Dokumentets metadata

Genoptagelse - vurdering - revision

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på at få nedsat ejendoms- og grundværdiansættelsen pr. 1. april 1981 af en tidligere industriejendom. Subsidiært påstod sagsøgeren sagen hjemvist med henblik på revision af ansættelsen.Ejendommen var forurenet på vurderingstidspunktet, og forureningen ville efter nugældende vurderingspraksis utvivlsomt føre til en nedsættelse af ejendoms- og grundværdien.Landsretten fandt ikke, at der var hjemmel til at genoptage vurderingen, idet der ikke inden udløbet af den 3-årige genoptagelsesfrist fremkom begæring herom.Allerede fordi der ikke i henhold til skattestyrelseslovens § 19, stk. 1,1. pkt., var foretaget en revisionsmæssig ændring af det kompetente organ, og fordi domstolene ikke foretager værdiskøn, fandt landsretten ikke, at sagsøgeren kunne få medhold i sin principale påstand om nedsættelse af vurderingen.Landsretten fandt endvidere, at der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder, i Told- og Skattestyrelsens Cirkulære nr. 76 af 26. april 1996, eller på noget andet grundlag var hjemmel for et retskrav på revision af vurderinger af fast ejendom. Landsretten anførte, at det beror på et forvalt ningsretligt skøn, om en ejendomsvurdering skal optages til revision, og landsretten fandt, at de hensyn, som Told- og Skattestyrelsens afgørelse var begrundet i, herunder det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til sagsøgerens begæring om ændring af vurderingen, var relevante og saglige. Under hensyn til den dagældende praksis om værdiansættelse af forurenede ejendomme, fandt landsretten endvidere, at vurderingsmyndighederne ikke havde handlet ansvarspådragende ved vurderingen.Der var herefter ikke grundlag for tilsidesætte afgørelsen om afslag på revision af ejendoms- og grundværdiansættelsen.

Parter

H1 A/S
(advokat Jens Bertel Rasmussen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Teilmann, Jan Uffe Rasmussen og Martin Simonsen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 27. februar 2002, har sagsøger, H1 A/S, endeligt nedlagt påstand principalt om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 vedrørende matr.nr. 686-b og matr. nr. 400 .... bygrunde beliggende ...., ændres således, at ejendomsværdien fastsat til 6.800.000 kr. nedsættes til 1.434.800 kr. og grundværdien fastsat til 825.700 kr. nedsættes til 181.654 kr. Subsidiært har H1 A/S nedlagt påstand om hjemvisning til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at revision af ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 af den af sagen omfattede ejendom i overensstemmelse med Østre Landsrets 12. afdelings tilkendegivelse af 3. oktober 2000 vedrørende 18. almindelige vurdering.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har endeligt nedlagt påstand om principalt frifindelse og subsidiært hjemvisning til Told- og Skattestyrelsen med henblik på optagelse af ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 af den af sagen omfattede ejendom til revision.

Sagens oplysninger

Sagen vedrører ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 af erhvervsejendommen matr.nr. 686-b og matr.nr. 400 .... bygrunde, beliggende ...., der ejes af H1 A/S. Ejendommen, der omfatter et grundareal på 25.378 m2 og er bebygget med tre bygninger, har været anvendt til .... siden 1842 og frem til 1991, hvor G1 A/S, der var ejer af ejendommen på det omhandlede vurderingstidspunkt, gik konkurs. H1 A/S købte ejendommen af konkursboet på tvangsauktion i 1992 for 1.000 kr. Der er mellem H1 A/S og konkursboet indgået aftale om fordeling af omkostninger og provenu i forbindelse med denne retssag.

Det fremgår af sagens oplysninger, at .... Kommune i 1980 meddelte G1 A/S et nærmere angivet miljøpåbud om håndtering af virksomhedens kemiske affald, og at påbudet senere i 1980 blev stadfæstet af Miljøstyrelsen. Der har i 1979, 1980 og 1981 været korrespondance mellem på den ene side .... Kommune og på den anden side Amtet, Miljø- og Levnedsmiddelkontrolenheden , Miljøstyrelsen og G1 A/S, hvoraf bl.a. fremgår, at ejendommen var forurenet som følge af deponeret støbesand m.v. I 1986 blev ejendommen registreret som et kemikalieaffaldsdepot. Det fremgår ikke af de på vurderingstidspunktet foreliggende vurderingsoplysninger, at ejendommen var forurenet.

Ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992 blev ved Landsskatterettens kendelse af 8. maj 1995 ændret fra en ejendomsværdi på 3.000.000 kr. til 250.000 kr. og en grundværdi på 829.100 kr. til 250.000 kr. Det er i Landsskatterettens begrundelse herfor bl.a. anført:

"Landsskatteretten bemærker, at ejendommens bygninger har stået tomme i en flerårig årrække, hvorfor disse må anses for værdiløse. Retten finder efter de foreliggende oplysninger om graden af ejendommens forurening, usikkerheden om tidshorisonten for og udgiften til afhjælpning af forureningen, samt klagerens købspris for ejendommen på tvangsauktion, at ejendoms- og grundværdien er for højt ansat og passende kan ansættes til 250.000 kr."

Ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 blev ved Landsskatterettens kendelse af 30. oktober 1998 ændret fra en ejendomsværdi på 9.350.000 kr. til 5.500.000 kr. og en grundværdi på 955.400 kr. til 510.000 kr. Landsskatterettens begrundelse for denne nedsættelse svarer i det væsentlige til Landsskatterettens begrundelse for nedsættelsen af ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992.

Landsskatterettens kendelse af 30. oktober 1998 om 18. almindelige vurdering blev herefter indbragt for Østre Landsret med påstand om yderligere nedsættelse. Af landsrettens retsbog vedrørende domsforhandlingen 3. oktober 2000 i denne sag fremgår bl.a.:

"H1 forklarede, at han er direktør for og eneejer af det sagsøgende selskab. Han erhvervede den omhandlede ejendom, der omfattede matriklerne 400 og 676-b på 2. auktion i september 1992 for et bud på 1.000 kr. Der var oplyst om miljørisikoen. Han havde kendt ejendommen fra 1980'erne, idet han har drevet virksomhed som statsautoriseret ejendomsmægler siden 1969. Konkursboet, som satte ejendommen på tvangsauktion, ejede også nogle ubehæftede naboarealer, som solgtes i fri handel til Føtex. I 1991 solgte han selv 1.500 m2 for 61.000 kr. til Føtex, der manglede parkeringsarealer. Prisen var omkostningsneutral. Siden solgte han 6.000 m2 for 660.000 kr. til et københavnsk investerselskab. Med i den pris fulgte også et projekt, således at også denne handel var omkostningsneutral for ham. De to matrikler, som han har købt, er efter hans opfattelse omfattet af .... kommunes påbud fra begyndelsen af 1980'erne om affaldshåndtering. Påbudet omhandlede ikke nabogrundene, som i begyndelsen af 1980'erne blev købt af G1 og derpå benyttet til affaldsdeponering. Det vidste alle i ..... Der var heller ikke plads til yderligere deponering på de to matrikler, som han selv havde købt. Når Landsskatteretten i sin kendelse af 30. oktober 1998 i præmissen går ud fra, at der indtil april 1988 fortsat er blevet deponeret støbesand og slagger på ejendommen, må det bero på en misforståelse, idet deponeringen som forklaret skete på de i den pågældende periode endnu påbudsfri naboarealer.

På hans regning og foranledning udarbejdede COWI-consult efter kontakt med Amtet en miljørapport vedrørende forureningen på hans ejendom. Rapporten kostede ca. 1 mill. kr. Resultatet forelå i marts 1996 og viste, at hele ejendommen er fyldt med støbesand, samt at der i 18 meters dybde er konstateret forurening med trichlor. Restarealet, der efter frasalget er, på ca. 17.880 m2, har hidtil ikke kunnet anvendes eller afhændes på grund af tri-chlor forureningen."

Det fremgår endvidere af retsbogen, at sagen efter landsrettens tilkendegivelse blev hjemvist til vurderingsmyndighederne til fornyet ansættelse af ejendoms- og grundværdi. Af den stedlige told- og skatteregions meddelelse af 5. december 2000 om ansættelsen fremgår, at regionen herefter har ansat ejendomsværdien til 2.000.000 kr. og grundværdien til 250.000 kr.

Ved brev af 9. januar 2001 indbragte H1 A/S's advokat den 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 for Told- og Skattestyrelsen og anmodede om nedsættelse til 250.000 kr., svarende til Landsskatterettens ansættelse af 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992. Ved brev af 17. januar 2001 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at man ikke ville genoptage vurderingen, og anførte herved bl.a. følgende:

"Told- og Skattestyrelsen finder det uomtvisteligt, at ejendommen også forud for 18. almindelige vurdering var stærkt forurenet. Styrelsen finder dog, efter fornyet gennemgang af sagen, ikke på indeværende tidspunkt, knapt 20 år efter vurderingen, anledning til at genoptage ejendommens ansættelser ved 17. almindelige vurdering til revision."

Denne afgørelse blev fastholdt efter, at advokaten for H1 A/S ved skrivelser af 24. og 25. januar 2001 var fremkommet med supplerende bemærkninger. Told- og Skattestyrelsen anførte således bl.a. i brev af 7. februar 2001:

"Sædvanligvis gives der kun tilladelse til at gennemføre revisioner af ansættelser, der ligger mere end 3 år tilbage i tiden, hvis der har foreligget fejl, der alene kan tilskrives myndighederne, eller der er tale om åbenbart urigtige vurderinger eller en ubetydelig overskridelse af 3 års fristen.

I det her foreliggende tilfælde, hvor ejeren har haft fuldt kendskab til, at ejendommen var forurenet i 1981 uden at have påklaget ansættelsen, og hvor der er knyttet en betydelig usikkerhed til, hvilken betydning forureningen ville have haft ved et eventuelt salg af ejendommen, hvorved bemærkes, at forureningen ikke var til hinder for en fortsættelse af den hidtidige anvendelse af ejendommen, skønner styrelsen ... ikke, at det fornødne grundlag for en revision er til stede. Der er ved denne bedømmelse tillige lagt vægt på, at anmodningen om at også ansættelsen af 17. almindelige vurdering skulle optages til revision først er fremsat mere end 4 år efter, at Told- og Skattestyrelsen gav bemyndigelse til at revidere 18. almindelige vurdering."

I brev af 4. februar 2002 tiltrådte Skatteministeriets departement afgørelsen, og H1 A/S har herefter anlagt denne retssag.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af direktør A, der i det væsentlige har forklaret, som gengivet i landsrettens retsbog vedrørende sagen om ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986. Han har supplerende forklaret, at H1 A/S i 2001 solgte det resterende areal på ca. 17.880 m2 og et byggeprojekt for grunden for 2.600.000 kr. Salget skete på foranledning af selskabets bank som følge af underbalance i selskabet. Selskabet vil blive lukket, når denne sag er afsluttet. Han regner med, at hans personlige tab samlet vil udgøre 5-600.000 kr.

Procedure

H1 A/S har til støtte for den principale påstand om nedsættelse af ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 overordnet gjort gældende, at selskabet har krav på en nedsættelse forholdsmæssigt svarende til den nedsættelse, som vurderingsmyndighederne foretog af ejendomsværdien ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 efter sagens hjemvisning i overensstemmelse med Østre Landsrets tilkendegivelse. Ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 er åbenbart urigtig, da forureningen, der førte til nedsættelserne ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 og 19. almindelige vurdering pr. i. januar 1992, også forelå ved 17. almindelige vurdering. Værdien skal ansættes til værdien i handel og vandel, og det er åbenbart, at ejendommen, som det ikke lykkedes den daværende ejer at sælge i fri handel, men som blev købt af H1 A/S i 1992 på tvangsauktion for kun 1.000 kr., ikke var 6.800.000 kr. værd i 1981. Vurderingsmyndighederne har handlet ansvarspådragende ved ikke at tage hensyn til de dengang foreliggende oplysninger i form af korrespondance mellem .... Kommune og andre myndigheder om ejendommens omfattende forurening. På daværende tidspunkt var vurderingsmyndighederne tæt knyttet til de enkelte kommuner, og korrespondancen har foreligget i kommunen. Vurderingsmyndighederne må derfor have været bekendt med oplysningerne i korrespondancen om ejendommens forurening, eller burde i hvert fald have gjort sig bekendt hermed, og der er i begge tilfælde handlet ansvarspådragende, idet der som konsekvens heraf ikke blev taget hensyn til forureningen ved vurderingen. H1 A/S har først fået kendskab til korrespondancen ved aktindsigt i forbindelse med sagen om ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 18. almindelige vurdering. Forureningen har stor betydning for ansættelsen. Det har ingen betydning, at ansættelsen ikke blev påklaget af ejendommens daværende ejer.

Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning har H1 A/S gjort gældende, at hvis landsretten ikke vil foretage nedsættelsen, må ansættelsen hjemvises til vurderingsmyndighederne med henblik på nedsættelse i overensstemmelse med nedsættelsen af ejendomsværdien ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986.

Skatteministeriet har til støtte for den principale påstand om frifindelse overordnet gjort gældende, at H1 A/S ikke har krav på at få ændret ejendoms- og grundværdiansættelsen ved 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981. Adgangen til at klage over denne vurdering er ikke blevet udnyttet indenfor de lovbestemte klagefrister. Der er ikke hjemmel til at kræve ejendoms- og grundværdiansættelsen genoptaget, idet adgangen til efter den dagældende vurderingslovs § 41 at kræve en ansættelse af fast ejendom genoptaget på grund af nye oplysninger, der kan medføre en ændret ansættelse, er betinget af, at begæringen indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende vurderingsår. H1 A/S har derfor ikke retskrav på, at der gennemføres en revision af ejendoms- og grundværdiansættelsen i henhold til skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996. Til støtte herfor er det navnlig gjort gældende, at fejl ved skønsgrundlaget, der ville føre til, at myndighedernes skøn blev tilsidesat under en rekurs eller genoptagelsesbehandling, ikke medfører retskrav på revision af ansættelsen, og at H1 A/S derfor ikke kan kræve, at ansættelsen revideres, selv om det lægges til grund, at der ved vurderingen ikke blev taget hensyn til en på vurderingstidspunktet tilstedeværende værdiforringende forurening. Skatteministeriet har bestridt, at der i forbindelse med ejendoms- og grundværdiansættelsen blev begået ansvarspådragende fejl af vurderingsmyndighederne. Til støtte herfor er det navnlig gjort gældende, at det ikke fremgik af de på daværende tidspunkt administrativt fastsatte retningslinier for ejendomsvurderingen, at der skulle tages hensyn til en forurening, at vurderingsmyndighederne ikke havde pligt til på eget initiativ at foretage undersøgelser af, hvorvidt en ejendom var forurenet, at vurderingsmyndighederne ikke havde kendskab til, at ejendommen var forurenet, samt at vurderingsmyndighederne heller ikke burde have været opmærksomme herpå som følge af andre myndigheders kendskab til forureningen. Det kan ikke lægges til grund, at forureningen havde til følge, at ejendoms- og grundværdien var lavere end den ansatte. Det er således ikke godtgjort, at ejendommens udnyttelsesmuligheder var forringet i 1981, og desuden blev en forurening i almindelighed ikke anset for at have indflydelse på værdiansættelsen af industriejendomme på daværende tidspunkt. I øvrigt klagede den daværende ejer, der utvivlsomt var bekendt med forureningen, ikke over vurderingen og gjorde heller ikke vurderingsmyndighederne opmærksom på forureningen.

Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning har Skatteministeriet gjort gældende, at revisionsbeføjelsen skal udøves af Told- og Skattestyrelsen, og ikke af domstolene, og at det følger af fast retspraksis, at domstolene ikke giver sig af med at udøve værdiskøn.

Landsrettens bemærkninger

Skatteministeriet har ikke bestridt, at den omhandlede ejendom var forurenet på vurderingstidspunktet for den 17. almindelige vurdering. Efter nugældende vurderingspraksis er det utvivlsomt, at forureningen ville føre til en nedsættelse af ejendoms- og grundværdien.

Der er ikke i bestemmelsen om genoptagelse af vurderinger af fast ejendom - på daværende tidspunkt vurderingslovens § 41 - hjemmel til at genoptage vurderingen, idet der ikke inden udløbet af den tre-årige genoptagelsesfrist fremkom begæring herom.

Efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, 1. pkt., kan Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen optage vurderinger til påkendelse og foretage ændringer deri. Allerede fordi en sådan revisionsmæssig ændring ikke er foretaget af det kompetente organ og fordi domstolene efter fast retspraksis ikke foretager værdiskøn som det omhandlede, kan H1 A/S ikke få medhold i den principale påstand om nedsættelse af vurderingen.

Klageberettigede i sager om vurdering af fast ejendom har adgang til at påklage en vurdering efter reglerne i den klageordning, der er fastlagt i lovgivningen, og lovgivningen indeholder endvidere en regel om genoptagelsesbegæringer. Derimod findes der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder, hvoraf bl.a. fremgår, at revisionsbeføjelsen udøves som led i Told- og Skattestyrelsens tilsyn med, at vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet, jf. skattestyrelseslovens § 12, i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996 eller på noget andet grundlag hjemmel for et retskrav på revision af vurderinger af fast ejendom. Det beror på et forvaltningsretligt skøn om en ejendomsvurdering skal optages til revision. Landsretten finder, at de hensyn, der har begrundet Told-og Skattestyrelsens afgørelse, som er tiltrådt af Skatteministeriets departement, herunder det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til begæringen fra H1 A/S om ændring af vurderingen, er relevante og saglige. Under hensyn til den dagældende praksis om værdiansættelse af forurenede ejendomme finder landsretten endvidere, at vurderingsmyndighederne ikke handlede ansvarspådragende ved vurderingen.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen om afslag på revision af ejendoms- og grundværdiansættelsen.

Landsretten frifinder derfor Skatteministeriet.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal H1 A/S inden 14 dage betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.