Dokumentets metadata

Overtagelse af eventualskattekrav - likvideret selskab - klageberettiget

Sagen, der blev foretaget som en delhovedforhandling, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne som tidligere aktionærer i et nu likvideret selskab havde overtaget retten til et eventualskattekrav, og derfor var klageberettigede i klagesagen om eventualskattekravet, der på likvidationstidspunktet verserede ved Landsskatteretten.Forud for selskabets afsluttende generalforsamling havde likvidator udsendt en erklæring til alle aktionærer, hvoraf fremgik, at de aktionærer, der ønskede at deltage i en eventuel udlodning, skulle give besked om dette forud for generalforsamlingen samt være villige til at hensætte 10 % af deres likvidationsprovenu til omkostninger i forbindelse med videreførelsen af skattesagen. Såfremt der ikke ved denne 10 %-hensættelse blev opnået en samlet omkostningshensættelse på minimum 1 mio. kr., var den indsendte erklæring bortfaldet, jf. sit indhold. Dette var retningslinierne for indtrædelse i eventualkravet.Efter afholdelsen af den afsluttende generalforsamling i likvidationsboet meddelte likvidator sagsøgerne, at minimumomkostningsbeløbet i de vedtagne forslag om udlodning ikke var blevet opfyldt. På den baggrund nægtede Landsskatteretten, at tidligere aktionærer i likvidationsboet havde klageret og kunne videreføre klagesagen for Landsskatteretten.På trods af, at kravet om minimumsomkostningshensættelsen på 1 mio. kr. ikke var opfyldt, nåede byretten alligevel frem til, at eventualskattekravet var udloddet, hvorfor sagsøgerne var klageberettigede for Landsskatteretten.

Parter

H1 ApS,
Advokat A og
B
(alle Advokat A)

mod

Landsskatteretten og Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Andreas Medom Madsen)

Afsagt af byretsdommer

Stausbøll

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 29. december 2006 ved Østre Landsret, og henvist derfra til byretten, vedrører spørgsmålet om de sagsøgte som aktionærer i et livideret selskab, har overtaget retten til et eventualskattekrav, og om landsskatteretten med rette har afvist, at behandle skattesagen.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande

Påstand 1

De sagsøgte 1 og 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne er klageberettigede i sagen om ansættelsen af H2 A/S's skat for indkomståret 1999.

Såfremt der gives sagsøgerne medhold i den principale påstand nedlægges overfor sagsøgte 2 følgende påstand:

Påstand 2

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne sammen med de andre aktionærer, der gennemfører klage over ansættelsen af H2's skat for indkomståret 1999 er berettigede til tilbagebetaling af overskydende skat for H2 for året 1999, hvis klagen gennemføres og ender med at medfører en forandring af skatteansættelsen til fordel for H2 A/S for året 1999.

På baggrund af sagsøgtes påstandsdokument nedlægges følgende

Påstand 3

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne er klageberettigede for Landsskatteretten i sagen med Landsskatterettens j. nr. 2-2-1819-1092."

I medfør af retsplejelovens § 253 er forberedelsen og hovedforhandlingen begrænset til påstand 1 og påstand 3.

De sagsøgte har til de påstande, der er under prøvelse i denne dom nedlagt følgende påstande:

Vedrørede sagsøgernes påstand 1

Principialt

Afvisning

Subsidiært

Frifindelse

Vedrørende sagsøgemes påstand 3

Frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A, NS og B.

A har bl.a. forklaret, at han og H1 har været aktionærer fra stiftelsen til likvidationen. Han har deltaget i stort set alle generalforsamlinger. Alle aktionærer har fået muligheden for at komme med i nærværende sag. Inden den afsluttende generalforsamling og på selve generalforsamlingen tilkendegav han overfor likvidator og de øvrige aktionærer, at han under alle omstændigheder ville forfølge skattekravet. Han er ret sikker på, at skattemyndighederne afgørelse var forkert, således, at den ville blive lavet om af Landsskatteretten eller domstolene. Generalforsamligerne var meget lange. På generalforsamlingen den 15. maj 2003 stemte han selv for forslagets pkt. 4, fordi det blev sat til afstemning uden betingelser. Han er ikke i tvivl om, at pkt. 4 blev vedtaget uden forbehold, således, at kravet om omkostningsdækning ikke var en betingelse for, at de interesserede aktionærer kunne blive ejere af eventualskattekravet. Han lavede en tilføjelse i hånden på de erklæringer om eventualskattekravet (bilag 8) som han indsendte til likvidator på egne og på H1s vegne. Af påtegningen fremgik, at han anså sig som rettighedshaver til eventual-skattekravet uanset, hvor mange aktionærer, der ville være med til at fortsætte sagen ved Landsskatteretten. Grunden til, at stævningen først blev indgivet i til landsretten december 2006 skyldes bl.a. sygdom hos han selv og sygdom i den nærmeste familie. Da SKM2006.749.HR blev omtalt i pressen i efteråret 2006 besluttede han sig endeligt for at føre sagen videre. Han har gentagne gange rettet henvendelse til Landsskatteretten vedrørende genoptagelse.

B har bl.a. forklaret, at han var meget utilfreds med den manglende forfølgning af eventualskattekravet, hvilket han tilkendegav på generalforsamlingerne. Han meldte sig både før og efter den afsluttende generalforsamling som ejer til eventualskattekravet. Dette skete ved den omfattende mailkorrespondence med likvidator. Der var stort pres fra mange af de andre aktionærer for at få sluttet sagen og få udbetalt provenuet. Han stemte selv for forslagets pkt. 4, fordi det blev sat til afstemning uden betingelser. Han er gået med i nærværende sag, fordi han anser sig som ejer af eventualskattekravet. Der er bebudet erstatningssager mod såvel likvidator som revisor, også fordi man mener, at likvidator måske handlede ansvarspådragende i forbindelse med skattekvitancen. Han underskrev ikke en erklæring om eventualskattekravet (bilag 8) og sendte den ikke til likvidator. Han fik efter generalforsamlingen et brev fra likvidator om, at omkostningsdækningen på 1 mio. ikke var opnået, samt en liste over de 15 aktionærer, der havde tilkendgivet, at de ville føre sagen videre.

NS har bl.a. forklaret, at han var aktionær i H2 A/S i mange år. Vidnet var meget utilfreds med den måde likvidator behandlede sagen med hensyn til eventualskattekravet. De store mulige værdier blev af likvidator behandlet på en meget lemfældig måde og vidnet følte, at han blev tromlet af likvidator. Generalforsamlingerne var ret livlige. Diskussionen om skattekravet på den sidste generelforsamling var meget difus, og vidnet kan ikke huske hvilken konkret beslutning, der blev truffet. Vidnet rettede efter den afsluttende generalforsamling henvendelse til likvidator, og tilkendegav, at han betragtede sig som medejer af skattekravet. Det samme tilkendegav han overfor Landsskatteretten. Vidnet tror ikke, at han underskev den som bilag 8 fremlagte erklæring. Grunden hertil var, at vidnet ikke mente, at det var rigtigt, at stille krav om en omkostningsdækning på 1 mio kr. Vidnet kan ikke huske den detaljerede ordveksling mellem vidnet og lividator på generalforsamlingen den 15. maj 2003, men referatet fremlagt som bilag 11 er sikkert korrekt. Da vidnet skrev mailen den 26. maj 2003 (bilag 15) til likvidator, var han lidt i tvivl, om man havde fortabt muligheden for at forfølge eventualkravet. Vidnet skrev efterfølgende til Landsskatteretten for at sikre muligheden for forsat at kunne forfølge skattekravet. Vidnets tvivl gik primært på, hvilke aktionærer, der i givet fald ville nyde godt af, at skattesagen blev vundet. Vidnet var på grund af frygt for at lide tab, og fordi han selv på daværende tidspunkt førte en anden skattesag ikke interessseret i at deltage i nærværende sagsanlæg.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i påstandsdokument af 6. oktober 2007 bl.a. anført følgende:

"Anbringender

Det gøres gældende;

at det blev vedtaget af generalforsamlingen, at skattesagen blev udloddet til de aktionærer, der ville fortsætte den.

Det fremgår af følgende

Punkt 4 i indkaldelsen til den afsluttede generalforsamling lød således (bilag 9, indkaldelsen, s. l i referatet, bilag 11):

"4. Forslag fra likvidator om udlodning i forbindelse med likvidationens afslutning af selskabets eventuelle skattetilbagebetalingskrav til de aktionære, der ønsker at finansiere en sag mod skattevæsenet i anledning af den afgørelse, der er truffet af kommunen ved skrivelse af 16. oktober 2002, hvilken afgørelse den 14. januar 2003 er indbragt for landsskatteretten."

I referatet af generalforsamlingen anføres

"Ad punkt 4

Likvidator henviste til indkaldelsen.

...

(en længere debat)

...

Likvidator henvist endnu en gang til, at der alene kunne træffes [?.red.SKAT] indenfor rammerne af den udsendte dagsorden.

Dirigenten foranledigede derpå spørgsmålet sat til afstemning. Forslaget som fremsat af likvidator blev vedtaget uden indsigelser."

Det er således vedtaget uden forbehold, at skattesagen med alt hvad den rummede af muligheder og risici tilfaldt de aktionærer, der ville videreføre den.

De begrænsninger, som undervejs har været anført, var ikke med i vedtagelsen. Den var uden angivelse af minimumsomkostninger og var ikke betinget af, at en bestemt mængde aktionærer meldte sig.

Det havde været drøftet, men forslaget, som det stod i dagsordenen og i vedtagelsen, havde ikke det med.

Det synes som om, sagsøgte mener, at referatet af den vedtagne beslutning er forkert og ikke dækkende.

Det ved sagsøgte intet om.

Sagsøgerne, der derimod var tilstede, ved at den del dækker. Dem bekendt er der heller ikke sendt andre bemærkninger til referatet end dem, sagsøgerne har fremlagt her i sagen.

Derved havde sagsøgerne, som var villige at fortsætte sagen, sammen med de andre, der også måtte ønske det, fået skattesagen overladt.

Den tidligere likvidator havde ikke noget imod det - jfr. bilag 20 og forslog sagsøgte 1 at alle andre aktionærer orienteredes.

Det havde sagsøgerne ikke noget imod; men de havde ikke adgang til aktionærfortegnelsen.

Alle aktionærer, der henvendte sig om at deltage i skattesagen til sagsøger 2, der var medstifter af selskabet og kendt for sit ønske om skattesagens fortsættelse og kendt fra stort set samtlige selskabets generalforsamlinger, fik mulighed for på lige vis at deltage i sagen."

De sagsøgte har i påstandsdokument af 4. oktober 2007 bl.a. anført følgende:

Ad påstand 1

"Til støtte for afvisnings- og frifindelsespåstandene gøres det gældende, at Landsskatteretten ikke er rette indstævnte. I sager vedrørende afgørelser truffet af skattemyndighederne er det altid Skatteministeriet, der optræder som procespart for staten ved indbringelse af spørgsmål for domstolene, og Landsskatteretten kan derfor ikke være procespart i nærværende sag. Sagsøgerne opnår i øvrigt helle ikke noget ved at anlægge sagen mod Skatteministeriet, og påstanden kan udformes således:

"Sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne er klageberettigede for Landsskatteretten i sagen med Landsskatterettens J nr. 2-2-1819-1092 ".

Det gøres herudover gældende, at sagsøgerne under alle omstændigheder ikke var klageberettigede i henhold til den dagældende skattestyrelseslov, og derfor ikke kunne indtræde i klagesagens behandling ved Landsskatteretten. Der henses særligt til, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at de i 2003 fra H2 A/S i likvidation fik overdraget retten til over for skattemyndighederne at gennemføre den skattesag, der af likvidator var påklaget til Landsskatteretten den 14. januar 2003. Der kan henvises til beskrivelsen af sagsforløbet ovenfor, hvoraf det blandt andet fremgår, at minimumsomkostningsbeløbet i det vedtagne forslag om udlodning ikke blev opfyldt.

Udelukkende H2 A/S i likvidation havde rådigheden over skattesagen. Efter selskabets opløsning i 2003 eksisterer der ikke længere nogen sag mod SKAT, og sagsøgerne har ingen sag at videreføre.

Ex tuto anføres, at sagsøgerne på ovennævnte baggrund heller ikke ville have haft en retlig interesse i at klage efter den nugældende skatteforvaltningslovs § 40, stk. 1, der ikke var trådt i kraft på tidspunktet i 2003, hvor fristen efter den dagældende skattestyrelseslov § 25 var sprunget.

Ad påstand 3

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres gældende, at sagsøgerne for Landsskatteretten ikke var klageberettigede i henhold til den dagældende skattestyrelseslov, samt heller ikke ville have haft en retlig interesse i at klage efter den nugældende skatteforvaltningslovs § 40, stk. 1. Der henvises i det hele til det ovenfor under "ad påstand 1" anførte omkring den manglende dokumentation for, at sagsøgerne i 2003 fra H2 A/S i likvidation fik overdraget retten til over for skattemyndighederne at gennemfører skattesagen."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af de grunde, der er anført af de sagsøgte, tiltræder retten, at Landsskatteretten ikke er rette sagsøgte, hvorfor de sagsøgte frifindes for sagsøgernes påstand 1.

De sagsøgte bestrider ikke under denne sag, at en klagesag, der er indbragt for Landsskatteretten af likvidator for et selskab under likvidation, kan videreføres af aktionærer, som deltager i en udlodning i forbindelse med selskabets likvidation. Sagen drejer sig herefter alene om sagsøgerne har godtgjort, at der på generalforsamllingen den 15. maj 2003 blev truffet beslutning om udlodning i forbindelse med likvidationen af selskabets eventuelle skattetilbagebetalingskrav til de aktionærer, der ønskede at finansiere den fortsatte sag mod skattevæsenet. Efter de forklaringer, der er afgivet i sagen og på baggrund af det fremlagte referat fra generalforsamllingen den 15. maj 2003, herunder ordlyden af det forslag i pkt. 4, der efter en længere debat blev vedtaget uden indsigelser, må det lægges til grund, at det på generalforsamlingen blev vedtaget at udlode eventualkravet fra skattevæsenet til de aktionærer, der ønskede at finansiere den fortsatte sag. Den omstændighed, at det 5 dage efter generalforsamlingen viste sig, at minimumsomkostningsbeløbet ikke var opfyldt, idet kun 15 aktionærer svarende til nom. 416.540 kr. havde tilkendegivet, at de ville indtræde i eventualkravet, kan på det foreliggende grundlag ikke antages at betyde, at der ikke blev truffet beslutning om udlodning af eventualkravet til de aktionærer, der ville finansiere sagens videre behandling. Status vedrørende omkostningsdækningen havde alene betydning for de aktionærer, der ville videreføre sagerne og disse eventuelle advokater og andre rådgivere, og ikke betydning for bl.a. Landsskatteretten, der ikke i lovgivningen har eller havde hjemmel til at betinge videreførelsen af en klagesag af en bestemt omkostningsdækning. Det var derfor med urette, at Landsskatteretten afviste at fortsætte behandlingen af skattesagen, og der gives sagsøgerne medhold i påstand nr. 3.

Det bemærkes, at retten ikke ved denne dom har taget stilling til hvordan og til hvem et eventuelt skattetilbagebetalingskrav skal fordeles.

Vedrørende sagsomkostninger ophæves sagens omkostninger i forholdet mellem sagsøgerne og sagsøgte 1, mens sagsøgte 2 efter sagens forløb og udfald til sagsøgerne skal betale 20.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte 2, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerne er klageberettigede for Landsskatteretten i sagen med Landsskatterettens j. nr. 2-2-1819-1092.

Inden 14 dage skal sagsøgte 2, Skatteministeriet, til sagsøgerne betale 20.000 kr. i sagsomkostninger.