Dokumentets metadata

Momsfradrag - sponsorkontrakter - sponsorbilletter

Sagen drejede sig om, hvorvidt et bryggeri havde fradrag for udgifterne til nogle fodboldbilletter, som selskabet havde erhvervet som led i nogle sponsorater af diverse fodboldklubber.Spørgsmålet i sagen var nærmere, om fodboldbilletterne kunne anses for anvendt til fradragsberettiget reklamemæssig formål, eller om billetterne var blevet anvendt til ikkefradragsberettigede formål i henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3 og 5.Herudover drejede sagen sig om værdiansættelse af fodboldbilletterne, idet der ikke i de indgåede sponsorkontrakter var taget stilling til værdien af disse.H1 gjorde under sagen gældende, at billetterne var anvendt på følgende måde:1. Betaling for display Space (bedre hyldeplacering i butikker.)2. "Markedsføringsmæssigt formål", der ikke var af repræsentativ karakter.3. Uddeling til medarbejdere.4. Konkurrencer.Landsretten fastslog vedrørende de 4 anvendelsesmåder følgende:Ad 1. H1 havde ikke dokumenteret, at fodboldbilletterne var blevet anvendt som betalingsmiddel, hvorfor de måtte anses for at være blevet anvendt til repræsentation.Ad 2. Landsretten fastslog, at billetterne var blevet anvendt til repræsentative formål.Ad 3. Landsretten fastslog, at der var tale om naturalaflønning.Ad 4. Landsrettens fastslog for så vidt angår "dyre billetter", at der ikke var tale om reklameudgifter men derimod om uddeling af ikke fradragsberettigede gaver.Omvendt fastslog landsretten, at "billige billetter" kunne fradrages som reklameudgifter.Vedrørende værdiansættelsen af fodboldbilletterne fastslog landsretten, at et af regionen foretaget skøn over værdien af de enkelte billetter måtte lægges til grund, eftersom H1 ikke var fremkommet med oplysninger, der gav landsretten "tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte de billetpriser", som regionen havde skønnet.

Parter

H1 A/S
(advokat Klaus Søgaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af landsdommerne

V. Rønne, Sanne Kolmos og Gitte Rubæk Pedersen

Denne sag, der er anlagt den 16. maj 2001, angår spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at nægte sagsøgeren, H1 A/S, fradrag for moms af sponsorudgifter svarende til værdien af sponsorbilletter m.v., som sagsøgeren har modtaget i henhold til sponsorkontrakter med navnlig en række fodboldklubber.

Påstande

Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren kan fradrage momsen af det fulde beløb, som sagsøgeren betaler i henhold til sponsorkontrakter svarende til de sponsorkontrakter, der er omfattet af Landsskatterettens kendelse af 16. februar 2001.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Told- og Skattemyndighederne.

Sagsøgte har principalt nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgte har subsidiært nedlagt påstand om sagens hjemvisning til Told- og Skattemyndighederne.

Sagsøgtes subsidiære påstand er først nedlagt under domsforhandlingen og skal ses i lyset af, at medmindre der gives sagsøgeren fuldt medhold i den principale påstand, er sagsøgte enig i, at sagen efter udfaldet af Landsskatterettens afgørelse skal behandles på ny af Told- og Skattemyndighederne. Parterne er endvidere enige om, at sagen vedrører fradragsretten for perioden 1. januar 1997 - 31. juli 1999.

Sagens omstændigheder

Den 16. februar 2001 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgerens momsfradrag i henhold til sponsorkontrakter:

"...

Klagen skyldes ToldSKats afgørelse om, at H1 A/S (herefter benævnt selskabet) alene kan fradrage 65 pct. af momsen af visse af selskabets afholdte sponsorudgifter.

Sagen har været forhandlet med repræsentanter fra selskabet, som også har haft lejlighed til at udtale sig på et retsmøde.

Selskabet har indgået sponsorkontrakter med en række fremtrædende sportsklubber og foreninger, der har offentlighedens interesse, herunder visse fodboldklubber i ligaen og divisionen.

Sponsorkontrakterne er typisk delt i en del, der beskriver hvilke reklameydelser, der leveres, og i en del der beskriver hvilke andre ydelser, der leveres. Reklameydelserne består bl.a. i skilte på stadion og firmanavn på spillerdragterne m.v.. Andre ydelser, der kan indgå i et sponsorat er, fribilletter til den sponsorerede klubs kampe, landskampe, diverse arrangementer og rejser til udenlandske sportsbegivenheder.

De anførte billetter og frirejser uddeles i al væsentlighed af selskabet til:

• selskabets personale
  
• depotejere, der i forhold til selskabet er kunder
  
• selskabets sælgere til uddeling blandt kunder og andre personer, der gør en indsats for selskabet, f.eks. en flaskedreng, der gør en særlig indsats for at sortere netop selskabets flasker, eller en kunde, der gør en særlig indsats for selskabets produkter.

ToldSkat har ved den påklagede afgørelse fundet, at selskabet alene kan fradrage 65 pct. af momsen af disse af selskabets sponsorudgifter.

Regionen har som begrundelse anført, at selskabet ved de indgåede sponsorkontrakter erhverver en række ydelser, der af selskabet anvendes som aflønning af personale samt til repræsentative eller underholdningsmæssige formål. Momsen på indkøb til sådanne formål kan i henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3 og nr. 5 ikke fradrages.

Regionen har anført, at selskabets forhold ikke er sammenlignelige med de faktiske omstændigheder i Momsnævnets afgørelser 1125/1990 og 1302/1990. Selskabet kan således selv bestemme, hvorledes de indkøbte billetter og rejser skal anvendes. Endvidere er der til selskabets uddeling knyttet et gaveelement, idet der ikke er knyttet betingelser om modydelse til overdragelsen.

Regionen har oplyst, at årsagen til, at fradraget er fastsat som en procentdel, er, at selskabet har anmodet regionen om, at indholdet af sponsorkontrakterne kommer så få medarbejdere som muligt til kendskab.

Regionen har videre oplyst, at fradragsprocenten er fastsat på grundlag af en skønsmæssig værdiansættelse af de bestanddele af sponsoraftalerne, der ikke har et reklamemæssigt islæt, og den skal alene anvendes på udgifter i henhold til sponsorkontrakter, hvor selskabet erhverver ydelser, hvor momsen ikke kan fradrages. For så vidt angår værdiansættelsen har regionen lagt til grund, at denne skal ske til selskabets anskaffelsespris svarende til markedsprisen. Som hovedregel er anvendt følgende udgangspunkt:

Siddepladsbillet 75 kr.
Ståpladsbillet 50 kr.
Landskampbillet 100 kr.
Diverse arrangementer, herunder VIP-arrangementer 200 kr.
Fodboldrejse til udlandet 5000 kr.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om at selskabet anses for berettiget til fuld fradrag for momsen af de omhandlede sponsorudgifter.

Til støtte for påstanden har selskabets repræsentant anført, at de billetter m.v., som selskabet modtager, alene anvendes til markedsføringsmæssige formål, og ikke er at betragte som gaver/underholdning, som udleveres uden markedsføringsmæssig baggrund. I Momsnævnets afgørelser 1125/1990 og 1302/1990 var der tilsvarende ikke noget donatorisk element i forbindelse med udleveringen af varer/ydelser uden beregning.

Selskabets repræsentant har videre anført, at fribilletter m.v. ikke anvendes som aflønning af selskabets medarbejdere. I det omfang selskabets medarbejdere anvender fribilletter, er det et led i medarbejderens aktive markedsføring ved den pågældende sportsbegivenhed. Medarbejderen er forsynet med navneskilt og har til opgave at servicere den pågældende klub og kontakte potentielle kunder. Udlevering af fribilletter m.v. til selvstændige depotejere, kunder og andre personer, der gør en særlig indsats for selskabet, har tilsvarende markedsføringsmæssige formål.

Repræsentanten har yderligere fremført, at praksis på skatteområdet ikke er retningsgivende på momsområdet. Ordet "repræsentation" har en betydelig bredere betydning på dansk end det har været hensigten efter 6. momsdirektiv. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til Skatteministerens svar af 19. maj 1995 til Folketingets skatteudvalg i forbindelse med vedtagelsen af L 258 om delvis fradragsret for hotel- og restaurationsydelser. Dertil kommer, at EF-domstolen i sag C-68/92 definerede reklameydelser som et bredt begreb, der omfatter enhver transaktion, der er med til at overbringe reklamebudskabet.

Repræsentanten har ydermere henvist til at EF-domstolen i de forenede sager C-177/99 og C-181/99 (Ampafrance SA) fastslog, at den bemyndigelse, der i 1989 blev givet til Frankrig om at indføre regler, der begrænser fradragsretten vedrørende logi, restaurationsbesøg, repræsentation og underholdning var ugyldig.

Selskabets repræsentant har anført, at der ikke er andre EU-medlemsstater, der begrænser fradragsretten for sponsorudgifter fra bryggerier m.fl. til fodboldklubber for sådanne fribilletter m.v., der modtages som en accessorisk ydelse i tilknytning til sponsorkontrakterne. Synspunktet har heller ikke tidligere været fremført her i landet, og der er derfor tale om praksisændring.

Selskabets repræsentant har endelig anført, at fribilletterne i sig selv kun har en ubetydelig kostværdi, og derfor ikke skal begrænse selskabets momsfradragsret. Der er i al væsentlighed tale om fribilletter, herunder ståpladser, til ikke-udsolgte sportsbegivenheder, og en konkret undersøgelse vedrørende et af sponsorforholdene har vist, at kun ca. 40 pct. af de af selskabet udleverede fribilletter blev benyttet.

Landsskatteretten skal udtale

Ifølge momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet.

Momslovens § 42, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører:

...

3) naturalaflønning af virksomhedens personale,

...

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2,

..."

Bestemmelsen er oprindelig indført ved lov nr. 102 af 31. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift og må anses for hjemlet i 6. momsdirektivs art. 17, stk. 6. Efter denne direktivbestemmelse kan medlemslandene opretholde alle de undtagelser - hvorefter udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som for eksempel udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke giver adgang til fradrag - som på tidspunktet for direktivets ikrafttræden var gældende i henhold til de nationale lovgivninger.

Af Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven pkt. 14.2 og pkt. 14.3, der tillige anses for retningsgivende for sondringen mellem repræsentation- og reklameudgifter i momsmæssig henseende, fremgår bl.a.:

"I modsætning til repræsentationsudgifter er det karakteristisk for reklameudgifter, at de afholdes overfor en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Reklameudgifter tager endvidere sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket."

"Sponsorers bidrag til sportsfolk, sportsklubber, kulturelle og lignende formål, anses for reklameudgifter, når virksomhederne opnår en hertil svarende ret til reklame for deres navn eller firmamærke."

"Repræsentationsudgifter er typisk udgifter, som en skatteyder afholder for at få afsluttet forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelser, og de afholdes over for personer, som ikke er knyttet som medarbejdere til erhvervsvirksomheden."

Landsskatteretten finder, at selskabet ved sine sponsorbidrag ikke har opnået hertil svarende reklameydelser, idet sportsklubberne udover reklameydelserne også skal levere et antal fribilletter til bestemte sportsbegivenheder. Retten finder videre, at selskabets uddeling af fribilletter m.v. til selvstændige depotejere, kunder og andre personer, der gør en særlig indsats for selskabet, må betragtes som repræsentation. Retten har herved lagt vægt på, at billetterne uddeles til en begrænset personkreds udfra et ønske om at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser.

Retten finder, at fribilletterne m.v. uddelt til selskabets ansatte må anses som anvendt til naturalaflønning af medarbejdere, som har været udstyret med navneskilte og har været pålagt at servicere den pågældende klub og potentielle kunder under kampene.

Retten finder herefter, at der ikke kan indrømmes selskabet fradrag for momsen af sponsorudgifter svarende til værdien af de omhandlede fribilletter m.v..

Retten finder det ikke godtgjort, at der har bestået en sådan praksis for at indrømme fuld fradrag for moms af sponsorudgifter, hvor en del af modydelsen består af de her omhandlede fribilletter, at klageren kan støtte ret herpå. Administrationen af momsregler i andre EU-lande findes endvidere ikke at have betydning for fortolkningen af den danske momslov og momsdirektivet. Landsskatteretten finder derfor ikke grundlag for alene at begrænse fradragsretten med fremadrettet virkning.

Retten finder endelig, at det i forbindelse med fastlæggelsen af momsen svarende til de omhandlede fribilletter m.v. var korrekt at søge at fastlægge selskabets anskaffelsespris. Retten finder ikke, at der er fremkommet oplysninger, der bør føre til en ændring af regionens skøn herover.

Retten finder imidlertid ikke, at der er hjemmel til at ansætte momsfradraget som en fast procentdel for samtlige sponsorkontrakter med andre ydelser end reklameydelser. Retten finder derimod, at fradraget må opgøres konkret for hvert sponsorat.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Herefter bestemmes

ToldSkats afgørelse ændres.

..."

Det fremgår af den i kendelsen nævnte afgørelse fra ToldSkat, at afgørelsen, der er dateret den 4. oktober 1999, vedrører perioden 1. januar 1997 - 31. juli 1999. Det fremgår endvidere, at afgørelsen om, at sagsøgeren alene kan fradrage 65% af den indgåede afgift af visse af selskabets afholdte sponsorudgifter, er truffet på grundlag af en skønsmæssig værdiansættelse af de bestanddele af sponsorkontrakterne, der ikke har et reklamemæssigt islæt.

Af en sagsfremstilling, der ligger til grund for ToldSkats afgørelse, fremgår det, at procentfordelingen 65% - 35% er "beregnet som et simpelt gennemsnit af den fremkomne fordelingsprocent på de af regionen gennemgåede sponsorkontrakter." Det fremgår videre af sagsfremstillingen, at værdiansættelserne som hovedregel er fastsat som følger:

"...

..."

Som bilag til denne dom er vedhæftet sagsøgerens oversigt over billetter m.v., som er modtaget i henhold til sponsorkontrakter for 1998 og 1999.

Sagsøgeren har fremlagt tre eksempler på sponsorkontrakter eller uddrag heraf.

Af uddraget af sponsorkontrakten med SIF Fodbold Support A/S fremgår, at sagsøgeren mod en årlig betaling af 115.000 kr. excl. moms modtog blandt andet følgende ydelser:

"...

1. Bandereklame på 4,0 og 1,2 meter på ... Stadion til samtlige kampe. ......
   
2. Gratis deltagelse af 4 personer i sponsor-lounge til hver hjemmekamp, hvor der bydes på et traktement og orienteres om kampen. Endvidere fri servering af forfriskninger.
   
3. 150 stk. adgangsbilletter til ...'s kampe i ligaen på hjemme- eller udebane.
   
4. En rejse for 2 personer til samtlige UEFA-kampe med ... deltagelse . ......
   
5. 2 reserverede pladser til samtlige landsholdets kampe
   
6. Adgang til vor nyindrettede sponsor-lounge med totalt overblik over stadion . ......
   
7. Firmaprofilering i kampprogrammet.
   
8. Medlemskab af ... erhvervsklub for fodboldinteresserede virksomheder.

..."

Den 23. september 1997 indgik sagsøgeren en Eurosponsoraftale med ... IF Fodbold A/S gældende for perioden 1. januar 1998 - 31. december 2000. Den årlige betaling udgjorde 725.000 kr. excl. moms. I henhold til sponsoraftalen havde sagsøgeren blandt andet eneforhandling på ... Stadion af sagsøgerens produkter og ret til skiltereklame, hvis størrelse og placering blandt andet afhang af, om der var tale om kampe i den hjemlige liga eller internationale kampe, måltavlereklame, annoncer i kampprogram og årbog, firmaflag på taget af en tribune og adgang til at anvende fodboldklubbens spillere til PR-arrangementer. Endvidere modtog sagsøgeren et større antal billetter til klubbens kampe, 6 adgangskort til VIP-arrangementer og 2 billetter til alle Danmarks A-hjemmelandskampe.

I henhold til uddraget af sponsoraftalen for 1999 mellem ... Boldspilklub A/S og H2 A/S, der er en del af H1 A/S, købte sidstnævnte for 225.000 kr. excl. moms rettigheden til bandereklame, annonce i kampprogrammet og i ... Avis og eneleverance af H1s produkter. Som modydelse skulle boldklubben blandt andet levere en række billetter til fodboldkampe, 6 VIP-kort, 2 landskampbilletter, 2 x 2 rejser til en kamp i udlandet, virksomhedsportræt i kampprogram og ret til brug af spillere i PR-øjemed.

Af en oversigt udarbejdet af sagsøgeren fremgår det, at denne i perioden 1998 til 2001 har afholdt en række landsdækkende konkurrencer, og at præmier i form af billetter til ligaen indgik i langt de fleste. Herudover har blandt andet sagsøgerens salgskonsulenter udformet en række lokale konkurrencer, der er blevet afholdt i kunders butikker, herunder kædebutikker. Også i relation til disse konkurrencer har billetter til ligaen indgået som et vigtigt element. Eksempelvis har der i uge 40 og 41 i 1998 været afholdt en konkurrence i kædeforretningerne ..., hvor præmiesummen var 124 billetter. På tilsvarende måde har der været afholdt konkurrence i ... Butikker, hvor der blev udloddet 2.200 billetter til ligaen. Som led i denne salgskampagne stillede H1 A/S følgende materiale til rådighed:

"...

Kampagneskilt
75 stk. kuponer
1 stk. ... T-shirt
1 stk. ... Postkasse

..."

Sagsøgeren har i perioden 4. september 2001 til 6. september 2001 rettet følgende henvendelse til 8 fodboldklubber:

"...

ToldSkat er i øjeblikket ved at gennemgå vore sponsorkontrakter vedr. 1998, 1999 og 2000. Som du ved, er der i sponsorkontrakten ikke fastsat nogen særskilt værdi af de hjemmekamp-billetter vi får stillet til rådighed. ToldSkat har bedt os fremskaffe de priser, som I ville have solgt billetterne til os for, således at der kan opgøres, hvor stor en andel af sponsorbeløbet, der kan betragtes som købspris for billetterne.

..."

... Fodbold A/S har besvaret henvendelsen således:

"...

Billetpriser til H1 A/S:

I vores interne regnskab bruger vi følgende priser.

..."

... FC har anført, at billetpriser til sagsøgeren ifølge sponsorkoncept i 1998, 1999 og 2000 udgjorde henholdsvis 25 kr. for ståpladser og 35 kr. for siddepladser pr. kamp pr. billet og 5.000 kr. for VIP-arrangement pr. år pr. mand.

... FF har anført, at billetpriser til sagsøgeren i den nævnte periode var henholdsvis 20 kr., 30 kr. og 30 kr. for ståpladser, 40 kr., 45 kr. og 45 kr. for siddepladser og 80 kr., 100 kr. og 100 kr. for VIP-arrangement.

I henhold til ... Fodbold Support A/S' besvarelse udgjorde billetpriser til sagsøgeren for de nævnte år henholdsvis 70 kr., 80 kr. og 70 kr. for ståpladser og 80 kr., 80 kr. og 90 kr. for siddepladser. Der blev i 2000 indført en pris på 450 kr. for VIP-arrangement i forbindelse med ombygning af klubbens Lounge.

...'s priser til sagsøgeren for de omhandlede år var henholdsvis 55 kr. for ståpladser og 70 kr. for siddepladser. Prisen for VIP-arrangement er angivet til henholdsvis 100 kr., 105 kr. og 110 kr.

FC ...' billetpriser til sagsøgeren var for de omhandlede år 25 kr. for ståpladser og 60 kr. for VIP-arrangement.

... har for de omhandlede år angivet prisen for siddepladser til henholdsvis 50 kr., 60 kr. og 60 kr. Der er ikke VIP-Lounge.

... har besvaret H1 A/S' brev således:

"...

Billetpriser til H1 A/S:

..."

Forklaringer

RL har forklaret bl.a., at han blev ansat hos sagsøgeren i 1985, hvor han siden medio 1990 har været salgs- og marketingsdirektør og dermed har det operationelle salgsansvar for hjemmemarkedet. Sagsøgeren producerer øl og læskedrikke, bl.a. .... Sagsøgeren er den næststørste virksomhed af sin art på det danske marked næst efter G1. For så vidt angår hjemmemarkedet er salgssiden delt op i tre salgskanaler for henholdsvis dagligvarehandlen (supermarkeder m.v.), convenience (tankstationer, små kiosker og lign.) og restaurationsmarkedet. Siden 1996 har man valgt at dele den førstnævnte kanal op i G2 og de øvrige købmænd og supermarkedskæder. Salgskanalerne betjenes og serviceres af sagsøgerens egen salgsorganisation. Depoter har såvel en salgs som en distributionsrolle. Depoterne har deres egen forretning, og har kun produkter fra sagsøgeren. Der findes butikker, der ikke er særligt organiserede eller strukturerede inden for kædedannelsen. Disse lader sagsøgeren depoterne om at servicere og have salgsansvaret for. Marketingsiden er delt op i to hovedområder, som dels retter sig direkte mod forbrugerne, dels retter sig mod mellemhandlen (købmænd og restauranter). Sidstnævnte betegnes trade marketing og har stor betydning for sagsøgeren. Sponsorater er en vigtig del af sagsøgerens markedsføringsindsats. Det er primært af langsigtede årsager, at sagsøgeren indgår sponsorater inden for sportsverdenen, og sponsoraterne benyttes især til at ophygge markedet for .... ... er blevet opbygget som et produkt, man indtager i forbindelse med sportssituationer, og bl.a. BT og LM har optrådt i reklamer for produktet. Sponsorbilletterne er en del af en samlet sponsorpakke, og de er ikke prissat særskilt. Pakken skal bruges dels til at påvirke slutforbrugeren og dels som et middel til at få mellemhandlen til at fokusere på sagsøgerens produkter. Billetterne anvendes til at skabe forbrugerrettede aktiviteter, landsdækkende og lokalt, typisk i annonceringssammenhæng. Billetterne tilbydes for eksempel gennem konkurrencer og annoncer på lokalt niveau gennem en forretning. Billetterne er meget vigtige markedsføringsmæssigt, både over for forbrugersiden og i forbindelse med trade marketingindsatsen, hvor sagsøgeren skal sikre sig, at forbrugerne i butikkerne m.v. først og fremmest ser sagsøgerens produkter. Billetterne er således et af sagsøgerens virkemidler til at sikre sig en bedre placering end konkurrenternes. Som chef udfærdiger han retningslinierne for fordelingen af billetterne, mens fordelingen foretages af hans underdirektører m.v. Kriteriet for fordelingen er udsigten til at kunne påvirke slutforbrugerne mest muligt. Billetter er svære at værdisætte, fordi den sponsorerede klub typisk har rigtig mange billetter. I forbindelse med forhandling af sponsorkontrakterne forhandles især de attraktive billetter. Der er ingen intern fordeling af, hvor mange billetter medarbejderne får, men de får en del. Det er imidlertid ikke hensigten at anvende billetterne som et medarbejdergode. Det er helt almindeligt at indgå trade marketingaftaler, og der findes mange skriftlige aftaler om samhandelsformer, eksponering m.v. Om der foreligger specifikke aftaler, der viser, at billetter har indgået som betaling for bedre display-space, kan vidnet ikke sige.

KN har forklaret bl.a., at han har været ansat hos sagsøgeren i 8 1/2 år, hvor han er underdirektør, såkaldt Key Account Manager, med kundeansvar og ansvar for samhandlen med G2 og associerede kæder. Sidste år blev salgsorganisationen samlet i en stor organisation. Frem til da var salgsorganisationen for så vidt angår detailhandlen delt op i G2 og købmændene, og Danmark var delt op i 9 distrikter. For hvert distrikt var der en chef, en såkaldt Key Account Konsulent, som havde det overordnede ansvar for at sælge varer til butikkerne. Konsulenterne havde hver især 3-4 butikskonsulenter under sig. De 9 Key Account Konsulenter refererede til en salgsleder, som så refererede til vidnet. Salgsorganisationen modtog i hver sæson billetter til brug i deres distrikter. Billetterne blev fordelt til de 9 distrikter og blev brugt i de butikker, som de 9 konsulenter havde ansvaret for. De blev brugt til at lave forbrugerkonkurrencer i de enkelte butikker, og til udlodning af billetter i forbindelse med, at spillere mødte frem til arrangementer i forretningerne og bl.a. skrev autografer. Billetterne blev også brugt i det generelle arbejde for at styrke relationen med den enkelte butik. Billetterne kunne således uddeles for at opnå fordele i butikken. Forholdsmæssigt fordelt i størrelsesmæssig rækkefølge har den største billetandel nok været anvendt til at lave udstillinger i butikkerne og dermed til at styrke relationerne med den enkelte butik eller den enkelte købmand, dernæst til konkurrencer i den enkelte butik og endelig i forbindelse med autografskrivning. For så vidt angår konkurrencer i den enkelte butik er det typisk Key Account Konsulenten, som er kommet til f.eks. købmanden og præsenteret en kampagne. Det har også oftest været sagsøgerens medarbejdere, som tog ud og tilbød autografarrangementer. Butikskonsulenterne har ansvar for at sælge varer til butikkerne og fylder f.eks. varer op i forretningerne. Som regel vil det være Key Account Konsulenten, som har haft billetterne med til kunderne. For hver Liga-klub havde sagsøgeren en kontaktperson, der var knyttet til den enkelte klub vedrørende sponseringen. Også VIP-billetterne blev fordelt mellem de almindelige kanaler med mulighed for at invitere købmænd og indkøbschefer m.v. til kampene. Han har også selv brugt disse VIP-billetter. Ved VIP-arrangementerne har nødvendigvis en af medarbejderne benyttet en billet, men ellers har billetterne været forbeholdt forbrugere og kunder. Der er en meget stor spildprocent på billetterne, i hvert fald på 30-40 %. Han har aldrig selv indgået aftaler om displayspace. Reglerne siger, at man i organisationen må bruge billetterne til at opnå bedre relationer til købmændene. Der eksisterer ikke aftaler om, at billetter udleveres med en aftalt modydelse om f.eks. bedre hyldeplads. Der findes displayspaceaftaler, hvor der er givet pengetilskud, men ingen aftaler, hvor der er givet billetter.

Mp har forklaret bl.a., at han er købmand og i 3 år har ejet G3, hvor han har arbejdet som butikschef siden 1985. Han har haft to store aktiviteter med relation til sagsøgeren i sin butik, hver gang udloddedes 200 billetter til butikkens kunder. Den ene gang var i forbindelse med en kampagne i lokalavisen, og den anden gang delte spillere sodavand ud og skrev autografer. Han har også som et led i samarbejdet modtaget billetter, der ikke er givet til disse aktiviteter, og det har givet hans personale mulighed for at komme til fodboldkampe. Disse billetter har ikke været betinget af en modydelse. Det er meget naturligt, at man plejer sit kundeforhold. Sagsøgerens tilbud om billetter svarer helt til andre levnedsmiddelleverandørers brug af billetter.

PK har forklaret bl.a., at han er uddeler i G2, hvor han har arbejdet de seneste 8 år. En gang imellem har hans butik fået billetter af sagsøgeren, når han har lavet salgsfremmende udstillinger og initiativer i butikken, undertiden på eget initiativ, og han har endvidere fået billetter til konkurrencer. Nogle gange har han haft aktiviteter med sagsøgeren 10-15 gange i løbet af et år. Der har været tale om såvel almindelige billetter som VIP-billetter. De sidstnævnte billetter er ikke blevet udloddet til kunder, men er brugt til personale, som på skift er kommet med til fodboldkamp. Der har ved disse arrangementer altid været en repræsentant med fra sagsøgeren. Billetterne har aldrig været betinget af modydelser, heller ikke VIP-arrangementerne. Sagsøgerens anvendelse af billetter er ikke usædvanlig i forhold til andre levnedsmiddelleverandører i branchen.

LJ har forklaret bl.a., at han er købmand og siden 1992 har ejet G4. Der har i hans tid indgået billetter i salgsrelationen med sagsøgeren. Billetterne har han udloddet ved konkurrencer, og han har også fået VIP-billetter til sig selv. Når han ikke har kunnet deltage, er billetterne fordelt til hans medarbejdere. Han havde en permanent udstilling med ..., hvor man ved de lokale hjemmekampe, gjorde noget ekstra ud af salgsindsatsen. I detailleddet er det vigtigt at være koblet sammen med en succes. Billetterne har aldrig udtrykkeligt været betinget af en modydelse, og han har heller aldrig følt, at han skulle præstere en modydelse. Sagsøgerens anvendelse af billetter over for de handlende svarer til andre leverandørers praksis. Hvert år har han holdt et møde med en af sagsøgerens sælgere for at aftale antallet af billetter og tidspunkterne for levering heraf.

OC har forklaret bl.a., at han har været ansat hos sagsøgeren siden 1976, hvor han har arbejdet med sponsorater ved siden af stillingen som produktchef. I 1989 blev sponsorområdet udskilt som et selvstændigt område med ham som sponsorchef. De fleste sponsorkontrakter har et afsnit om fribilletter. Billettyperne er siddeplads, ståplads, billetter til landskampe eller til særlige VIP-arrangementer. Herudover tilbydes der rejser til den sponsorerede klubs kampe i udlandet. Han har haft sponsorater med Divisionsforeningen siden 5. juni 1996 og frem til udgangen af juni 2001. Han havde lavet en fordeling af billetter til salgskanalerne efter kundeunderlag og de enkelte butikkers vigtighed. Han gemte hver gang 2 ud af 100 billetter til fordeling senest 1 uge inden den pågældende kamp for det tilfælde, at der opstod et akut behov. Hvis det skete, at billetter ikke blev anvendt, forsøgte han naturligvis at afsætte dem til andre. Fra 1. juni 1996 - 1. juni 1997 brugte man specielt trykte billetter med ...-navnet på og med specielt design. Derefter overgik man til de almindelige billetter, klubberne generelt anvender. Typisk var der 6 VIP-billetter til hver hjemmekamp pr. sponsorat, og billetterne blev fordelt af salgsorganisationen, hvor de enkelte salgsansvarlige lavede marketing med billetterne. I disse arrangementer deltog en Key Account Konsulent, som typisk havde 5 kunder med. Under arrangementerne, hvor der indgik spisning og øl og sodavand, havde deltagerne god tid til at tale om kampagneaktiviteterne med sagsøgeren. Det er hårdt og et vigtigt arbejde for salgskonsulenterne at deltage i disse arrangementer, hvor de skal fremlægge ideer og markedsføre kampagner, så butiksindehaverne får lyst til at sælge sagsøgerens produkter. Sagsøgerens repræsentanter er til disse arrangementer klædt i tøj med logomærker på. Selv rejser han rundt 30 weekends om året og checker, at arrangementerne fungerer til alles tilfredshed. Andre sponsorers medarbejdere og kunder deltager også i VIP-arrangementerne, og der er 100-400 deltagere alt efter antallet af sponsorer. Billetter til rejser til klubbernes Europa-kampe cirkulerer mellem salgskanalerne, hvor Key Account Konsulenten udvælger en vigtig kunde, som vedkommende gerne vil tale forretning med for for eksempel at opnå mulighed for at føre kampagner i vedkommendes butik. Landskampbilletterne behandles nøjagtig som VIP-billetterne. Produktchefen anvender et antal billetter til nationale kampe, og de anvendes som præmier til forbrugerne, enten via butikkerne eller direkte. Hvis de har lovet en salgskanal billetter, som man viser sig ikke at have, har han typisk købt billetter og betalt for disse udover sponsoratet. Prisen på disse billetter, der er marginalbilletter, da der typisk ikke er udsolgt til kampen, er for det meste meget lavere end udsalgsprisen til en fodboldtilskuer. En billet til 100 kr. kan han således typisk købe for 30-40 kr., og en billet til 50 kr. betaler han 10-15 kr. for. Der er tale om en betydelig prisreduktion, og det relative forhold mellem priserne har været det samme tilbage i tiden.

FC har forklaret bl.a., at han blev ansat hos sagsøgeren 1. juli 1998 som produktchef. For 1 1/2 år siden blev han udnævnt til produktgruppechef med ansvar for markedsføring og udvikling af kampagner på national basis, herunder etiket- og internetkampagner og kampagner relateret til events. Han har også ansvaret for kommunikation, dvs. især reklamefilm, og udviklingen af Point of Sale-materialer, f.eks. skilte og lignende til butikkerne, og udvælgelsen af præmier i de enkelte konkurrencer. Han har udarbejdet oversigten over aktiviteter fra 1998 til 2001. Han bruger også af og til billetterne til at sælge kampagnerne til butikkerne. Konkurrencerne løber typisk gennem 6-8 uger. Det har gennem mange år været tradition at bruge etiketterne som medie. Billetterne får han primært via OC fra sponsorater, og hvis sponsorbilletterne ikke rækker, køber sagsøgeren selv billetter. Det vil da typisk være OC, som retter henvendelse til klubben for at få ekstra billetter. Han kender ikke til den nærmere afregning.

BP har forklaret bl.a., at han er direktør for ... Fodbold A/S. Han har været formand for klubben siden 1. januar 1973 og fuldtidsansat siden 1. januar 1988. Fodboldklubbens 3 arbejdsfelter er tilskuere, sponsorer og spillere. I forbindelse med at man besluttede at indføre fuldtids professionel fodbold i Danmark kreeredes et nyt sponsorkoncept. Indtil da havde sponsorerne mest været gavegivere. Som noget nyt var sponsor nu en kunde. I den forbindelse lavede man nogle såkaldte pakker med ekstern markedsføring og arrangerede, at klubben kunne være vært i egne lokaler. I vinteren 1985-86 lavede ... en europasponsoraftale, som kostede 200.000 kr. Grundformen for sponsoraftalerne er den samme som dengang. Klubben har 150-200 sponsorer. VIP-arrangementerne, som startede i et kælderlokale, afholdes nu på 1200 - 1300 m². Klubben kan selv være kunde hos sine sponsorer og skaffe sponsorerne nye kunder. Sagsøgeren er såkaldt Top 5-sponsor hos ... Foldbold A/S og således en stor sponsor. Sagsøgerens salgsfolk har som de fleste af sponsorerne anvendt billetterne til at invitere kunder med. Et typisk VIP-arrangement på stadion i 1997 1999 omfattede 500 - 600 personer. VIP-rejserne er rejser til egne europæiske udekampe. Man rejser typisk om morgenen dagen før kampen, og der er et arrangement om aftenen. Umiddelbart efter kampen næste dag flyver man hjem. I rejserne deltager Brøndbys salgsfolk, som skal foretage salg og knytte nye kontakter og sikre, at sponsorerne er tilfredse. ... Fodbold A/S afholder udgifterne til rejse, hotelophold, arrangementet dagen før og frokostarrangement på kampdagen. I rejserne deltager 100 - 300 sponsor-relaterede personer. I klubben havde man dengang som i dag en intern afregning, således at sponsorafdelingen købte billetterne for 10 kr. + moms for ståpladser, 20 kr. + moms for siddepladser og 100 kr. + moms for VIP-billetter. Når billetterne i dag skal prisfastsættes i sponsorkontrakterne, sker det uden fortjeneste for sponsorafdelingen. Priserne ville i dag være på ca. 90 kr. incl. moms for ståpladser, og 100 kr. incl. moms for siddepladser. Billetterne prisfastsættes ved en forhandling mellem fodboldafdelingen og sponsorafdelingen. Disse priser lægges til grund ved prisfastsættelsen af sponsoratet. Sponsorerne har mulighed for at forhandle om indholdet af sponsoraftalen. Klubbens forhandlere medbringer derfor til forhandlingerne et omregningsskema og en liste med priser for tilkøb. Begrebet fribilletter er misvisende, idet der er tale om en form for sæsonsolgte billetter. Udnyttelsesgraden er på ca. 60%. Ved visse kampe er nærmest alle pladser besat. Sponsorbilletterne er påtrykt kamp, stadion og sponsors navn, og bag på billetterne er der en oversigt over stadion, herunder med sponsornavne. Det er ikke sædvanligt, at en sponsor fravælger billetter. Store virksomheder har ofte behov for flere billetter, end der er i sponsoratet. Vidnet kan ikke sige, om prisen for billetterne i den kontrakt, sagsøgeren indgik i 1997, blev forhandlet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende anbringender til støtte for de nedlagte påstande:

"...

Såfremt momsen for samtlige leverancer i henhold til sponsorkontrakter svarende til de sponsorkontrakter, der er omfattet af Landsskatterettens kendelse af 16. februar 2001, ikke måtte blive anset for fradragsberettiget i sin helhed, gøres det til støtte for den subsidiære påstand gældende,

Det bestrides, at det er relevant for sagen, hvorvidt de officielle listepriser på fodboldbilletter vedrørende ståpladser og siddepladser i perioden 1998-2000 har ligget mellem henholdsvis 50 -75 kr. og kr. 80 - 100 til superligakampe som anslået af ToldSkat, idet det bemærkes, at sagsøgte har ikke dokumenteret, at de officielle listepriser i perioden 1998-2000 på fodboldbilletter vedrørende ståpladser og siddepladser i perioden 1998-2000 har ligget mellem henholdsvis 50 - 75 kr. og kr. 80 - 100 til superligakampe."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument, som vedrører sagsøgtes principale påstand, anført følgende anbringender:

"At sagsøger ikke har fradrag for momsen af det fulde beløb, som sagsøger betaler i henhold til indgåede sponsorkontrakter.

Det gøres herunder nærmere gældende, at sagsøgers udgifter til billetter til diverse sportsbegivenheder ikke kan anses for at udgøre indkøb, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Det gøres videre gældende, at sagsøgers anvendelse af billetterne sker til ikke-fradragsberettigede formål, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 3 og 5.

Billetterne er således blevet benyttet til ikke-fradragsberettigede formål i form af naturalaflønning, underholdning, gaver og repræsentation.

Det gøres endvidere gældende, at sagsøger, som er den, der ønsker fradragsret, skal dokumentere, at billetterne er anvendt til fradragsberettigede formål, hvor sagsøger skal dokumentere dette for hver enkelt billets vedkommende.

Dette har sagsøger ikke gjort.

Herudover gøres det vedrørende billetterne gældende, at det er anvendelsen af den enkelte billet, som er afgørende for, om sagsøger har fradragsret for billetten.

Det forholder sig således ikke som anført af sagsøger, at i tilfælde af at kun en begrænset del af billetterne anvendes til ikke-fradragsberettigede formål, er dette ensbetydende med, at der også er fradragsret for billetterne, som anvendes til ikke-fradragsberettigede formål.

For så vidt angår sagsøgers anvendelse af billetterne, bemærkes følgende:

Ad betaling for display Space:

Det gøres gældende, at sagsøger ikke har dokumenteret, at sagsøger har anvendt en del af billetterne til betaling for display Space.

Det kan således konstateres, at på trods af at billetterne tilsyneladende er anvendt som betaling for en modydelse, foreligger der ikke nogen dokumentation herfor i form af skriftlige aftaler eller lignende.

Herudover kan det konstateres, at på trods af at der tilsyneladende er tale om en betaling for en ydelse, kan/vil sagsøger ikke oplyse om antallet af billetter, som er blevet anvendt hertil, ligesom sagsøger ikke kan/vil oplyse noget om værdien af den aftalte display Space.

Dette endda til trods for, at sagsøger har anført, at billetterne benyttes "i stedet for konkrete penge tilskud eller rabat på listeprisen".

Hertil kommer, at billetterne, som anvendes på denne måde, ikke er klausuleret men derimod stilles til modtagerens fri disposition, ligesom sagsøger ikke ses at have sikret sig, at sagsøger modtager den aftalte display Space.

Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgers kunder ligeledes ikke ses at være af den opfattelse, at der foreligger nogen aftale om betaling for display Space. Det kan således konstateres, at sagsøgers kunder ikke på sagsøgers forespørgsel generelt har kunnet bekræfte, at der foreligger nogen aftale om, at modtagne billetter udgør en modydelse for "bedre" display space.

Endelig kan det konstateres, at det ikke af de af sagsøger fremlagte interne stillingsbeskrivelser ... fremgår, at sagsøgers medarbejdere kan indgå aftaler med butikkerne om betaling for display Space, ligesom det ikke fremgår af stillingsbeskrivelserne, at en eventuel betaling kan ske med fodboldbilletter.

Det bemærkes i den forbindelse, at fodboldbilletter ikke kan anses for et normalt betalingsmiddel.

Det gøres på den baggrund gældende, at billetterne, som af sagsøger benævnes som betaling for display Space, ikke udgør betaling for en modydelse men derimod er at anse for gaver, som sagsøger yder til modtageren af billetterne.

Ad konkurrencer

Det gøres i relation til billetter, som sagsøger anvender til diverse konkurrencer, gældende, at der er tale om uddeling af ikke-fradragsberettigede gaver.

Dette gør sig gældende, selvom konkurrencen eventuelt måtte have et "markedsføringsformål".

Modtageren af billetterne modtager således vederlagsfrit en gave af sagsøger af ikke ringe værdi, som modtageren kan benytte uden nogen former for begrænsninger.

Der er således tale om, at sagsøger donerer billetterne til tredjemand.

De donerede billetter er ikke reklameartikler eller lignende men derimod almindelige handelsvarer, der ikke har mistet deres betydning som handelsobjekter, og som af modtagerne frit kan omsættes i konkurrence med sportsklubbernes salg af tilsvarende billetter.

Ad tildeling til medarbejdere

For så vidt angår billetter, som sagsøger uddeler blandt sagsøgers personale, gøres det gældende, at disse anvendes som naturalaflønning eller gaver.

Ad lukkede arrangementer/VIP-billetter

Vedrørende billetter, som sagsøger anvender til diverse inden- og udenlandske lukkede arrangementer/VIP-arrangementer gøres det gældende, at disse benyttes til underholdning og repræsentative formål.

Det kan således konstateres, at de pågældende arrangementer er lukkede for offentligheden, idet der er tale om arrangementer, som afholdes for nogle af sagsøger udvalgte forretningsforbindelser.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det ikke gør nogen forskel for sagsøgerens fradragsret, om det er sagsøger selv eller tredjemand, som fysisk forestår og afholder VIP-arrangementet.

Afgørende er alene, at sagsøger inviterer udvalgte kunder til at deltage i et lukket arrangement.

Dette er at anse for ikke-fradragsberettiget repræsentation.

Billetterne kan således ikke betragtes som anvendt i reklamemæssig øjemed, men må anses for anvendt til kundepleje, hvorved bemærkes, at repræsentation er karakteriseret ved "opmærksomhed" over for forretningsforbindelser med henblik på blandt andet opretholdelse af disse.

Det bestrides i den forbindelse som anført af sagsøger, at momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, skal fortolkes indskrænkende.

Repræsentationsbegrebet skal således "fortolkes" som eksempelvis anført i momsvejledningen, punkt J.3.1.5, jf. punkt J.1.1.1 og punkt D.4.2.1.

Repræsentation omfatter således ikke som anført af sagsøger blot "forretningsfrokoster", men omfatter blandt andet også gaver, bespisning, overnatning og deltagelse i diverse "underholdningsarrangementer" m.m.

Endelig gøres det gældende, at det af såvel 6. momsdirektiv som momsloven fremgår, at udgifter til repræsentation ikke er fradragsberettiget, hvor afgørende for, om en udgift er at anse for repræsentation, ikke som anført af sagsøger er, om udgiften udgør "misbrug af momsreglerne".

Værdiansættelse af billetterne

Det gøres vedrørende værdiansættelsen af billetterne gældende, at den af Toldskat, anslåede værdi af billetterne skal lægges til grund ved afgørelsen af sagsøgers momstilsvar.

Det bemærkes herved, at det af Toldskat, udøvede skøn vedrørende værdien af billetterne omfatter samtlige billetter, som sagsøger har modtaget.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det af Toldskat, udøvede skøn over den gennemsnitlige værdi af billetterne er udøvet på et forsvarligt grundlag, og ligeledes ikke har ført til et åbenbart urimeligt resultat, hvilket sagsøger heller ikke har dokumenteret er tilfældet.

Det gøres i den forbindelse for så vidt angår de af sagsøger fremlagte bilag ... gældende, at disse ikke kan tillægges nogen bevismæssig betydning for så vidt angår værdiansættelsen af billetterne.

Årsagen hertil er, at der ikke er tale om en oprindelig værdiansættelse af billetterne men derimod om en efterfølgende værdiansættelse.

For så vidt angår det af sagsøger anførte om, at værdien af billetterne er meget begrænset set i forhold til de enkelte sponsorkontrakter bestrides dette. Billetterne må tværtimod anses for at udgøre en vigtig og central del af sagsøgers sponsoraftaler.

Endelig bestrides det, at billetterne ikke udgør nogen værdi, fordi der eventuelt ikke er udsolgt til sportsbegivenhederne, hvortil de giver adgang.

Det ændrer ikke på værdien af billetterne, om der er udsolgt eller ej til sportsbegivenheden.

Det fremgår således af momslovens § 4, stk. 1, at enhver levering af varer og ydelser er momspligtige. Dette betyder, at der skal svares moms af enhver billet uafhængig af, om der er udsolgt eller ej til sportsbegivenheden, hvortil billetterne giver adgang."

Landsrettens bemærkninger

Landsretten finder, at det efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, kan lægges til grund, at de billetter, sagsøgeren erhvervede som led i de indgåede sponsorkontrakter, for de flestes vedkommende enten er blevet anvendt til uddeling til sagsøgerens kunder - forretninger, depoter m.v. - eller er blevet anvendt som udlodning eller præmier til forbrugere i forbindelse med salgskampagner og konkurrencer i tilknytning hertil. En mindre del af billetterne er benyttet af ansatte hos sagsøgeren, herunder som led i repræsentation, eller har været ubenyttede.

For så vidt angår de billetter, der er givet til sagsøgerens kunder, har sagsøgeren ikke godtgjort, at nogen af disse billetter er blevet anvendt som betaling for, at sagsøgerens produkter skulle have en bedre placering (såkaldt displayspace) i butikkerne eller lignende. Særligt på baggrund af forklaringerne fra RL, Niels-Henrik Kærager og Per Mikkelsen må billetterne i det hele anses for givet til bestemt udvalgte kunder som led i almindelig kundepleje og for at bevare og styrke forretningsforholdet. Dette gælder også billetterne til såkaldte VIP-arrangementer på et fodboldstadion og til rejserne i forbindelse med sportsbegivenheder i udlandet, hvor ansatte hos sagsøgeren har deltaget sammen med de af sagsøgeren udvalgte kunder. På den baggrund må de billetter, som er anvendt på den beskrevne måde, betragtes som repræsentation og dermed for omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Vedrørende de billetter til ståpladser eller siddepladser, som er blevet udloddet i forbindelse med salgskampagner i forskellige butikker m.v., eller som er anvendt som præmier ved konkurrencer udskrevet af sagsøgeren, finder landsretten, at disse må anses som reklame, som ikke er omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på den sammenhæng, hvori billetterne er anvendt, og på billetternes værdi. Andre former for billetter, herunder til VIP-arrangementer og til rejser til udlandet i forbindelse med sportsbegivenheder, der måtte være anvendt som præmier ved konkurrencer, kan henset til deres værdi ikke anses for reklame, men må anses for omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

De billetter, der som forklaret af RL er givet til sagsøgerens egne ansatte, må anses for naturalaflønning, som ikke giver ret til fradrag, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at denne anvendelse ifølge det af sagsøgeren oplyste, er meget begrænset set i forhold til det samlede antal fribilletter kan ikke føre til et andet resultat.

Vedrørende spørgsmålet om værdiansættelsen af billetterne bemærkes, at de sponsorkontrakter, sagen vedrører, bortset fra en enkelt enten ikke er forelagt eller ikke er forelagt i sin helhed for landsretten. Ved bevisførelsen er det endvidere ikke blevet klarlagt, om der i forbindelse med indgåelsen af sponsorkontrakterne har været forhandlinger om prisen for billetterne og i givet fald, med hvilken værdi billetterne er indgået i sponsorkontrakten. De svar, fodboldklubberne har afgivet i anledning af sagsøgerens skrivelser af 4. og 6. september 2001, angår efter formuleringen af skrivelserne "de priser, som I ville have solgt billetterne til os for". Hverken disse svar, som i øvrigt er afgivet, medens sagen har verseret for landsretten, eller det, der i øvrigt er oplyst under sagen, giver landsretten tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte de billetpriser, den lokale told- og skatteregion har anvendt ved skønnet over sagsøgerens anskaffelsespris for billetterne.

Herefter tages de subsidiære påstande om hjemvisning til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Denne sag hjemvises til Told- og Skattemyndighederne.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, H1 A/S, 40.000 kr. i delvise sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.