevet regnskabet som direktion og som bestyrelsesmedlem. Efter regnskabets balance havde selskabet en egenkapital pr. 1. oktober 1992 på ca. 19 mio.kr.

Ved overdragelsesaftale af 15. februar 1993, udfærdiget af advokat AH (i det følgende kaldet advokat AH), overdrog H1 Danmark A/S (det senere overskudsselskab) sine aktiver og passiver til et nyt driftsselskab.

Den 24. februar 1993 godkendte bestyrelsen for H1 Danmark A/S og generalforsamlingen selskabets reviderede årsregnskab for regnskabsåret 1991/92 (1. oktober - 30. september). Det fremgår af regnskabets selskabsoplysninger, at selskabets direktion bestod af A og B. Om aktuel skat er det i regnskabet anført, at skat af årets resultat for selskabet udgjorde 637.688 kr.

Den 9. marts 1993 fremsendte advokat AH til H1 Danmark A/S udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med registreringer af de ændringer i H4 ApS, der var vedtaget på generalforsamlingen den 18. december 1992. Advokat AH udfærdigede tillige en række skøder på de faste ejendomme, der som led i omstruktureringen skulle overdrages til andre selskaber.

På en ekstraordinær generalforsamling den 9. marts 1993 i H1 Danmark A/S blev det besluttet at omdanne aktieselskabet til anpartsselskab under navnet H1 Danmark ApS.

Den 10. marts 1993 foretog advokat AH som en hastesag anmeldelse til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af ændringen af H1 Danmark A/S til H1 Danmark ApS. I brevet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hedder det bl.a.:

"...

Jeg anmoder om, at sagen bliver behandlet som absolut hastesag, da min klient som led i omstrukturering af sin virksomhed og på grundlag af indgåede aftaler har forpligtet sig til, at nærværende selskabsændring foreligger registreret senest mandag den 15. ds.

..."

Den 10. marts 1993 skrev advokat AH endvidere til R3, att. FK, bl.a.:

"...

Efter anmodning af statsaut. revisor RJ 9. ds. har jeg udarbejdet vedlagte 7 skøder på grundlag af udkast til overdragelsesbalance pr. 31/12-1992 ...

...

Ligeledes efter anmodning 9. ds. fra statsaut. revisor RJ har jeg d.d. overbragt det i kopi vedlagte brev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (+ protokollat og vedtægter) vedr. ændring af H1 A/S til ApS. Jeg afventer stadig modtagelsen af overdragelsesaftalen mellem H1 A/S og L1 A/S i underskrevet stand. Den af revisor RJ 9. ds. omtalte "externe aftale" om salg af H1 ApS har jeg ikke kendskab til.

..."

FK underskrev ligeledes den 10. marts 1993 på vegne af R3 et revideret regnskab for overskudsselskabet for perioden 1. oktober 1992 - 15. marts 1993. Efter perioderegnskabet havde selskabet følgende balance pr. 15. marts 1993:

"...

..."

I en note 4 vedrørende skatter fremgik, at den skyldige skat for perioden 1. oktober 1991 til den 30. september 1992 udgjorde 637.688 kr., og at skat af periodens resultat udgjorde 3.244.158 kr.

Ifølge registrering i selskabsregistret for overskudsselskabet pr. den 11. marts 1993 var A og B begge medlem af bestyrelsen, mens direktionen bestod af A og B.

Som led i tilrettelæggelsen af salget af overskudsselskabet skrev FK den 11. marts 1993 til F5 Bank, der var H- koncernens bank, bl.a.:

"Vedlagt fremsendes de nødvendige dispositioner i forbindelse med salg af H1 Danmark A/S som overskudsselskab, jfr. vedlagte bilag.

Inden H1 Danmark A/S sælges, vil selskabet blive overdraget til det nye holdingselskab mod vederlag i anparter pr. 12.03.1993. Værdien af H1 Danmark selskabet vil således tilgå den nye koncern uden vederlag til de to aktionærer.

Efter overførsel af det samlede arrangement til den nye koncern, bedes De erklære, at F5 Bank A/S ikke har noget krav mod det hidtidige H1 Danmark selskab.

..."

I et bilag til skrivelsen hedder det bl.a.:

"...

Overførsler i forbindelse med salg af H1 Danmark A/S som overskudsselskab.

...

VEDR.: SALG AF SELSKABET H1 DANMARK A/S

Ved salg af selskabet har det følgende status.

Ved overdragelsen bedes der overført et beløb svarende til den anførte likvide beholdning.

Som betaling for selskabet overfører købers bank, Den F2 Bank A/S, et beløb på kr. 10.007.695. Opgjort som egenkapital med tillæg af 82% af den udskudte skat.

Overførslen af de likvide midler skal finde sted med valør den 15.3.1993.

..."

Den 11. marts 1993 sendte advokat AH udskrifter af samme dato fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende H1 Danmark ApS og H1 Danmark A/S til FK.

Den 18. marts 1993 sendte NJ, G1, pr. telefax til FK udkast til anpartsoverdragelsesaftale, hvorefter hele anpartskapitalen i overskudsselskabet skulle overdrages til G1. På telefaxforsiden var det anført, at "Kommentarer udbedes forinden fremsendelse til advokat". I det eksemplar af aftalen, der er fremlagt som det telefaxede, er der ud for bl.a. paragraf 1.2, 2.6, 3.0, 6 og 7.5 påført håndskrevne notater.

Af en forside til en telefax fra R3, dateret den 19. marts 1993, fremgår det, at telefaxen er stilet til advokat AH, at den kommer fra FK, og at den er på 2 sider incl. forsiden. Af telefaxregistreringen fremgår det, at telefaxforsiden er sendt kl. 13.54 fra "....". Fra samme telefax er der kl. 13.55 sendt et dokument med følgende indhold:

"UDKAST TIL REVISORERKLÆRING:

I forbindelse med H4 Holding ApS' køb af H1 Danmark ApS har vi fået forelagt kopi af udkast til overdragelsesaftale samt perioderegnskab pr. 15/3-1993 for dette selskab. Balancen pr. overtagelsesdagen den 15/3 1993 udviser en egenkapital på kr. 6.824.581, og en skatteforpligtelse på kr. 3.881.846. I henhold til overdragelsesaftalen er købesummen fastsat til kr. 9.968.876.

Vi kan i den forbindelse bekræfte, at det købende selskab har erhvervet afskrivningsberettigede aktiver, som via afskrivning vil udligne skatteforpligtelsen for perioden 1/10 1991 - 31/3 1993, således at selskabsskatten i H1 Danmark ApS herefter vil andrage kr. 0,- for den pågældende periode.

Vi kan samtidig bekræfte, at H1 Danmark ApS erhverves med fortsat drift for øje, og at vi har fået forelagt købers planer med købet af H1 Danmark ApS. Disse planer viser, at ovennævnte skattemæssige afskrivninger kan "genvindes" uden efterbeskatning i H1 Danmark ApS og i fuld overensstemmelse med nugældende skattemæssige regler.

Dato

Revisionsfirma"

Den 22. marts 1993 sendte NJ pr. telefax en tilrettet udgave af anpartsoverdragelsesaftalen til såvel FK som til advokat AH. Af forsiden til telefaxen fremgik det, at der var foretaget ændringer i paragraf 5, 6 og 9.

Herefter blev der den 24. marts 1993 indgået en anpartsoverdragelsesaftale vedrørende hele den nominelle anpartskapital i overskudsselskabet (H1 Danmark ApS) underskrevet af A for sælger og af NJ for køber. I aftalen hedder det bl.a.:

"ANPARTSOVERDRAGELSESAFTALE

mellem undertegnede

H4 ApS
...
(i det følgende kaldet sælger)

og

G1
...
(i det følgende kaldet køber)

er indgået følgende aftale om overdragelse af hele den nominelle anpartskapital stor kr. 400.000,- i selskabet H1 Danmark ApS,

...

..."

Det fremgår af en udbetalingsmeddelelse af 24. marts 1993 til G1, at F2 Bank, denne dag udstedte en check på 9.968.876,00 kr. til F5 Bank i til dækning af "H4 ApS' salg af anparter i H1 Danmark ApS".

Det fremgår af en kontoudskrift af 26. marts til G1 fra F2 Bank, at den nævnte bankcheck den 24. marts 1993 blev trukket på G1s konto, der var en erhvervskredit med et maksimum på 1.500.000 kr., og at kontoen her var negativ med 484.717,12 kr. forud for trækket og dermed 10.453.593,12 kr. efter trækket.

Checken på 9.968.876,00 kr. blev samme dag indsat på konto i F5 Bank tilhørende H4 ApS under navneændring til H2 Holding A/S. Af en udskrift af denne konto fremgår det, at der ligeledes den 24. marts 1993 blev hævet 10.706.427,00 kr., hvorefter kontoen var negativ med 12.292.056,17 kr., men at den - efter at ovennævnte bankcheck var indsat - var negativ med 2.323.180,17 kr.

De 10.706.427,00 kr. blev den 24. marts 1993 indsat på G1s konto i F2 Bank, hvorefter saldoen var positiv med 252.833,88 kr.

I en udbetalingsmeddelelse af 24. marts 1993 fra F5 Bank til F2 Bank A/S, er det anført, at checken på de 10.706.427 kr. var til udligning vedrørende køb af H1 Danmark A/S. Checken fremstår i udbetalingsmeddelelsen som udstedt til den F2 Bank.

Det fremgår ikke af de ovennævnte bilag, hvilken af de 2 betalinger, der blev gennemført først.

NJ videresolgte på vegne af G1 hele den nominelle anpartskapital i H1 Danmark ApS til K1 Holding ApS. Anpartsoverdragelsesaftalen blev på sælgers vegne ifølge dateringen underskrevet den 24. marts 1993 og på købers vegne uden særskilt datering af SB. Aftalen er som udgangspunkt affattet identisk med anpartsoverdragelsesaftalen mellem H4 ApS og G1. På følgende punkter er der dog visse afvigelser, herunder med hensyn til købesum:

"...

..."

I en skrivelse af 24. marts 1993 fra statsautoriseret revisor NP, Revisionsfirmaet R4 A/S, til SB, K2, hedder det:

"...

Emne: H1 Danmark ApS

I forbindelse med K1 Holding ApS's køb af selskabet H1 Danmark ApS, ApS nr. ..... har vi fået forelagt kopi af udkast til anpartsoverdragelsesaftale samt perioderegnskab pr. 15. marts 1993 for dette selskab.

Nævnte selskabs egenkapital udgør pr. overdragelsesdagen den 15. marts 1993 kr. 6.824.581 efter at der i balancen er reserveret selskabsskat af selskabets resultat for regnskabsperioderne 1. oktober 1991 til 30. september 1992 samt 1. oktober 1992 til 15. marts 1993 med i alt kr. 3.881.846.

I henhold til det fremlagte udkast til anpartsoverdragelsesaftale er købesummen for selskabet fastsat til kr. 10.124.150.

Vi skal på given foranledning bekræfte, at De over for os har oplyst, at det er det købende selskabs intention at søge at udskyde den "latente" skat i selskab H1 Danmark ApS på kr. 3.881.846 gennem foretagelse af skattemæssige afskrivninger på afskrivningsberettigede aktiver købt af selskabet, resp. i senere indkomstår at søge at udskyde/udligne nævnte latente skat gennem foretagelse af skattemæssige fradrag afledt af planlagte finansielle aktiviteter.

Vi har fået forelagt det af Dem i denne forbindelse planlagte koncept samt de i tilknytning til den påtænkte erhvervelse af H1 Danmark ApS fortagne beregninger. Gennemføres de af Dem i tilknytning til erhvervelsen af selskaber planlagte aktiviteter, er det vor opfattelse, at udskydelse i det pågældende indkomstår af det "latente" skattebeløb og udskydelse/udligning i et senere indkomstår i.h.t. nugældende skattelovgivning og -praksis vil kunne opnås. De af Dem foretagne beregninger jf. ovenfor, viser at moderselskabet K1 Holding ApS vil kunne opnå en avance ved gennemførelse af forannævnte.

En sådan udskydelse vil som nævnt, efter vor opfattelse kunne finde sted i indeværende regnskabsår, i hvilken forbindelse det forudsættes, at selskabets regnskabsår godkendes ændret til 1/4-31/3, således at det nu afsluttes pr. 31/3 1993, d.v.s. med perioden 1. oktober 1992 til 31. marts 1993 som overgangsår. De har på vegne af selskaberne overfor os oplyst, at de nødvendige midler til finansiering af gennemførelse af de forudsatte aktiviteter er til stede i det erhvervede selskab, og at erhvervelsen af de pågældende aktiver igangsættes umiddelbart efter selskabserhvervelsen.

Vi skal dog, rent juridisk, gøre opmærksom på, at vi ikke kan indestå for, at de omhandlede investeringer/aktiviteter gennemføres som planlagt, idet vi ikke har indflydelse på den kommende bestyrelses eller den kommende selskabsdeltagers handlemåde. Som svar på Deres forespørgsel skal vi endvidere oplyse, at vi gerne efter erhvervelsen af H1 Danmark ApS indtræder som revisor for dette selskab, således at vi herefter er revisor for såvel moder- som datterselskab.

..."

Ved skrivelse dateret 25. marts 1993 skrev K2 således til F4 Bank, att. LC:

"...

Vedr. Afvikling af selskabet H1 Danmark ApS.

I forbindelse med K1 Holding ApS's køb af samtlige anparter i ovennævnte selskab skal vi med valør fredag den 26. marts 1993 til kredit for sælger af selskabet bede Dem via Deres konto i Danmarks Nationalbank overføre købesum stor

Kr. 10.124.150

De bedes venligst efter ekspeditionen inden kl. 12.00 torsdag den 25. ds. telefaxe bekræftelse til

F3 Bank A/S.
...

De vil herefter med valør fredag den 26. marts 1993 modtage selskabets samlede likvider i alt

Kr. 10.706.427

Nettoprovenuet fordeling efter sædvanlig procedure.

..."

Ligeledes den 25. marts 1993 skrev F4 Bank således til K1 Holding ApS:

"...

Vedr. salg af H1 Danmark ApS til K1 Holding ApS.

Vedr. ovennævnte handel bekræfter vi herved at ville:

Nettoprovenuet har vi opgjort således:

For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at ovennævnte sker under forudsætning af, at sælgers bank overholder sine forpligtelser overfor os vedr. nævnte handel."

Den 25. marts 1993 kl. 10.50 fremsendte G1s bankforbindelse, F3 Bank, en telefax til K1 Holding ApS, hvori det bl.a. hedder:

"Vedr. anpartsoverdragelsesaftale mellem G1 ... (kaldet sælger) og K1 Holding ApS, ... (kaldet køber)

vedr. overdragelse af hele den nominelle anpartskapital stor kr. 400.000 i selskabet H1 Danmark ApS, ...

Overdragelsesaftale indgået og underskrevet d. 24.3.1993.

----

Som pengeinstitut for sælger bekræfter vi hermed, at selskabets forudsatte midler er tilstede og vil blive overført til købers pengeinstitut via Nationalbanken på afviklingsdagen. Jf. aftalens paragraf 5 pkt. 3.

Beløbet kr. 10.706.427 overføres på betingelse af, at der samtidig - jf. aftalens paragraf 5 pkt. 4 - overføres via Nationalbanken fra køber K1 Holding ApS - købesum kr. 10.124.150 til G1s ... konto hos os, hvilket bedes bekræftet af købers bankforbindelse via telefax.

..."

Samme dag skrev F4 Bank følgende til F3 Bank:

"Idet vi refererer til Deres skrivelse af 25 marts 1993, skal vi herved meddele Dem, at under forudsætning af at vi modtager

kr. 10.706.427,00

til vor konto .....2 i Danmarks Nationalbank valør 26 marts 1993, vil vi overføre

kr. 10.124.150,00

til Deres konto i Danmarks Nationalbank valør 26. marts 1993."

Den 26. marts 1993 meddelte F4 Bank K1 Holding ApS, at der via Nationalbanken var overført 10.124.150 kr. til F3 Bank vedrørende køb af H1 Danmark ApS, og at beløbet ville blive debiteret K1 Holding ApS' konto med valør den 26. marts 1993. Saldoen var forud for transaktionen 0.

Det fremgår af en kontoudskrift vedrørende G1s konto i F3 Bank, benævnt "koncernkonto", at beløbet på de 10.124.150 kr. den 26. marts 1993 blev sat ind på G1s konto. Kontoen var forud for indsættelsen positiv med 1.796.022,03 kr.

F3 Bank adviserede samme dag G1 om overførsel til G1s konto i F3 Bank af 10.124.150 kr. fra F4 Bank vedrørende selskabet H1 Danmark ApS. Det fremgår af samme kontoudskrift, at der ligeledes den 26. marts 1993 blev hævet 10.706.427,00 kr. på G1s konto i F3 Bank. Saldoen var herefter - og efter en mellemkommende postering - positiv med 1.090.642,03 kr.

F3 Bank orienterede i en skrivelse af 26. marts 1993 G1 om, at der fra G1s konto via Nationalbanken ville blive overført 10.706.427 kr. i forbindelse med overdragelse af H1 Danmark ApS.

F4 Bank krediterede den 26. marts K1 Holding ApS's konto i banken med 10.706.427 kr. og meddelte dette til K1 Holding ApS. Endvidere oplyste F4 Bank i en skrivelse af 26. marts 1993 atter til K1 Holding ApS, at der var overført 542.277 kr. fra K1 Holding ApS's konto til K2s konto og 40.000 kr. til banken i formidlingsprovision vedrørende køb af H1 Danmark ApS, hvorefter saldoen på selskabets konto den 26. marts 1993 var 0 kr. Det fremgår af en kontoudskrift fra Nationalbanken, at beløbet på 10.706.427 kr. blev indsat på F4 Banks konto kl. 09.46 og at købesummen på 10.124.150 kr. blev hævet på samme konto kl. 09.48.

På en ekstraordinær generalforsamling i overskudsselskabet, H1 Danmark ApS, der ifølge referat dateret den 23. marts fandt sted den 26. marts 1993, blev SB indvalgt i bestyrelsen for selskabet, der tillige ændrede navn til HX ApS. Til ny revisor blev valgt statsautoriseret revisor NP, Revisionsfirmaet R4 A/S. Samtidig udtrådte R3 af revisionen.

K3 Finance A/S ved BS fremsendte til K2 en faktura dateret den 29. marts 1993 af følgende indhold:

"Beregning af kurtage vedrørende H1 ApS

..."

Det er oplyst, at omdannelsen af H1 Danmark A/S til et anpartsselskab blev bekendtgjort i Statstidende den 31. marts 1993.

I skrivelse af 14. maj 1993 fra NP til SB, K2, hedder det:

"Emne: H1 Danmark ApS, .....

I henhold til anpartsoverdragelsesaftalens § 1.4. vedrørende K1 Holdings køb af ovennævnte selskab, skal vi hermed erklære, at vi har set dokumentation for at selskabet ultimo marts 1993 har indkøbt afskrivningsberettigede aktiver for US $ 5.940.000.

Dokumentationen består af en købsfaktura på containere til udlejning. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke har kontrolleret aktivernes tilstedeværelse, idet disse ikke befinder sig på købers adresse".

Statsautoriseret revisor NP ansøgte den 25. maj 1993 Kommunen om en ændring af regnskabsår for overskudsselskabet som følger:

"...

For ovennævnte selskab ansøges herved om ændring af regnskabsår fra 1. oktober - 30. september til 1. april - 31. marts, således at første regnskabsår efter ændringen kommer til at omfatte perioden 1. oktober 1992 - 31. marts 1993, 6 måneder - skatteåret 1993/94. Herefter 1. april 1993 - 31. marts 1994.

Skatteåret 1993/94 vil herefter omfatte 2 regnskabsår, 18 måneder, nemlig regnskabsårene 1. oktober 1991 - 30. september 1992 og 1. oktober 1992 - 31. marts 1993.

Ansøgningen begrundes med administrative og koncernmæssige hensyn, idet selskabet indgår i en koncern bestående af et større antal selskaber alle med regnskabsafslutning pr. 31. marts.

..."

Kommunen imødekom ansøgningen ved skrivelse af den 10. juni 1993 og orienterede samtidig ToldSkat herom.

Overskudsselskabets årsregnskab for regnskabsåret 1992/93 (1. oktober 1992 - 31. marts 1993) forelå i juli 1993. I årsberetningen hedder det bl.a.:

"...

Ejerforhold

Selskabet er et 100% ejet datterselskab af K1 Holding ApS. Dette selskab har i indeværende regnskabsår erhvervet selskabet ved at optage eksterne lån til brug for finansieringen af købesummen for selskabets anparter. Selskabets egenkajpital er herefter udlånt til moderselskabet jævnfør bestemmelserne i anpartsselskabslovens par. 84 a, stk. 1. Det er ledelsens opfattelse, at selskabet således ikke er blevet erhvervet i strid med reglerne i anpartsselskabslovens par. 84 a, stk. 2, hvilket er underbygget af forskellige juridiske responsa og artikler, som direktionen har indhentet forinden moderselskabets køb af selskabet fandt sted.

..."

I en revisionspåtegning af 30. juli 1993 på dette regnskab underskrevet af bl.a. NP hedder det bl.a.:

"...

Hvorvidt ledelsens fortolkning af reglen i anpartsselskabslovens par. 84, stk. 2 er korrekt, er vi ikke i stand til at vurdere.

Vi skal tage forbehold for værdiansættelsen af tilgodehavendet hos koncernselskab (moderselskabets moderselskab), idet en betaling fra moderselskabet efter vor opfattelse kræver udlodning af udbytte i stort set samme omfang til moderselskabet.

Vi må ligeledes tage forbehold for eksistensen og værdiansættelsen af de anførte leasingaktiver, idet det under vor revision ikke har været muligt at kontrollere disse.

..."

Kommunen fremsendte efter aftale den 15. april 1994 fotokopier af skrivelser vedrørende regnskabsomlægningen for HX ApS til ToldSkat.

ToldSkat rettede ved skrivelse af den 3. maj 1994 (gentaget ved skrivelse af 1. juni 1994) henvendelse til overskudsselskabet om materiale, herunder dokumentation for køb af leasingaktiver til brug for skatteansættelsen for skatteåret 1993/94 (regnskabsperioden 1. oktober 1991 - 31. marts 1993) og tilkendegav samtidig, at regionen agtede at undersøge grundlaget for den foretagne regnskabsomlægning.

I indberetning af 25. maj 1994 til Finanstilsynet redegjorde F4 Bank nærmere for bankens kundeforhold med K2.

I indberetningen hedder det bl.a.:

"...

Proceduren har typisk været følgende:

1. Vi modtager besked fra K2 A/S om, at K1 Holding ApS har købt et selskab, og at vi vil modtage et beløb via Danmarks Nationalbank til indsættelse på K1 Holdings konto hos os. Herefter er vi instrueret om at overføre købesummen til sælgers pengeinstitut.
   
2. Fra K2 A/S har vi en stående ordre på at overføre, hvad der måtte stå af penge på K1 Holdings konto til K2 A/S.

Der har ikke været nogen kreditfacilitet hos os. Begge selskaber havde kun indlån. Kontoforholdet ophørte for K1 Holding ApS's vedkommende i juni 1993 og for K2 A/S i september 1993. Den sidste transaktion i forbindelse med køb af selskaber er sket medio maj 1993, hvor vi besluttede ikke fremover at ville foretage overførelsesanmodninger i forbindelse med virksomhedsoverdragelser.

..."

ToldSkat, der ikke havde fået svar på skrivelserne af 3. maj og 1. juni 1994 meddelte ved skrivelse af 30. juni 1994 overskudsselskabet, at regionen havde ændret selskabets skatteansættelse på følgende punkter:

"...

Der henvises til efterfølgende sagsfremstilling og begrundelse.

...

Sagsfremstilling og begrundelse.

...

Endvidere har man bedt om, at der bliver indsendt dokumentation vedrørende erhvervelse af leasingvirksomhed, herunder køb og ibrugtagning af leasingaktiver (driftsmidler) for i alt kr. 34.225.810.

...

Da ToldSkat hverken har modtaget det ønskede bilagsmateriale, indsigelse mod agterskrivelsen eller anmodning om forhandling, har selskabet ikke dokumenteret, at der er anskaffet leasingaktiver som anført i regnskabet, hvorfor selskabets indkomst ansættes som foreslået i agterskrivelsen af 15. juni 1994.

ToldSkat forbeholder sig i øvrigt ret til senere at undersøge andre forhold, herunder om betingelserne for regnskabsomlægning har været til stede."

I en skatteopkrævning udskrevet i juli 1994 blev overskudsselskabet, nu under tvangsopløsning, med forfaldsdag den 1. august 1994 afkrævet 3.884.728 kr. i selskabsskat for 1993/94. Skatten var inklusiv morarenter beregnet til 3.884.783 kr.

Skifteretten tog ved dekret af 6. juli 1994 HX ApS under konkursbehandling.

ToldSkat anmeldte den 31. august 1994 i overskudsselskabets konkursbo et krav på skyldige selskabsskatter på 3.884.778 kr.

I enslydende skrivelser af 2. december 1994 til A og B anførte kurator i overskudsselskabets konkursbo, advokat Karl Stephansen, blandt andet, at han i forbindelse med sine undersøgelser og forholdene i K-koncernen havde konstateret, at man ved opkøbet af HX ApS under konkurs tidligere H1 Danmark ApS - reelt havde anvendt selskabets egne midler til finansiering af den til Brødrene A og B betalte købesum, og at man derved havde handlet i strid med selskabslovenes forbud mod selvfinansiering og desuden påført det overdragne selskab et tab. Kurator anmodede på denne baggrund A og B om at redegøre for deres deltagelse i den omtalte handel, herunder hvorledes de ved overdragelsen af selskabets anparter sikrede sig imod anvendelse af selskabets midler til betaling af købesummen. Endvidere anmodedes i skrivelsen om indforståelse med suspension af forældelsesfristen.

I en skrivelse af 12. december 1994 besvarede A kurators henvendelse således:

"Herved bekræftes modtagelsen af Jeres brev af d. 2. d.m.

I relation til salg af ovennævnte selskab kan det oplyses, at det købende selskab - angiveligt kontrolleret af SB-koncernen - fremsendte hele købesummen til sælgers bank, før denne bank fremsendte selskabets midler til en i selskabets navn oprettet konto i F4 Bank.

Det har hverken været os eller vore rådgivere bekendt såfremt købesummen for selskabet på ulovlig vis er finansieret med selskabets egne midler.

Vi har ikke været bekendt med eller haft formodning om køberens evt. kriminelle hensigter.

Håber herved at have tjent Dem.

..."

Advokat AH besvarede i en skrivelse af 15. december 1994 på vegne Brødrene A og B kurators henvendelse således:

"...

Mine klienter beder mig oplyse, at de ikke har solgt det ovennævnte selskab til K1 Holding ApS.

..."

På et tidspunkt i 1994 overtog F1 Bank F4 Bank A/S.

Ved skrivelse af 5. januar 1995 fra Kommunen til overskudsselskabet ved kurator meddelte kommunen, at selskabets indkomst i skatteåret 1994/95 i mangel af selvangivelse ville blive ansat til 0 kr.

Ved skrivelse af 19. januar 1995 meddelte kurator advokat AH, at årsagen til henvendelsen til A og B var, at disse var registreret som bestyrelses- og direktionsmedlemmer i overskudsselskabet på tidspunktet for overdragelsen fra G1 til K1 Holding ApS.

I skrivelse af 20. januar 1995 rettede kurator henvendelse til G1 og anmodede om forskellige bilag. Det hedder i skrivelsen bla:

"...

Mine undersøgelser vedrørende forholdene i K2-koncernen har vist, at man i forbindelse med opkøb af overskudsselskaber reelt har anvendt selskabernes egne midler til finansiering af købesummer. Dette er sket i strid med bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115, stk. 2/ anpartsselskabslovens § 84, stk. 2.

Denne beskrevne fremgangsmåde giver anledning til at undersøge, om sælgere af overskudsselskaber eventuelt måtte have handlet ansvarspådragende og det er med henblik på at afklare dette spørgsmål, at jeg nu retter henvendelse til Dem.

..."

Ved skrivelse af 25. januar 1995 tilsendte NJ herefter kurator bl.a. kopi af de skrivelser af 24. marts 1993 og 14. maj 1993 fra statsautoriseret revisor NP, der er omtalt tidligere.

I en redegørelse af 30. marts 1995 vedrørende forholdene i K2-koncernen udarbejdet af kurator, er det blandt andet anført, at Sø- og Handelsretten, Skifteretten, den 6. og 8. juli 1994 afsagde konkursdekreter over 195 selskaber, der indgik i den af SB kontrollerede K2-koncern. Af de konkursramte selskaber var 189 selskaber overskudsselskaber, der over en periode på 2 år blev købt ind i K2-koncernen via selskaberne K4 Holding af 1.12.1989 ApS og K1 Holding ApS.

I en skrivelse af den 27. oktober 1997 fra Told- og Skattestyrelsen til H2 Holding A/S om aktieafgift i forbindelse med salget af overskudsselskabet hedder det bl.a.:

"...

Efter aktieafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der betales afgift til staten ved salg af aktier, hvilket ikke ses at være sket.

Iflg. her foreliggende oplysninger blev aftalen om overdragelse af aktierne indgået efter at omdannelse af selskabet til anpartsselskab var vedtaget, men inden omdannelsen var offentliggjort.

Efter aktieselskabslovens § 134 L, stk. 2 og 3, betragtes et aktieselskab, der er under omdannelse til et anpartsselskab, stadig som et aktieselskab, indtil bekendtgørelse om omdannelsen har fundet sted i Statstidende på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foranledning, hvilket i nærværende sag er sket den 31. marts 1993.

..."

I en skrivelse af 26. februar 1998 til overskudsselskabets konkursbo opgjorde skattevæsenet renter for 43 måneder af skattekravet på 3.881.846 kr. til 1.669.193 kr. Rentekravet udgjorde i marts 1998 1.708.011 kr.

I skrivelse af 20. marts 1998 fra advokat AH til H2 Holding A/S hedder det i anledning af spørgsmålet om aktieafgift vedrørende salg af overskudsselskabet bl.a.:

"Jeg har gennemgået den gamle sag, men dog ikke fundet salgsaftale af 24.3.1993 og skal bede Dem om at sende mig denne aftale.

..."

I et notat af 19. oktober 1998 har kurator i overskudsselskabets konkursbo redegjort for F4 Banks engagement i K2-komplekset. Det hedder i redegørelsen bl.a.:

"...

1. F4 Bank medvirkede som købers bank i 42 selskabstømmerhandler, omfattende 46 selskaber, hvori køber af selskabet var K1 Holding ApS, nu under konkurs, der var et selskab i K2-koncernen. K2 A/S var moderselskab for K1 Holding ApS.
   
2. I de selskabstømmerhandler, hvori F4 Bank medvirkede som købers bank forløb transaktionerne typisk således:
   
   Selskabets likvide beholdning blev overført fra det overdragne selskabs daværende konto med selskabets oprindelige pengeinstitut direkte til K1 Holding ApS' konto .....3 med F4 Bank.
   
   Købesummen blev i tilslutning hertil overført fra K1 Holding ApS' konto .....3 med F4 Bank til sælgers pengeinstitut.
   
   I visse af selskabshandlerne var rækkefølgen af transaktionerne den omvendte og i enkelte af handlerne skete overførslerne med et par dages valørforskel.
   
   De resterende likvide midler blev samme dag hævet fra K1 Holding ApS' ovennævnte konto med F4 Bank og fordelt således, at nettoprovenuet blev overført til K2 A/S' konto.....4 med Den F2 Bank Aktieselskab (frem til og med 10. marts 1993) eller til K2 A/S' konto .....1 med F4 Bank, hvorefter F4 Bank selv hævede sin "formidlingsprovision" og eventuelt "cost of funds" på K1 Holding ApS' konto.
   
   ...
   
3. I størstedelen af de i punkt 2 nævnte handler blev afgivet en instruks fra K2 A/S til F4 Bank...
   
   Ved instruksen fik banken typisk viden om, at der var tale om en selskabshandel, hvori et selskab i K2-koncernen var køber. Banken fik endvidere typisk oplysning om købesummens størrelse samt om de likvide midlers størrelse. Endelig kunne banken ud af instruksen læse, at de transaktioner, der skulle foretages i forbindelse med køb af selskabet og som banken skulle deltage i, var udveksling af henholdsvis købesum og selskabets likvide midler.
   
   I de fleste af selskabstømmerhandlerne forelå endvidere en bekræftelse fra F4 Bank til K1 Holding A/S, hvori banken bekræftede, at banken ville overføre købesummen til købers pengeinstitut, samt at nettoprovenuet, efter fradrag af F4 Bank "formidlingsprovision" og eventuelt "cost of funds", ville blive overført til K2 A/S' konto .....1 med F4 Bank eller sarnmes konto med Den F2 Bank Aktieselskab. I visse tilfælde bekræftede F4 Bank endvidere at ville drage omsorg for registrering af blandt andet navne-, adresse- og ledelsesændring i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
   
   Som bilag . . til dette notat vedlægges kopi af instrukser og kopi af bekræftelser i de sager, hvori F4 Bank medvirkede som købers bank.
   
   Det fremgår af bilag ..., at samtlige handler fandt sted i perioden december 1992 til 1. april 1993, og at kontaktpersonen i banken i alle tilfælde var den samme igennem hele perioden.
   
   Den konto, der typisk blev anvendt til ovennævnte ind- og udbetalinger, blev ifølge de for kurator foreliggende oplysningerne, alene anvendt til ovennævnte transaktioner.
   
4. Som bilag 3 til dette notat vedlægges kopi af generel instruks fra adm. direktør SB, K2 A/S til F4 Bank, hvori banken blev instrueret i at indsætte alle midler, der tilflød banken på K1 Holding ApS' løbende konto.
   
5. F4 Bank modtog som købers bank typisk en formidlingsprovision på kr. 40.000,00 - kr. 100.000,00 og herudover eventuelt "cost of funds" på kr. 4.000,00 - kr. 16.000,00 i forbindelse med hver handel. I alt modtog F4 Bank kr. 2.144.125,00 i "formidlingsprovisioner" og "cost of funds".
   
6. Køber i selskabshandlerne anvendte i andre tidligere gennemførte selskabshandler andre banker eller vekslingssteder end F4 Bank. Fra 12. marts 1993 til ultimo marts 1993 anvendte køberselskaberne i K2-koncernen primært F4 Bank som købers bank.
   
7. Samarbejdet mellem F4 Bank og K2-koncernen ophørte medio maj 1993. Som bilag ... vedlægges kopi af brev af 17. maj 1993 fra K2 A/S til en sælgers repræsentant, hvori det oplystes, at F4 Bank havde meddelt, at banken ikke længere ville deltage i afvikling af overskudsselskaber.
   
   ...
   
   Ovennævnte konti var - ifølge de for kurator foreliggende oplysninger - K2-koncernens væsentligste konti med F4 Bank.
   
   Som det fremgår ... oven for, tilhørte ovennævnte konti med F4 Bank ikke det overdragne selskab men det købende selskab og dettes moderselskab.
   
   ...

Det er kurators opfattelse, at det på grundlag af en samlet analyse af bilag ... kan konkluderes

Bilag 3 til kurators notat er den skrivelse af 2. februar 1993 fra SB, K2, til F4 Bank, der er gengivet tidligere i sagsfremstillingen.

Ifølge en fremlagt oversigt over de handler, der er omtalt i kurators notat af 19. oktober 1998, er der den 26. marts 1993 gennemført 4 handler, herunder vedrørende overskudsselskabet (HX ApS). Det fremgår endvidere af oversigten, at hovedparten af de i notatet omtalte handler er gennemført før den 26. marts 1993, navnlig tidligere i marts måned 1993.

Den 1. august 2001 afsagde Vestre Landsret dom i en skattesag mellem G1 og Skatteministeriet (SKM2001.517.VLR ). Sagen drejede sig om, hvorvidt G1 ved køb og videresalg af overskudsselskabet havde modtaget skattepligtig udlodning.

Skattevæsenet havde forhøjet indkomsten med maskeret udlodning i forbindelse med salg af selskabet efter "bruttometoden" med 10.706.427 kr., jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, idet alene 66 pct. heraf var medregnet, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 4, dvs. 7.066.241 kr.

Under skattesagen forklarede NJ følgende:

"...

at han er direktør i G1 Koncernen, og at han ejer 35 pct. af aktiekapitalen i koncernen. Han var i 1993 kæreste med søsteren til ejerne af H4 ApS, A og B. A og B fortalte ham, at de kunne sælge H1 Danmark ApS til SB, der havde tilbudt kurs 78 for skattekravene. Han var af den opfattelse, at han kunne få en højere kurs hos SB, idet han vidste, at SB flere gange havde givet kurs 85. Han kan ikke huske, hvorfra han vidste det. Han fik af A og B udleveret oplysninger om selskabet, og han henvendte sig herefter til en person ved navn BS, som var ansat hos SB. Det resulterede i et tilbud fra SB om at købe til kurs 85. Sagsøgeren skulle alene have et honorar for formidlingen af handlen, og det var ikke meningen, at sagsøgeren skulle blive ejer af H1 Danmark ApS. Der var to årsager til, at H1 Danmark ApS formelt blev overdraget til sagsøgeren først. Den ene var, at sagsøgeren havde haft et tab på en aktiehandel, som kunne modregnes i gevinsten på denne handel. Den anden var, at han ikke kunne lide at sige direkte til A og B, at sagsøgeren skulle have et honorar forformidlingen af handlen. Overdragelsesaftalen med H4 ApS indeholdt et bilag med en revisorerklæring, der havde en ordlyd svarende til den formulering, der fremgår af erklæringen fra revisor R4 af 14/5 1993. Det var ham, der forlangte erklæringen af 24/3 1993 fra SBs revisor, og han ville ikke skrive under på overdragelsesaftalen, før han fik erklæringen. Han fik overdragelsesaftalen mellem G1 Holding ApS og K5 ApS udleveret af SB. Han lavede herefter overdragelsesaftalen mellem H4 ApS og G1 ApS ved at skrive aftalen fra SB af. Det var af praktiske årsager, at de ikke oprettede en konto i H1 Danmark ApS' navn. Selskabet var jo solgt, inden det blev købt af sagsøgeren, og de likvide midler skulle straks videresendes. G1 Holding ApS foretog en datterselskabshensættelse i årsregnskabet for 1993, fordi selskabets aktiviteter blev overdraget til et nyt datterselskab. Det kan tages som udtryk for en forsigtig og redelig regnskabsførelse, da et salg til tredjemand ville have indbragt mere end 21 millioner i goodwill, hvorved egenkapitalen ville have været væsentligt højere."

G1 gjorde under skattesagen bl.a. gældende, at sagsøgeren hverken ved købet af H1 Danmark ApS fra H4 ApS eller ved videresalget af selskabet til K1 Holding ApS modtog udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.

G1 anførte i den forbindelse, at G1 aldrig blev aktionær i selskabet og alene formidlede salget af selskabet, der i realiteten var et salg mellem H4 ApS og K1 Holding ApS. Formålet med, at G1 blev indsat som mellemled, var alene, at G1 kunne sikres et honorar for sin indsats og få mulighed for en skattemæssig udnyttelse af et realiseret aktietab, der kunne bringes til fradrag i formidlingshonoraret, der ved transaktionen fremstod som en aktiegevinst. Formidlingssynspunktet underbygges blandt andet af, at aftalen mellem G1 og H4 ApS reelt først blev indgået efter, at H4 ApS havde solgt til K1 Holding ApS. Endelig indeholdt aftalen mellem G1 og H4 ApS en revisorerklæring vedrørende K1 Holding ApS, hvilket også kan tages som udtryk for, at det ikke var sagsøgerens hensigt, at sagsøgeren skulle blive ejer af selskabet.

Landsretten frifandt Skatteministeriet. Det hedder i rettens præmisser bl.a.:

"Sagsøgeren fik i henhold til aftalen af 24/3 1993 overdraget H1 Danmark ApS, og sagsøgeren disponerede herefter retligt over selskabet ved at videresælge det til K1 Holding ApS. Efter direktør NJs forklaring var en af årsagerne til, at selskabet ikke blev overdraget direkte til K1 Holding ApS fra den oprindelige sælger, at sagsøgeren alene som ejer kunne få sin fortjeneste ved videresalget til at udgøre aktieudbytte, hvilket sagsøgeren kunne udnytte skattemæssigt. På denne baggrund er det ikke ved NJs forklaring godtgjort, at sagsøgeren alene handlede som formidler af salget, således at der i realiteten var tale om et salg mellem H4 ApS og K1 Holding ApS. Det lægges herefter til grund, at sagsøgeren ved aftalen af 24/3 1993 blev ejer af selskabet.

..."

Det er oplyst, at det beløb på 40.000 kr., som F4 Bank A/S modtog, på et tidspunkt er indbetalt til sagsøgeren af F1 Bank.

SB opbyggede en koncern af selskaber, hvor K2 A/S (i det følgende kaldet K2) var moderselskab for bl.a. K1 Holding ApS, der købte overskudsselskabet i denne sag.

K2 blev stiftet den 1. januar 1990. SB var direktør.

K1 Holding blev stiftet den 15. april 1991. SB var direktør.

I en "Beskrivelse af forretningsgang mellem køber og bank ..." af 19. august 1991 fra et af K-koncernens selskaber hedder det bl.a.:

"...

1. Der indgåes rammeaftale mellem banken og køber indeholdende bestemmelser om, på hvilke vilkår banken stiller linies til afvikling af nyindkøbte selskaber til disposition for køber.
   
2. .... Aftalen indeholder en bestemmelse om, at købet afvikles gennem banken.
   
3. Køber udfærdiger samtlige i forbindelse med handelen nødvendige dokumenter ...
   
4. Banken holder købesummen til disposition for køber, under forudsætning af, at det nyindkøbte selskabs pengeinstitut indestår for, at selskabets midler overføres til långivers bank.
   
5. På afviklingsdagen fremsender det nyindkøbte selskabs pengeinstitut en telefax til banken, der bekræfter, at de midler der er forudsat i overdragelsesaftalen er tilstede i selskabet og at disse omgående vil blive overført til banken til konto tilhørende det nyindkøbte selskab, såsnart købesummen er erlagt på det nyindkøbte selskabs pengeinstituts konto i Danmarks Nationalbank.
   
6. Banken overfører herefter købesummen via Danmarks Nationalbank.
   
7. Omgående herefter, som aftalt i overdragelsesaftalen og i øvrigt i henhold til garantien nævnt i punkt 4, fremsendes selskabets samlede indestående til banken via konto i Danmarks Nationalbank.
   
8. Anmeldelserne i henhold til punkt 3 indsendes til erhvervs- og selskabsstyrelsen. Fra dette tidspunkt er det nyindkøbte selskab et 100% ejet datterselskab af køber.
   
9. Det nyindkøbte selskabs midler overføres til køber i overensstemmelse med reglerne i aktieselskabslovens prg. 115 stk. 2.
   
10. Køber disponerer herefter over samtlige midler i datterselskabet og indfrier det hos långiver optagne lån med tillæg af eventuel rente og ekspeditionsgebyr.
    
    Det bemærkes af transaktionerne beskrevet i Punkt 5-10 princippet foregår samme bankdag."

Der er enighed mellem F1 Bank A/S og statsautoriseret revisor LA (i det følgende kaldet LA) samt R2 A/S, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, (i det følgende kaldet R2) om, at der den 20. august 1991 blev afholdt et møde, hvor blandt andre SB og LA deltog.

I et notat af 23. august 1991 fra advokat BP om opkøb af solvente selskaber, der er udarbejdet for SB, hedder det bl.a.:

"...

Realiteten i den foreslåede model vedrørende køb af solvente selskaber er, at køberen (moderselskabet) (herefter kaldet m) overtager et datterselskab, (herefter kaldet d), der herefter ejes 100% af moderselskabet.

Købet finansieres ved at en långiver involveres, idet långiver låner m købesummen. Långivers lån indfries herefter ved hjælp af d's midler, idet disse midler efter m's erhvervelse af anparterne overføres til m og af m anvendes til indfrielse af långiver.

Sammenfattende kan det siges, at det er d's egne midler, der finansierer m's overtagelse af d.

Der må i den forbindelse sondres mellem henholdsvis selskabsretlige og skatteretlige aspekter i relation til den skitserede fremgangsmåde, hvorefter d finansierer sin egen erhvervelse.

Ad 1 - selskabsretligt

...

Konklusionen synes derfor at måtte være

En konstruktion, hvor der ikke ydes lån eller sikkerhedsstillelse fra d må antagelig anerkendes, selv om finansieringen sker ved tredjemand og lånet efterfølgende indfries ved midler udtaget af d efter de herom gældende regler.

Det er ikke holdbart når det i beskrivelsen af fremgangsmåden summarisk anføres, at "det nyindkøbte selskabs midler overføres til køber i overensstemmelse med as-lovens § 115, stk. 2", såfremt dette skal forståes som en generel overførsel af alle d's midler. Overførelse må naturligvis ske med respekt af og under anvendelse af as-lovens regler om udlodning af udbytte, kapitalnedsættelse m.v., hvilket, sagt med andre ord, indebærer at det i almindelighed kun er selskabets frie reserver, der kan overføres til m, jfr. nærmere as-lovens § 109 o.f.

...

På den baggrund er sanktionerne mod overtrædelse af interesse. Sanktionerne angives i § 115 stk. 4 og 5 (ex tuto henvises til as-lovens § 140 f om ansvar). Disse regler går ud på, at udbetalinger, der er foretage i strid med § 115 stk. 1 og 2, skal tilbageføres til d med renter og at sikkerhedsstillelsen skal ophøre. De personer, der har truffet eller opretholdt beslutningen, indestår for d's tab.

Da det er tilsigtet, at d's midler udelukkende består af penge og da d ejes 100% af m, ses bestemmelsen ikke i relation til aktionærerne at kunne give anledning til problemer. Reglerne er da også primært kreditorbeskyttelsesregler, der beskytter d's kreditorer mod at d tømmes for midler til et d uvedkommende formål, nemlig finansiering af køb af anparter/aktier i selskabet. I så henseende har reglerne et reelt indhold for så vidt og i det omfang der er udækkede kreditorer i d - som det fremgår af konceptet er det imidlertid tilsigtet at overdragelse af selskabet sker på vilkår, at der ikke findes udækkede kreditorer i selskabet.

Efter as-lovens § 161 straffes overtrædelse af 115 stk. 1 og 2 og § 115 a stk. 2 andet punktum med bøde.

..."

I en skrivelse af 11. september 1991 fra R2, underskrevet af bl.a. LA, til K2 hedder det bl.a.:

"Vedrørende: Koncept for køb af selskaber med latente skatter

I fortsættelse af de ved mødet den 20. august d.å. førte drøftelser vedrørende en mulig koncept-ide for køb af selskaber med latente (udskudte skatter), skal vi efterfølgende nærmere redegøre for de skattemæssige konsekvenser i forbindelse med opkøb af disse selskaber, herunder omlægning af selskabernes regnskabsperiode med henblik på at fusionere selskaberne med det købende holdingselskab, jfr. Deres oplæg af august 1991.

Endvidere skal vi redegøre for de mulige konsekvenser af, at det fortsættende selskab etablerer sambeskatning med et nystiftet udenlandsk datterselskab, med henblik på at foretage afskrivninger til udligning/udskydelse af de latente skatter i det fortsættende danske selskab.

..."

Parterne er enige om, at den skattemæssige ordning, der herefter beskrives i notatet af 11. september 1991, var i overensstemmelse med dagældende regler, men ordningen blev stoppet ved ændring af disse regler pr. 1. januar 1992, dog således at der var en overgangsordning af betydning for selskaber med regnskabsafslutning pr. 31. marts 1992.

I et notat af 11. februar 1992 fra SB hedder det:

"FORRETNINGSGANG MELLEM R2 OG K2 VED HANDEL MED DANSKE OVERSKUDSSELSKABER.

I forbindelse med K2s ... datterselskabers køb af overskudsselskaber er aftalt følgende forretningsgang med revisionen.

1. Når et selskab er indkøbt og afviklet modtager revisor følgende dokumenter i kopi:
   
   anmeldelse til E/S
   vedtægter
   generalforsamlingsreferat
   overdragelsesaftale
   betalingsadvis
   regnskaber
   
   fra K2's kontor.
   
2. Revisors opgaver er herefter følgende:
   
   at ændre eventuelle skatteår overfor skattevæsenet, så der er overensstemmelse mellem det på generalforsamlingen vedtagne og det til E/S anmeldte i forhold til skattevæsenets noteringer.
   
   at påse, at sælgers revisor leverer regnskaber der er tilstrækkelige til, at revisor på dette grundlag kan udarbejde årsregnskab med skatteregnskab for den indkøbte virksomhed.
   
   at påse, at det overdragede selskabs bogføring er i overensstemmelse med de likvide overførsler der på afviklingsdagen har fundet sted.
   
   at drage omsorg for bogføring i de indkøbte selskaber, incl. forrentning af likvide mellemregninger med moderselskab, så vi i god tid inden regnskabsåret udløb har overblik over selskabets nøjagtige skattebetaling."

Ifølge registrering den 5. marts 1992 indtrådte R2 i revisionen for K2.

R2 indtrådte i revisionen for K1 Holding ApS ifølge registrering den 10. marts 1992.

Der er fremlagt en ikke underskrevet skrivelse, dateret 30. november 1992, fra R2 ved LA, som består af en standardtekst til en erklæring til brug ved K1 Holding ApS' køb af selskaber. Teksten svarer - bortset fra de konkrete oplysninger om det købte selskab - til teksten i den erklæring, der er afgivet af statsautoriseret revisor NP den 24. marts 1993 vedrørende overskudsselskabet i denne sag, herunder om indtræden som revisor.

I en skrivelse af 14. april 1993 fra R2, underskrevet af CN og SM, til K2 redegøres der for en model for nulstilling af skattetilsvar. Det drejer sig efter det oplyste om den såkaldte "Madeira-model". Parterne er enige om, at denne model ikke blev anvendt af SB i praksis.

R2 udtrådte af revisionen for K1 Holding ApS ifølge registrering af 29. april 1993 og af revisionen for K2 A/S ifølge registrering af 24. maj 1993. I begge tilfælde indtrådte revisionsfirmaet R4 A/S i stedet.

Det er ubestridt, at LA efter købene blev valgt som revisor for en lang række af de 42 selskabshandler, hvorved F4 Bank i tiden fra 23. december 1992 til 12. maj 1993 bistod K2 med betalingstransaktioner.

Som det fremgår af det foranstående, afgav LA og R2 ikke erklæring om overskudsselskabet i denne sag, HX ApS, for hvilket betalingstransaktionerne ved K1 Holding ApS' erhvervelse fandt sted den 26. marts 1993. LA og R2 indtrådte heller ikke som revisor for dette selskab.

For landsretten er fremlagt en række oplysninger om 2 andre af de overskudsselskaber, der som anført ovenfor blev opkøbt af K1 Holding ApS, nemlig H5 ApS og H6 ApS.

Om H5 ApS er oplyst

H5 ApS blev erhvervet i januar 1993. I følge udskrift af konto 50 32 52 i F4 Bank blev der på kontoen den 5. januar 1993 trukket 26.702.730 kr., hvorefter saldoen var negativ med dette beløb. Samme dag blev der derefter indsat 26.972.230,60 kr., hvorefter saldoen var positiv med 269.500,60 kr. Dernæst blev der - stadig samme dag - trukket "Formidlingsprovision til F4 Bank ...." med 75.000 kr. og som "Nettoprovenue ..." overført 194.500,60 kr. til konto .....4 (K2s konto), hvorefter saldoen igen var 0 kr.

Ifølge referat af ekstraordinær generalforsamling den 5. januar 1993 i det købte selskab vedtoges navneændringen til H5 ApS, og SB blev valgt til direktør, mens R2, LA, blev valgt som revisor. Parterne er enige om, at oplysning om, at R2 skulle indtræde i selskabets revision først er givet til revisionsselskabet efter vedtagelsen.

Der er sket registrering i selskabsregistret om ændringerne den 19. januar 1993.

Det er oplyst, at K2 i en skrivelse af 26. januar 1993 til R2, LA, har redegjort for en aktivitetsplan i forbindelse med udligning af skatter i H5 ApS.

Ved skrivelse af 1. februar 1993 har LA, R2 afgivet erklæring vedr. H5 ApS efter standardteksten i den ikke underskrevne skrivelse af 30. november 1992. I skrivelse af 22. februar 1993 om H5 ApS fra LA til ToldSkat hedder det bl.a.:

"...

For ovennævnte selskab ansøges herved om ændring af regnskabsår fra 1. maj - 30. april til 1. april 31. marts, således at første regnskabsår efter ændringen kommer til at omfatte perioden 1. maj 1992 - 31. marts 1993, 11 måneder - skatteåret 1993/94. Herefter 1. april 1993 - 31. marts 1994.

Skatteåret 1993/94 vil herefter omfatte 2 regnskabsår, 23 måneder, nemlig regnskabsårene 1. maj 1991 - 30. april 1992 og 1. maj 1992 - 31. marts 1993.

Ansøgningen begrundes med administrative og koncernmæssige hensyn."

Om selskabet H6 ApS, der ligeledes er købt af K1 Holding ApS, er oplyst følgende:

Den 30. marts 1993, hvor saldoen var 0, blev 18.824.424 kr. trukket på K1 Holding ApS' konto 50 32 52 og overført til sælgerbank via Nationalbanken, således at saldoen herefter var negativ med dette beløb. Samme dag blev der derefter indsat 19.693.642 kr., således at saldoen var positiv med 869.218 kr. Dette beløb blev samme dag hævet derved, at 75.000 kr. blev hævet som formidlingsprovision til F4 Bank, 5.800 kr. blev anvendt som betaling til samme bank som "cost of fund", og 788.418 kr. blev overført til K2. Saldoen var herefter igen 0 kr.

Ligeledes den 30. marts 1993 blev der ved ekstraordinær generalforsamling i selskabet truffet bestemmelse om bl.a. navneændring til et QRS-selskab og valg af R2, LA som revisor. Ændringerne er registreret i selskabsregistret den 30. august 1993, hvor det samtidig er registreret, at R2 er udtrådt af og Revisionsfirmaet R4 A/S indtrådt i revisionen.

Ved skrivelse af 30. marts 1993 har LA, R2 afgivet en erklæring vedrørende H6 ApS, der svarer til standardteksten i den ikke underskrevne skrivelse af 30. november 1992. Der er dog den forskel, at det sidste afsnit om indtræden som revisor for selskabet er ikke med i skrivelsen af 30. marts 1993.

Ved skrivelse af 15. april 1993 ansøgte LA, R2 skattevæsenet om ændring af regnskabsår for H6 ApS, således at skatteåret 1993/94 ville komme til at omfatte 2 regnskabsår frem til 31. marts 1993.

I den redegørelse af 30. marts 1995, som er afgivet af kurator i konkursboet for overskudsselskabet i denne sag, HX ApS, hedder det bl.a.:

"...

Kurator finder ikke umiddelbart anledning til at kritisere revisionen af K2-selskaberne for det i forbindelse med selskaberne udførte revisionsarbejde.

..."

Ved skrivelse af 19. januar 1999 har R2 til brug for sagen oplyst omfanget af det arbejde, der er udført for SB og K2.

Det hedder i skrivelsen:

"...

På baggrund heraf kan vi oplyse, at vi har registreret følgende timer og salgsværdien heraf:

Udover ovenstående skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at vor Roskilde afdeling har løst særlig opgave (K6), der løb op i 235 timer til salgsværdi kr. 212.124.

En dyberegående analyse af det af statsautoriseret revisor LA samt skatteafdelingen udførte arbejde kan gives således:

..."

I et processkrift I af 12. februar 2001 fra F1 Bank A/S (advokat Kim Jybæk) i sagen B-822-98 er bl.a. anført:

"...

På det indledende møde i F4 Bank fik direktør DH således forevist notat af 23. august 1991 udarbejdet af og underskrevet af advokat BP ..., beskrivelse af 19. august 1991 vedrørende forretningsgang mellem køber og bank i forbindelse med køb og afvikling af aktie og anpartsselskaber udarbejdet af K8 Banking A/S (formentlig SB), ..., samt muligvis notat af 11 september 1991 fra Revisionsfirmaet R2 vedrørende koncept for køb af selskaber med latente skatter, ..., og "LA evangeliet"

..."

Det, der kaldes "LA evangeliet", er den standardtekst, der tidligere er omtalt.

I en materialesamling vedr. R2, LA og K2-koncernens opkøb af overskudsselskaber i perioden december 1992 - april 1993, der er udarbejdet af F1 Banks advokat, Kim Jybæk, er optaget materiale om 34 QRS-selskaber, herunder H5 ApS og H6 ApS, men ikke HX ApS.

For landsretten er med henblik på forholdet mellem K2 og R2 dokumenteret nogle forklaringer, der er afgivet for Københavns Byret i straffesagen mod bl.a. SB. SB har således efter retsbogen forklaret bl.a. følgende:

"...

I perioden august 1991 til marts 1993 havde han et meget snævert samarbejde med advokat BP, som ikke alene ydede juridisk rådgivning, men også deltog i K2 selskabernes mange kommercielle aktiviteter. Han mødtes næsten dagligt med BP og vil anslå, at K2 selskaberne i advokathonorar har betalt omkring 1 million kr. om året. De sås også privat og i week-ender .

...

... at fra begyndelsen af 1991 havde han løbende kontakt med revisor LA hos R2 vedrørende eliminiering af de latente skatter i købte overskudsselskaber. Der var to muligheder. Den ene var at sælge selskabet, den anden var selv at sørge for skatteelimineringen, og det var den mulighed tiltalte foretrak for at sikre sig, at skatteelimineringen blev foretaget korrekt. Tiltalte var selv klar over at skat kunne udskydes ved at investere i afskrivningsberettigede aktiver, men konceptet vedrørende sambeskatning med udenlandske selskaber, fik han på et møde i august 1991 med to medarbejdere i R2's skatteafdeling CL og SM. Det var de to medarbejdere der sammen med LA, rådgav ham. Han fik ikke egentlig skattemæssig rådgivning af revisor TJ.

...

Tiltalte forklarede, at man ikke i K5 selskaberne kunne udnytte skattegodtgørelsesmodellen, fordi det ikke var teknisk muligt på grund af tidsfristerne for udlodning og underretning af skattevæsenet.

Omkring jul 1991-1992 fik han kundskab om, at sambeskatningsmodellen ikke længere ville være mulig på grund af lovindgreb. Han drøftede med R2, hvilke muligheder han så havde for at opnå lignende resultater og R2's skatteafdeling pegede på flere muligheder. Møderne med skatteafdelingen foregik i overværelse af LA. Han havde fået kendskab til, at advokatselskabet R5 havde udbudt aktier i et dansk investeringsselskab med henblik på at opnå skattefrihed på Madeira og ved skrivelsen af 2. januar 1992, til R2 forhørte han sig om mulighederne for at foretage sig noget lignende. I januar 1992 rejste han med BP, SM og BS til Portugal, hvor man drøftede mulighederne med advokater og revisorer. Man oprettede også et selskab på Madeira. Det indgik imidlertid ikke i K2 koncernen og blev oprettet med henblik på gennem virksomheden K7, at udbyde aktier. Projektet blev ikke til noget på grund af ændringer i den danske skattelovgivning. Han regnede imidlertid i 1992 med, at han hermed havde et betryggende koncept til eliminering af skatten i overskudsselskaber efter denne model. Han var ikke bekymret for, at det ikke skulle kunne gennemføres og mente, at han havde god tid, da der ikke var grund til at formode at de portugiske regler ville blive ændret. Det ville være nemmere og billigere at samle selskaberne sammen i bunke, og det var hans tanke, at vente med at gennemføre projektet til man havde indkøbt yderligere overskudsselskaber. Han kunne skubbe skatten i adskillige år ved at lade overskudsselskaberne foretage containerinvesteringer.

...

Anklageren dokumenterede uddrag af ... notat af 11. februar 1992, om forretningsgangen mellem R2 og K2, udarbejdet af tiltalte.

Tiltalte bekræftede, at forretningsgangen var som anført i notatet. Samtidig med at R2 sendte materiale til skattevæsenet, foretog R2 en delrevision, da der ofte var fejl i materialet fra sælgerne.

Det havde hele tiden været hans faste opfattelse, at man havde krav på at få regnskabsåret omlagt.

Allerede i 1991 havde LA fortalt ham, at alle fik omlagt regnskabsåret, og det var det indtryk alle revisorer havde givet ham. Uanset at der i foråret 1993 opstod problemer med omlægningen af regnskabsåret for enkelte selskaber, var det fortsat hans opfattelse frem til sommeren 1993, at man havde krav på at få omlagt regnskabsåret, og det er for så vidt stadig hans opfattelse idet han mener, at skattevæsenets nægtelse af at omlægge regnskabsåret, var et ulovligt forsøg fra skattevæsenets side på at sabotere handlerne med overskudsselskaber.

...

... skrivelse af 18. november 1992 fra tiltalte til R2 med forslag til en sådan skatteeliminering i overskudsselskaberne.

Tiltalte forklarede, at han inden han sendte skrivelsen, som var en af flere skrivelser, havde han den 18. november drøftet planerne med LA, SM og muligvis CL.

Tanken var, at overskudsselskaberne skulle udstede rentefri obligationer til underkurs til selskabet Zero Bond Deposit på Jersey. Provenuet ved obligationsudstedelsen skulle betales til K1 Holding, som herefter skulle udlåne pengene til K9. Dette selskab skulle anvende midlerne til købe af aktier i et Madeiransk datterselskab. Dette selskab skulle placere midlerne i en international bank. Denne konstruktion blev imidlertid ikke ført ud i livet, idet R2 ikke mente, at det var holdbart, at provenuet ved obligationsudstedelsen blev placeret i den samme bank, som finansierede obligationskøbet. Endvidere kritiserede R2, at der ikke var 2 aktionærer i det madeiranske selskab. Drøftelserne med R2 foregik som en løbende dialog i slutningen af 1992/årsskiftet 1993. Det var tanken, at konstruktionen burde modificeres ved at man pantsatte det madeiranske selskabs aktier til den bank, der finansierede obligationskøbene.

... skrivelse af 2. februar 1993 fra tiltalte til LA vedrørende forslag til eliminering af skatterne i K10 ApS.

Tiltalte forklarede, at ... LA berigtigede skrivelsens forslag om placeringen af obligationsinvesteringen i det Madeiranske selskab på den måde, at placeringen skulle ske som en udvidelse af dette selskabs aktiekapital.

Foreholdt af anklageren, at det centrale led i skatteelimineringsplanen er ... meget store lånebeløb til brug for selskaber, som ikke var i stand til at betale disse beløb, erklærede tiltalte, at låntransaktionerne var såkaldte defeased transaktioner, hvor långiver ikke løber nogen reel risiko, idet långiver har stillet meget specifikke krav til lånets anvendelse. Her skulle hele låneprovenuet anvendes til køb af aktier i det madeiranske selskab, og da långiver havde pant i disse aktier, løb man ingen reel risiko.

R2 tilrådede at den långivende bank alene fik pant i Madeira selskabets aktier og ikke i selskabets øvrige aktiver som bestod i låneprovenuet, idet transaktionen herved fik en cirkulær karakter. R2 accepterede således en indirekte pantsætning af selskabets aktiver, idet långiver havde pant i aktierne og derved bestemmelsesret over aktiverne, mens R2 frarådede en direkte pantsætning af aktiverne.

...

... udkast til skrivelsen fra R2 vedrørende K1 Holding ApS' og den såkaldte Madeira model.

Tiltalte forklarede, at han fra den 17. til den 24. februar 1993 var hospitalsindlagt og blev opereret for cancer. På et møde den 26. februar 1993 med LA, SM og CL drøftede han skrivelsen. Man enedes om en række små justeringer, som han ikke nu husker nærmere. Lånemulighederne drøftede man ikke nærmere. R2 var bekendt med omfanget af lånebehovet.

Den 16. marts 1993 blev han kaldt til møde hos LA, som så trist ud og sagde, at hans direktion havde forbudt ham, at være revisor for K2 af politiske grunde. Tiltalte gav udtryk for, at han ikke forstod, hvad han havde, gjort galt,

..."

CO har efter retsbogen under straffesagen forklaret bl.a. følgende:

"...

Fra slutningen af 1991 eller begyndelsen af 1992 var der opstået et meget tæt samarbejde mellem SB, BP og R2s skatteafdeling. Vidnet havde tæt kontakt til revisor LA assistent VE. I 1992 begyndte nogle sælgere at forlange erklæringer om, hvorledes K2 agtede at forholde sig med skatten, og LA udstedte erklæringer herom. I daglig tale kaldet "Lukas evangeliet". Vidnet talte kontinuerligt med VE om alle de selskaber K2 indkøbte. De talt navnlig om det regnskabsmæssige materiale K2 skulle tilsende R2, og vidnet sendte R2 en pakke til brug for udfærdigelse af regnskaber vedrørende hvert selskab. Såfremt det stod i anpartsoverdragelsesaftalen, at LA skulle udstede en erklæring, sendte hun overdragelsesaftalen til LA vedlagt bl.a. en kalkulationsberegning over omkostninger og udgifter til indkøb af afskrivningsberettigede driftsmidler. Kalkulationsberegningen fulgte et standard format, som var udarbejdet af SB. Administrationsudgifterne blev fastsat som et standardbeløb, idet man dog ved de store selskaber drøftede beløbet individuelt. LA sendte sine erklæringer til K2, som videresendte dem til sælger. K2s kontakt til LA var lige så hyppig og tæt, som til BP, nok omkring 35 gange ugentligt. SB havde dog større social kontakt med BP end LA.

..."

4. Oplysninger om spørgsmålet om berigelse m.v.

Til brug for sagen har F1 Bank A/S foretaget beregninger om berigelse hos H2 Holding A/S og hos G1 og - på dette grundlag - tab hos disse som eventuelt regresberettigede hos sagskompleksets øvrige parter. Beregningerne, der ikke er størrelsesmæssigt bestridt, ser således ud:

Efter de anførte beregninger udgør berigelsen for H2 således summen af 3.144.295 kr. og 856.569,88 kr. eller i alt 4.008.804,88 kr. og for G1 summen af 155.274 kr. og 42.249,87 kr. eller i alt 197.523,87 kr.

5. Forklaringer afgivet under domsforhandlingen i landsretten.

A har forklaret, at han er handelsskoleuddannet og har drevet selvstændig virksomhed siden 1984, hvor H1 blev stiftet. Egenkapitalen i koncernen var, da selskabet H1 Danmark ApS, senere HX ApS, blev solgt, på cirka 10 mio. kr. Selskabet blev solgt som led i en omstrukturering i koncernen. Virksomheden havde nogle år tidligere købt et underskudsselskab, hvis skattemæssige underskud var ved at være udnyttet, og det var derfor skattemæssigt relevant at købe et nyt underskudsselskab. Hovedessensen af omstruktureringsplanerne var, at der skulle købes et nyt underskudsselskab, som driften skulle lægges over i. Det var revisor FK, der fik ideen til at sælge overskudsselskabet. Det var også ham, der skulle forestå salget af overskudsselskabet, og han mente, at han godt kunne skaffe en køber. Det var også FK, der opstillede de kriterier, som køberselskabet skulle opfylde, herunder blandt andet at det skulle have en rimelig stor egenkapital. Der var vist 4-5 selskaber, der henvendte sig til FK for at købe overskudsselskabet, men disse blev afvist, fordi de ikke opfyldte de betingelser, der var opstillet med hensyn til egenkapital.

A kendte NJ, idet denne i en periode var kæreste med hans søster, og NJ havde også finansieret nogle varehandler for H- koncernen. I slutningen af februar eller begyndelsen af marts måned 1993 var han sammen med NJ. Han fortalte NJ, at han havde et overskudsselskab, der skulle sælges. NJ tilkendegav da, at G1 gerne ville købe selskabet. De drøftede vist lidt, hvilken kurs NJ skulle betale for selskabet. Han havde selv på et tidligere tidspunkt drøftet med FK, hvilken kurs han mente, at han kunne opnå ved et salg af selskabet. Han kan ikke huske, om NJ nævnte, hvad G1 skulle bruge overskudsselskabet til. De talte heller ikke om, hvorfor G1 var villig til at give en så høj kurs for selskabets skatter, men det må NJ efterfølgende have talt med FK om. Da NJ havde tilkendegivet interesse for at købe selskabet, satte han NJ i forbindelse med FK. Han så ikke et udkast til eller en kopi af anpartsoverdragelsesaftalen, før han underskrev den, og han havde ingen drøftelser med nogen vedrørende et sådant udkast. De håndskrevne notater på det fremlagte eksemplar af et udkast til aftalen er ikke påført af ham, men det ligner FKs håndskrift. Han ville ikke underskrive aftalen, før han havde advokat AHs godkendelse, og han bad derfor FK om at sende aftalen til advokat AH. Han deltog ikke selv i møder vedrørende udformning af kontrakten. Han skrev blot aftalen under, da han fik den forelagt, idet han havde tillid til sine rådgivere. Han hæftede sig ikke ved § 1, pkt. 1.3. Efter underskrift lagde han aftalen til bogholderiet, hvor økonomidirektør MH, der herefter skulle sørge for det fornødne med hensyn til pengeoverførslerne. Han hørte ikke noget om, hvordan købesummen og selskabets midler blev udvekslet.

Foreholdt FKs skrivelse af 11. marts 1993 til F5 Bank, har han forklaret, at han ikke kan huske noget om tilblivelsen af dette brev. Han mindes ikke at have set det, men bogholderiet i H har muligvis modtaget en kopi af brevet. Det var først, da han modtog kurators skrivelse i december 1994, at han erfarede, at selskabet var videresolgt. Det havde NJ ikke orienteret ham om. NJ var på et tidspunkt efter handlen gået fra hans søster, og han havde herefter mistet kontakten med NJ. Han kan ikke huske, hvorfor både han og hans advokat svarede kurator i anledning af dennes skrivelse. Den skrivelse af 12. december 1994, som han sendte til kurator, udarbejdede han sammen med FK. Han kan ikke huske, at han på noget tidspunkt over for kurator har erklæret sig indforstået med, at forældelsesfristen for konkursboets eventuelle sagsanlæg mod ham kunne anses for suspenderet.

H2 Holding A/S fik medio 1998 økonomiske problemer. Egenkapitalen var på det tidspunkt 36-40 mio. kr. Årsagen til de økonomiske problemer var, at selskabet havde momstilgodehavender i England, Tyskland og Sverige på mere end 80 mio. kr., som selskabet ikke kunne få udbetalt. Selskabets bankforbindelse meddelte vist nok sidst i år 2000, at man ikke længere ville finansiere disse tilgodehavender. Selskabet havde derfor ikke længere likviditet til at handle og dermed tjene penge. Selskabets tilgodehavende i Sverige på 16 mio. kr. blev udbetalt i 1999, og tilgodehavendet i England på 14 mio. kr. fik selskabet udbetalt i 2001. Selskabets omkostninger i anledning af de manglende udbetalinger af momstilgodehavender, herunder renter, beløb sig til 12-14 mio. kr. I marts 2002 gik H3 Logistik konkurs. Dette havde en dominoeffekt, og flere af koncernens selskaber gik efterfølgende konkurs og til sidst gik også H2 Holding A/S, der kun ejede aktier, konkurs.

Han og hans bror fik i denne periode kun sammenlagt ca. 5 mio. kr. i udbytte. Der var i størrelsesordenen 13-16 selskaber i H- koncernen, hvor han sad i ledelsen. I hvert fald i 1999, men formentlig helt frem til medio 2001 havde H2 Holding A/S penge til at betale en erstatning på 6 mio. kr. Han tilbød på et tidspunkt G1 1 1/2 mio kr. til endelig afgørelse af sagen, men det var G1 ikke interesseret i. H betalte ikke skattekravet til sagsøgeren, fordi de ikke mente, at selskabet var forpligtet hertil.

A har yderligere forklaret, at han ikke kender noget til, at BS skulle modtage godt 77.000 kr. i forbindelse med handlen, og det er ikke ham, der har betalt BS dette beløb. Han har aldrig set nogen erklæring fra revisor NP. Da han havde sat sine rådgivere til at forestå den pågældende selskabshandel, regnede han med, at de sikrede, at alt var i orden og at de havde foretaget det fornødne, således at han blot kunne underskrive aftalen.

NJ har fået oplæst sin forklaring i sagen G1 ApS mod Skatteministeriet, således som denne er gengivet ovenfor i Vestre Landsrets dom af 1. august 2001 (SKM2001.517.VLR ). NJ har herefter vedstået denne forklaring. A fortalte ham vist i februar måned om omstruktureringen i H- koncernen. I den anledning var der et overskudsselskab, der skulle sælges. FK var i forhandlinger med MM om salg af selskabet, og de ville vist give kurs 78. Det var mindre end, hvad der sædvanligvis blev handlet til. Han mener også, at der lå et udkast til en aftale mellem H og K2 om K2s køb af selskabet, da han kom ind i sagen. A eller FK var endvidere i besiddelse af en erklæring fra statautoriseret revisor LA, som var revisor for K2-koncernen.

Han tilbød A at hjælpe ham med at få en højere kurs for overskudsselskabet. Handlen skulle gå gennem ham, for han ville også have fee for sin indsats. Det ved han ikke, om A og B var klar over. Han fortalte dem det ikke. Officielt fik han en kopimaskine for sin indsats. Han kunne måske have skaffet sig fee ved at have aftalt dette med SB, men det prøvede han ikke. Han mener, at han også havde drøftelser med B om handlen, men det er han ikke i dag helt sikker på. De mest intense drøftelser havde han i hvert fald med A. Han oplyste både til A og FK, at han ville videresælge selskabet til SB, idet G1 ikke havde nogen aktiviteter, man kunne lægge ind i selskabet, og derfor ikke havde noget at bruge selskabet til.

Der var derfor på intet tidspunkt tvivl om, hverken for A eller FK, at selskabet skulle videresælges til SB. Han kan ikke huske, om han gav nogen forklaring til FK eller A og B om, hvorfor han skulle købe selskabet og så videresælge det. Han ved heller ikke, hvorfor FK ikke selv gik direkte til SB for at sælge selskabet til ham.

G1 havde ikke på dette tidspunkt haft anden samhandel med H- koncernen. Den finansiering, som A har forklaret om, at G1 foretog for H, blev først påbegyndt i september 1993.

Han udarbejdede selv udkastet til anpartsoverdragelsen og sendte det til FK. Han kan ikke huske, om han forinden havde haft forhandlinger med FK om udkastet. Han kan ikke huske, hvem der har påført udkastet til anpartsoverdragelsesaftalen de håndskrevne notater, men det er sandsynligvis FK. Efter at FK var fremkommet med sine kommentarer til udkastet, rettede han udkastet til og faxede det til advokat AH. Han kan huske, at han efterfølgende drøftede kontraktudkastet med advokat AH, men han kan ikke huske, hvad de nærmere talte om.

Den endelige overdragelsesaftale sendte han til A, revisor FK og advokat AH, og den var vedlagt kopi af en erklæring fra LA stilet til SB. Denne erklæring havde samme formulering som ONs erklæring.

Han havde selv kontakt med kreditchef AN i F2 Bank. Han talte nok først telefonisk med ham, og efterfølgende sendte han en skriftlig instruks om pengeoverførslen. Han bad om, at pengene blev overført via Nationalbanken. De talte ikke om overførsel ved check.

På købersiden talte han med BS og CO. Han talte ikke med SB. Han havde mere end en drøftelse med BS vedrørende udkastet til overdragelsesaftale, revisorerklæring med videre. BS fortalte, at det var skibscontainere, der var tale om at indlægge i selskabet.

1-2 uger før overdragelsen skulle finde sted, modtog han en skrivelse om, at K2-koncernen nu var blevet så stor, at LA fra R2 ikke måtte vælges som revisor for flere selskaber i koncernen. Der gik nogen tid med at finde ud af, hvem der så skulle være revisor for selskabet efter overdragelsen til K2-koncernen, og overdragelsen trak derfor lidt ud, idet G1 ventede på en revisorerklæring fra K2. Han fortalte til A, at handlen blev forsinket, fordi LA ikke kunne være revisor for selskabet, og at der derfor skulle findes en anden revisor.

Det var en forudsætning for, at han ville skrive under på anpartsoverdragelsen, at han modtog en revisorerklæring fra K2-koncernen, og det fik han den 24. marts 1993, hvor han modtog statsautoriseret revisor NPs erklæring. Erklæringen indeholdt de oplysninger, han forventede at få. Han så ikke nogen problemer i erklæringen, hvilket nok hænger sammen med, at han på det tidspunkt fortsat var autoritetstro overfor revisorerklæringer. I dag er han blevet klogere. Han kan ikke huske, om han videresendte NPs erklæring til A.

Det var en tilfældighed, at købet blev foretaget via F2 Bank og videresalget gennem F3 Bank. Det skyldtes nok, at det var de to konti i disse banker, som koncernen benyttede mest. G1 brugte kun F3 Bank og F2 Bank på dette tidspunkt. Han kan ikke huske, om G1 havde indeståender på andre konti i de nævnte banker. Handlen skulle finansieres ved lån i banken. Det er rigtigt, at det fremgår af F3 Banks kontoudskrift til G1, at maksimum for erhvervskreditten, hvorfra pengene til F4 Bank blev overført, var på 1,5 mio. kr, og det var dette beløb, der var betalt stempelafgift af. Men G1 havde yderligere kreditmuligheder i banken. Så vidt han husker, havde de en "flydende kredit" på omkring 8 mio. kr. Han havde ikke kontakt med F4 Bank, men alene med F3 Bank. Han kan ikke huske indholdet af den instruks, han gav til F3 Bank, men den er givet gået ud på, at banken ikke måtte overføre selskabets midler, før de var sikre på, at der var penge på vej den anden vej.

Ved G1s køb af selskabet opstod der en gæld til selskabet, men denne gæld blev udlignet 2 dage efter. Han kan ikke huske, om han gav nærmere instruks til F3 Bank om, hvor pengene skulle krediteres. Det var af nemheds grunde, at overskudsselskabets midler blev indsat på G1s konto, idet det jo hele tiden havde været planen, at pengene skulle sendes videre til F4 Bank. Der blev oprettet en mellemregningskonto i G1 koncernen i forbindelse med handlen.

Han blev først kontaktet af kurator primo 1998 - vist i marts måned - umiddelbart før stævningen blev udtaget. Foreholdt BSs faktura af 29. marts 1993 til K2, hvoraf det fremgår, at BS skulle modtage godt 77.000 kr. fra sælgeren, har han forklaret, at hverken han eller G1 har betalt penge til BS.

G1 har købt andre overskudsselskaber end det i sagen omhandlede, og i hovedparten af disse er der indlagt leasingaktiver - hovedsageligt lastbiler, men også brugte skibsanparter. En mindre del af de købte selskaber, vist 6 i alt, har G1 videresolgt. I de selskaber, G1 beholdt, og som antalsmæssigt andrager i hvert fald 15 maksimalt 20, er skatten enten betalt, elimineret eller udskudt. Det er rigtigt, at han har været med i bestyrelsen i en del selskaber, der er blevet tvangsopløst. Med hensyn til de selskaber, som G1 har købt til eget brug, har han maksimalt givet kurs 52 for skatten. Det eneste selskab, han har solgt til SB, er det i sagen omhandlede. G1s egenkapital i 1993 var på ca. 40 mio. kr., og det samme er tilfældet i dag. G1 vil derfor være i stand til at betale skattekravet.

Statsautoriseret revisor FK har forklaret, at han havde været revisor for H-koncernen siden 1987. Han reviderede koncernens regnskaber og ydede rådgivning, herunder skatterådgivning. Han havde mest kontakt med A, idet det var ham, der drev virksomheden. B og A støttede sig meget til deres rådgivere, og de foretog sig ikke ret meget, uden først at spørge rådgiverne. Til tider var han i daglig kontakt med A, som også havde kontakt til advokat AH, når der var brug for juridisk rådgivning.

Hele omstruktureringsplanen, herunder salget af H1 Danmark ApS som overskudsselskab, var hans ide. H havde nogle år tidligere købt et underskudsselskab, som de placerede driften i. Da underskuddet var ved at være "brugt op" i 1992, spurgte A ham om, hvad de nu kunne gøre for at minimere skatten. Han svarede, at de så måtte købe et nyt underskudsselskab til driftsdelen. Det gamle selskab kunne sælges som overskudsselskab. I forbindelse med omstruktureringen blev alle koncernens ejendomme udskilt og placeret i et særskilt selskab.

I slutningen af 1992 påbegyndte H et samarbejde med G1. H's virksomhed var meget kapitalkrævende. Varerne blev købt kontant i udlandet og solgt til kunder i Danmark med kredit. G1, der var kapitalstærk, blev brugt til at finansiere nogle af disse varepartier, således at G1 købte varerne kontant og solgte dem med kredit til H. B og As søster havde personlige relationer til NJ. Han har vist mødt NJ et par gange.

Da han havde udarbejdet den endelige omstruktureringsplan, fik R1, som han var tilknyttet, til opgave at købe et underskudsselskab til H og sælge overskudsselskabet. Underskudsselskabet blev hurtigt købt, men det var svært at finde seriøse købere til overskudsselskabet. Han opstillede visse krav til køberens egenkapital og likviditet, og ingen af de mulige købere, der henvendte sig, kunne opfylde disse krav. Bestræbelserne på at sælge overskudsselskabet foregik hen over efteråret 1992 samt i januar og februar 1993. Det gik mest gennem revisionsfirmaets skatteafdeling, hvor det var RJ, der havde sagen. Han er derfor ikke selv nærmere bekendt med navnene på de potentielle købere, der henvendte sig. Han kan ikke huske, om en af dem var SB.

I begyndelsen af marts måned 1993 ringede A til ham og sagde, at han nu havde solgt overskudsselskabet til G1 via NJ. Prisen var aftalt til egenkapitalen med tillæg af godt kurs 80 for skatten. Hans opgave var herefter at udarbejde et regnskab for selskabet frem til overtagelsesdagen, og det gik han igang med med det samme. NJ ville telefaxe et kontraktsudkast, hvilket han gjorde. Den i kontraktens paragraf 1.2 nævnte revisorerklæring, var ikke vedlagt. Han lagde vægt på, at selskabet skulle erhverves af en køber med henblik på fortsat drift. Han kendte G1 som en seriøs virksomhed. Hvis G1 erklærede de ville anvende selskabet til fortsat drift, var det derfor nok for ham. Når han sammenholdt dette med paragraf 1.3 i kontrakten, var det hans opfattelse, at han ikke behøvede at se en revisorerklæring. Han var ikke i tvivl om, at G1 kunne bruge selskabet til at eliminere skat. Han spurgte ikke NJ om, hvorvidt G1 havde købt andre overskudsselskaber.

Han undersøgte ikke, hvem G1s revisor var. Han bad heller ikke om at se et aktuelt regnskab for G1, for A havde oplyst, at G1 havde en stor egenkapital. Han havde også selv kunnet se, at G1 i månederne forinden havde kunnet finansiere H's handler. I øvrigt havde hans kollegaer fortalt, at G1 var en vel konsolideret virksomhed. Han kendte ikke revisor NP. Han kontrollerede ikke, om han fik de erklæringer, der fremgik af aftaleudkastet.

De håndskrevne tilførsler i det fremlagte udkast til aftalen er påført af ham. Han studsede ikke over paragraf 5.7. i udkastet, og det faldt ham ikke ind, at G1 kunne finde på at tømme selskabet. I øvrigt mener han, at spørgsmålet om selvfinansiering var "ovre i den juridiske boldgade", som AH - og ikke han - skulle tage sig af. Han havde nogle bemærkninger til NJs udkast, og disse bemærkninger meddelte han A enten pr. telefax eller telefonisk. Hans opgave var primært at tage sig af den økonomiske del af sagen. Da han havde gennemgået kontrakten med dette for øje, skulle advokat AH have kontrakten til gennemgang for så vidt angik de juridiske spørgsmål, som udkastet kunne give anledning til.

Han kan ikke huske, om det var ham selv eller A, der sendte kontrakten til advokat AH. Han tror, at han talte med advokat AH i telefonen.

Den 10. marts 1993, da han modtog skrivelsen af samme dato fra advokat AH, var aftalen om salget af overskudsselskabet slet ikke udarbejdet. Det blev den vist først den 18. marts. Men advokat AH havde allerede, da han udarbejdede skrivelsen af 10. marts 1993, kendskab til, at der skulle ske en overdragelse, blot var overdragelsesaftalen endnu ikke udfærdiget.

Forevist forside til telefax af 19. marts 1993 til advokat AH, har han forklaret, at det er hans sekretærs skrift. Han ved ikke, om det er R1s telefaxregistrering, der fremgår af øverste venstre hjørne. Det er ikke ham, der har udformet "UDKAST TIL REVISIONSERKLÆRING", der er fremlagt som side 2 i det nævnte bilag. Foreholdt, at denne side i følge telefaxregistreringen er sendt umiddelbart efter side 1 fra den samme telefax, har han forklaret, at han ikke ved, om side 2 er sendt af R1, eller hvor hans sekretær i givet fald har haft erklæringen fra. Han kan slet ikke huske, at han har set dette udkast.

FK har videre forklaret, at han ikke vidste, at G1 ville videresælge selskabet til SB. BS havde været med under en del af drøftelserne om omstruktureringen. I december 1992 blev der holdt et møde på advokat AHs kontor vedrørende omstruktureringen, herunder om køb af et underskudsselskab og et skuffeselskab, der skulle være det fremtidige holdingselskab, og dette skuffeselskab købte A og B af BS, der kom til stede under mødet. AH fik kopi af redegørelsen for omstruktureringen af 9. november 1992, og den blev drøftet på mødet. Han ved ikke, om det var advokat AH eller andre, der havde kontakt med BS. BS havde ikke noget med salget af overskudsselskabet at gøre. Forevist faktura af 29. marts 1993 fra BS til K2, har han forklaret, at han aldrig har været bekendt med en aftale om, at Brødrene A og B skulle betale et beløb i forbindelse med salget af overskudsselskabet til BS.

Efter at anpartsoverdragelsesaftalen blev sendt til advokat AH, havde han ikke mere med handlen at gøre. Han tror, at det var regnskabschefen i H, MH, der stod for pengeoverførslerne, han var i hvert fald ikke involveret i disse. Han så ikke erklæringen af 24. marts 1993 fra revisor NP i forbindelse med handlen.

Baggrunden for og formålet med hans brev af 11. marts 1993 til F5 Bank var at forklare F5 Bank, hvad der ville komme til at ske i H, som havde store bankkreditter. Banken havde givet udtryk for usikkerhed overfor omstruktureringen, og bankens direktør TR havde derfor anmodet om en redegørelse for, hvad der skulle ske i H. Han tror ikke, at han sendte bilag eller andet med brevet.

AH var H's husadvokat, og de benyttede sig ikke af andre advokater. AH kendte virksomheden lige så godt, som han selv gjorde. Han kan ikke huske, om AH fik kopi af skrivelsen af 11. marts 1993 til F5 Bank. AH havde fået kopi af omstruktureringsplanen, og denne havde de drøftet på mødet i december måned hos AH. Ud over drøftelserne i december havde de også drøftelser i marts måned med AH, hvor driftsselskabet skulle lægges over i det nyindkøbte underskudsselskab. Det var ham selv, der i samarbejde med AH stod for at købe underskudsselskabet. Han ved, at RJ i marts måned 1993 anmodede AH om at omdanne et købt selskab fra A/S til et ApS for at spare aktieafgift.

I det notat han havde udarbejdet vedrørende omstruktureringen, havde han side 1, 3. afsnit forudsat, at anskaffelsessummen for aktierne i overskudsselskabet skulle være den samme som afståelsessummen. Han kan ikke huske om det rent faktisk blev tilfældet, men det blev det nok, for H4 ApS har ikke selvangivet nogen avance.

Han har rådgivet 2 andre kunder om salg af overskudsselskaber, men han vil ikke oplyse, til hvem disse selskaber er solgt. Det er dog ikke til SB, som han aldrig har haft nogen som helst kontakt med. Foreholdt NJs forklaring om, at H, allerede da han kom ind i billedet, havde fået et tilbud om køb af selskabet fra SB til kurs 78, har han forklaret, at det kender han intet til. Men det kan godt være, at de fra andre havde modtaget tilbud om køb til kurs 78.

Man kunne hurtigt regne ud, hvad der skulle til, når skatten skulle udlignes. Det drejede sig om ca. 30 mio. kr. Han var ikke i tvivl om, at G1 kunne udligne skatten til stort set 0. Han var ikke klar over, at G1 havde omkring 20 selskaber liggende.

AH har forklaret, at han blev advokat for H i slutningen af 80'erne eller i starten af 90'erne. Virksomheden havde handel med udlandet, og de parallelimporterede blandt andet visse varer. Han gennemgik de kontrakter, der blev udarbejdet i den forbindelse, og gav sine kommentarer til A. Han beskæftigede sig også med personalesager, retssager og en enkelt ejendomshandel.

Han husker, at der skulle erhverves et underskudsselskab, og at han efter erhvervelsen skulle sørge for at bringe det vedtægts- og registreringsmæssigt i orden. Han kendte ikke BS. Det er rigtigt, at der blev afholdt et møde på hans kontor i december 1992 med deltagelse af FK. De talte om erhvervelse af et underskudsselskab. Redegørelsen af 9. november 1992 om bl.a. salg af H som overskudsselskab, så han først forleden dag. Han kan totalt afvise, at han blev gjort bekendt med, at H1 Danmark ApS skulle sælges som overskudsselskab, før den 19. marts 1993. Overdragelsesaftalen af 15. februar 1993, hvor H1 Danmark A/S overdrog aktiver og passiver til L1 Danmark A/S, udarbejdede han på baggrund af oplysninger, som han havde fået af FK. Overdragelsen var et led i den skatteplan, som FK befattede sig med.

Langt den overvejende del af kontakten med FK og også med A foregik telefonisk. Baggrunden for, at han udarbejdede skrivelsen af 10. marts 1993 til FK var, at han var blevet ringet op af RJ, som udførligt havde forklaret om omstruktureringsplanerne, herunder at ejendommene inden en vis frist skulle overdrages af selskabet til et andet selskab i koncernen. H skulle endvidere ændres fra et aktieselskab til et anpartsselskab. Han fik ikke nogen forklaring fra RJ på, hvorfor disse ændringer skulle foretages, og han spurgte heller ikke selv om det.

Han udarbejdede herefter de fornødne dokumenter. Han lod anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af 10. marts 1993, om ændringen af H1 Danmark til et anpartsselskab bringe, idet der i følge RJ var tale om en hastesag. Selv vidste han ikke, hvorfor der var tale om en hastesag. Han spurgte ikke, hvorfor omstruktureringen, herunder salg af ejendommene, hastede. Når revisoren, som stillede ham opgaverne vedrørende omstruktureringen, sagde, at det hastede, så tog han dette til efterretning og rettede sig efter det. Han dannede sig ikke et samlet billede af, hvad der skulle ske.

RJ havde ikke nævnt noget om aktieafgift i telefonsamtalen. Første gang han så dette ord nævnt, var da MH i en skrivelse af 11. marts 1998 sendte ham en skrivelse fra ToldSkat, der krævede aktieafgift af H. Han var opmærksom på, at det efter aktieselskabsloven var afgørende, hvornår ændringen var offentliggjort. Han kendte på dette tidspunkt ikke salgsaftalen, og han bad derfor MH sende ham den, så han kunne se, hvornår overdragelsen havde fundet sted. Der har ikke været rejst nogen sag mod ham på grund af betaling af aktieafgift.

RJ havde nævnt, at der kunne blive tale om et eksternt salg af overskudsselskabet. Det havde han ikke hørt noget om før, og han nævnte det derfor i sin skrivelse af 10. marts 1993 til FK, som så kunne reagere, hvis der var anledning til dette.

Den 19. marts 1993 modtog han en telefax med udkast til en aftale om H4s salg af selskabet til G1. Et sådant salg havde han intet hørt om, og han var heller ikke varslet om, at telefaxen ville komme. Han gennemlæste anpartsoverdragelsesaftalen. Han noterede, at den revisorerklæring, der var nævnt i paragraf 1.2, ikke var vedlagt. Han noterede endvidere, at der i paragraf 4.8 manglede den eller de sidste linjer. Oplysningen i paragraf 6 om, at selskabet ikke var part i retssager, vidste han var forkert, for han førte en retssag for H mod L3. Endelig havde han en bemærkning om voldgift for mindre sager i paragraf 9. Han hæftede sig ikke ved paragraf 5.7. Han gik i det hele taget ikke ned i substansen i flere af bestemmelserne, idet han regnede med, at H ville kontakte ham med henblik på en gennemgang og nærmere drøftelse af udkastet.

Han ringede til FK, der oplyste, at det var besluttet at sælge selskabet til G1, men han sagde ikke hvorfor. Han sagde til FK, at han havde nogle umiddelbare bemærkninger til udkastet, men da han ikke havde drøftet udkastet med sine klienter, A og B, var det klart, at det ikke var og ikke kunne være hans endelige bemærkninger. FK sagde, at han havde lagt megen vægt på paragrafferne 1.2 og 1.3. FK eller dennes medarbejder sendte ham herefter den revisorerklæring, der er telefaxet den 19. marts 1993. Han kan ikke huske, om han studsede over, at H4 A/S nævntes i erklæringen.

FK bad ham under samtalen om at ringe til NJ med de bemærkninger, han havde og samtidig anmode om NJs bemærkninger hertil. Det gjorde han senere samme dag, den 19. marts. Han sagde til NJ, at han havde nogle umiddelbare bemærkninger til udkastet, men han mener, at det lå helt klart, at der kunne komme yderligere bemærkninger, idet han i sagens natur skulle drøfte udkastet med sin klient. Hans bemærkninger lod ikke til at chokere NJ, som han ikke kendte. Der var tale om en kort samtale, og de talte ikke om andre dele af kontrakten. Han forstod på NJ, at han ville acceptere at ændre aftaleudkastet på de nævnte punkter. Han talte kun med NJ om aftaleudkastet og ikke med A.

Den 22. marts modtog han et nyt udkast fra G1. Han påså, at der var sket ændringer på de punkter, han havde nævnt. Han gennemgik ikke i øvrigt kontraktsudkastet. Han ringede herefter til FK, der sagde, at han ville gå videre med sagen, og at AH så ville blive kontaktet.

Han regnede da også selv med, at han skulle tale med A og B, som var sælgerne. Han kontaktede ikke selv A, for det havde FK sagt, at han ville gøre. Han sagde til FK, at hans bemærkninger var foreløbige eller umiddelbare, og at han ikke havde talt med A. Det måtte være klart for enhver, at A ikke skulle underskrive salgsaftalen, før han havde fået juridisk rådgivning. For ham at se var der ikke noget, der hastede. Han ventede derfor på, at A skulle kontakte ham, hvis han ville sælge selskabet, og hvis han i den forbindelse ønskede juridisk rådgivning.

Det er rigtigt, at der i udkastet stod, at selskabet skulle overdrages den 15. marts, men det tillagde han ikke nogen betydning. Der var nemlig kun tale om et udkast, der skulle danne grundlag for de nærmere forhandlinger. Han forsøgte ikke at få afklaret med A, hvorvidt der var tale om en hastesag. Han afventede herefter nærmere, men der skete ingenting.

Han var ikke involveret i betalingstransaktionerne. Han sendte ingen regning til A for sit arbejde i sagen, for det havde været yderst beskedent. I øvrigt havde han slet ikke talt med A om, at han skulle udføre arbejde i sagen.

Han hørte ikke noget til sagen før i december 1994, hvor han blev kontaktet af A, der havde modtaget et brev fra kurator i konkursboet. Det var først på dette tidspunkt, han blev klar over, at selskabet var blevet solgt. Han talte med A, der oplyste, at de ikke havde solgt selskabet til K5, men til G1, hvilket han herefter ifølge aftale med A meddelte kurator. Man havde glemt at afmelde i selskabsregistret, og det var ikke sket, hvis han havde haft overdragelsen til ekspedition. Han er ikke bekendt med, at A selv svarede kurator i en skrivelse af 12. december 1994.

Erhvervsrådgiver i F2 Bank AN har forklaret, at han er bankuddannet. I marts måned 1993 var han kreditchef. G1 havde været kunde i banken siden 1988, og han havde fuldt kendskab til koncernen i 1993. Han havde også kendskab til, at G1 købte og solgte overskuds- og underskudsselskaber. Underskudsselskaberne blev erhvervet med henblik på at udnytte de skattemæssige underskud. Overskudsselskaberne blev erhvervet vistnok med henblik på for investeringsfondsmidler at erhverve afskrivningberettigede aktiver i disse selskaber. Det var ham personligt, der betjente G1. Han havde mest kontakt med NJ. Han ydede blandt andet kredit og tog imod indskud fra G1, men han ydede ikke rådgivning i forbindelse med virksomhedens handel med selskaber. Han ved, at G1 også havde andre bankforbindelser i 1993.

Forevist kontoudskrift af 26. marts 1993 vedrørende G1s konto i banken, har vidnet bekræftet, at der den 24. marts 1993 blev trukket en bankcheck på kontoen på godt 9 mio. kr., som blev indsat i F5 Bank samme dag. Han har i dag ingen konkret erindring om de pågældende posteringer. Han har givetvis fået en instruks fra NJ enten pr. telefax eller telefonisk, men der er ingen notater i banken i dag vedrørende instruksen. Hans antagelse er, at han har haft kontakt med NJ, hvor de har aftalt, at F2 Bank skulle udstede en check i forbindelse med købet af selskabet. Pengene blev trukket på kassekreditten, selv om det bevirkede, at den blev negativ med cirka 10 mio. kr., og G1 kun havde et kreditmaksimum på 1,5 mio. kr. Men banken betragtede det ikke som et overtræk, når der samme dag indgik penge på kontoen, hvilket skete ved indbetalingen på de godt 10 mio. kr. Han fik ikke anpartsoverdragelsesaftalen at se, men NJ har sikkert oplyst, at han havde købt et selskab for en købesum på godt 9 mio. kr., og at han skulle have godt 10 mio. kr. retur. Banken "slap" ikke checken, før man fik udleveret den anden. Selve transaktionen blev foretaget af banken.

Han vidste ikke, at selskabet skulle videresælges. Det var først for 3-4 år siden, at han blev bekendt med, at selskabet var blevet videresolgt til SB. Hverken han eller andre i banken har haft kontakt med K2-koncernen, herunder heller ikke med SB.

G1 var velkonsolideret og kreditværdig. Han ville nok - hvis G1 havde ønsket det - have bevilget et lån på 10 mio. kr. til køb af et selskab. Han har nok mellem 5 og 10 gange bistået G1 med betalingsoverførsler i forbindelse med køb af overskudsselskaber. Proceduren var typisk den, at pengene blev overført til sælgerne via Nationalbanken. Han kan ikke huske, hvorfor denne fremgangsmåde ikke blev fulgt i denne sag. Han kendte til reglerne om forbud mod aktionærlån, men han kendte ikke reglerne om forbud mod selvfinansiering.

UN har forklaret, at hun er bankuddannet og har været ansat i F2 Bank i 28 år. I 1993 var hun sagsbehandler i erhvervsgruppen. Hun var ikke da bekendt med, at G1 var kunde i banken, og hun havde ikke før 1993 haft kontakt med eller i øvrigt udført ekspeditioner for G1.

Den 24. marts 1993 udstedte hun en bankcheck på godt 9 mio. kr., der blev hævet på G1s konto og indsat i F5 Bank. Hun kan huske, at hun udstedte checken sidst på dagen, og hun har set i edb-systemet i banken, at afdelingen havde fået anmodningen om at udstede denne check. Hun kan ikke huske, om anmodningen blev fremsat telefonisk eller pr. telefax. Checken skulle afleveres i F5 Bank, men hun kan ikke huske, om der var andre ordrer om, hvorledes der skulle forholdes med checken. Hun kan huske, at de fik checken på de godt 10 mio. kr. fra F5 Bank samme dag, men hun kan ikke huske, om de fik den, da de afleverede F2 Banks check i F5 Bank, eller om F5 Banks bud kom med den senere. Hun var ikke bekendt med baggrunden for transaktionerne.

DH har forklaret, at han er bankuddannet og har HD i kredit og finansiering. I dag er han selvstændig. I 1993 var han administrerende direktør i F4 Bank. Han var bekendt med, at private ikke måtte have aktionærlån, men han kendte ikke til forbuddet mod selvfinansiering ved handel med selskaber.

En af vidnets kollegaer i banken kendte SB fra Fondsbørsen. Vidnet kom selv i kontakt med SB i forbindelse med en aktiehandel, som banken bistod ham med, og hvor vidnet mødte ham i forbindelse med afregningen.

SB henvendte sig på et senere tidspunkt til banken vedrørende køb af overskudsselskaber. Han sagde, at selskaberne kunne bruges skattemæssigt på den måde at man indlagde afskrivningberettigede aktiver - for eksempel containere - i dem. SB havde på mødet et notat med fra LA. Efter hans erindring var notatet af 11. september 1991. Han kan ikke huske, om han fik en kopi af notatet. SB havde ikke nogen kredit i banken. Vidnet vidste, at SB tidligere var gået konkurs med ejendomsmæglerforretning, så banken ville under ingen omstændigheder yde ham kredit. F2 Bank var SBs hovedbank, men han sagde, at F2 Banks ekspeditioner i forbindelse med selskabshandler gik for langsomt. Derfor ville han heller have F4 Bank til at bistå sig med disse handler.

SB nævnte, hvad han betalte i gebyr til F2 Bank, og det blev derfor aftalt, at F4 Bank skulle have det samme. Dette var baggrunden for de gebyrer, som banken senere opkrævede. Han mener, at SB nævnte 40.000 kr. eller 45.000 kr. Han vidste ikke, hvad F2 Bank tog i gebyr. Han havde ikke kendskab til, at andre banker ikke tog et gebyr af en sådan størrelse, og han stolede på SBs oplysninger. F4 Bank tog derfor som minimum 40.000 kr. i gebyr pr. handel. Banken tog et større gebyr i visse tilfælde, for eksempel hvis der var tale om udveksling af meget store beløb. F4 Bank var en investeringsbank, der ikke havde faste gebyrer for sådanne betalingstransaktioner.

Det var oprindelig meningen, at banken skulle modtage og kontrollere nogle dokumenter i forbindelse med selskabshandlerne. Det blev ikke til noget. Men gebyrerne blev ikke sat ned af den grund. Man foretog sig ikke andet end at betale, modtage penge og fordele dem. Men det stiller en række krav. Banken opkrævede således ikke renter for det rentetab på mellem 1 og 4 dage, som opstod i forbindelse med en selskabshandel, og gebyret skulle derfor også dække dette.

Med de store beløb skulle banken advisere Nationalbanken dagen i forvejen. Arbejdet kunne derfor ikke sammenlignes med bankens arbejde i andre banksager, og det ekstraarbejde, der var forbundet med en selskabshandel, skulle også dækkes af det opkrævede gebyr.

Endvidere havde banken direkte udgifter i forbindelse med transaktionerne, når banken ved deponering af obligationer skulle sikre, at betalingstransaktionerne i Nationalbanken kunne ske.

Det praktiske i forbindelse med selskabshandlerne blev forestået af LC og FB, og han har ikke kendskab til pengeoverførslerne i de konkrete handler. Han drøftede ved et møde med disse, hvilke forhold banken skulle iagttage for at sikre, at banken overholdt bankloven. Han mener ikke, at der blev udarbejdet en egentlig instruks i banken.

Forevist K2s beskrivelse af forretningsgang af 19. august 1991, har vidnet forklaret, at han ikke før i forbindelse med denne retssag har set dette notat. Det samme gælder for advokat BPs notat af 23. august 1991. Han havde heller ikke kendskab til SBs skrivelse af 2. februar 1993 til F4 Bank vedrørende afvikling af overskudsselskaber, og han har ikke drøftet den med LC. Han har ikke været med til at udarbejde bankens skrivelse af 25. marts 1993 til K1 Holding ApS.

Han vidste godt, at restprovenuet blev sendt til K2, og at det var en forudsætning for, at handlerne kunne foregå uden kreditfaciliteter, som de gjorde. Det var nok et fast mønster, at banken modtog det købte selskabs midler, og at banken så betalte købesummen af disse midler. Herefter tog banken et gebyr og sendte resten til K2, men han kender ikke instrukserne i de enkelte sager. Banken havde således ingen kreditrisiko i forbindelse med transaktionerne, og han havde instrueret bankpersonalet om, at de stedse skulle sørge for, at banken ikke havde nogen kreditrisiko.

Han gik ud fra, at køberens og sælgerens rådgivere tog sig af at tjekke de juridiske forhold i forbindelse med en selskabshandel, herunder påse at anden lovgivning end bankloven blev overholdt.

"Cost of fund", som banken i følge et kontoudtog til K1 Holding ApS har opkrævet med 5.800 kr. den 30. marts 1993 er omkostninger, som banken har haft i forbindelse med en selskabshandel, og som derfor skal dækkes af K1 Holding ApS. Han ved ikke hvilke omkostninger, der er tale om, for han kender ikke nærmere til den pågældende transaktion. Ham bekendt opkrævede banken ikke normalt cost of fund i disse handler.

Han er enig i, at der ikke var et naturligt forhold mellem bankens arbejde, rente m.v. og det gebyr, der blev betalt af K2 i de enkelte handler. F4 Bank havde udelukkende med betalingstransaktionerne at gøre, og der var således ikke tale om nogen formidling.

Foreholdt, at der i F4 Banks afregning af 25. marts 1993 til K1 Holding ApS, bilag 8, er anført "vor formidlingsprovision" har vidnet forklaret, at han ikke ved, hvorfor banken har anvendt dette ord. "Nettoprovenu", som er anført i samme skrivelse, er det beløb, der var tilbage, når alle omkostningerne var betalt, og det var det beløb, der blev overført til SBs konto.

Indtægten ved gebyrerne vedrørende K2 var samlet nok på ca. 2 mio. kr. Han var fortsat direktør, da F1 Bank købte F4 Bank. Han havde intet at gøre med den beslutning, som F1 traf, da man fralagde sig de gebyrer, som F4 Bank havde opkrævet af K2 i forbindelse med selskabshandlerne. Han fratrådte sin stilling i banken i 1996 eller 1997.

Afdelingsdirektør i F5 LC har forklaret, at han er bankuddannet. I 1993 var han ansat i kreditafdelingen i F4 Bank sammen med FB. Han kendte til forbuddet mod aktionærlån, men ikke selvfinansiering.

Når banken i forbindelse med en selskabshandel for SB modtog penge fra en anden bank, var det vidnets opgave - efter nærmere instruks fra SB - at sende et beløb, der altid var mindre end det modtagne, den anden vej.

I starten troede de ikke, at handlerne ville få noget nævneværdigt omfang, men da de opdagede, at der kom mere end 1 eller 2 selskaber, udarbejdede banken nogle standardskrivelser, som de kunne benytte sig af. Han mener ikke, at de viste standardskrivelserne til DH. Banken udarbejdede ingen instruks for gennemførelsen af selskabshandlerne. Forevist K2s beskrivelse af forretningsgang af 19. august 1991, advokat BPs notat af 23. august 1991, og LA' skrivelse af 11. september 1991, har vidnet forklaret, at han ikke har set disse skrivelser tidligere.

De havde en stående ordre om, at de ikke måtte yde kredit til SB. Han kan ikke huske, om han så anpartsoverdragelsesaftalen mellem G1 og K1 Holding ApS. I nogle handler fik banken telefaxet aftalen. Det var ikke for at se, hvad der stod i de enkelte paragraffer, men alene størrelsen på det beløb, de skulle modtage. I enkelte handler skulle der også deponeres et beløb til betaling af skat. Forevist K2s skrivelse af 25. marts 1993 til F4 Bank, har vidnet forklaret, at det var sådan en typisk instruks fra SB så ud. Banken fik at vide, hvad de skulle modtage, og hvad der skulle overføres. Efter transaktionernes gennemførelse sendte banken et brev til SB, hvor de afregnede restbeløbet.

"Formidlingsprovision" er nok et ord, han har fundet på. Der kunne lige så godt have stået provision eller gebyr. Banken udførte ikke formidlingsopgaver for SB. Han fik besked af DH om størrelsen på det gebyr, banken skulle tage. Det skete vist fra sag til sag. "Nettoprovenue", var det beløb, der var tilbage, når alle havde fået deres i forbindelse med en selskabshandel.

F4 Banks skrivelse af 25. marts 1993 til F3 Bank var en bekræftelse på den clearing, der skulle foregå, og det var altid en skrivelse med tilsvarende indhold, banken sendte i forbindelse med SBs selskabshandler.

Han skrev til F3 Bank, at de skulle sende pengene til F4 Bank, og hvis ikke de gjorde det, ville F4 Bank heller ikke sende penge til F3 Bank. Han kan ikke huske, om han så F3 Banks telefax af 25. marts 1993 til K1 Holding ApS. Det var sjældent, at han talte med den anden bank vedrørende clearingen. Han talte aldrig med sælgerne af selskaberne.

Han kan godt huske, at han modtog SBs brev af 2. februar 1993. Det var vidnet selv, der havde bedt SB om at sende en skriftlig instruks om afvikling af overskudsselskaberne, idet vidnet havde erfaret, at der ville blive tale om mange handler. Når K1-Holding købte selskaber, ville han have SB til at bekræfte, at de penge, som banken modtog i den forbindelse, kunne sættes ind på K1-Holdings konto. Hvis pengene var klausuleret fra den anden banks side, ville han have fulgt denne banks instruks. Foreholdt, at dette synes at stride mod ordlyden af SBs skrivelse, har vidnet forklaret, at meningen var den, han lige har forklaret. Penge, der var adresseret til K1 Holding, skulle indsættes på K1 Holdings konto, men hvis pengene var adresseret til andre, så skulle denne instruks følges. Han ville ikke selv have formuleret brevet, som SB gjorde.

Han mener aldrig, at der var penge, der var adresseret til K2. Hvis han fik besked på, at der skulle deponeres et beløb til skat, gjorde han det. Hvis han havde fået besked på at oprette en klientkonto, ville han også have gjort det, men han kan ikke i dag huske, om det nogensinde var tilfældet.

Han brugte måske 2-3 timer på en selskabshandel. Banken foretog også bankoverførsler for andre kunder, men han tror ikke, at de tog gebyr for dette. Opkrævning af "Cost of fund" den 30. marts 1993, som fremgår af kontoudtoget til K1 Holding APS, vedrører nok et tilfælde, hvor banken har måttet finansiere sig i en anden bank.

FB har forklaret, at han er kontorchef i F5 Bank. I 1993 var han kontorchef i F4 Bank. Han kendte ikke på det tidspunkt til selvfinansieringsforbuddet. Hans opgave i banken var at kontrollere og sikre, at der i forbindelse med selskabshandler kom midler fra en anden bank, før F4 Bank overførte købesummen. Han tror aldrig, at han har talt med sælgere af et selskab, og det ville også have være meget usædvanligt.

Han så SBs skrivelse af 2. februar 1993, og han opfattede den således, at når selskabshandlen var endelig gennemført, kunne de overføre de resterende penge til K1 Holdings konto, så SB kunne bruge pengene. Hvis banken fik en instruks fra den overførende bank om at sætte pengene ind på en bestemt konto, gjorde de det.

Han var ikke involveret i fastsættelsen af gebyrerne, som de trak fra i beløbet, før de sendte resten videre til SB.

LA har forklaret, at han har været statsautoriseret revisor siden 1971. Han var partner i R2, som han forlod i 1994. Der var dengang cirka 400 revisorer ansat. Revisionsafdelingerne, herunder hans egen, forelagde jævnligt sager for revisionsfirmaets skatteafdeling, hvor der var både jurister og revisorer. Det var revisionsafdelingen, der havde kontakten til kunden. Han var selv ofte med i den indledende fase i behandlingen af skattespørgsmål, hvor problemet blev formuleret for skatteafdelingen, som herefter "knækkede nødden".

CL, der har medunderskrevet skrivelsen af 11. september 1991 til K2 var ansat i skatteafdelingen. Han skrev selv under som partner i forhold til kunden. I august 1991 fik han en telefonisk henvendelse fra SB, som ønskede rådgivning om skattespørgsmål. Før denne dato havde han kun truffet SB en enkelt gang. Han foreslog SB, at der blev afholdt et møde med revisionsfirmaets skatteafdeling. Han var selv med til det første møde, der formentlig blev afholdt omkring den 20. august 1991. SB oplyste, at han var under konkurs med en ejendomsmæglerforretning. Det vidste han dog godt i forvejen, for det havde han læst i avisen. SB ønskede alene skatterådgivning.

SB havde mange kreative forslag til skattetænkning, og det blev aftalt, at R2 skulle gennemgå disse forslag. SB oplyste, at han ville forsøge at opnå en marginal gevinst ved at opkøbe selskaber, og indlægge afskrivningsberettigede aktiver i disse. SB beskæftigede sig også med ejendomsinvesteringer. Revisionsfirmaet ydede kun SB skatterådgivning.

Sidst på efteråret 1991 blev han imidlertid kontaktet af SB, der oplyste, at han havde overvejelser om at supplere skatterådgivningen med, at R2 også skulle være revisorer i de selskaber, han købte. SB oplyste, at han havde haft en uoverensstemmelse med den tidligere revisor, TJ, og SB ville derfor gerne i stedet benytte sig af revisorbistand fra R2. Han blev ikke klar over, om det også skulle gælde for de selskaber, som TJ var revisor for, eller om det kun skulle gælde for selskaber, der fra det tidspunkt blev indkøbt.

Efter aftale med SB kontaktede han selv i november eller december måned 1991 telefonisk TJ, der bekræftede, at han havde haft uoverensstemmelser med SB om honorar for udført arbejde. TJ sagde også, at han havde gjort bemærkninger på et regnskab om, at der var mistanke om, at et selskab var købt ved selvfinansiering, men det virkede ikke på TJ, som om han syntes, at det havde været noget afgørende. TJ kunne ikke i øvrigt fortælle om graverende forhold vedrørende SB, og han fandt derfor ikke anledning til at bore mere i det. Han indhentede ikke oplysninger om SB andre steder fra. Det fandt han ikke anledning til, idet TJ ikke havde haft særlige bemærkninger om K2-koncernen.

I november eller december blev det aftalt, at SB herefter kunne vælge ham som revisor. I december eller januar måned fik han en koncernoversigt. Han drøftede da en "foundation" i Luxembourg, men da han fik oplyst af SB, at denne "foundation" var oprettet af advokat HT gik han ud fra, at det så var i orden. Han kan ikke huske, hvornår han første gang blev valgt som revisor, men det var engang i 1992. Han blev aldrig nogensinde taget med på råd om opkøb af selskaber. Han blev altid først orienteret om et køb, efter det havde fundet sted, og efter at han var blevet valgt som revisor.

Han rådgav heller ikke om finansieringen af opkøbene, og han blev heller ikke orienteret om, hvordan SB finansierede de enkelte køb. Han blev heller ikke orienteret om tilrettelæggelsen af betalingstransaktionerne, og han havde intet med disse at gøre, ligesom han ingen kontakt havde til bankerne. Han blev således ikke gjort bekendt med og erfarede heller ikke på anden vis, at SB finansierede købene ved selvfinansiering.

Han kendte godt reglerne om forbud mod selvfinansiering. Han så gennem tiden nogle kontrakter vedrørende køb af selskaber. K2s beskrivelse af forretningsgange af 19. august 1991, har han ikke set før under denne sag. Han er helt sikker på, at SB ikke havde dette med til mødet. Dokumentet har formentlig ligget hos køberbanken. Han har heller ikke før under denne sag set advokat BPs notat af 23. august 1991.

Når SB havde købt et selskab, og der var valgt revisor, sendte han bagefter diverse materiale, herunder blandt andet anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, vedtægter generalforsamlingsreferat, overdragelsesaftale, regnskaber m.v., som han som revisor skulle bruge. Han har fået notatet om forretningsgang af 11. februar 1992. Opgavebeskrivelsen og angivelsen af dokumenter heri er korrekt. Han påså straks, om der for eksempel var behov for at ændre et skatteår. Han modtog også lejlighedsvis materiale fra en tidligere revisor, og her kunne der være ting, der skulle op- eller afklares. Det afgørende var, at alt vedrørende selskabet havde været, klart op til salget. Fra salget var sket og frem til årsregnskabsafslutningen, var der kun minimale bevægelser i form af nogle renter. Han udarbejdede regnskaberne for selskaberne efter regnskabsårenes afslutning.

Når han efter en selskabshandel modtog diverse materiale fra SB, undersøgte han ikke de likvide overførsler, der havde fundet sted i forbindelse med handlen, idet han ingen mistanke havde om, at selskaberne blev købt ved selvfinansiering. Han kontrollerede heller ikke, om pengene var overført via bank. Han vidste, hvilke banker SB benyttede.

SB havde sagt, at han ville købe afskrivningsberettigede aktiver i form af containere m.v, og indlægge i selskaberne. Han stolede på, at det skete. SB spurgte ham vist på et tidspunkt, om han kunne anvise nogle containere, men det kunne han ikke. Den 30. juni 1992 havde koncernen en egenkapital på ca. 5 mio. kr. Koncernen havde på det tidspunkt købt et betydeligt antal selskaber med stor egenkapital. På forespørgsel om, hvorvidt han ikke gjorde sig tanker om, hvordan SB havde kunnet finansiere disse mange køb, har han forklaret, at han da tænkte på det, men SB havde oplyst, at han kunne få finansieret handlerne i pengeinstitutterne, og at han også selv havde nogle midler, og det tog han ad notam.

Hans gennemgang i forbindelse med revisionen af selskaberne gav ham ikke anledning til mistanke om selvfinansiering. Han optrådte ikke som finansiel rådgiver for SB, men rådgav ham alene inden for de revisions- og regnskabsmæssige områder. Det var kun dele af K2-koncernen, han udførte regnskabsrevision for i eftersommeren 1992. Andre dele blev fortsat revideret af TJ. Grundelementerne i hans revision var det materiale, han havde fået i forbindelse med købet. Han gennemgik den tidligere revisors regnskab. Der blev foretaget bogføring i K2 fra selskabernes erhvervelse frem til revisionen. Hvis der var erhvervet udenlandske selskaber, fik han også underskrevne regnskaber for disse.

Den skat, som SB ville have udskudt eller elimineret, var den latente skat pr. statusdagen den 31. marts 92. Da regnskaberne blev udarbejdet i september måned, var det hans konklusion, at disse skatter var udlignet. Han havde således ingen fornemmelse af, at det, der skulle være købt i England, var fiktivt.

Han havde set, at TJ i tidligere regnskaber havde påtalt, at der var sket selvfinansiering ved køb af et selskab, men denne bemærkning var ikke gentaget i de nyere regnskaber, hvor der alene var supplerende oplysninger om, at der havde været drøftelser om, hvorvidt selvfinansieringsforbuddet var blevet overtrådt. Men det var også oplyst, at det efter juridiske undersøgelser havde vist sig, at der ingen problemer var. Han fandt ikke i forbindelse med regnskabsudarbejdelsen anledning til at tage tilsvarende forbehold.

Foreholdt, at revisor NP i sommeren 1993 i årsregnskabet for HX ApS tog forbehold vedrørende fortolkningen af bestemmelsen om forbud mod selvfinansiering i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, har LA forklaret, at koncernen i 1993 havde en helt anden struktur med mange containere. Balancesummen i koncernen var i 1993 i nærheden af 2 milliarder. Da han reviderede regnskabet i 1992, var den på omkring 20 mio. kr. Han tog heller ikke forbehold for indgåede leasingaftaler, for han havde fået bekræftelse fra revisorer i London på disse aftaler.

Han udfærdigede udkastet til erklæring i skrivelsen af 30. november 1992 efter anmodning fra SB, der til brug ved køb af de enkelte selskaber gerne ville have en udtalelse vedrørende skattemodellens anvendelighed på det pågældende selskab. Skrivelsen blev stilet til SB, men det var hans fornemmelse, at SB nok ville anvende skrivelsen over for sælgerne. Han fornemmede, at SB var bange for, at sælgerne ville stille sig tvivlende overfor hans mulighed for at anvende selskaberne i skatteretligt øjemed.

Han havde markeret skrivelsen med "udkast", idet skrivelsen alene var tænkt som et forslag, der skulle drøftes på et møde, der skulle afholdes. Han valgte ordene "... De overfor os har oplyst ..." og "Vi har fået forelagt ..." for dermed at tilkendegive, at det, han kunne stå inde for, alene var, at den model, der skulle bruges til at eliminere eller udskyde skatten, kunne anvendes.

Han begyndte først at udfærdige sådanne breve fra månedsskiftet januar/februar 1993. SB havde efterspurgt sådanne skrivelser tidligere, men der var ikke givet "grønt lys" fra skatteafdelingen på "Madeira-modellen" før sidst i januar måned 1993, hvor skrivelsen af 14. april 1993 forelå i udkastform.

Sagen var nærmere den, at skattelovgivningen med virkning fra den 1. april 1992 var blevet ændret. Man havde således ophævet adgangen til at bruge den model, at man anskaffede et engelsk selskab, der købte leasingaktiver, som man herefter afskrev på (UK-modellen). Denne model havde SB anvendt i flere tilfælde. Herefter udarbejdede R2 en skrivelse af 14. april 1993 til SB, hvor der blev redegjort for den såkaldte Madeira-model. Denne model kendte R2 i forvejen, og SB var kommet under vejrs med, at R2 havde benyttet denne model for en anden kunde. Denne model blev aktuel, efter at UK-modellen ikke længere kunne benyttes. Der var ingen problemer i at udskyde skatten nærmest i det uendelige, men kunsten var at eliminere skatten. Ham bekendt var Madeira-modellen godkendt for den anden klient af skattevæsenet.

De arbejdede med Madeira-modellen i december, januar og februar måned 1993. Den 26. februar 1993 indfandt han sig sammen med to kollegaer - efter aftale med SB - til et møde på SBs bopæl. Baggrunden for mødet var, at skatteafdelingen havde gjort ham opmærksom på, at der var visse terminer, som SB skulle overholde. De oplyste blandt andet til SB på mødet, at der skulle oprettes et selskab på Madeira inden den 1. marts 1993.

De erfarede under mødet, at SB havde købt langt flere selskaber, end R2 havde regnet med, da de påbegyndte deres samarbejde med ham. SB oplyste endvidere, at der var mange flere under vejs. De kunne regne ud, at det måtte være ganske mange mio. kr, der skulle købes leasingaktiver for. SB havde vist drøftet med skatteafdelingen, at han skulle bruge ca. 1 mia. kr. til finansiering, og at han havde en plan klar. Efter hans opfattelse var det ikke urealistisk at forestille sig, at dette kunne være muligt.

I 1993 var det først aktuelt med udarbejdelsen af regnskaber efter den 31. marts. Man kom derfor ikke til at kontrollere de likvide overførsler. Han kan ikke sige, hvor konkret man har forfulgt det tredje "at" i forretningsgangsnotatet af 11. februar 1992. Men han har gjort det. Efter mødet den 26. februar 1993 gik de to andre deltagere til lederen af skatteafdelingen. Det fortsatte samarbejde med SB blev efterfølgende drøftet på et møde den 1. marts 1993 i R2s forretningsudvalg, og her blev det besluttet, at revisionsfirmaet ikke længere burde være revisor for SB. Beslutningen var ikke baseret på en mistanke om, at SB foretog sig ulovligheder, men ledelsen fandt ikke, at SB efter debatten om selskaber passede i R2s kundeprofil. Han fik herefter ordre fra ledelsen om at bringe klientforholdet med SB til ophør.

På et tidspunkt efter den 1. marts ringede han til SB, og de aftalte at afholde et møde den 5. marts. Han oplyste SB om, at det var besluttet at afbryde samarbejde med ham, men at R2 ville bistå ham, indtil han havde fundet en ny revisor. Han gav endvidere SB besked om, at han ikke længere måtte vælge R2 som revisor i nyindkøbte selskaber, og at han tillige skulle finde en ny revisor til de allerede erhvervede selskaber. SB beklagede beslutningen, men accepterede den. De drøftede også bekræftelsesbreve efter modellen i skrivelsen af 30. november 1992. De aftalte, at SB kunne anvende denne skrivelse i forbindelse med de selskaber, han var i gang med at købe, men at det herefter skulle være slut. Han lavede selv en liste over de selskaber, SB oplyste, at han var i gang med at købe, men han har ikke senere kunnet finde denne liste.

Foreholdt, at han på en generalforsamling den 30. marts 1993 blev valgt som revisor for H6 ApS, har han forklaret, at dette er sket uden hans vidende og samtykke, men at han ikke havde mulighed for effektivt at forhindre, at han blev valgt.

Han har intet haft med handlen med HX ApS, som denne retssag drejer sig om, at gøre. Han blev heller ikke valgt som revisor i dette selskab.

Det er rigtigt, at han den 30. marts afgav en erklæring i forbindelse med en af SBs selskabshandler. Han var ikke betænkelig ved at afgive denne erklæring. Om han burde have været betænkelig, må afgøres af andre. I alle de tilfælde, hvor han efter den 5. marts 1993 måtte være valgt som revisor for et selskab, indkøbt af SB, er det sket uden hans samtykke. De bekræftelsesbreve, der blev sendt ud efter den 5. marts 1993, indeholdt heller ikke længere noget afsnit om, at han efter erhvervelsen gerne ville indtræde som revisor i selskabet. Han erfarede først, at han var blevet valgt som revisor efter den 5. marts, da han modtog oplysninger herom fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Midt i marts måned havde han et møde med NP. Han forklarede ON, at R2s beslutning om at afbryde samarbejdet med SB var grundet i firmapolitiske overvejelser. Han sagde samtidig til ON, at det var tale om et større opkøb af selskaber fra SBs side. På dette tidspunkt vidste han ikke, om SB havde indkøbt containere, og han var ikke sikker på, at det var sket. Han sagde derfor til ON, at han skulle sørge for, SB fik købt containere. Alt det materiale, han var i besiddelse af vedrørende SBs selskaber, afleverede han til ON.

Beslutningen om at afbryde samarbejdet med SB var kun kendt af ham selv, SB og revisorkollegaer i R2 samt nogle andre revisorer, som SB havde rettet henvendelse til, efter at R2 ikke længere ville være revisor for hans selskaber. R2 skrev i juni måned 1993 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og bad styrelsen om at tjekke, at R2 var ude som revisorer i alle de af SBs selskaber, som de tidligere havde været revisorer i.

6. Parternes synspunkter.

Sagsøgerens procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand over for H2 Holding A/S under konkurs anført, at denne sagsøgte efter sagens anlæg er gået konkurs, og konkursboet er ikke indtrådt i sagen. De tidligere fremsatte indsigelser er ikke begrundet. Der må derfor gives sagsøgeren medhold i dennes påstand overfor H2 Holding A/S under konkurs.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand over for G1 i første række gjort gældende, at denne sagsøgte har pådraget sig ansvar efter den dagældende aktieselskabslovs §115, stk. 4, over for sagsøgeren. Sagsøgeren har til støtte herfor nærmere anført, at G1 i anpartsoverdragelseskontrakten var anført som køber af selskabet, og i forbindelse med salget af overskudsselskabet fra H til G1 blev samtlige selskabets midler overført direkte til G1s konto med F2 Bank til udligning af trækket på købesummen, der kort forinden var hævet på samme konto og overført til H, hvilket i øvrigt var nødvendigt, idet der ikke var midler på G1s konto til at i betale købesummen. G1 kan på den baggrund ikke anses for blot formidler af en overdragelse. Selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blev således overtrådt ved G1s køb af selskabet, og G1, som fik udbetalt selskabets midler, er derfor i medfør af § 115, stk. 4, forpligtet til at tilbageføre selskabets midler med rente som påstået.

Sagsøgeren har i anden række gjort gældende, at G1 har pådraget sig ansvar efter § 115, stk. 5, idet G1 traf eller opretholdt den ulovlige beslutning om at udbetale selskabets midler direkte til G1s konto. Sagsøgeren har bestridt, at G1 ved videresalget til K1 Holding ApS har opfyldt sine forpligtelser efter § 115, stk. 4, eller stk. 5, idet overskudsselskabet ikke fik tilført midler ved de transaktioner, som blev gennemført ved videresalget. Såfremt det måtte blive lagt til grund, at selvfinansieringen fandt sted ved G1s videresalg til K1 Holding ApS, har sagsøgeren gjort gældende, at G1 så har pådraget sig ansvar efter § 115, stk. 5, idet G1 sendte beløbet på de ca. 10,7 mio kr., svarende til overskudsselskabets midler, direkte til K1 Holdning ApS's konto i F4 Bank. K1 Holding ApS hæfter herefter i medfør af § 115, stk. 4, for midlernes tilbageførelse, men da K1 Holding er under konkurs, og ude af stand til at tilbageføre midlerne, hæfter G1 efter § 115, stk. 5, for tilbageførsel af de ulovligt udbetalte selskabsmidler.

Vedrørende G1s anbringende om, at sagsøgerens krav om betaling af skattelovsrenter er bortfaldet ved passivitet fordi sagsøgeren burde have anlagt sagen langt tidligere, eller at kravet af denne grund skal nedsættes, har sagsøgeren i første række gjort gældende, at såfremt G1 hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, er denne sagsøgte forpligtet til at tilbageføre samtlige de af selskabets midler, der blev overført til G1, og er derfor afskåret fra at gøre indsigelser imod størrelsen af det anmeldte skattekrav, herunder skattelovsrenter. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.2003 H (Dudi Invest). Sagsøgeren har i anden række gjort gældende, at der efter karakteren af sagsøgerens krav ikke er grundlag for at statuere, at sagsøgeren har udvist retsfortabende passivitet, og kravet om skattelovsrenter er derfor ikke bortfaldet og skal heller ikke nedsættes.

For så vidt angår G1s anbringende om, at konkurs- og boomkostningerne skal fastsættes til et bestemt beløb, har sagsøgeren gjort gældende, at G1 er afskåren fra at gøre indsigelser mod boomkostningerne, jf. U 2000.2003 H (Dudi-Invest), og i øvrigt skal afgørelsen af hvilke omkostninger, der kan henregnes under konkurslovens § 93 og § 94, træffes af skifteretten i 1. instans.

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at sagsøgerens krav mod G1 skal begrænses, fordi medsagsøgte H2 Holding A/S er gået konkurs, og har til støtte herfor gjort gældende, at G1 hæfter efter § 115, stk. 4, og derfor skal tilbageføre et beløb svarende til de ulovligt udbetalte selskabsmidler. Hvis G1 alene hæfter efter § 115, stk. 5, har sagsøgeren anført, at H2 Holding A/S under konkurs tillige hæfter efter § 115, stk. 5, og i så tilfælde hæfter G1 og H2 Holding A/S under konkurs efter fast praksis solidarisk for kravet. Ved solidarisk hæftelse er det sagsøgte - og ikke sagsøgeren - der bærer ansvaret for en medsagsøgtets insolvens. Sagsøgerens krav skal derfor kun nedsættes, hvis sagsøgeren har foretaget en handling eller undladelse, som har påført G1 et tab, hvilket ikke er tilfældet. Sagsøgeren udtog stævning mod de sagsøgte den 24. marts 1998, og sagsøgeren er uden skyld i, at sagen først kunne domsforhandles ultimo 2002. Efter bevisførelsen må det endvidere lægges til grund, at H2 Holding A/S var i stand til at betale kravet frem til 2001, og i øvrigt må de medsagsøgte kunne få dækket i hvert fald en del af deres tab hos A og B, som efter det oplyste reelt har fået berigelsen ved salget af selskabet. Der er sålede ingen dokumentation for, at G1 har lidt et tab på grund af forhold, der kan tilskrives sagsøgeren.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at såfremt sagsøgeren i sagen måtte blive pålagt at betale sagsomkostninger til F1, skal G1 dække disse, idet de udgør en del af det adækvate tab.

Sagsøgeren har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at G1 i forbindelse med købet og videresalget af overskudsselskabet har pådraget sig ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel. G1 købte overskudsselskabet for kurs 81 for skatterne og videresolgte det til kurs 85, og hverken købet eller videresalget var der med en normal forretningsmæssig disposition. Hertil kommer, at G1 i forbindelse med købet erhvervede selskabet for dets egne midler i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2. Ved videresalget til K1 Holding bestod der endvidere en betydelig risiko for selvfinansiering, idet overskudsselskabets midler og købesummen skulle udveksles ved samtidige gensidigt betingede bankoverførsler.

Sagsøgeren har vedrørende G1s indsigelse mod skattekravet gjort gældende, at G1, såfremt selskabet hæfter for tilbageførsel af selskabets midler i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 4, er afskåret fra at anfægte skattekravet idet pligten til at tilbageføre midlerne i så tilfælde ikke er begrænset til selskabets tab, jf. herved U2000.2003 H (Dudi Invest).

Hvis G1 i stedet hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, er det alene selskabets tab, der skal dækkes, og G1 kan derfor rejse indsigelser mod skattekravet. G1 kan imidlertid ikke få en bedre retsstilling end boet, og det tømte selskab har ikke krav på, at tilladelsen til årsregnskabsomlægningen nu tilbagekaldes.

For så vidt angår G1s anbringende om, at skattemyndighederne burde have nægtet eller have tilbagekaldt tilladelsen til årsregnskabsomlægningen, har sagsøgeren overordnet gjort gældende, at såfremt årsregnskabsomlægningen havde været anfægtet i tide, ville den skat, som selskabet skulle betale, have været den samme, blot skulle skatten være betalt i en anden periode. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det er G1, der først har fremsat det nævnte anbringende kort tid før domsforhandlingen, der har bevisbyrden for, at tilladelserne til årsregnskabsomlægning skulle være nægtet eller tilbagekaldt, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

G1 har ikke godtgjort, at betingelserne for at meddele tilladelse til omlægning af regnskabsåret ikke var tilstede. Efter den dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 10, stk. 3, havde Ligningsrådet en vid kompetence til at fastsætte praksis for så vidt angik årsregnskabsomlægninger, og tilladelse kunne også gives, efter at et regnskabsår var udløbet eller efter, at der forelå et godkendt regnskab. Det er derfor ikke en fejl fra myndighedernes side, at ansøgningen om årsregnskabsomlæggelse i den foreliggende sag blev imødekommet. Det fulgte i øvrigt af anpartsoverdragelsesaftalen mellem G1 og K1 Holding ApS, pkt. 1.4 og 4.6, at aftalen krævede en omlægning af regnskabsåret, og årsregnskabsomlægningen er derfor foranlediget af blandt andet G1. Endvidere kendte G1 allerede de omstændigheder, der nu gøres gældende til støtte for at tilladelsen ikke skulle være meddelt.

G1 har endvidere ikke godtgjort, at myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tilladelsen af 10. Juni 1993. Revisor ON ansøgte på selskabets vegne om tilladelse for at opfylde det krav, som G1 havde indsat i aftalen om regnskabsomlægning, for at kunne eliminere skatten. Tilladelsen var derfor en begunstigende forvaltningsakt over for selskabet, og selskabet har aldrig anmodet myndighederne om at tilbagekalde tilladelsen. Endvidere har G1 ikke dokumenteret, at ledelsen af det tømte selskab skulle have handlet på en sådan måde, at tilladelsen kunne tilbagekaldes.

Endelig har G1 ikke godtgjort, at myndighederne var forpligtet til at ændre den afgørelse, hvorved det tømte selskab opnåede tilladelse til årsregnskabsomlægning. Det er ikke godtgjort, at der i ansøgningen fra revisor NP blev givet forkerte oplysninger, og der er intet holdepunkt for at antage, at tilladelsen er ulovlig. Det må endvidere ved afgørelsen af, om myndighederne er forpligte til at tilbagekalde tilladelsen, tillægges afgørende betydning, at en pligt til at tilbagekalde den meddelte tilladelse, ville have stor skadevirkning for det offentlige, idet skatteansættelsen ikke nu vil kunne ændres til at angå et andet år. Skattemyndighederne ville derfor i givet fald miste et skattekrav på ca. 3,2 mio. kr. med tillæg af renter, hvilket ville være helt uacceptabelt.

Sagsøgeren har til støtte for påstanden over for F1 Bank A/S gjort gældende, at banken har pådraget sig ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel, idet banken handlede ansvarspådragende, da den bistod K1 Holding ApS med den endelige selvfinansiering og tømning af overskudsselskabet i forbindelse med K1 Holding ApS' køb af selskabet. Sagsøgeren har - med henvisning til U 2000.365 H (Thrane) og SKM2002.302.HR -nærmere anført, at F1 vidste, at der var tale om en selskabshandel, og at der skete en samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler. Der var tale om reelle transaktioner, som fremgår af kontoudskrifterne.

For så vidt angår F1s anbringende om, at tabet må anses for realiseret, inden banken kom ind i handlen, har sagsøgeren gjort gældende, at F1, som var bekendt med de faktiske forhold i selskabshandlen, også må anses for at have medvirket til og opretholdt den selvfinansiering, der fandt sted i handlen mellem H og G1. Selskabets midler blev udbetalt til G1, som derfor hæfter efter § 115, stk. 4. De ca. 10 mio. kr., som G1 efterfølgende sendte til F1, blev ikke klausuleret til indsættelse på selskabets konto, og som det fremgår, foranledigede banken heller ikke af egen drift, at pengene blev indsat på en konto tilhørende selskabet, men derimod en konto tilhørende køberen, K1 Holding ApS. F1 tog efter aftale med SB selv et gebyr på 40.000 kr. af de overførte midler, og sendte restbeløbet til K1 Holding ApS, hvorefter selskabet var helt tømt. Banken er på denne baggrund ansvarlig for skattekravet, og hæfter solidarisk herfor sammen med de medsagsøgte.

F1 Bank er på den anførte baggrund erstatningsansvarlig, uanset om G1 hæfter efter § 115, stk. 4 eller stk. 5. Hvis selvfinansiering anses for sket ved den første overdragelse, må F1 anses at have medvirket til at tabet er lidt, eller til at opretholde selvfinansieringen.

H2 Holding A/S, nu under konkurs H2 Holding A/S har under skriftvekslingen gjort indsigelse mod skattekravet, mod at der skulle være sket selvfinansiering eller selskabstømning ved den første overdragelse, og anført at der ikke er ansvar efter selskabslovgivningen, da H ikke var bekendt med, at checken fra F5 Bank ville blive indsat på G1s konto, ligesom G1 var økonomisk solid. Der er endvidere gjort indsigelse om manglende ansvarsgrundlag, om passivitet og om forældelse efter overdragelsesaftalens § 8.

G1s procedure

G1 har til støtte for sin påstand om frifindelse over for sagsøgeren i første række gjort gældende, at skattemyndighederne ikke burde have meddelt selskabet tilladelse til årsregnskabsomlægning - eller også burde de have tilbagekaldt denne - idet betingelserne for at imødekomme ansøgningen ikke var opfyldt. Der foreligger derfor ingen gyldig ansættelse vedrørende skatteåret 1993/94 for selskabet, og det anmeldte krav fra skattemyndighederne består derfor ikke. Til støtte herfor har G1 nærmere anført, at en tilladelse alene kunne gives, hvis ansøgningen om årsregnskabsomlægning var begrundet i selskabets forhold, og det kunne myndighederne ved nærmere undersøgelser have konstateret ikke var tilfældet. Det fremgår af sagen, at regnskabet for selskabet var godkendt på generalforsamlingen den 24. februar 1993, og at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtog regnskabet den 10. maj 1993. Da ansøgningen om omlæggelse af regnskabsåret blev indsendt til Kommunen den 25. maj 1993 var regnskabet således godkendt og indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og K1 Holding ApS havde på dette tidspunkt købt selskabet og havde - i hvert fald formelt - erhvervet afskrivningsberettigede aktiver. Den 10. juni 1993 meddelte Kommunen tilladelse til årsregnskabsomlægning, og det fremgår af sagen, at ToldSkat var bekendt med, at der kunne være problemer med årsregnskabsomlægningen, men at regionen valgte ikke at forfølge dette nærmere. En sådan undersøgelse ville have vist, at den eneste grund til, at SB ønskede at omlægge regnskabsåret, var, at han ønskede at foretage ulovlige dispositioner over selskabets midler. Skattemyndighederne har også i tilsvarende sager tilbagekaldt tilladelser. Ligningen af selskabet beror derfor på et forkert grundlag, hvilket må medføre, at der ikke foreligger nogen gyldig skatteansættelse vedrørende skatteåret 1993/1994. Det er ikke afgørende, at selskabet ikke selv har anfægtet skattekravet, idet sagsøgeren i denne sag reelt er Skatteministeriet. G1 er derfor ikke afskåret fra at kræve tilladelsen til omlægningen af regnskabsåret tilbagekaldt. I øvrigt er Skatteministeriet forpligtet til selv at tilbagekalde tilladelsen, således at G1 i givet fald ikke kommer til at betale mere end det beløb, som skattemyndighederne efter de skatteretlige regler kunne kræve i skat af selskabet.

G1 har subsidiært gjort gældende, at Told- og Skatteregionen burde have foretaget en skatteansættelse i overensstemmelse med perioderegnskabet pr. 5. marts 1993, hvilket ville have medført, at skatten for skatteåret 1993/94 alene ville have andraget 637.688 kr., og dette beløb er det maksimale krav på skat, som skattemyndighederne kan kræve i boet. Skatten for skatteåret 1994/1995, der er sat til 0 kr. af skattemyndighederne, burde rettelig have været 3.244.158 kr., og skattemyndighederne kunne have undgået tabet af dette beløb ved at sørge for at tilbagekalde tilladelsen så betids, at man kunne have lignet selskabet for dette beløb i skatteåret 1994/95.

G1 har i anden række gjort gældende, at den første handel med selskabet blev gennemført ved, at overskudsselskabets midler på ca. 10 mio. kr blev hævet på H4's konto og indsat på G1s konto, hvorfra købesummen blev hævet. Den anden handel blev gennemført ved, at G1 overførte ca. 10. mio. kr. til F1, som på vegne af køberen K1 Holding ApS sendte købesummen for selskabet til G1. Der var i forbindelse med begge handler tale om reelle overførsler. Det bestrides ikke, at der skete selvfinansiering. G1 har imidlertid allerede opfyldt sin forpligtelse til at tilbageføre selskabets midler og dermed genoprette selskabskapitalen, idet G1 ved salget af selskabet til K1 Holding ApS sendte et beløb på godt 10 mio kr., svarende til anpartskapitalen, til købers bank, F4 Bank. Derved blev midlerne tilbageført til selskabet, og det er i den forbindelse uden betydning for G1s forhold, hvordan F4 Bank forholdt sig med beløbet, herunder på hvilken konto pengene blev indsat. Det er således ikke afgørende, at F4 Bank ikke indsatte pengene på en konto tilhørende selskabet. I øvrigt er det uden betydning, om G1 hæfter efter § 115, stk. 4, eller stk. 5, idet G1 ved overførslen til F4 Bank reetablerede selskabskapitalen. Hvis G1 får medhold i sine indsigelser vedrørende skattekravet, skal skattevæsenets krav i øvrigt af denne grund afvises, uanset om G1 måtte hæfte efter § 115, stk. 4, eller stk. 5.

G1 har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren har udvist passivitet, hvilket har forringet G1s muligheder for at gennemføre regres mod medsagsøgte H2 Holding A/S under konkurs, og at dette må have skadevirkning for sagsøgeren. G1 har til støtte herfor nærmere anført, at kurator, som havde korresponderet med NJ i januar måned 1995, allerede den 30. marts 1995 havde udarbejdet en redegørelse vedrørende forholdene i K2-koncernen, og at det i følge rapporten var kurators opfattelse, at der kunne gøres ansvar gældende mod sælgerne af selskaberne. Først 3 år efter anlagde sagsøgeren denne sag, og der er herefter klart grundlag for at statuere passivitet. H2 Holding A/S er i dag under konkursbehandling. Såfremt H ikke var konkurs, skulle selskabet i det indbyrdes forhold med G1 som minimum have fralagt sig den berigelse, som H opnåede ved salget af overskudsselskabet, og denne berigelse overstiger skattekravet. Hvis sagen var rejst på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne havde mulighed for det i begyndelsen af 1995, må det lægges til grund, at sagen ville have været afsluttet for ca. 3 år siden, og på det tidspunkt ville H i følge As forklaring have haft mulighed for at "betale" berigelsen. Den udviste passivitet bør medføre, at det er sagsøgeren, der skal godtgøre, at den udviste passivitet ikke har forringet G1s mulighed for at gøre regres, og denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet. Tværtimod har sagsøgerens passivitet medført, at G1 har fortabt sin mulighed for at få dækket sit tab af en solidarisk medhæftende sagsøgt, og G1 har således lidt et tab som følge af den udviste passivitet. Hvis det ikke på nuværende tidspunkt kan anses for dokumenteret, at G1 har lidt et tab, bør det fremgå af domskonklusionen, at såfremt G1 kan dokumentere at have lidt et tab, skal dette beløb fratrækkes i det krav, som sagsøgeren i øvrigt måtte have mod G1. Sagsøgeren kan således ikke kræve, at G1 betaler et beløb svarende til den berigelse, som H2 Holding A/S opnåede ved salget.

G1 har endvidere gjort gældende, at sagsøgerens krav på selskabsskattelovsrenter forud for stævningstidspunktet må anses for bortfaldet som følge af sagsøgerens passivitet. Skattemyndighederne ville heller ikke have kunnet kræve disse renter af selskabet, og det ville derfor være en omgåelse af renteloven, hvis sagsøgeren nu kunne kræve skattelovsrenter for denne periode af G1. Subsidiært skal der ydes et nedslag i skattelovsrenterne.

Vedrørende boomkostninger har G1 gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan kræve andre omkostninger af G1 end de sagsomkostninger, der fastsættes af landsretten i nærværende sag. Grænsen for omkostninger sættes af retsplejelovens § 312, og hvis omkostningerne ikke er maksimeret til det beløb, der fastsættes af landsretten under denne sag, giver det kurator og sagsøgte ubegrænsede muligheder for at belaste boet med salærer til skade for G1, og dette vil være en urimelig retstilstand.

G1 har til støtte for påstanden over for H2 Holding A/S under konkurs gjort gældende, at G1 skal have fuldt ud medhold i påstanden, idet konkursboet ikke er indtrådt i sagen. G1 var alene formidler af overdragelsen, mens H var den egentlige sælger. Under alle omstændigheder er H nærmere til at bære tabet, herunder med hensyn til berigelsen.

G1 har til støtte for sine påstande over for F1 Bank anført, at banken af de grunde, der er anført af sagsøgeren, har pådraget sig et erstatningsansvar overfor Skatteministeriet. F1 medvirkede endvidere til K1 Holding ApS' overtrædelse af aktieselskabslovens § 115, stk. 2, idet banken var fuldt ud bekendt med, at selskabet blev erhvervet for egne midler, og banken tog selv 40.000 kr. af midlerne i formidlingsprovision, hvorefter resten af midlerne blev sendt til køberen, SB. Banken har derfor truffet eller opretholdt dispositionerne, og hæfter som følge heraf for tilbageførslen af selskabets midler. jf. § 115, stk. 4 eller 5. F1 må derfor i medfør af erstatningsansvarslovens § 25 i det indbyrdes forhold med G1 og NJ bære ethvert beløb bortset fra G1s berigelse. Der er intet grundlag for at belaste G1 med Hs berigelse. Hvis F1 ikke hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, skal F1 efter almindelig erstatningsregler friholde G1 og NJ for ethvert beløb, som de skal betale til sagsøgeren, bortset fra berigelsen. Subsidiært skal der ske en fordeling af ansvaret efter princippet i U 2000.365 H (Thrane), således at G1 fralægger sig berigelsen, og at der herefter sker en ligedeling mellem sælgeren og køberens bank, dog skal F1, der har tilbagebetalt formidlingshonoraret på de 40.000 kr. til konkursboet, samtidig fralægge sig den rentefordel, banken har haft, indtil de 40.000 kr. blev tilbagebetalt. F1, som bistod SB med opkøb af en række overskudsselskaber ved selvfinansiering, og som havde fuld indsigt i de faktiske forhold, har handlet meget groft. Således opkrævede banken endog særdeles høje formidlingsprovisioner - som minimum fik 40.000 kr., og det er ikke troligt, at det var SB selv, der havde tilbudt banken som minimum at betale 40.000 kr. pr. handel hvortil kommer, at F1, som havde fuld indsigt i de faktiske forhold vedrørende selskabshandlerne, bistod SB med en fuldstændig tømning af selskabet ved at sende nettoprovenuet videre til køberen.

G1 har til støtte for sine påstande overfor A og B gjort gældende, at de som de reelle beslutningstagere ved salget af overskudsselskabet og som ledelse har pådraget sig et ansvar over for selskabet, idet de eller deres rådgivere ikke sikrede sig, at selskabets skatter blev betalt, lovligt udskudt eller elimineret, således at skattevæsenets interesser blev varetaget. Den omstændighed, at A og B solgte overskudsselskabet via et selskab - H - afskærer ikke G1 fra at rette regreskravet mod A og B, der var hovedaktionærer i selskabet, idet ejerkredsen efter retspraksis også er erstatningsansvarlige for et holdingselskabs handlinger i forbindelse med et selskabssalg. Hertil kommer, at Brødrene A og B som hovedaktionærer i H i forbindelse med dettes salg af overskudsselskabet oppebar en berigelse, svarende til den af H oppebårne overkurs af skatten med tillæg af renter, og denne berigelse skal Brødrene A og B efter almindelige erstatningsprincipper fralægge sig. Det forhold, at selskabet efterfølgende er gået konkurs, har ingen betydning i den sammenhæng. Da berigelsen overstiger selve skattekravet, bør der gives G1 fuldt ud medhold i den principale påstand over for A og B. I øvrigt er Brødrene A og B efter erstatningsansvarslovens § 25 nærmere til at bære risikoen og det endelige ansvar for skattevæsenets tab end G1. Efter NJs forklaring forelå der ved H2 Holding A/S' salg af overskudsselskabet til G1 ikke nogen normal salgssituation, men derimod alene en slags formidling, og ifølge NJs forklaring var i hvert fald A og revisor FK klar over, at overskudsselskabet med det samme skulle videresælges.

G1s har endvidere bestridt, at kravet mod A og B er forældet, og har til støtte herfor anført, at kurator ikke i henvendelsen til G1 i januar måned 1995 gjorde et krav gældende mod G1. Først 3 år efter - i marts måned 1998 - blev kravet rejst, og det er derfor først fra dette tidspunkt, at forældelsesfristen skal regnes. Bestemmelsen i anpartsoverdragelsesaftalens § 8 om, at sælgers indeståelse for ukendte krav bortfalder 3 år fra overtagelsesdagen, kan ikke påberåbes af A og B. Endvidere har G1 bestridt, at selskabet overfor A og B har udvist retsfortabende passivitet.

G1 har til støtte for friholdelsespåstandene overfor SB gjort gældende, at han i videre omfang end G1 og NJ har handlet erstatningspådragende, og derfor fuldt ud skal friholde disse.

G1 har overfor de øvrige medadciterede gjort gældende, at disse er nærmere til at bære tabet, da de i videre omfang end G1 har handlet ansvarspådragende. Den 5-årige forældelse efter overdragelsesaftalens § 8 kan ikke påberåbes over for G1.

Såfremt G1 måtte blive dømt til at betale sagsomkostninger til F1 kan G1 alene pålægges at betale sagsomkostninger til F1 for de adcitationer, der har været rimelige, og G1 har i den forbindelse gjort gældende, at F1s adcitation af R2 og LA ikke har været rimelig, idet disse slet ikke har været involveret i denne sag.

F1 Banks procedure

F1 Bank, der har erkendt at have handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren, har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at den første handel med overskudsselskabet blev gennemført ved selvfinansiering, og at selskabet allerede da var udsat for selskabstømning, hvilket H og G1 er ansvarlige for. Risikoen for at skattemyndighederne ville lide tab, var således realiseret inden salget af selskabet til K1 Holding ApS, som F4 Bank var pengeinstitut for. På denne baggrund, og da F1 Bank har tilbagebetalt det opkrævede gebyr på 40.000 kr. til selskabet, er det ikke godtgjort, at sagsøgeren har lidt noget tab som følge af de handlinger, som banken foretog, og der er derfor ikke grundlag for at gøre et erstatningskrav gældende mod F1 Bank.

F1 Bank har endvidere bestridt at have medvirket til at bistå K1 Holding ApS med den endelige selvfinansiering og tømning af overskudsselskabet i forbindelse med K1 Holding ApS' køb af dette. F4 Bank bistod i en periode SB med i alt 42 selskabshandler, og banken modtog som minimum 40.000 kr. pr. handel, men det må lægges til grund, at gebyrernes størrelse blev foreslået af SB, og banken har tilbagebetalt gebyret i denne sag. Endvidere var der alene tale om, at banken foretog visse betalingsoverførsler i forbindelse med handlerne, og at banken i det hele fulgte de instrukser, der blev givet af SB, herunder om at alle pengene skulle sættes ind på K1 Holding ApS' konto, hvilket skete i de tilfælde, hvor sælgerne ikke gav anvisninger til banken om, på hvilken konto pengene skulle indsættes. Der blev endvidere ikke ydet SB kredit, og medarbejderne havde derfor en berettiget forventning om, at de ikke behøvede at interessere sig nærmere for handlerne. F4 Bank havde intet kendskab til SBs notat fra august 1991, og den der beskrevne fremgangsmåde blev heller ikke fulgt af banken, og har derfor ingen betydning for de pengeoverførsler, som banken foretog. Banken havde heller ikke kendskab til BPs notat. I øvrigt var F4 Bank en lille bank, uden juridisk afdeling. Det var udelukkende kreditafdelingen og i et vist omfang den administrerende direktør, der tog sig af handlerne med overskudsselskaber, og disse personer havde i følge deres forklaringer ikke kendskab til forbudet mod selvfinansiering. Banken har ikke forsætligt medvirket til SBs overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, men har alene handlet uagtsomt.

Til støtte for påstanden overfor H2 Holding A/S under konkurs har F1 Bank gjort gældende, at konkursboet ikke er indtrådt i sagen, hvorfor F1s påstand i det hele bør tages til følge.

H har sælgeransvar efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, eller almindelige erstatningsregler, og H skal under alle omstændigheder bære berigelsen og er i øvrigt nærmere til at bære tabet, jf. erstatningsansvarslovens § 25. Selskabstømningen er sket ved den første overdragelse, og der kan ikke rettes ansvar mod F1 efter aktieselskabslovens §115. De 40.000 kr., som F1 har tilbagebetalt, må indgå i opgørelsen vedrørende berigelse, da boet har oplyst, at beløbet vil medgå til konkursomkostninger.

F1 Bank har til støtte for sin påstand overfor A og B gjort gældende, at de som ejere af aktierne i H og henholdsvis direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, må anses for de reelle beslutningstagere ved salget af overskudsselskabet og således også dem, der traf beslutningen om at stille selskabets midler til rådighed for G1, der i marts 1993 ikke havde midler til at købe overskudsselskabet. Der var, blandt andet på grund af overkursen for skatten, ikke tale om nogen sædvanlig forretningsmæssig disposition, og Brødrene A og B havde derfor en særlig forpligtelse til at værne om skattevæsenets interesser. De foretog sig imidlertid intet for at sikre, at skatten blev betalt, udskudt eller elimineret, hvilket medførte et tab for skattevæsenet, da det senere viste sig, at skatten ikke blev betalt. Efter As forklaring havde H2 Holding A/S helt frem til 2001 mulighed for at betale skattekravet, men det skete ikke. Derimod hævede Brødrene A og B i perioden efter salget og frem til 2001 i følge As forklaring et udbytte på ca. 5 mio kr. fra selskabet.

F1 Bank har endvidere bestridt, at kravet mod A og B er forældet, idet banken først havde mulighed for at vurdere regreskravet og gøre dette gældende i marts 1998, hvor banken modtog krævebrev. Da adcitationssagen er anlagt den 19. september 2001, er kravet derfor ikke forældet. F1 har endvidere bestridt, at banken har udvist retsfortabende passivitet, og til støtte herfor henvist til sagens karakter og endvidere anført, at der intet hensyn er at tage til A og B, som løb den risiko at føre H videre med risiko for, at selskabet ikke ville blive i stand til at betale skattekravet. Hertil kommer, at Brødrene A og B aldrig har haft grundlag for at forvente, at kravet ikke ville blive gjort gældende mod dem. Da der er enighed om, at, opgørelsen af berigelsesbeløbene også kan lægges til grund i forhold til A og B, skal F1 Banks påstand om, at Brødrene A og B skal betale hele skattekravet, tages til følge.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for statautoriseret revisor FK og R1 anført, at FK, der var rådgiver for H, havde en fremtrædende rolle i forbindelse med salget af overskudsselskabet til G1, idet han blandt andet udarbejdede oplægget til handlen, gennemgik aftaleudkastet og instruerede F5 Bank i overførslen af selskabets midler. Han havde i det hele taget stor indsigt i selskabshandlen og kendte til konsekvenserne af salget, der skete ved selvfinansiering. FK må derfor i overensstemmelse med retspraksis bære ansvaret for skattevæsenets tab.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for advokat AH gjort gældende, at han var rådgiver for sælgeren af overskudsselskabet, og at han gennemgik det første udkast til købekontrakt og fremsatte sine kommentarer til kontrakten over for NJ. I forbindelse med sin gennemgang overså han imidlertid blandt andet, at midlerne i følge pkt. 5.7 skulle overføres til køberens konto, og ikke en konto tilhørende selskabet. Dernæst fik han en ny kontrakt til gennemsyn den 22. marts, men da han ikke fandt sagen af hastende karakter, foretog han sig i følge sin forklaring intet, selv om han kunne se i kontrakten, at handlen skulle afvikles den 23. marts. På denne baggrund er advokat AH erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

F1 Bank har til støtte for sine påstande overfor G1 gjort gældende, at et regreskrav mod banken ikke kan udstrækkes ud over skattekravet, og har i den forbindelse henvist til dommen gengivet i SKM2001.085.HR. Banken han højst antages at have medvirket til en risiko for, at skattevæsenet led et tab, ved at skatterne ikke blev betalt, men har ikke medvirket til overtrædelse af aktieselskabslovens § 115, der alene omfatter selskabets ledelse og organer - bestyrelsesmedlemmer, generalforsamling m.v - men ikke banker.

F1 Bank har endvidere gjort de anbringender, der er anført over for H, gældende. Hertil kommer, at G1, der ikke havde midler nok til selv at betale for overskudsselskabet, og derfor finansierede købet for selskabets egne midler, opretholdt selvfinansieringen ved videresalget. Det var NJ, der forhandlede med SB via BS, og NJ foretog ingen undersøgelse af, om K1 Holding ApS havde til hensigt og i øvrigt mulighed for at eliminere skatterne, og G1 er derfor ansvarlige for selskabstømningen. Det bestrides, at G1 reetablerede selskabskapitalen i forbindelse med videresalget til K1 Holding ApS. Det fremgår af sagen, at G1 ingen penge havde på kontoen i F2 Bank, hvor der kun var et kreditmaksimum på 1,5 mio. kr., og i F3 Bank stod der i følge kontoudskriften kun ca. 1,8 mio kr. på kontoen, da handlen skulle foretages. Handlen kunne derfor kun gennemføres, fordi købesummen blev sendt til G1 stort set samtidig med, at G1 overførte et beløb svarende til selskabets midler til F4 Bank. G1 havde således ingen midler at foretage en selskabsfyldning med, og G1 klausulerede heller ikke det fremsendte beløb til indsættelse på en konto i selskabets navn. På denne baggrund bør G1 hæfte for den opgjorte berigelse dels for sit eget vedkommende, men i forhold til F1 Bank også for Hs vedkommende. G1 bør således i det hele friholde F1 Bank. Subsidiært har F1 Bank gjort gældende, at bankens adfærd ikke er mere dadelværdig end G1s, og at der ikke er baggrund fra at fravige det udgangspunkt om ligedeling, der er fastslået i Thrane-dommen.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for NJ særligt anført, at han som anpartshaver, direktør og beslutningstager i G1 er personlig erstatningsansvarlig for selskabets adfærd og hæfter på samme måde som selskabet, men at ansvaret hviler på selskabet i det omfang, selskabet kan betale.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for F2 Bank særligt gjort gældende, at banken var klar over, at der var tale om en selskabshandel, at der skete en samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler, og at disse transaktioner var indbyrdes forbundne. Banken foranledigede imidlertid ikke, at midlerne blev indsat på en konto tilhørende selskabet, og har derfor pådraget sig et erstatningsansvar, jf. herved Højesterets dom gengivet i SKM2002.302.HR .

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for F3 Bank gjort gældende, at F3 Bank i telefax af 25. marts 1993 til F4 Bank bekræftede, at selskabets midler var til stede, jf. anpartsoverdragelsesaftalens pkt. 5.3., hvilket ikke var tilfældet, og F3 Bank betingede samtidig overførslen af selskabets midler af samtidig erlæggelse af købesummen. Den 25. marts var der ikke dækning for en overførsel af ca. 10 mio kr. til F4 Bank på G1s konto, men F3 Bank gav med nævnte telefax F4 Bank det fejlagtige indtryk, at midlerne var til stede, selv om F3 Bank var bekendt med overdragelsesaftalens pkt. 5.7, hvoraf det fremgik, at sælgeren skulle sende midlerne først, og F4 Bank baserede derfor sin overførsel af købesummen på, at F3 Bank sendte selskabets midler, som anført i telefaxen. På denne baggrund har F3 Bank pådraget sig et erstatningsansvar.

F1 Bank har til støtte for sine påstande over for statsautoriseret revisor LA og Revisionsaktieselskabet R2 mere overordnet gjort gældende, at der må anlægges samme norm over for køberens rådgivere som over for sælgerens rådgivere, og at der bør ske en fordeling af erstatningen mellem køberens bank og køberens rådgivere efter graden af den udviste skyld.

F1 Bank har endvidere gjort gældende, at LA vidste eller burde vide, at K1 Holding ApS indkøbte overskudsselskaber med henblik på skatteeliminering, at indkøberne ikke tjente sædvanlige forretningsmæssige formål, at holdingselskabet ikke havde midler eller finansiering til omfattende indkøb, og at skattevæsenet derved var udsat for nærliggende risiko for tab, uden at han gjorde noget reelt for at modvirke risikoen.

F1 Bank har nærmere anført, at LA og dermed R2 den 20. august 1991 indledte deres samarbejde med SB, og at LA fra januar 1992 valgtes som revisor i SBs selskaber. LA vidste, at SB havde været under konkurs, og han vidste også, at SBs forretningsområde var marginalforretninger i forbindelse med skattetænkning. LA var tillige bekendt med, at SB havde en indviklet koncernstruktur, blandt andet med en fond i Vaduz, og LA burde derfor have været ekstra påpasselig i forbindelse med sit revisorarbejde for SB og hans selskaber. LA vidste endvidere, at egenkapitalen i K-koncernen kun var på ca. 5 mio. kr., og at alle selskaberne havde en aktivmasse, der langt oversteg egenkapitalen. LA blev indvalgt i 140 selskaber, købt af SB, uden tilsyneladende at interessere sig for finansieringen af købene af selskaberne, herunder de transaktioner, der i den forbindelse blev gennemført. Endvidere påså han ikke, at der blev indkøbt leasingaktiver fx. i form af containere. Det bestrides ikke, at UK-modellen var anvendelig, hvis der blev indkøbt det fornødne antal containerne. Denne model kunne imidlertid ikke anvendes efter den 31. marts 1992, og derefter forelå der ingen plan for eliminering af skatten i de indkøbte selskaber kun en plan for udskydelse af skatten. I november måned begyndte R2 at arbejde med Madeira-modellen, som imidlertid aldrig blev anvendt, og SB ville heller aldrig have kunnet skaffe så mange midler, som Madeira-modellen krævede. Alligevel blev der udstedt et meget stort antal bekræftelseserklæringer - de såkaldte LA-evangelier -der baserede sig på, at Madeira-modellen kunne anvendes. Disse erklæringer var helt afgørende for, at en handel kunne gennemføres, idet sælgerne herefter måtte tro, at køberen - SB - kunne betale for selskabet, og at det kunne bruges til lovlig eliminering af skatten. Det må lægges til grund, at det i februar måned 1993 gik op for R2, at hele SBs arrangement ikke kunne lade sig gøre, men alligevel fortsatte LA med at afgive bekræftelseserklæringer, blandt andet i forbindelse med købet af H6, der blev handlet 4 dage efter HX. I øvrigt må det - på trods af LA' forklaring - lægges til grund, at han var bekendt med den finansieringsmodel, der var beskrevet i SBs notat af 19. august 1991, idet LA efter sin egen forklaring havde et møde med SB dagen efter, at notatet var udarbejdet. 3 dage efter afgav BP sit notat. TJ havde endvidere, mens han var revisor for SBs selskaber, afgivet en revisorpåtegning om, at selskaber var indkøbt i strid med selvfinansieringsforbuddet, og LA, som talte med TJ, som han kendte, i forbindelse med revisorskiftet, må have været klar over dette. I hvert fald burde han have haft kendskab til det, da han påtog sig at blive valgt som revisor. Alligevel aflagde LA en række regnskaber i efteråret 1992 uden påtegning om, at selskaberne var erhvervet i strid med selvfinansieringsforbuddet.

Hvis det måtte blive lagt til grund, at LA ikke vidste, at selskaberne blev erhvervet for dets egne midler, er der som minimum tale om, at LA forsætligt har holdt sig i uvidenhed herom, idet han som revisor for selskabet burde have påset aktivernes tilstedeværelse. Ved at have udstedt de såkaldte LA-evangelier, at have ladet sig vælge som revisor samt ved at udarbejde regnskaber uden påtegninger om overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, muliggjorde LA og R2 SBs opkøb af et stort antal overskudsselskaber. Det må også antages, at R2 aktivt rådgav SB i forbindelse med opkøbene af overskudsselskaberne, navnlig når henses til, at LA var valgt som revisor i 140 af SBs selskaber. Det er uden betydning for afgørelsen af denne sag, at LA efter det oplyste den 5. marts 1993 meddelte SB, at R2 ikke længere ville være revisor for ham, idet dette ikke blev bekendtgjort for omverdenen, og der blev også efter denne dato, blandt andet den 30. marts 1993 i forbindelse med købet af H6, udstedt et såkaldt LA-evangelium. På denne baggrund må LA og R2 anses for erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.

F1 Bank har sluttelig gjort gældende, at der, såfremt banken måtte blive anset erstatningsansvarlig, ikke er grundlag for at fravige det udgangspunkt om ligedeling mellem henholdsvis køber- og sælgersiden, som er fastslået i Højesterets dom gengivet i U 2000.365 H (Thrane). I denne dom skete der ligedeling, selv om BG Bank havde stor indsigt i køberens dispositioner i forbindelse med en lang række selskabshandler. Endvidere kan det gebyr, som F1 opkrævede, ikke medføre, at udgangspunktet om ligedeling fraviges, idet dette gebyr, som forklaret af tidligere ansatte i F4 Bank, også dækkede renter og andre omkostninger.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for BS anført, at han har medvirket aktivt ved begge overdragelser med kendskab til de forhold, der begrunder erstatningsansvar for skattetabet, idet han herunder måtte indse, at hverken G1 eller K1 Holding ApS ville opfylde skattekravet. BS skal derfor efter erstatningsansvarslovens § 25 friholde F1 Bank.

BSs synspunkter under skriftvekslingen

BS har under skriftvekslingen over for G1 og F1 Bank anført, at han ikke har handlet ansvarspådragende, og at G1 og F1 Bank er nærmere end han til at have et ansvar.

NJs procedure

NJ har i det hele tilsluttet sig G1s procedure.

FK og R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskabs procedure

FK og R1 har til støtte for de nedlagte påstande principalt gjort gældende, at de alene har været rådgivere for H, og som følge heraf ikke har noget retsforhold til sagens øvrige parter. H2 Holdning A/S under konkurs har ikke under denne domsforhandling rejst noget krav overfor FK og R1, og sagens øvrige parter kan hverken efter almindelige erstatningsregler eller regler om springende regres eller lignende rejse krav over for FK og R1.

Såfremt FK og R1 ikke måtte få medhold i det principale anbringende, har disse subsidiært gjort gældende, at de ikke har handlet ansvarspådragende. De bistod alene H med en selskabshandel i forbindelse med en omstrukturering af H koncernen, hvor de rådgav Brødrene A og B om at sælge selskabet til en økonomisk solid og ordentlig køber, og R1 afviste i følge FKs forklaring flere potentielle købere, der henvendte sig. Der var intet grundlag for FK til at advare mod et salg af selskabet til G1, der efter de oplysninger, der forelå, måtte anses for en god og solid køber, som der var alt mulig grund til at stole på havde reelle hensigter med selskabet. G1 havde - og har fortsat - en solid egenkapital og en god likviditet, og G1 havde finansieret flere handler for H. Hertil kommer, at FK efter sin forklaring sikrede sig, at en revisor efter aftalens pkt. 1 skulle erklære, at køber havde en forretning, der muliggjorde, at skatten kunne elimineres. Endvidere blev aftaleudkastet forelagt for advokat AH, der gennemgik aftaleudkastet, og FK gik med rette ud fra, at advokat AH ville tage sig af de juridiske problemer, som udkastet måtte give anledning til.

FK forestod heller ikke instruksen til banken om pengeoverførslen. Skrivelsen dateret den 11. marts 1993 fra FK til F5 Bank var alene en generel information, men ikke en konkret betalingsinstruks, hvilket blandt andet følger af, at der på dette tidspunkt ikke fandtes et aftaleudkast mellem G1 og H, og at der derfor ikke var nogen, der vidste, hvordan midlerne skulle overføres. Aftalerne omkring selve pengeoverførslen blev forestået af en bogholder hos H. Der er derfor ikke noget ansvarsgrundlag for FK og R1.

Såfremt det måtte antages at der foreligger et ansvarsgrundlag for FK og R1, har disse gjort gældende, at der ikke er årsagsforbindelse mellem FKs handlinger eller undladelser og skadens indtræden. Selskabet blev for det første ikke tømt ved den første handel, og såfremt selskabet var forblevet hos G1, havde dette selskab fuldt ud været i stand til at betale de skatter, der hvilede på overskudsselskabet. For det andet opstod problemet alene, fordi NJ - uden FKs og As viden - besluttede at videresælge selskabet og derved selv få en fortjeneste, og denne handel, hvor selskabet blev tømt, havde FK intet med at gøre.

Det er endvidere overfor F1 Bank gjort gældende, at der er grundlag for at fravige det udgangspunkt om ligedelingsprincip, der er fastslået i U 2000.365 H (Thrane), og har til støtte herfor henvist til, at F1 ved handlens gennemførelse havde haft et langvarigt samarbejde med SB vedrørende dennes opkøb af overskudsselskaber, og disse handler var systematisk gennemført ved ulovlig selvfinansiering, hvilket banken, som gennemførte transaktionerne, var bekendt med, ligesom banken sikrede sig et betydeligt udbytte for sin medvirken i transaktionen, i den foreliggende sag 40.000 kr. og i andre sager 75.000 kr. Bankens handlinger, som er forsætlige eller i hvert fald groft uagtsomme, er så meget grovere end den af FK og R1 udviste uagtsomhed, at F1 er nærmere til at bære ethvert tab i sagen.

FK og R1 har til støtte for påstandene over for G1 og NJ anført, at disse er nærmere til at bære erstatningsansvaret, idet det var G1, der dels købte selskabet og dels efterfølgende - uden FKs viden - videresolgte selskabet til K1 Holding ApS, der tømte selskabet. NJ var hovedaktionær, direktør og bestyrelsesmedlem i G1 og var den, der traf og opretholdt beslutningerne og som hovedaktionær oppebar en eventuel fortjeneste. Der er derfor regres for det fulde beløb over for G1 og NJ, jf. SKM2001.517.VLR .

Ved opgørelse af berigelsen skal G1s købesum ikke trækkes fra, idet der var tale om 2 separate handler. G1s fortjeneste var på 316.000 kr.

FK og R1 har til støtte for påstandene over for advokat AH gjort gældende, at han og FK skal udrede hver halvdelen at et eventuelt erstatningsbeløb, idet de som rådgivere for sælgeren efter retspraksis skal dele erstatningsbyrden lige. Advokat AH udførte en række juridiske opgaver i forbindelse med omstruktureringen af H- koncernen, og der var i det hele tale om en sædvanlig fordeling af opgaverne mellem revisor og advokat. Advokat AH fik tilsendt udkastet til anpartsoverdragelsesaftalen, og han fremsatte sine kommentarer til udkastet over for NJ, og advokat AH fik også tilsendt det reviderede kontraktudkast. Alle mente, at advokat AHs kommentarer var de endelige, idet man ellers ikke ville have handlet selskabet, og det er heller ikke sædvanligt kun at fremsætte foreløbige kommentarer til et kontraktudkast. Endvidere kan advokat AHs forklaring om, at han mente, at der var god tid, ikke lægges til grund, idet det fremgik af kontrakten, at handlen skulle afvikles den 23. marts. Hvis man skulle eliminere skatten, var den sidste dag, hvor selskabet kunne handles, i øvrigt den 31. marts, og det vidste eller burde advokat AH vide.

FK og R1 har over for F2 Bank og F3 Bank gjort gældende, at de som pengeinstitutter for G1 har været nærmere til at gennemskue betalingstransaktionernes reelle indhold og lovlighed i relation til en eventuel overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet.

Over for statsautoriseret revisor LA og Revisionsfirmaet R2 har FK og R1 gjortgældende, at de som henholdsvis revisor og revisionsfirma for den endelige køber og selskabstømmer K1 Holding ApS har været nærmere til at gennemskue den endelige købers ikke reelle hensigter med selskabet end FK og R1.

Over for A og B har FK og R1 gjorte gældende, at de som ejere af H- koncernen har solgt det senere tømte selskab og oppebåret de direkte og indirekte fordele af det pågældende salg, hvorfor de er nærmere til at bære ansvaret end FK og R1.

FK og R1 har sluttelig gjort gældende, at der i det hele ikke kan gøre regres mod dem for skattelovsrenter, idet de ikke har noget ansvar for disse renter.

Advokat AHs procedure

Advokat AH har tilsluttet sig G1s procedure vedrørende skattelovsrenter og passivitet, og har endvidere tilsluttet sig FK og R1s procedure om, at F1 ikke kan gøre krav gældende mod revisor og advokat.

Advokat AH har til yderligere støtte for sine påstande gjort gældende, at han som advokat for H- koncernen ultimo 1992 0g primo 1993 bistod med visse ekspeditioner i forbindelse med omstruktureringen. Han blev imidlertid ikke orienteret om, at overskudsselskabet skulle sælges eksternt, før FK den 10. marts 1993 under en telefonsamtale nævnte, at man arbejdede på et eksternt salg af overskudsselskabet. Dette foranledigede, at han i skrivelsen af 10. marts 1993 til revisor FK fandt anledning til at nævne, at han intet kendte til en sådan aftale om et eksternt salg. Han kendte heller ikke FKs notat af 2. december 1992 om salg af H1 som overskudsselskab, hvilket understøttes af førnævnte brev af 10. marts 1993 til FK. Først den 19. marts 1993 modtog han uden varsel et udkast til en kontrakt om overdragelse af selskabet. Han kontaktede FK, der anmodede ham om at fremsætte sine umiddelbare bemærkninger til kontraktudkastet direkte over for NJ, hvilket han herefter gjorde i en kort telefonsamtale. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at der var tale om egentlige kontraktsforhandlinger. Den 22. marts modtog han et nyt kontraktudkast, men han kunne se, at pkt 1.2 endnu ikke var rettet i overensstemmelse med FKs ønske, idet han ville have, at kontrakt og revisorerklæring skulle underskrives samtidig. Han måtte på denne baggrund med rette gå ud fra, at der kun var tale om et udkast, der skulle danne baggrund for de videre forhandlinger. I en telefonsamtale sagde FK, at han ville gå videre med sagen, og da advokat AH herefter ikke hørte mere, havde han grund til at antage, at forhandlingerne var strandet.

Selv om der var tale om en overdragelse til ca. 10 mio kr., ydede han slet ingen rådgivning vedrørende handlen til sine klienter - A og B, som han end ikke drøftede aftalen med. Han så heller ikke den endelige overdragelsesaftale, og han havde heller intet med betalingstransaktionerne at gøre, ligesom han intet fakturerede i sagen. Han havde heller ingen kontakt med F4 Bank. Først i 1994 fandt han ud af, at selskabet var solgt. Realiteten er således, at han ikke var involveret i selskabshandlen, og at han aldrig blev bedt om at foretage en endelig gennemgang af kontraktudkastet eller at forhandle dette. Han havde endvidere ikke mulighed for at fraråde sine klienter et salg, idet han slet ikke var bekendt med, at handlen ville blive til noget. Han fik heller ikke at vide, at det var en hastesag, og da der alene var tale om et kontraktudkast er det ikke afgørende, at der i dette var anført, at overdragelsen skulle finde sted den 23. marts, idet denne dato i lighed med de øvrige bestemmelser i kontrakten skulle forhandles nærmere mellem parterne. Han burde heller ikke have tænkt på, at den 31. marts var sidste dag, hvor der var muligt at eliminere eller udskyde skatten, idet det alene henhørte under FK at tage sig af de skatteretlige konsekvenser af aftalen.

På denne baggrund er advokaten ikke ansvarlig over for sælgerne for den gennemførte handel, og han kan så meget desto mindre blive ansvarlig over for F1 Bank, som var den senere købers bank. Der er ikke årsagsforbindelse mellem hans dispositioner og den senere konkurs og skattevæsenets tab i den forbindelse. F1 Bank må derimod anses for hovedansvarlig, idet banken aktivt bistod K1 Holding ApS med at tilvejebringe købesummen ved hjælp af selskabets egne midler, og banken kunne som den eneste indse, at der var tale om selskabstømning. Advokat AH har i øvrigt tilsluttet sig G1s og FK og R1s' procedure vedrørende F1 Banks ansvar i sagen, og på den baggrund gjort gældende, at F1 som følge af den udviste grove adfærd helt eller delvist skal friholde advokat AH for et eventuelt erstatningsansvar for skattevæsenets krav. Et krav er endvidere forældet, da det sidste, der skete i forhold til advokat AH, var telefaxen af 22. marts 1993.

Advokat AH har endvidere særligt over for G1 og NJ gjort gældende, at disse med tilknytning til sælgersiden er nærmere til at bære erstatningsansvaret end han, idet disse gennemførte salget med henblik på at få andel i købernes mulige skattebesparelse. De skal under alle omstændigheder endeligt bære et beløb svarende til den modtagne overkurs tillagt en passende forrentning, lige som der skal tages højde for sparede omkostninger til likvidation og mulighed for senere tilbagesøgning af erlagt aktieavanceskat. Advokat AH har vedrørende dette spørgsmål i øvrigt tilsluttet sig FKs og R1s procedure.

Til støtte for påstandene overfor FK og R1 har advokat AH gjort gældende, at det var disse, der forestod den egentlige rådgivning med tilknytning til salget, herunder etablering af aftalerne med den endelige køber, og FK var også involveret i tilrettelæggelsen af pengetransaktionerne. FK var således klart hovedrådgiver i forhold til advokat AH, der må anses for ansvarsfri som følge af den fremsatte revisorerklæring.

Til støtte for påstandene over for F2 Bank og F3 Bank har advokat AH i det hele tilsluttet sig F1 Banks procedure.

Til støtte for påstandene over for revisor LA og R2 har advokat AH gjort gældende, at disse i forbindelse med talrige overdragelser havde ydet rådgivning til SB vedrørende dennes erhvervelse af overskudsselskaber, og at de vidste eller burde vide, at overdragelserne blev gennemført ved selvfinansiering.

Vedrørende påstanden over for SB har advokat AH gjort gældende, at SB medvirkede til, at selskabet blev erhvervet ved selvfinansiering, ligesom han medvirkede aktivt til selskabets tømning, hvorfor han skal friholde advokat AH for ethvert krav.

Til støtte for den nedlagte påstand over for A og B har advokat AH gjort gældende, at de må anses for reelle beslutningstagere ved salget af overskudsselskabet, og at de som den daværende ledelse og ejerkreds havde en forpligtelse til at sikre, at selskabets skatter blev betalt, lovligt udskudt eller elimineret, og de kunne have foranlediget, at skattekravet. blev betalt, mens der endnu var midler i H. Endvidere er de som hovedaktionærer nærmere end advokat AH til at bære et ansvar, hvortil kommer, at de i forbindelse med salget opnåede en berigelse, som de efter retspraksis skal fralægge sig.

F2 Banks procedure

F2 Bank har indledningsvis anført, at såfremt det måtte blive antaget, at det solgte selskab blev tømt ved den 1. handel, erkender F2 Bank ansvar som bank for G1. Bankens ansvar er i givet fald begrænset til skattekravet, idet banken ikke har rådgivet om betalingstransaktionerne, og derfor ikke kan ifalde erstatningsansvar for skattelovsrenter og boomkostninger, jf. SKM2001.085.HR.

Til støtte for sin frifindelsespåstand overfor F1, har F2 Bank henvist til kurators redegørelse for F4 Banks engagement som køberbank i K2-komplekset, og har i øvrigt gjort gældende, at F4 Bank var klar over, at der skete selvfinansiering i forbindelse med K1 Holding ApS' køb af overskudsselskabet, og at de ansatte i banken var klar over eller i hvert fald burde have været klar over, at selskabet blev tømt i forbindelse med handlens gennemførelse. F2 Bank har til støtte herfor henvist til, at banken opgjorde nettoprovenuet, som blev sendt direkte til køberen, hvilket leder tanken hen på, at skatten på 3,9 mio kr. ikke skulle betales. Banken var derfor bekendt med, at man ved denne disposition realiserede et tab for skattevæsenet. Endvidere tog F4 Bank 40.000 kr. af midlerne i provision. Det kan ikke antages, at der var tale om et sædvanligt gebyr, idet et så stort beløb ikke tidligere har været på tale til en bank i en selskabshandel, og dette bekræftes også af, at banken selv kaldte beløbet for "formidlingsprovision". Den omstændighed, at gebyret også efter det oplyste skulle dække renter, får ingen betydning, idet renterne i en selskabshandel, der blev afviklet på ganske få dage, ikke kan have oversteget et par tusinde kroner.

F1 Bank har da også efter overtagelsen af F4 Bank tilbagebetalt de 40.000 kr. til selskabet med den begrundelse, at F1 tager afstand fra selskabstømning ikke blot selvfinansiering. I overensstemmelse med retspraksis er F1 Bank erstatningsansvarlig for den skete selskabstømning. F2 Bank har yderligere gjort gældende, at F1 forlods skal fralægges sig sin berigelse på 40.000 kr., og har herefter yderligere gjort gældende, at F1s kendskab til transaktionen var så indgående og F1s udbytte så betydeligt, at F1 i det indbyrdes forhold med F2 Bank, som intet kendte til handlen mellem G1 og K1 Holding ApS, skal bære hele erstatningsbyrden. F1s eventuelle regreskrav mod F2 Bank er i øvrigt subsidiært i forhold til F1s krav mod A og B.

Over for A og B har F2 Bank henvist til de anbringender, der er gjort gældende af G1 og F1, Bank.

F2 Bank har i forhold til G1 og NJ anført, at G1 under domsforhandlingen har taget bekræftende til genmæle over for F2 Banks påstande og samtidig har frafaldet sine påstande overfor F2 Bank. F2 Banks påstande skal derfor i det hele tages til følge over for disse parter.

Overfor revisor FK og advokat AH har F2 Bank gjort gældende, at de som rådgivere for den oprindelige sælger er erstatningsansvarlige for det tab, som selskabstømningen har forårsaget, og at disse solidarisk skal friholde F2 Bank for et hvert beløb ud over halvdelen af skattekravet.

F3 Banks procedure

F3 Bank har til støtte for sine påstande over for G1 og NJ bemærket, at disse under domsforhandlingen har frafaldet deres påstande over for F3 Bank og samtidig har taget bekræftende til genmæle over for F3 Banks påstande, som derfor skal tages til følge.

F3 Bank har i øvrigt til støtte for sine påstande gjort gældende, at banken alene blev gjort bekendt med købsaftalen, herunder punkt 5. F3 Bank bekræftede herefter over for F4 Bank, at selskabets midler ville være til rådighed for overførelse, og at disse ville blive overført, som anført i overdragelsesaftalen. Denne skrivelse var helt identisk med andre bekræftelser i tilsvarende sager, hvor "sælgerbankerne" er blevet frifundet, og der var intet exceptionelt i skrivelsen. Banken skrev blot det, den var blevet bedt om at skrive.

På dette tidspunkt indestod der ikke tilstrækkelige midler på kontoen til at at dække overførslen, men efter NJs forklaring, havde G1 en trækningsret på 8 mio. kr., og F3 Bank var bekendt med G1s gode økonomi med en betydelig egenkapital. Det er derfor ikke afgørende, at pengene ikke stod i selskabets navn i F3 Bank, idet banken alene ved skrivelsen bekræftede, at der var aktiver svarende til selskabets midler. Overførslen var endvidere betinget af, at købesummen samtidig blev overdraget. F3 Bank kendte ikke til det forudgående forløb, herunder den forudgående handel, og hvis det antages, at der skete selvfinansiering og selskabstømning i det 1. omsætningsled, var selskabet allerede tømt, da F3 Bank kom ind i sagen i forbindelse med videresalget. F3 Banks modtagelse af købesummen genskabte således i realiteten selskabets likvide midler.

F3 Bank muliggjorde eller bidrog ikke til K1 Holding ApS' overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, ligesom F3 Bank ikke kendte eller burde kende risikoen for, at køberen ville overtræde selvfinansieringsforbuddet. Den omstændighed, at banken kendte aftalen, er ikke tilstrækkeligt til, at banken vidste eller burde vide, at selvfinansieringsforbuddet ville blive overtrådt.

Da F3 Bank således ikke har deltaget i handlen i 1. omsætningsled, men derimod har medvirket til at reetablere kapitalen i den anden handel, og da F3 Bank ikke har haft rådgivningsfunktion overfor nogen af deltagerne, hverken i form af planlægning eller lignende, men alene har udført en konkret opgave stillet af NJ, har F3 Bank ikke pådraget sig et erstatningsansvar.

F3 Bank har tiltrådt F2 Banks anbringender vedrørende fordelingen af erstatningen mellem sælger- og købersiden, jf. U 2000.365 H (Thrane).

F3 Bank har til støtte for sin påstand over for F1 Bank gjort gældende, at F1 er nærmere til at bære ansvaret for et eventuelt tab end F3 Bank, jf. herved erstatningsansvarslovens § 25, og har til støtte herfor anført, at F1 havde et omfattende samarbejde med køberen, og at dette samarbejde var lukrativt for banken i form af de meget store gebyrer for blot en enkelt transaktion. F1 var bekendt med, at SB overtrådte selvfinansieringsforbuddet og foretog selskabstømning, idet selskabets midler ikke blev holdt separeret, og det har i den forbindelse ingen betydning, at F3 Bank ikke ved overførslen gav ordre til, at midlerne skulle indsættes på en konto tilhørende selskabet.

Til støtte for påstandene over for FK, R1 og advokat AH har F3 Bank anført, at der ikke er oplysninger i sagen, der dokumenterer, at F3 Bank skulle have påtaget sig rådgivningsopgaver i forbindelse med handlen, i modsætning til revisor og advokat, der begge var rådgivere for sælgeren, og derfor erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.

LA og R2s procedure

LA og R2 har til støtte for deres påstand i første række gjort gældende, at de intet har haft med købet af HX ApS at gøre, hverken i form af medvirken til købet eller rådgivning herom. R2 og LA udtrådte i følge sidstnævntes forklaring af samarbejdet med SB den 5. marts 1993, hvor det blev aftalt, at samarbejdet skulle afvikles. Dog blev det aftalt, at man i en overgangsperiode - indtil han fik antaget en ny revisor ville hjælpe SB, men LA og R2 ydede ingen bistand til SB i forbindelse med købet af HX ApS. LA blev ikke valgt som revisor for selskabet, der blev ikke afgivet et såkaldt LA-evangelium, og LA modtog ingen dokumenter eller andre oplysninger om den stedfundne handel. Den omstændighed, at LA tilsyneladende blev valgt som revisor for H6 ApS er uden betydning, idet dette skete uden LA's vidende, og han havde allerede den 5. marts forbudt SB at vælge ham til revisor for de selskaber, han efter denne dato måtte indkøbe. Der er derfor intet grundlag for at inddrage R2 og LA i sagen.

LA og R2 har i anden række anført, at F1 Bank, som har adciteret LA og R2, også efter den 5. marts 1993, hvor LA havde afbrudt samarbejdet med SB, fortsatte et tæt samarbejde med SB vedrørende opkøb af selskaber og tømning af disse. F4 Bank A/S bistod systematisk i 42 tilfælde SB med selvfinansiering og selskabstømning, og det er derfor åbenbart, at F1 Bank er ansvarlig. F4 Banks bistand havde karakter af forsæt med vindingsmotiv. Risikoen for, at bankmedarbejderne i F4 Bank ikke kendte selvfinansieringsforbuddet, og derfor ikke var godt nok uddannede, kan ikke begrunde et ansvar mod LA eller R2. Banken har et selvstændigt ansvar for lovligheden af de instrukser, de handlede efter, og banken handlede ikke efter instruks fra hverken LA eller R2.

Endvidere er det erkendt, at de skattenotater, der blev udarbejdet af R2 - både UK-notatet og Madeira-notatet - var lovmedholdelige, og at modellerne kunne bruges til lovligt at eliminere eller udskyde skatter. F1 Bank vil derfor kun kunne gennemføre et regreskrav mod LA eller R2, hvis det kan godtgøres, at disse på ansvarspådragende måde har medvirket til, at køberen K1 Holding ApS finansierede købet af HX ApS med anvendelse af dets egne midler, og det er ikke godtgjort.

Ansvaret kan ikke være begrundet i udarbejdelsen af regnskaber, og LA har ikke rådgivet om opkøb eller finansiering, kun om skattespørgsmål. Det, der gøres gældende fra F1 Banks side, er et egentligt tilsynsansvar, hvilket er uden hjemmel i hidtidig retspraksis. Rådgiverne kan kun ifalde ansvar, hvis deres rådgivning eller planlægning i forbindelse med køb eller salg af selskabet har været ukorrekt eller mangelfuld. Det er korrekt, at LA ikke førte et generelt tilsyn med SB, men det havde han heller ikke hverken pligt eller adkomst til, og LA kan heller ikke anses som garant for lovligheden af klientens dispositioner. LA har alene udtalt sig om, hvad der skatteretligt var muligt. Det bestrides, at LA og R2 burde have vidst, at SB købte selskaber ved selvfinansiering, idet de hverken havde eller burde have kendskab til forretningsgangen i den forbindelse, i modsætning til F1 Bank, der systematiserede forretningsgangen på en sådan måde, at der sluttelig blev afregnet et nettoprovenu til køberen, efter at F1 havde taget en del af midlerne i gebyr.

LA og R2 har i tredje række gjort gældende, at baggrunden for erstatningskravet mod F1 Bank er, at banken har medvirket ved berigtigelsen af handlen, at banken da var bekendt med og deltog i overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, og således aktivt og forsætligt medvirkede til selskabstømningen. Banken var således klar over, at der var tale om køb af et selskab, at banken skulle modtage midlerne og samtidig skulle sende købesummen. Endvidere var det aftalt mellem banken og SB, at banken skulle have eksorbitante gebyrer - F2 Bank tog efter det oplyste kun 100 kr. for en tilsvarende ekspedition - og aftalen kan kun forklares ved, at banken ville have andel i "rovet".

Uanset DHs forklaring må det efter bevisførelsen som det mest nærliggende antages, at banken fik udleveret SBs beskrivelse af forretningsgangen mellem køber og bank i forbindelse med køb og afvikling af aktie- og anpartsselskaber, som svarer til den fremgangsmåde, der blev fulgt af banken. Endvidere fremgik det klart af advokat BPs notat, at der var tale om ulovlig selvfinansiering, hvis selskabets midler anvendtes som købesum, og banken blev derfor også via dette notat advaret. Alligevel foretog F4 Bank i 42 tilfælde systematisk selskabstømning sammen med SB, og tog store gebyrer herfor. F1 fuldbyrdede herved gerningsindholdet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, og F1 vidste, at dette var tilfældet. Da F1 havde fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder, der medførte ulovligheden, forligger der en forsætlig overtrædelse, som skete for vindings skyld. Hertil kommer, at der havde været 10 mio kr. til at investere for, hvis ikke F1 havde hjulpet SB med at tømme selskabet. Det kan ikke kræves, at LA skulle have forhindret F1 i at hjælpe SB med at begå ulovligheder, og i øvrigt vidste LA slet ikke, at en handel var forestående, og han ville derfor under ingen omstændigheder have haft mulighed for at foretage sig noget, før selskabet var tømt. F1 Bank kan på denne baggrund ikke kræve af andre, at de skal holde banken skadesløs for det tab, der opstod på grund af de ulovlige forhold, den deltog i.

LA og R2 har endvidere bestridt, at der er et ansvar fordi de frem til den 5. marts 1993 udførte revisoropgaver for SB, og har til støtte herfor gjort gældende, at LA alene var valgt som revisor i nogle overordnede selskaber i koncernen samt i nogle af de opkøbte selskaber. Han blev først orienteret om disse handler efterfølgende, og han var ikke inddraget i finansiel eller økonomisk rådgivning i forbindelse hermed, idet han kun foretog opgaver som revisor og ydede skatterådgivning. I sommeren 1992 reviderede han regnskaberne for moderselskabet K2 og K1 Holding Aps, men ikke for K4 Holding. Han så dog, at der i K4 Holdings regnskab i 1991 var en antegnelse om et enkelt selskabskøb, der skulle være sket ved selvfinansiering. Denne bemærkning var imidlertid ikke gentaget i 1992-regnskabet, hvorfor LA havde grund til at antage, at forholdet var bragt på plads, og han betragtede det derfor ikke som en anledning til at foretage sig videre. Både UK-modellen og Madeira-modellen gav mulighed for lovligt at udskyde skatten eller eliminere den, og LA måtte regne med, at SB ville bruge de skattemodeller, R2 havde anvist, og havde ingen grund til at regne med, at SB i stedet ville foretage sig ulovligheder sammen med F4 Bank.

Samarbejdet med SB blev opsagt den 5. marts, men LA udtrådte ikke fra revisorhvervet med det samme, hvilket heller ikke er kutyme, og han havde ingen grund til at tro, at der blev begået ulovligheder. LA rådgav på intet tidspunkt SB om køb af selskaber eller om køb af aktiver til indlæggelse i selskaberne. LA havde ikke det fulde overblik over SBs aktiviteter, men det havde han heller ikke pligt til, idet han ikke var "totalrådgiver", da SB havde opdelt sine rådgivere. LA og R2 så ikke SBs beskrivelse af forretningsgangen mellem køber og bank i forbindelse med køb og afvikling af aktie- og anpartsselskaber, og heller ikke advokat BPs notat. F4 Bank kontaktede heller aldrig LA vedrørende opkøbene eller betalingstransaktionerne, herunder hvorvidt de var lovlige, og banken rekvirerede heller ikke årsregnskaber. Bekræftelsesnotaterne (LA-evangelierne) var alene en bekræftelse på, at det skatteretligt var muligt at eliminere skatten, hvilket var korrekt, men LA indestod ikke i skrivelserne for, at de nødvendige dispositioner blev gennemført. LA blåstemplede således ikke ved bekræftelsesbrevene SBs arrangement, og i nærværende sag blev der, som nævnt, slet ikke udstedt noget bekræftelsesbrev fra LA. Erklæringen indeholdt heller intet om betalingstransaktionerne.

Endvidere er det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at der er kausalitet mellem en tænkt opdagelse hos LA og den skete skade. Hvis LA havde opdaget, at SB foretog sine opkøb af selskaber ved selvfinansiering, og at han tømte selskaberne, ville LA ikke have haft pligt til at indgive en politianmeldelse mod SB. LA ville i givet fald være udtrådt som revisor for SBs selskaber, og SB ville herefter blot have fundet en ny revisor. Dette var præcis, hvad der skete i marts måned, og SB fortsatte herefter sine køb af selskaber ved selvfinansiering. LA og R2 kunne derfor ikke have standset SB i at købe HX ApS og andre selskaber ved selvfinanisering og herefter tømme dem. Det er F4 Banks handling, der er den eneste skadesårsag, og F1 Bank er derfor afskåret fra at gøre regres mod LA, der i det højeste har udvist simpel uagtsomhed.

Til støtte for påstandene over for de medadciterede, har LA og R2 gjort gældende, at disse, i modsætning til LA og R2, var bekendt med, respektive gennemførte eller rådgav om den i sagen omhandlede handel med anparterne i HX ApS før handlens gennemførelse, og at de derfor - i modsætning til LA og R2 - har haft mulighed for at forudse, at den aftalte gennemførte berigtigelsesform kunne indebære en efter omstændighederne nærliggende risiko for, at handlen ville blive gennemført ved ulovlig selvfinansiering med skade for selskabets kreditorer til følge. De medadciterede må derfor være nærmere end LA og R2 til at være et ansvar for skattevæsenets tab.

SB

SB er i forhold til F1 Bank A/S dømt ved udeblivelsesdom. SB har ikke svaret, efter at G1, NJ, FK, R1, advokat AH, F2 Bank, LA og R2 i processkrifter har nedlagt påstande over for ham. De pågældende processkrifter ses ikke forkyndt for SB.

A og Bs procedure

A og B har i første række gjort gældende, at et eventuelt regreskrav mod dem er forældet, og har til støtte herfor anført, at forældelsesfristen løber fra kurators henvendelse til NJ i januar 1995, sammenholdt med NJs svarskrivelse af 25. januar 1995. Det var således allerede på dette tidspunkt klart, at handlen var sket ved selvfinansiering, og at G1 derfor ville blive mødt med et krav.

Endvidere fremgår det af § 8 i kontrakten mellem H4 ApS og G1, at sælgers indeståelse for ukendte krav bortfalder efter 3 år fra overtagelsesdagen, og denne forældelsesregel kan påberåbes af A og B, idet regreskravet støttes på et hæftelsesgennembrud på grund af manglende betaling fra H2 Holding A/S.

A og B har i anden række gjort gældende, at G1 er afskåret fra at gøre regres mod dem, idet G1 har udvist retsfortabende passivitet i perioden fra marts måned 1998 til sagsanlægget i 2001. Allerede den 20. januar 1995 fik G1 en henvendelse fra kurator, hvoraf det klart fremgik, at der var sket selvfinansiering. G1 havde særlig anledning til at reagere, da der blev anlagt sag mod selskabet den 24. marts 1998, hvilket også skete, idet selskabet straks efter anlagde adcitationssag mod blandt andre H2 Holding A/S, men derimod ikke mod A og B. De indstillede sig derfor på, at det alene var holdingsselskabet, der i givet fald skulle betale en del af erstatningen. De hensyn som blandt andet i selskabstømmersager har ført til, at skattevæsenets krav trods langvarig sagsbehandling ikke har været fortabt ved passivitet - karakteren af kravet - bør ikke tillægges samme betydning i de tilfælde, hvor der er tale om et regreskrav, idet de samme hensyn ikke her gør sig gældende. A og B har til yderligere støtte for påstanden henvist til de domme, der er gengivet i henholdsvis Ugeskrift for Retsvæsenet 1999.505 og Tidsskrift for Skatteret 2000.648.

A og B har gjort de samme synspunkter vedrørende passivitet gældende i forhold til F1 Bank, dog således at fristen først skal regnes fra den 10. marts 1998 hvor kravet rettedes mod banken. F1 Bank har foretaget et valg ved straks at adcitere 12 parter, men ikke A og B, og har henset til den lange tid, der gik, inden sagen mod dem blev anlagt, fortabt et eventuelt regreskrav på grund af den udviste passivitet.

A og B har i tredje række gjort gældende, at de ikke har pådraget sig noget erstatningsansvar i forbindelse med overdragelsen af overskudsselskabet, og har til støtte herfor anført, at der ikke er dokumentation for, at B var involveret i overdragelsen af overskudsselskabet. Initiativet til salget blev heller ikke taget af hverken B eller A, men derimod af FK. B og A var heller ikke involveret i betalingstransaktionerne. Anpartsoverdragelsesaftalen må have dannet grundlag for de betalingsstrømme, der skete, og instruksen om transaktionerne må være givet af FK eller bogholderen i H, MH. B og A havde heller ingen indsigt i handlen, idet de som altid rådførte sig med deres rådgivere og rettede sig efter deres råd. De havde endvidere grundlag for at være helt trygge ved salget, idet selskabet blev solgt til deres daværende svoger på vegne af G1, og dette selskab havde en betydelig egenkapital, og en god likviditet. H havde også tidligere benyttet G1 til finansiering, og FK havde kendskab til, at G1 var en velanskrevet virksomhed.

B og A har endvidere anført, at de ikke er sagsøgt af det sagsøgende konkursbo, og at de derfor i det højeste kan ifalde ansvar efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Såfremt G1 hæfter efter § 115, stk. 4, skal G1 tilbageføre midlerne til det solgte selskab, hvilket dette selskab er i stand til, og herefter er der ikke noget ansvar at gøre gældende mod Brødrene A og B efter § 115, stk. 5.

B og A har bestridt, at de i forbindelse med handlen opnåede en berigelse svarende til en eventuel berigelse for H, og de har til støtte herfor anført, at de alene har modtaget en udlodning på 5 mio. kr. i perioden efter handlen og indtil 1998, samt at dette beløb kun udgør en beskeden del af forøgelsen af egenkapitalen i disse år. De 5 mio. kr. kunne således rigeligt dækkes af indtjeningen i disse år. De er heller ikke blevet beriget ved, at aktierne i en periode har haft en højere værdi. De har således ikke haft en berigelse på holdingselskabets bekostning, og det er derfor holdingsselskabet, der i givet fald skal fralægge sig berigelsen.

A og B har tillige bestridt, at de har et direkte ansvar over for G1, og har til støtte herfor anført, at G1 selv valgte at købe selskabet ved selvfinansiering, og selv valgte at videresælge det.

De har endvidere bestridt, at de har et direkte ansvar over for F1 Bank, som de slet ingen relation har til. Et i øvrigt berettiget regreskrav mod holdingsselskabet kan derfor kun gøres gældende over for dem, hvis der er grundlag herfor efter reglerne om hæftelsesgennembrud. Det bestrides at være tilfældet, idet der ikke i forbindelse med handlen har været udvist en konkret uforsvarlig adfærd fra A og Bs side.

A og B har gjort gældende, at det ikke er deres handlinger, der er årsag til tab hos G1 og F1 Bank. Der forelå en gyldig aftale om salg af selskabet til G1, og Brødrene A og B er uden skyld i, at NJ videresolgte selskabet til K1 Holding ApS, og at der i denne handel skete selvfinansiering.

Det var heller ikke påregneligt for dem, at G1 ville handle i direkte modstrid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, og heller ikke, at G1 straks ville videresælge selskabet, hvilket de ikke var blevet informeret om.

Den adfærd, som de i givet fald kan kritiseres for, er af helt underordnet karakter i forhold til de handlinger, som G1 foretog, og som bevirker at G1 hæfter for midlernes tilbageførsel efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, og også i forhold til den adfærd, som F4 Bank udviste. Banken var således direkte medvirkende til, at der skete selvfinansiering og selskabstømning. G1 og F1 Bank bør derfor i medfør af erstatningsansvarslovens 25 bære det fulde ansvar.

For det tilfælde, at A og B måtte blive anset erstatningsansvarlige, har de gjort gældende, at de var uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af de dispositioner, der blev foretaget i forbindelse med salget af overskudsselskabet til G1, og de bør derfor - i givet fald - alene dømmes til at fralægge sig berigelsen, hvorefter resten af sælgersidens andel bør bæres af de øvrige ansvarlige, således at de ligestilles med Højesteretsdom gengivet i U 2000.365.

Over for friholdelsespåstandene fra FK, advokat AH og F2 Bank har A og B gjort gældende, at de nævnte parter ikke har adciteret Brødrene A og B, og at de ikke kan påstå friholdelse over for dem som parter i andre adcitationssager, og allerede af den grund kan deres friholdelsespåstande ikke tages til følge. Subsidiært har A og B gjort gældende, at friholdelsespåstandene ikke skal tages til følge, fordi de pågældende har udvist retsfortabende passivitet, idet der forløb mere end 4 år, fra de pågældende blev adciteret, til de fremsatte krav over for Brødrene A og B.

7. Landsrettens bemærkninger

7.1. Hæftelse og ansvar.

7.1.1. Spørgsmålet om selvfinansiering.

Ved overdragelsesaftaler, der - bortset fra købesum - i det væsentlige var enslydende, begge dateret den 24. marts 1993, blev overskudsselskabet overdraget dels fra H2 Holding A/S til G1 Holding ApS og dels fra sidstnævnte til K1 Holding ApS.

I begge tilfælde bestod selskabets aktiver alene af bankindeståender og passiver alene af latente skatter. Egenkapitalen udgjorde 6.824.581 kr. og de samlede skatter 3.881.846 kr. Købesummen skulle berigtiges kontant på afviklingsdagen den 23. marts 1993.

Ved den første overdragelse blev købesummen fastsat til 9.968.876 kr. svarende til egenkapitalen med tillæg af 81 af skatterne. Ved den anden overdragelse blev købesummen fastsat til 10.124.150 kr., svarende til egenkapitalen med tillæg af 85 % af skatterne.

Efter begge aftaler skulle køber sikre, at det ved revisorerklæring efter overdragelsen blev bekræftet, at selskabet frem til "perioden 31. marts 1993" erhvervede afskrivningsberettigede aktiver, der medførte, at selskabets skattepligtige indkomst for perioden 1. oktober 1991 - 31. marts 1993 androg tilnærmelsesvis 0 kr.

Samtlige selskabets midler, 10.706.427 kr., skulle efter begge aftaler - efter udveksling af gensidige bankindeståelser - på afviklingsdagen overføres til et af køber anvist pengeinstituts konto - uden nærmere angivelse af kontohaver i Nationalbanken, hvorefter købesummen samme dag skulle overføres fra købers pengeinstitut til sælgers pengeinstituts konto i Nationalbanken.

Ved den første overdragelse blev selskabets midler den 24. marts 1993 overført ved check fra sælgers bank, F5 Bank, til købers bank, F2 Bank, hvor beløbet samme dag indsattes på G1 Holding ApS' konto. Samme dag overførtes købesummen fra F2 Bank til F5 Bank ved check, hævet på samme konto tilhørende G1 Holding ApS.

Ved den anden overdragelse blev et beløb svarende til selskabets midler den 26. marts 1993 via Nationalbanken overført fra sælgers bank, F3 Bank, til købers bank, F4 Bank, hvor beløbet samme dag blev indsat på K1 Holding ApS' konto. Samme dag overførtes købesummen, ligeledes via Nationalbanken, til F3 Bank fra F4 Bank, debiteret samme konto tilhørende K1 Holding ApS.

I ingen af tilfældene var der forud for transaktionerne dækning for købesummen eller den fulde købesum på de konti, hvorfra købesummen blev betalt.

Da omdannelsen af overskudsselskabet fra et aktieselskab til et anpartsselskab ikke var gennemført inden overdragelserne, skal dispositionerne bedømmes efter aktieselskabsloven.

Under de ovenfor anførte omstændigheder må der anses at være sket en overdragelse af selskabet, der er finansieret af dettes egne midler, og forbudet mod selvfinansiering i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blev derved overtrådt.

Det forhold, at der i denne sag foreligger to overdragelser, rejser spørgsmålet om, hvorvidt selvfinansieringen er sket ved den ene overdragelse med den virkning, at der ikke kan anses at foreligge selvfinansiering ved den anden.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der var en snæver sammenhæng mellem de to overdragelsesaftaler, der for så vidt angår NJs underskrift er dateret samme dag. NJ må antages at have haft i hvert fald en forståelse om videresalget med SB eller BS på dennes vegne - inden indgåelse af aftalen med H, og denne aftale er skrevet af efter den aftaletekst, som NJ modtog fra SB. For G1 har den anden aftale således været en forudsætning for den første.

Ved den første overdragelse blev selskabet erhvervet for dets egne midler. Selskabets midler blev således straks ved overførslen til G1s bank indsat på G1s konto og hævet af G1, og betalingstransaktionerne den 24. marts 1993 er gennemført uden at være gjort betingede af transaktioner i forbindelse med den anden overdragelse. Selskabsmidlerne er ikke siden den 24. marts 1993 blevet tilbageført til selskabet, fx i form af et bankindestående i selskabets navn.

Selskabet må derfor anses for tømt efter betalingstransaktionerne den 24. marts 1993, og der er ikke grundlag for at fastslå, at der skulle være sket en fornyet tømning ved den anden overdragelse.

Reglerne i aktieselskabslovens § 115, stk. 2 og 4-5, findes herefter at være anvendelige i forhold til den første, men ikke - eller i hvert fald ikke direkte - den anden overdragelse. Spørgsmålet om ansvar for parter på købersiden ved den anden overdragelse må bero på en særskilt vurdering af disses forhold.

7.1.2. Sagsøgers krav mod de sagsøgte i hovedsagen

H2 Holding A/S under konkurs har ikke ønsket at beskæftige sig med sagen. Boet må herefter anses for udeblevet, jf. konkurslovens § 141. Selskabet har forud for konkursen under skriftvekslingen i denne sag gjort indsigelser mod sagsøgerens krav, herunder om at der ikke er grundlag for selskabslovshæftelse for H. Ved stillingtagen til sagsøgerens krav må der herefter tages hensyn til de oplysninger, der er fremkommet under sagen, jf. retsplejelovens § 362, jf. § 360, stk. 3.

Efter de vilkår, der var fastsat i overdragelsesaftalen, findes salget af overskudsselskabet ikke at have haft karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Sælger opnåede et merprovenu på ca. 3,1 mio. kr. svarende til 81 % af skattebyrden. Efter aftalen skulle selskabets midler i tilknytning til og forud for købesummens betaling samme dag overføres til købers pengeinstituts konto i Nationalbanken - uden angivelse af kontohaver. Under disse omstændigheder findes H, der intet reelt gjorde for at modvirke risikoen for skattevæsenets tab, at have pådraget sig erstatningsansvar for skattevæsenets tab.

G1 måtte for H fremstå som en solid køber. Det er ikke godtgjort, at H eller dets rådgivere var bekendt med, at G1 ville overdrage selskabet til et SB-selskab. Herefter findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at H måtte indse, at der ville ske selvfinansiering, og dermed ikke for at anse H for ansvarlig efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.

Der er ikke grundlag for at anse erstatningskravet for fortabt på grund af passivitet eller forældelse. Bestemmelserne i overdragelsesaftalens § 8 kan ikke anvendes i denne henseende. Der er heller ikke grundlag for at tage de andre indsigelser, som H har fremsat, til følge.

Landsretten tager derfor sagsøgerens subsidiære påstand til følge i forhold til H2 Holding A/S under konkurs.

G1 Holding ApS købte overskudsselskabet under de omstændigheder, der er anført ovenfor, og tilegnede sig i den forbindelse selskabets midler. Landsretten finder, at G1 Holding ApS derfor hæfter for tilbageførsel af selskabets midler efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4.

Det kan ikke føre til andet resultat, at holdingselskabet videresolgte overskudsselskabet og i den forbindelse overførte et beløb svarende til de modtagne selskabsmidler til den nye købers bank. Denne overførelse skete således, uden at midlerne reelt var til stede, og var baseret på, at købesummen indgik på den konto, hvorfra overførslen skete. Overskudsselskabets midler kan ikke anses for retableret ved holdingselskabets overførelse af beløbet svarende til selskabsmidlerne, idet denne betaling ikke skete til overskudsselskabet, men til den nye købers pengeinstitut.

G1 Holding ApS købte således overskudsselskabet uden reelt at betale herfor, og det måtte stå holdingselskabet klart, at det samme mest nærliggende ville være tilfældet i videreoverdragelsen, der skete på tilsvarende vilkår.

Da G1 Holding ApS hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, og da de beløb, som G1 påstås dømt til at betale, efter sagsøgerens erklæring med sikkerhed kan rummes inden for de beløb, som skal tilbageføres efter § 115, stk. 4, kan G1s indsigelse mod skattekravet allerede af den grund ikke tages til følge.

Landsretten finder dog anledning til at bemærke, at skattekravet vedrører de skatter, der var forudset i overdragelsesaftalerne. Hvis skattemyndighederne havde afvist at godkende regnskabsomlægningen, der var forudsat i overdragelsesaftalerne, må skattekravet antages at ville have andraget det samme beløb som nu, blot fordelt over to skatteår. G1 Holding ApS var bekendt med regnskabsomlægningen, men henledte ikke skattevæsenets opmærksomhed på overdragelsen. Også disse omstændigheder må føre til, at indsigelsen mod skattekravet ikke kan tages til følge.

Efter karakteren af sagsøgerens krav kan dette i overensstemmelse med retspraksis ikke anses fortabt ved passivitet som følge af, at det først er gjort gældende ved sagsanlæg som sket, heller ikke som følge af at H2 Holding A/S senere er taget under konkursbehandling. Der er heller ikke grundlag for at begrænse kravet i forhold til skattelovrenter og konkursomkostninger.

Landsretten tager derfor sagsøgerens principale påstande til følge i forhold til G1 Holding ApS.

F4 Bank A/S var bekendt med, at betalingstransaktionerne vedrørende den anden overdragelse var indbyrdes forbundne - hvilket var afgørende for banken - og at transaktionerne som helhed dannede grundlag for betaling for et overskudsselskab. Banken har derfor - som erkendt - optrådt på en måde, der kan pådrage den erstatningsansvar over for sagsøgeren. Banken har imidlertid gjort gældende, at den første overdragelse i det foreliggende tilfælde udelukker et sådant ansvar, idet tabet må anses for opstået allerede da.

F4 Bank A/S havde forud for overdragelserne af HX ApS bistået SBs selskaber med betalingstransaktioner ved erhvervelse af et betydeligt antal overskudsselskaber for samlet meget store beløb, uden at banken ville yde SBs selskaber kredit. Betalingstransaktionerne blev gennemført på samme måde, og det var et led i samarbejdet, at SB skriftligt over for banken havde erklæret, at selskabsmidlerne uanset vilkårene for den enkelte betaling i alle tilfælde skulle tilgå køberselskabet. Ved hver overdragelse blev banken tillagt honorarer, der klart oversteg, hvad der kan anses for bankmæssigt begrundet. De overskydende midler blev ved bankens medvirken straks kanaliseret videre i SBs selskaber. Banken måtte på denne baggrund i hvert fald formode, at erhvervelserne skete ved selvfinansiering.

Det må lægges til grund, at SB i tillid til dette samarbejde gav NJ tilsagn om erhvervelse af HX ApS på vilkår som anført i overdragelsesaftalen, og at NJ på dette grundlag indgik aftalen med H og erhvervede HX ApS gennem selvfinansiering med henblik på videreoverdragelse.

Det var påregneligt for banken, at overskudsselskabernes kreditorer kunne lide tab ved transaktioner som dem, der blev gennemført i tilknytning til overdragelserne til K1 Holding ApS. Det findes ikke at kunne anses for upåregneligt, at et tab kunne opstå ved, at K1 Holding ApS gennem sit tilsagn om køb bevægede sin medkontrahent til at anskaffe et overskudsselskab gennem selvfinansiering som sket, og et tab er faktisk indtrådt. Ved betalingstransaktionerne i forbindelse med den anden overdragelse modtog banken et betydeligt honorar, og banken viderebetalte størstedelen af udbyttet ved selskabstømningen til K1 Holding ApS og K2. Under disse omstændigheder findes banken ved sin samlede medvirken i det hele at have pådraget sig erstatningsansvar for skattevæsenets tab, uanset at selskabstømning må anses for sket ved den første overdragelse.

Der findes ikke grundlag for at fradrage det beløb på 40.000 kr., som banken har tilbagebetalt, men som ikke er fragået i erstatningskravet.

Landsretten tager derfor sagsøgerens principale påstand 1 til følge i forhold til F1 Bank A/S.

7.1.3.Ansvarsspørgsmålet for adcitationssagernes øvrige parter

BS under konkurs har ikke ønsket at beskæftige sig med sagen. Der henvises til de indledende bemærkninger vedrørende H2 Holding A/S under konkurs.

Det er under skriftvekslingen over for BS påberåbt, at han har stået som formidler af selskaberne ved salg til SBs selskab, og at han har været medvirkende til K2s håndtering af overskudsselskabet.

BS har under skriftvekslingen gjort gældende, at han ikke har handlet ansvarspådragende, og at G1 Holding ApS er nærmere til at bære et ansvar.

Da denne sagsøgtes anbringender ikke er nærmere begrundet, og da det navnlig efter indholdet af BSs skrivelse af 29. marts 1993 til K2 må antages, at han har medvirket i relation til begge overdragelser og været bekendt med selvfinansieringen, anses han at have pådraget sig erstatningsansvar, også for det såkaldte mertab omfattende skattelovrenter og boomkostninger.

NJ var efter det oplyste indehaver af 35 % af anpartskapitalen i G1 Holding ApS. Ejerforholdene er i øvrigt uoplyst. NJ var direktør, og det må lægges til grund, at han var enerådende i holdingselskabet. Han traf beslutningen om begge overdragelser og om fremgangsmåden på holdingselskabets vegne og lod overdragelserne gennemføre som sket. Han besad samme viden om forholdene som holdingselskabet og disponerede gennem sit medejerskab i egen økonomiske interesse. Under disse omstændigheder findes han at have pådraget sig ansvar på samme måde som holdingselskabet.

Statsautoriseret revisor FK var bekendt med aftalen om den første overdragelse og de deri aftalte betalingstransaktioner. Det må lægges til grund, at han anbefalede overdragelsen som revisor for H2 Holding A/S uden at gøre noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko for tab, der efter overdragelsesaftalen og forholdene i øvrigt uanset oplysningerne om G1s soliditet - måtte fremstå som nærliggende. Han findes derfor at være ansvarlig efter almindelige erstatningsregler. Der er ikke grundlag for forældelse efter overdragelsesaftalens § 8.

På den anførte baggrund gælder det samme Revisionselskabet R1.

Advokat AH fik tilsendt overdragelsesaftalen i udkast og fremsatte bemærkninger til den. Det er ikke godtgjort, at han tog forbehold over for det udkast, som han modtog den 22. marts 1993, eller havde føje til at antage, at udkastet - der indeholdt en angivelse af afviklingsdag den 23. marts 1993 - ikke skulle danne grundlag for en aftale. Efter bevisførelsen må det herefter lægges til grund, at han som advokat for sælger godkendte aftalen uden at gøre noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko for tab, der efter aftalen og forholdene i øvrigt - uanset oplysningerne om G1s soliditet - måtte fremstå som nærliggende. Revisorerklæringen, der blev fremsendt den 19. marts 1993, kan ikke føre til andet resultat. Han findes derfor at være ansvarlig efter almindelige erstatningsregler. Der er ikke grundlag for at anse erstatningskravet for forældet.

F2 Bank A/S har erkendt at være erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab efter almindelige erstatningsregler, såfremt overskudsselskabet anses for tømt ved den første overdragelse. Efter det, der er anført foran pkt. 7.1.1. og 7.1.2 (om G1), findes F2 Bank herefter at være ansvarlig efter almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan ikke anses for betinget af, at der gennemføres regres mod A og B.

F3 Bank A/S var involveret i begivenhedsforløbet som bank på sælgerside i forbindelse med den anden overdragelse.

Bankens erklæring af 25. marts 1993 henviser til overdragelsesaftalen. Ved erklæringen bekræftede banken, at det solgte selskabs midler var til stede og ville blive overført til købers pengeinstitut - uden angivelse af kontohaver - samt at overførelsen skete på betingelse af samtidig overførelse af købesummen. Efter det fremlagte kontoudtog var der ikke på den pågældende konto tilstrækkeligt indestående til dækning af selskabets midler. Erklæringen var for så vidt urigtig. Det må herefter lægges til grund, at banken var bekendt med overdragelsesaftalen og med at betalingstransaktionerne var indbyrdes forbundne, hvilket må anses for at have været afgørende for banken. Banken var endvidere bekendt med, at transaktionerne som helhed dannede grundlag for køberens erhvervelse af et overskudsselskab.

Det er imidlertid ikke påvist, at banken på anden måde var involveret i det samlede forløb vedrørende de to overdragelser. Efter det, der er anført foran i pkt. 7.1.1. og 7.1.2 (om G1), findes der herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse banken for erstatningsansvarlig.

Landsretten frifinder derfor F3 Bank A/S for de friholdelsespåstande, der er nedlagt af F1 Bank A/S, FK, R1 og AH.

Statsautoriseret revisor LA var gennem sit samarbejde med SB bekendt med den fremgangsmåde, som SB benyttede ved erhvervelse af overskudsselskaber, og udfærdigede i den forbindelse en række erklæringer svarende til revisorerklæringen af 24. marts 1993 i denne sag. Denne erklæring er imidlertid ikke afgivet af LA. Revisionsfirmaet R2 A/S havde på tidspunktet for overdragelserne i denne sag taget skridt til at afbryde sit samarbejde med SB. Det er endvidere ikke godtgjort, at LA beskæftigede sig med eller var bekendt med disse overdragelser. Der er derfor ikke grundlag for at anse LA for erstatningsansvarlig.

Revisionsselskabet R2 kan af de grunde, der er anført vedrørende LA, heller ikke anses for erstatningsansvarlig.

SB er i forhold til adcitanten i B-822-98, F1 Bank A/S, dømt ved udeblivelsesdom af 29. januar 1999. Friholdelsespåstandene fra G1, NJ, FK, R1, AH , F2 Bank, LA og R2 er fremsat i processkrifter, der ikke er forkyndt for SB. Disse påstande tages derfor ikke under påkendelse ved denne dom.

A og B ejede overskudsselskabet - med henholdvis 75 og 25 % - frem til omstruktureringen af H-koncernen, hvorved de - af skattemæssige grunde - overdrog selskabet til det nye holdingselskab mod vederlag i aktier. De ejede herefter holdingselskabet ligeledes med henholdsvis 75 og 25 %. De var begge medlemmer af direktionen og bestyrelsen for overskudsselskabet. A blev direktør for holdingselskabet, og A og B indtrådte begge i bestyrelsen for dette selskab. Det må, som sagen er oplyst, lægges til grund, at de sammen havde bestemmende indflydelse i begge selskaber.

A indgik på holdingselskabets vegne aftalen om overdragelse af overskudsselskabet til G1 Holding ApS i sin og broderens økonomiske interesse. Han var i sin egenskab af ledelsesmedlem i såvel holdingselskabet som overskudsselskabet bekendt med de omstændigheder, der begrunder ansvaret for holdingselskabet. A findes derfor at være erstatningsansvarlig.

Der er ikke påvist forhold, der kan føre til, at B ikke anses for at have kendt eller at burde have kendt til de omstændigheder, der begrunder ansvaret for H. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført vedrørende A, findes også han at være erstatningsansvarlig.

Der er ikke grundlag for at anse de fremsatte regreskrav mod A og B for bortfaldet ved forældelse eller passivitet.

7.2. Fordelingen mellem de ansvarlige

7.2.1. Principper for fordelingen

Ved fordelingen mellem de ansvarlige må der tages udgangspunkt i de principper, der er fastlagt ved Højesterets dom i Thrane-sagen, samt i øvrigt på grundlag af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1.

Det forhold, at der foreligger hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, findes ikke at kunne begrunde, at parter, der har opnået en berigelse, ikke i det indbyrdes forhold forlods skal fralægge sig berigelsen.

Det forhold, at en part alene er adciteret under en af adcitationssagerne findes ikke at udelukke, at en sådan part kan rette friholdelseskrav mod en part i en anden adcitationssag, når det sker inden for rammerne af krav, der er rettet mod den pågældende part i den anden adcitationssag. Landsretten tager derfor de friholdelsespåstande, som NJ, FK, R1, AH og F2 Bank har nedlagt mod A og B under påkendelse.

Parter på købersiden findes at kunne rette friholdelseskrav også mod sælgerrådgivere, der ikke er mødt med krav fra sælger under denne domssag.

7.2.2. Forholdet mellem de ansvarlige

G1 Holding ApS er ansvarlig efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, mens de øvrige ansvarlige i sagen har pådraget sig ansvar efter almindelige erstatningsregler.

Alene G1 Holding ApS og BS findes at hæfte for mertabet.

Med hensyn til erstatningsbeløbet 3.881.846 kr. med procesrente bemærkes:

Berigelsen for H2 Holding A/S er opgjort til 4.000.804,88 kr. og denne part skal derfor forlods bære dette beløb.

Berigelsen for G1 Holding ApS er opgjort til 197.523,87 kr., og denne part skal derfor forlods bære dette beløb.

Da berigelsen samlet overstiger erstatningsbeløbet, reduceres berigelsesbeløbene forholdsmæssigt i det indbyrdes forhold mellem H2 Holding A/S og G1 Holding ApS. I deres indbyrdes forhold skal H2 Holding A/S herefter bære 3.699.212 kr. og G1 ApS 182.634 kr.

Da berigelsen for H2 Holding A/S er større end erstatningsbeløbet, har H2 Holding A/S ikke regres mod andre parter. H2 Holding A/S' tidligere nedlagte friholdelsespåstande må dog afvises allerede som følge af udeblivelsen.

G1 Holding ApS findes som følge af sin hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, ikke at have regres mod andre parter, bortset fra berigelsen, jf. ovenfor. Der er herved bortset fra BS, for hvem udeblivelsen har fået betydning for afgørelsen af ansvarsspørgsmålet. Der er derfor for hans vedkommende ikke grundlag for at træffe nogen nærmere afgørelse om det indbyrdes forhold. De overfor BS nedlagte principale friholdelsespåstande tages herefter til følge.

Som følge af størrelsen af Hs berigelse og grundlaget for G1 Holdings ansvar har F1 Bank A/S i det hele regres mod H2 Holding A/S og G1 Holding ApS.

F1 Bank A/S havde, som nærmere anført ovenfor i forbindelse med ansvarsspørgsmålet, pkt. 7.1.2, et betydeligt samarbejde med SBs selskaber. Til trods herfor og for bankens meget betydelige honorar findes der efter en samlet vurdering af omstændighederne i denne sag ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fravige ligedelingsprincippet i forhold til denne bank. Det bemærkes herved, at det ikke kan anses for godtgjort, at banken kendte indholdet af SBs forretningsgangsbeskrivelse af 19. august 1991 eller advokat BPs notat af 23. august 1991.

I det indbyrdes forhold mellem F1 Bank A/S og F2 Bank A/S bør der herefter ske ligedeling, ligesom der bør ske ligedeling mellem rådgiverne på sælgerside, FK, R1 og AH, og således at der sker ligedeling mellem på den ene side de to banker på købersiden og på den anden side sælgers rådgivere. Af erstatningsbeløbet på 3.881.846 kr. skal - i disse parters indbyrdes forhold - F1 Bank, F2 Bank, FK (solidarisk med R1) samt AH således hver endeligt: bære en fjerdedel eller 970.461,50 kr.

Som sagen er oplyst, er der ikke grundlag for at antage, at berigelsen af H2 Holding A/S ikke er kommet Brødrene A og B til gode. De findes herefter at være ansvarlige på samme måde som holdingselskabet. Ligeledes er der ikke grundlag for med hensyn til berigelsen ikke at ligestille NJ med G1 Holding ApS.

I forbindelse med friholdelsespligterne må A og B herefter i det hele ligestilles med H2 Holding A/S, ligesom de skal friholde F2 Bank. På samme måde må NJ ligestilles med G1 Holding ApS. Som følge af det anførte har NJ regres mod H2 Holding A/S under konkurs på samme måde som G1 Holding ApS. Der er ikke grundlag for at anse nogen af de nævnte parter for ikke forretningskyndige.

Med hensyn til sagsomkostningerne i hovedsagen bemærkes, at disse i princippet skal fordeles i samme forhold som erstatningsbeløbet. Der findes dog i forholdet mellem H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS i lyset af på den ene side ansvarsforholdene og på den anden side berigelsesbeløbene at burde ske ligedeling.

Sagens omkostninger ophæves i forholdet mellem de ansvarlige. G1 Holding ApS, der hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, findes dog - solidarisk med NJ - at burde betale sagsomkostninger til FK, R1, AH samt F2 Bank. Under hensyn til de gensidigt nedlagte påstande mellem på den ene side de frifundne parter, F3 BankA/S samt LA og R2, og på den anden side de pågældende øvrige parter ophæves sagens omkostninger i forholdet til de sidstnævnte parter, bortset fra adcitanten F1 Bank A/S.

T h i k e n d e s f o r r e t

De sagsøgte H2 Holding A/S under konkurs, G1 Holding ApS og F1 Bank A/S skal til sagsøgeren, HX ApS under konkurs, solidarisk betale 5.589.858 kr. med tillæg af 1 % pr. påbegyndt måned af 3.881.846 kr. fra den 1. april 1998 til den 31. oktober 1998 og med tillæg af 0,6 % pr. påbegyndt måned af 3.881.846 kr. fra den 1. november 1998, dog således at H2 Holding ApS under konkurs og F1 Bank A/S højst skal betale 3.881.846 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, samt solidarisk betale sagens omkostninger med 300.000 kr.

H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS skal solidarisk friholde F1 Bank A/S for, hvad banken af det idømte erstatningsbeløb på 3.881.846 kr. betaler med procesrente og sagsomkostninger. H2 Holding A/S under konkurs skal friholde G1 Holding ApS for, hvad G1 Holding ApS af erstatningsbeløbet på 3.881.846 kr. betaler ud over 182.634 kr. med procesrente samt halvdelen af omkostningsbeløbet. Med hensyn til friholdelsespligterne hæfter A og B solidarisk med H2 Holding A/S og NJ solidarisk med G1 Holding ApS.

FK, AH og F2 Bank A/S skal solidarisk friholde F1 Bank A/S for, hvad F1 Bank A/S betaler til sagsøgeren af det idømte erstatningsbeløb på 3.881.846 kr. udover 970.461,50 kr. med procesrente og ¼ af omkostningsbeløbet, dog skal på den ene side FK og AH samlet højst betale 1.940.923 kr. med procesrente og ½ af omkostningsbeløbet og på den anden side F2 Bank højst betale 1.940.923 kr. med procesrente og af omkostningsbeløbet. I det indbyrdes forhold mellem FK, AH og F2 Bank A/S, skal på den ene side og indbyrdes lige FK og AH endeligt bære 2/3 og på den anden side F2 Bank endeligt bære 1/3. Med hensyn til friholdelsespligterne hæfter R1 solidarisk med FK.

H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS skal solidarisk friholde FK, R1 og AH for ethvert beløb, som de betaler efter denne dom, og G1 Holding ApS og A og B skal solidarisk friholde F2 Bank A/S for ethvert beløb, som banken betaler efter denne dom. I det indbyrdes forhold mellem H2 Holding A/S under konkurs og G1 Holding ApS skal H2 Holding A/S under konkurs samlet bære 3.699.212 kr. med procesrente og halvdelen af omkostningsbeløbet og G1 Holding ApS samlet bære 182.634 kr. med procesrente og halvdelen af omkostningsbeløbet. I det indbyrdes forhold med hensyn til friholdelsen af F2 Bank A/S skal A og B bære den del, som H2 Holding A/S under konkurs i øvrigt skal bære i forholdet til G1 Holding ApS. Med hensyn til friholdelsespligterne hæfter A og B solidarisk med H2 Holding A/S under konkurs og NJ solidarisk med G1 Holding ApS.

BS under konkurs skal friholde G1 Holding ApS og F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som de betaler i medfør af denne dom, bortset fra sagsomkostninger til F3 Bank A/S og LA og R2 A/S.

H2 Holding A/S under konkurs skal friholde NJ for, hvad han af erstatningsbeløbet på 3.881.846 kr. betaler ud over 182.634 kr. med procesrente og halvdelen af omkostningsbeløbet.

G1 Holding ApS og NJ betaler solidarisk sagsomkostninger til FK og R1 med 120.000 kr., til AH med 120.000 kr. samt til F2 Bank A/S med 150.000 kr.

BS under konkurs betaler sagsomkostninger til G1 Holding ApS med 60.000 kr. Og til F1 Bank A/S med 75.000 kr.

G1 Holding ApS skal anerkende at være forpligtet til at erstatte sagsøgeren omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt omkostningerne ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4.

G1 Holding ApS skal i yderligere sagsomkostninger til sagsøgeren betale 75.000 kr.

F3 BankA/S, LA og R2 A/S frifindes.

F1 Bank A/S betaler i sagsomkostninger til F3 BankA/S 150.000 kr. og til LA og R2 A/S 120.000 kr.

I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

De ikke påkendte krav mod SB udskilles til fortsat behandling.