Dokumentets dato: | 18-12-2003 |
Offentliggjort: | 18-12-2003 |
SKM-nr: | SKM2003.582.TSS |
Journalnr.: | 99/01-301-00452 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Meddelelse |
Drøftelserne mellem Told- og Skattestyrelsen og Finansrådet om retningslinier for beregning af den delvise fradragsprocent i momslovens § 38, stk. 1, for pengeinstitutter er endnu ikke afsluttet. Ved beregningen af den foreløbige fradragsprocent, jf. momsbekendtgørelsens § 16, kan pengeinstitutter derfor indtil videre beregne det foreløbige fradrag for fællesomkostninger, jf. momslovens § 38, stk. 1, efter de indtil 1. januar 2004 gældende regler for beregning af standardfradrag. Virksomheder, der ved opgørelsen af den delvise fradragsret ønsker at anvende en omsætningsfordeling, kan vælge dette, jf. cirkulære nr. 86 af 9. juli 2003 (TSS-cirkulære 2003-20), pkt. 8 og 9, der indtil videre finder tilsvarende anvendelse.
Baggrund
Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 2003-20 af 9. juli 2003 ophævet den finansielle sektors hidtidige adgang til med en standardsats at fradrage købsmoms af varer og ydelser, der delvis indkøbes til brug for virksomhedens ikke-momspligtige del og til de momspligtige pengeinstitutydelser som bankbokse og depotgebyrer. Ophævelsen sker med virkning fra den 1. januar 2004.
Ophævelsen af standardfradragene betyder, at den finansielle sektors adgang til at fradrage købsmoms af varer og ydelser, der indkøbes til brug i såvel den ikke-momsregistrerede del, som den momsregistrerede del af virksomheden, fra og med 1. januar 2004 skal beregnes efter momslovens almindelige regler om delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 1.
Told- og Skattestyrelsen har indledt drøftelser med Finansrådet om retningslinier for opgørelsen af omsætningen i et pengeinstitut i henhold til momslovens § 38, stk. 1.
Disse drøftelser er imidlertid ikke afsluttet. Indtil retningslinierne foreligger skal berørte pengeinstitutter forholde sig på den nedenfor angivne måde.
Foreløbig beregning af den delvise fradragsret
Pengeinstitutter m.fl. skal med virkning fra 1. januar 2004 for hver momsperiode foretage en foreløbig opgørelse af den delvise fradragsret, jf, momsbekendtgørelsens § 16. Den endelige opgørelse af den delvise fradragsret for regnskabsåret foretages efter dettes udløb.
De virksomheder, som indtil den 1. januar 2004 har anvendt standardfradrag ved opgørelsen af den delvise fradragsret, kan indtil videre foretage den foreløbige opgørelse af den delvise fradragsret på baggrund af de indtil 1. januar 2004 gældende standardfradrag.
Virksomhederne kan i stedet vælge at overgå til at anvende momslovens § 38, stk. 1, ved opgørelse af den delvise fradragsret. Virksomheden skal så rette henvendelse til den regionale told- og skattemyndighed med forslag til foreløbig opgørelse af omsætningen i forbindelse med beregning af fradragsprocenten i henhold til momslovens § 38, stk. 1. Cirkulærets pkt. 9 vil således indtil videre finde tilsvarende anvendelse for den foreløbige opgørelse af delvis fradragsret.
Virksomheder, der allerede anvender momslovens § 38, stk. 1, ved opgørelse af den delvise fradragsret, kan indtil videre fastholde beregningen af fradragsprocenten i forbindelse med den foreløbige opgørelse af den delvise fradragsret. Cirkulærets pkt. 8 vil således indtil videre finde tilsvarende anvendelse for den foreløbige opgørelse af delvis fradragsret.
For alle tre grupper af virksomheder gælder, at virksomhederne ved den endelige opgørelse af den delvise fradragsret for perioden fra 1. januar 2004 og frem skal anvende de retningslinier, som Told- og Skattestyrelsen senere vil offentliggøre.