Dokumentets dato: | 25-09-2007 |
Offentliggjort: | 29-11-2007 |
SKM-nr: | SKM2007.842.SR |
Journalnr.: | 07-148781 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at der kan indrømmes fradrag for moms af udgifter til ejendomsmægler, advokat og økonomikonsulent, når et salg af en landbrugsejendom anses for at være en virksomhedsoverdragelse. Der kan dog kun gives fradrag for ydelser, der vedrører den momspligtige virksomhed, og således ikke for den del, der vedrører privatbeboelsen.Der kan ikke indrømmes fradrag for moms af nævnte udgifter, når køber ikke viderefører driften af virksomheden eller udlejer jordarealet og udhusbygningerne, eller når sælgeren forud for salget har frasolgt besætning og maskiner.Der kan heller ikke indrømmes fradrag, hvis ikke det var købers hensigt på købstidspunktet at fortsætte driften af virksomheden eller udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.Endvidere er det uden betydning om forpagtningen ved overdragelsen ophører, så længe landbrugsejendommen kan drives som en økonomisk virksomhed.
Se nedenstående begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forholdA driver en traditionel landbrugsejendom med en malkekvægs besætning på 114 årskøer med tilhørende opdræt. Der er tale om et konventionelt (ikke økologisk) landbrug.
Der er 96 hektar til ejendommen og forpagtet 56 hektar, således at ejendommen drives med 152 hektar i omdrift.
Ejendommens bygningsmasse er på 4.646 m2 og består af driftsbygninger til de til ejendommen hørende maskiner og besætningen samt et stuehus til privatbeboelse.
Der er ansat 1 medhjælper på gården.
Virksomheden har kvartalet som momsafregningsperiode og driver udelukkende momspligtige aktiviteter.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
A påtænker at sælge sin ejendom og stoppe med at drive landbrug.
For at opnå den højest mulige pris, skal ejendommen sælges i fri licitation. Dette sker ved, at køberne indgiver deres skriftlige bud til A's lokale landboforening. På et bestemt nærmere defineret tidspunkt åbnes alle tilbuddene, hvorefter A i samråd med landboforeningen vælger et af tilbuddene eller forkaster dem alle, hvis der ikke er nogen, der er attraktive nok.
På grund af udbudsformen ved A ikke hvem der køber landbrugsejendommen og ønsker derfor afklaret på forhånd, hvad hans momsmæssige situation vil være i forskellige scenarier, afhængig af hvem køber bliver.
I den første situation sælges der til enten en person, der i forvejen driver landbrug i form af malkekvægsbesætning eller til en person, der bliver mælkeproducent ved købet af A's ejendom.
I den anden situation sælges der til en landmand, der i forvejen driver svineproduktion og som ønsker at drive jordtilliggendet som en del af hans bestående virksomhed. A's bygningsmasse skal i videst muligt omfang indgå i denne bedrift. Det kan dog ikke afvises, at noget af bygningsmassen vil blive nedrevet af køber, hvis køber ikke skønner de kan udlejes eller vedkommende ikke selv kan bruge dem i hans bedrift.
I den tredje situation sælges der til en landmand, der i forvejen driver en planteavlsproduktion og som ønsker at drive jordtilliggendet som en del af hans bestående virksomhed. A's bygningsmasse skal i videst muligt omfang indgå i denne bedrift. Det kan dog ikke afvises, at noget af bygningsmassen vil blive nedrevet af køber, hvis køber ikke skønner de kan udlejes eller vedkommende ikke selv kan bruge dem i sin bedrift.
Den fjerde situation vedrører udlejning.
De sidste tre situationer vedrører som udgangspunkt samme situation som situation 3, hvor køber driver planteavlsproduktion i forvejen eller starter op med det ved købet af A's ejendom. Det kan ligeledes heller ikke i disse situationer afvises, at noget af bygningsmassen vil blive nedrevet af køber, hvis køber ikke skønner de kan udlejes eller vedkommende ikke selv kan bruge dem i sin bedrift.
Argumentation
Forespørgslen vedrører spørgsmålet om forståelsen af virksomhedsbegrebet i momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt's forstand. Nærmere bestemt hvornår overdrages der en hel landbrugsvirksomhed eller kun en del af en landbrugsvirksomhed og hvornår overdrages der kun en fast ejendom.
Til belysning af dette spørgsmål kan nævnes afgørelsen offentliggjort i SKM2006.613.ØLR . Sagen vedrørte et kommanditselskabs salg af en fast ejendom. Selskabet var frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom efter reglerne i momslovens § 51. Selskabet havde entreret med en konsulent til at forestå salget af ejendommen. Spørgsmålet i sagen var selskabets fradragsret for momsen af udgifterne til konsulentbistanden.
Det daværende ToldSkat udtalte i sagen, at en virksomhedsoverdragelse af en udlejningsejendom kræver, at køberen fortsætter med at anvende ejendommen til udlejning. Ejendommen blev imidlertid ikke anvendt til udlejning efter overdragelsen, men blev ombygget og anvendt til supermarked, hvorfor der ikke var tale om en virksomhedsoverdragelse, men i stedet tale om salg af en fast ejendom i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.
Det fremgår af afgørelsen, at hvis køberen af en momsregistreret virksomhed ikke ønsker at drive den overdragne virksomhed videre som en udlejningsvirksomhed, men ønsker at anvende den til anden type momsregistreret virksomhed, er der ikke fradrag for momsudgifterne af ejendomsmæglerudgiften, da overdragelsen ikke anses for omfattet af momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., men for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 9 om levering af fast ejendom.
Konsekvensen heraf er, at der ikke er fradrag for momsen af ejendomsmæglerudgiften, da man siger der er tale salg af en fast ejendom og ikke en virksomhed.
Et andet spørgsmål, som ikke fremgår af afgørelsen, er hvor lang tid efter overdragelsen der kan gå, før køber kan ændre anvendelsen til en anden type momspligtig virksomhed, uden at momsfradragsretten fortabes. Dette spørgsmål er ikke afklaret med nævnte afgørelse, men EF-domstolen har i sagen C-497/01, præmis 46 udtalt, at:
"Modtageren i forbindelse med overdragelsen skal dog have til hensigt at drive forretningen eller en del af den virksomhed, som således er overdraget, og ikke blot have til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller sælge lagerbeholdningen."
EF-domstolen fastslår altså, at køber skal have til hensigt at drive den overdragne virksomhed og ikke øjeblikkeligt likvidere den. Hvad han foretager sig efter overdragelsen er tilsyneladende uden betydning, blot hensigten på overdragelsestidspunktet er at drive virksomheden videre.
I en ikke offentliggjort Landsskatteretskendelse, der omhandlede spørgsmålet om fradragsretten af momsudgiften til en ejendomsmægler ved salget af et landbrug, vedrørende en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte. Aktiviteten bestod i drift af landbrugsvirksomheden og den blev drevet med økologisk kornavl, kvæg, mælk og får.
I salgsåret 2003 blev virksomheden drevet som økologisk planteavl, da besætning og mælkekvote var solgt inden.
Den nye ejer på ejendommen driver virksomhed med hestepension, rideskole, hesteavl og kursusvirksomhed.
Landsskatteretten fandt ikke, at virksomhedens overdragelse af ejendommen kunne anses for at være sket som led i overdragelse af en virksomhed eller en del af denne efter momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. Omkostningerne forbundet med salget var derfor ikke omfattet af TSS-cirkulære 2001-34 om fradragsret for moms af omkostninger i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.
Man henviser til, at køberen af ejendommen ikke er fortsat med at drive økologisk planteavl fra ejendommen, men har anvendt ejendommen i forbindelse med drift af en rideskole, hestepension m.v., jf. herved præmis 46 i EF-domstolens dom i sag nr. C-497/01 (Zita Modes).
Landsskatteretten fandt, at salget af ejendommen skulle anses for en levering af fast ejendom, der er en momsfritaget transaktion, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.
Det kan antageligt udledes af afgørelsen, at køber driver en anden type virksomhed end sælger, hvorfor der er tale om salg af en fast ejendom og ikke en overdragelse af virksomhed, selvom man må antage, at bygningerne og jordtilliggendet fortsat indgår i driften af købers virksomhed.
Uddrag af Momsvejledningens afsnit D.6.2 , Salg af aktiver som led i overdragelse af virksomhed:
"Se EF-domstolens dom i sagen C-497/01 Zita Modes Sàrl hvor domstolen har udtalt, at artikel 5, stk. 8, skal fortolkes således, at når en medlemsstat gør brug af muligheden i artikel 5, stk. 8, 1. pkt., for at anlægge den betragtning, at der i merværdiafgiftsmæssig henseende ikke er sket en levering af goder ved overdragelse af en samlet formuemasse, så finder reglen om, at der ikke foreligger en levering, jf. dog artikel 5, stk. 8, 2. pkt., anvendelse på enhver overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelle immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive selvstændig økonomiske virksomhed. Modtageren i forbindelse med overdragelsen skal dog have til hensigt at drive forretningen eller en del af den virksomhed, som således er overdraget, og ikke blot have til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller sælge lagerbeholdningen.
Domstolen udtaler i dommen i sag C-497/01, at begrebet "hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab" i artikel 5, stk. 8, 1. pkt., skal fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelle immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed, men at begrebet ikke omfatter en ren overdragelse at goder som salg af en varebeholdning. Efter artikel 5, stk. 8, er der intet krav om, at modtageren forud for en virksomhedsoverdragelse udøver samme type erhvervsvirksomhed som overdrageren, ligesom der heller ikke kan stilles krav om, at modtageren har tilladelse til at udøve den virksomhed, som det overdragne gør det muligt at udøve."
EF-domstolen fastslår i nævnte afgørelse omkring virksomhedsbegrebet, at det skal fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelle immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed. Der kan heller ikke stilles krav om, at køberen af en virksomhed forud for overtagelsen udøver samme type virksomhed.
Hvis man overdrager nogle aktiver (samlet formuemasse), der tilsammen udgør en selvstændig økonomisk virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive virksomhed, er der tale om en virksomhedsoverdragelse efter EF-domstolens opfattelse.
Det er Repræsentantens vurdering, at hvis A blot overdrager driftsbygningerne og ejendommens jordtilliggende, er der altid tale om overdragelse af en formuemasse, som nævnt i momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. og som må anses for at være i overensstemmelse med udtalelsen fra EF-domstolen.
Dette må også anses for at være i overensstemmelse med punkt 22 i cirkulære 34/2001 om fradragsret for omkostninger i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, hvor man siger, at der skal være tale om overdragelse af en økonomisk enhed og som foretages med henblik på, at køberen enten fortsætter driften af virksomheden eller udøver en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.
Spørgers afsluttende bemærkninger
Uanset om køber driver ejendommen videre som en kvægbrugsejendom, en ejendom med svineproduktion, eller med planteavlsproduktion, er der tale om drift af landbrugsvirksomhed. Køber driver den overdragne landbrugsvirksomhed videre under alle omstændigheder, hvorfor sælger har fradrag for momsen af udgifterne til ejendomsmægler, advokat og økonomikonsulent i forbindelse med overdragelsen, jf. momslovens § 8, stk. 1,3. pkt.
I den anførte situation i spørgsmål 4, hvor køber udlejer ejendommen, er det uafklaret om der er tale om udlejningsvirksomhed eller landbrugsvirksomhed, hvilket ønskes afklaret, da det har betydning for momsfradragsretten. I de øvrige situationer er der tale om landbrugsvirksomhed.
SKATs indstilling og begrundelseLove m.m.
Af momslovens § 4, stk. 1 fremgår følgende:
"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."
Til grund for momslovens § 4, stk. 1 ligger artikel 14, stk. 1 i Rådets direktiv 2006/112/EF, herefter momssystemdirektivet, hvoraf det fremgår:
"Ved "levering af varer" forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode."
Af momslovens § 8, stk. 1, 3 pkt. fremgår:
"Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af aktiver som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne, når den nye indehaver driver registreret virksomhed."
Til grund for momslovens § 8, stk. 1, 3 pkt. ligger momssystemdirektivets artikel 19:
"Medlemsstaterne kan anlægge den betragtning, at der ved hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag eller i form af indskud i et selskab, ikke er sket nogen levering af varer, og at modtageren træder i overdragerens sted."
Af momslovens § 13, stk. 1 fremgår:
"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
...
9) Levering af fast ejendom.
..."
Til grund for momslovens § 13, stk. 1, nr. 9 ligger momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1 litra j) og k):
"j) levering af bygninger eller dele heraf med tilhørende jord bortset fra levering omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a)
k) levering af ubebygget fast ejendom bortset fra de i artikel 12, stk. 1, litra b), nævnte byggegrunde"
Af momslovens § 39, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 fremgår:
"Afgift vedrørende opførelse af bygninger, herunder tilbygninger, som foruden lokaler for den registrerede virksomhed omfatter andre lokaler, kan fradrages med den del af den samlede afgift på bygningen, som byggeomkostningerne for virksomhedens lokaler skønnes at udgøre i forhold til de samlede byggeomkostninger.
Stk. 2. Til virksomhedens lokaler efter stk. 1 medregnes ikke
1) lokaler, der anvendes som bolig for virksomhedens indehaver eller personale, uanset om lokalerne tillige anvendes i den pågældendes erhverv,
2)..."
Cirkulære 2001-34: Fradragsret for moms af omkostninger i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, af 4. oktober 2001, uddrag:
"12. Abbey-dommen fastslår, at fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13 og 6. momsdirektivs artikel 13 (de nuværende artikel 131-137 i momssystemdirektivet) ikke er relevant, når der er tale om hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse efter direktivets artikel 5, stk. 8 (nuværende artikel 19), jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.
Ved afgørelsen af fradragsretten for moms skal der derfor - forinden der ses på fritagelsesbestemmelsen i § 13 - tages stilling til, om de tjenesteydelser som overdrageren har erhvervet, er sket med henblik på at gennemføre en hel eller delvis overdragelse af en virksomhed (samlet formuemasse).
14. Dommens konklusion er herefter, at der er fradragsret for den moms af udgifter, som overdrageren har afholdt for tjenesteydelser, der er erhvervet for at gennemføre overdragelsen af en samlet formuemasse efter direktivets artikel 5, stk. 8 (nuværende artikel 19).
15. Fradragsretten gælder i samme omfang som udgifter vedrørende formuemassen inden overdragelsen gav adgang til hel eller delvis fradragsret. Det er således en betingelse, at udgifterne har en direkte og umiddelbar tilknytning til en klart afgrænset del af hans økonomiske virksomhed, således at omkostningerne for de nævnte tjenesteydelser er en del af de almindelige omkostninger, som er forbundet med denne del af virksomheden. Er alle transaktioner herfra pålagt moms, kan den afgiftspligtige fradrage hele den betalte moms. Hvis overdrageren foretager såvel afgiftspligtige som afgiftsfrie transaktioner kan alene en forholdsmæssig del af momsen fradrages i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk. 5 (nuværende artikel 173).
22. Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om salg af en virksomheds aktiver, herunder en fast ejendom, er en virksomhedsoverdragelse. Se Momsvejledningen 2000 (nuværende 2007-3), afsnit D.6.2.
Der skal - for at en overdragelse af en virksomhed eller en del af denne efter praksis anses for at foreligge - være tale om overdragelse af en virksomheds driftsmidler mv., der er nødvendige for virksomhedens drift (økonomisk enhed), og som foretages med henblik på, at køberen enten fortsætter driften af virksomheden eller udøver en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.
Der skal endvidere i almindelighed være tale om, at overdrageren på tidspunktet for overdragelsen ophører med drift af den overdragede økonomiske enhed, og på købers hensigt med overtagelsen af den økonomiske enhed.
23. Som en konsekvens af Abbey-dommen har en afgiftspligtig persons overdragelse af en fast ejendom, der er en hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse jf. momslovens § 8, stk. 1, hel eller delvis fradragsret for moms på ydelser indkøbt i forbindelse med overdragelse af den faste ejendom."
Sag C-497/01, Zita Modes Sárl, præmis 45 og 46:
"45. Derimod følger der intet krav af sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 8 (nuværende artikel 19), om, at modtageren forud for overdragelsen udøver samme type erhvervsvirksomhed som overdrageren.
46. ... finder denne regel om, at der ikke foreligger en levering, anvendelse - ... - på enhver overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelt immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed. Modtageren i forbindelse med overdragelsen skal dog have til hensigt at drive forretningen eller en del af den virksomhed, som således er overdraget, og ikke blot have til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller at sælge lagerbeholdningen."
Der henvises endvidere til Momsvejledningen 2007-3, der i afsnit D.6.2 bl.a. omhandler præmis 45 og 46 i ovennævnte EF-dom.
"Rettens begrundelse og resultat:
... Sagsøgeren drev inden overdragelsen af ejendommen på ... 9 alene virksomhed med udlejning af denne ejendom. Ved overdragelsen ophørte udlejningsvirksomheden, idet køberen selv ville anvende ejendommen. Overdragelsen blev gennemført som en ejendomshandel, og sagsøgeren var bekendt med køberens hensigt med ejendommen. Salget af ejendommen kan herefter ikke anses for en virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., men findes at være omfattet af loven § 13, stk. 1, nr. 9, om levering af fast ejendom ..."
SKATs indstilling og begrundelse
1) Ja.
Ad 1) Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en landmand, der driver ejendommen videre med malkekvægsproduktion, vil det anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., og Cir. 2001-34, pkt. 22.
Der skal dog tages forbehold for stuehuset til privatbeboelse, der ikke kan betragtes som en del af den momspligtige virksomhed, jf. momsloven § 39, stk. 2, nr. 1. Derfor vil der, jf. Cir. 2001-34, pkt. 15, kun være fradrag for den del af momsen til de momsbelagte udgifter til ejendomsmægler, advokat og økonomikonsulent i forbindelse med overdragelsen, der vedrører den momspligtige virksomhed.
2) Ja.
Ad 2) Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en landmand, der driver svineproduktion, vil det anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., og Cir. 2001-34, pkt. 22.
Der ses her på, at hele virksomheden (ejendommen, driftsmidler og besætning) overdrages samlet, og at køber har til hensigt at fortsætte driften af virksomheden eller udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.
Der skal tages samme forbehold for stuehuset til privatbeboelse som ovenfor under ad 1).
3) Ja.
Ad 3) Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en landmand, der driver planteavlsproduktion, vil det anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., og Cir. 2001-34, pkt. 22.
Der ses her på, at hele virksomheden (ejendommen, driftsmidler og besætning) overdrages samlet, og at køber har til hensigt at fortsætte driften af virksomheden eller udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.
Der skal tages samme forbehold for stuehuset til privatbeboelse som ovenfor under ad 1).
4) Nej.
Ad 4) Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en køber, som udlejer det tilhørende jordareal og udhusbygninger til en anden landmand, vil det ikke anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., Cir. 2001-34, pkt. 22, og SKM2006.613.ØLR .
Der ses her på, at køber ikke har til hensigt at fortsætte driften af virksomheden eller udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed, men i stedet har til hensigt at drive udlejningsvirksomhed.
Jf. SKM2006.613.ØLR vil salget af ejendommen herefter ikke kunne anses som en virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 8 stk. 1, 3. pkt., men findes at være omfattet af lovens § 13, stk. 1, nr. 9, om levering af fast ejendom.
5) Ja.
Ad 5) Det vil medføre en anden besvarelse af spørgsmål 4. Hvis A overdrager sin landbrugsejendom en landmand, der driver ejendommen videre med malkekvægsproduktion, vil det anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., og Cir. 2001-34, pkt. 22, når det var købers hensigt på købstidspunktet at fortsætte driften af virksomheden eller udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragede aktiver, der kan sidestilles hermed.
Jf. sag C- 497/01, Zita Modes Sàrl præmis 46, anses det dog ikke som en virksomhedsoverdragelse, hvis købers hensigt er øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller at sælge lagerbeholdningen.
Der skal tages samme forbehold for stuehuset til privatbeboelse som ovenfor under ad 1).
6) Nej.
Ad 6) Hvis A overdrager sin landbrugsejendom uden besætning og maskiner, fordi køber ikke ønsker at overtage disse aktiver, men kun ønsker at drive jordtilliggendet, hvori ejendommens driftsbygninger indgår, vil det ikke anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. og Cir. 2001-34, pkt. 22.
Der er henset til at sælger separat afhænder henholdsvis besætning og maskiner til 3. mand, for derefter at sælge ejendommen med tilhørende driftsbygninger til køber. I et sådan tilfælde er jordtilliggendet og driftsbygningerne ikke at betragte som en overdragelse af virksomhedens driftsmidler, da disse ikke kan drives som en selvstændig økonomisk enhed, når der ikke også overdrages maskiner.
Endvidere vil salget af besætning og maskiner være at betragte som en momspligtig transaktion, da der her foreligger en levering mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.
7) Nej.
Ad 7) Hvis det forpagtede areal på 56 hektar ikke er uomgængelig nødvendigt for at A's landbrugsejendom kan drives som en økonomisk virksomhed, er det uden betydning for besvarelsen af spørgsmål 1-6, om forpagtningen ophører eller fortsætter i forbindelse med salg af ejendommen.
Skatterådets afgørelse og begrundelseSkatterådet har tiltrådt det SKATs indstilling.