Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-04-2008
Offentliggjort:29-04-2008
SKM-nr:SKM2008.382.SR
Journalnr.:08-063947
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Indsamlede midler - hædersgave

Skatterådet fandt, at en gave, som hidrørte fra indsamlede bidrag var skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1, idet gaven alene havde karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Modtageren af gaven havde ydet en stor indsats med arbejdet for, at ændre reglerne for opholdstilladelse i Danmark.


Spørgsmål

Kan en forening med henvisning til ligningslovens § 7, litra a, foranstalte en indsamling for at hædre modtageren for dennes utrættelige indsats for at ændre praksis i udvisningssager, uden at modtageren bliver beskattet af de indsamlede midler?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Af spørgers anmodning om bindende svar fremgår følgende om faktiske forhold:

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Vi henviser til de nævnte eksempler på www.skat.dk , hvor Skatterådet blandt andet afgjorde, at en indsamling til fordel for en modtager, der havde solgt en ejendom, hvor grunden siden viste sig forurenet, ikke var skattepligtig, da vedkommendes indsats for at mindske den økonomiske byrde for nuværende og tidligere ejere af forurenede ejendomme.

På samme måde har modtagerens indsats betydet, at reglerne for opholdstilladelse i Danmark nu er langt klarere for forældre i hendes situation. Modtagerens sag har blandt andet haft betydning for et tyrkisk forældrepar.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 7 stk.1, pkt.1, beskattes gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag ikke, forudsat at gaven alene er en anerkendelse af modtagerens fortjenester eller er ydet i anledning af modtagerens alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller er ydet til personer der har været udsat for en ulykke, forbrydelse eller katastrofe, eller til disses efterladte.

Bestemmelsen omfattede tidligere efter sin ordlyd alene gaver, der hidrørte fra indsamlede bidrag, forudsat at gaven var oppebåret én gang for alle og alene havde karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Betingelsen om anerkendelse af modtagerens fortjenester blev dog i praksis fortolket forholdsvis bredt. Bestemmelsen blev således bl.a. blevet anvendt til at skattefritage gaver af indsamlede bidrag, der ydes til alvorligt syge/tilskadekomne og til efterladte efter personer, der var omkommet ved en ulykke. Bestemmelsen er også blevet anvendt til at indrømme skattefrihed for indsamlinger til en større gruppe personer, der som følge af en begivenhed (f.eks. stormflod) har lidt et økonomisk tab. Dette kunne give anledning til tvivl med hensyn til anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Ved lov nr. 135 af 20. marts 2002 blev det præciseret, at bestemmelsen kan anvendes til at skattefritage indsamlede bidrag, der ydes til personer, der er alvorligt syge, eller som er kommet alvorligt til skade, eller som ydes til personer, der har været udsat for en ulykke eller katastrofe. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget at "I sidstnævnte tilfælde kan der f.eks. være tale om, at personen har lidt et økonomisk tab som følge af en naturkatastrofe. Desuden er det præciseret, at bestemmelsen kan anvendes til at give skattefrihed for indsamlede bidrag, der ydes til efterladte til de nævnte personer. Det er desuden præciseret, at det er en forudsætning for skattefriheden, at gaven er oppebåret én gang for alle og ikke har karakter af vederlag, samt at indsamlingen ikke er sket på initiativ af gavemodtageren. Det er således en betingelse for skattefrihed, at gaven hidrører fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større kreds. Det er endvidere en betingelse, at gavetilsagnet ikke går ud på ydelse af løbende ydelser, og at gaven ikke er vederlag for arbejds- eller bistandspræstationer. Endelig er det en betingelse, at initiativet til indsamlingen skal komme fra andre end gavemodtageren."

Det er herefter SKATs opfattelse, at den påtænkte indsamling efter en konkret vurdering, må anses at være foretaget for at anerkende modtagerens indsats i arbejdet med reglerne for opholdstilladelse i Danmark. Der er herved henset til øvrige afgørelser på området, herunder SKM2006.503SR, hvor Skatterådet i en konkret sag, fandt at de indsamlede midler kunne anses som en hædersgave i anledning af modtagerens indsats for at mindske den økonomiske byrde for nuværende og tidligere ejere af forurenede ejendomme.

Skat indstiller derfor under henvisning til ovenstående, at Skatterådet, svarer ja til spørgsmålet om den omhandlede gave kan anses for omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.