Dokumentets metadata

Dokumentets dato:31-08-2007
Offentliggjort:07-05-2008
SKM-nr:SKM2008.407.LSR
Journalnr.:2-4-1221-0460
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Kendelse


Fuld skattepligt til Danmark ved påtænkt fraflytning til England - medejer af fast ejendom - bindende svar

Den fulde skattepligt til Danmark var ikke ophørt i forbindelse med fraflytning til England, idet klager fortsat ejede halvdelen af en ejerlejlighed, som efter fraflytningen var beboet af kæresten.


Klagen skyldes, at skatteforvaltningen ved bindende svar har tilkendegivet, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ikke kan anses for at ophøre ved, at klageren flytter til England.

Landsskatterettens afgørelse

Klageren har anmodet om bindende svar, idet der er stillet følgende spørgsmål:

Medfører klagerens besiddelse af halvdelen af ejerlejligheden, X, i forbindelse med klagerens påtænkte fraflytning til England i 2006, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ikke kan anses for ophørt?

Skattecentret har afgivet følgende svar: Ja, men klageren vil blive anset for hjemmehørende i England.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Klageren ejer ejendommen, X, i lige sameje med sin samlever. Den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2005 var på 3.150.000 kr., hvoraf grundværdien var på 242.600 kr.

Klageren påtænker at flytte til England for at drive virksomhed der. Virksomheden består i salg og markedsføring af internetspil gennem et engelsk selskab og selskabets markeder vil være England og USA. Klageren vil således skulle arbejde i England og have en del rejseaktivitet til USA.

Samleveren er ansat på en TV-kanal i Danmark, og det er parrets plan, at hun skal flytte til England inden for 1 år efter klagerens fraflytning.

Det er oplyst, at klageren efter fraflytningen formentlig vil opholde sig mindre end tre måneder i sammenhæng eller 180 dage inden for hvilken som helst 12 måneders periode i Danmark og sandsynligvis betydeligt mindre på grund af arbejdet i England og USA.

Skattecenterets afgørelse

Skattecentret har afgivet følgende svar: Ja, men klageren vil blive anset for hjemmehørende i England.

Klageren vil bevare den fulde skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, uanset om han flytter til England i 2006.

Klageren vil have rådighed over en helårsbolig i Danmark, idet han fortsat ejer lejligheden, X. Der er endvidere lagt vægt på, at samlivet med klagerens kæreste ikke ophører som følge af fraflytningen.

Ud fra det oplyste vil klageren være fuld skattepligtig til såvel Danmark som England, og det må derfor afgøres, i hvilken stat han skal anses for hjemmehørende i skattemæssig forstand. Det er efter en konkret vurdering skattecenterets opfattelse, at klageren vil være hjemmehørende i England i skattemæssig forstand.

Efter dobbeltbeskatningsaftalen har Danmark herefter status af kildeland, hvilket indebærer, at Danmark kun kan beskatte indtægter, som dobbeltbeskatningsoverenskomsten særskilt har tillagt Danmark beskatningsretten til.

Klagerens påstand og argumenter

Det bindende svar ændres til et nej.

Klageren har sammen med sin forretningspartner lavet et vidensbaseret spil i stil med Trivial Persuit, som kan spilles over Internettet. Tanken var, at man ved betaling kan spille mod andre på Internettet. Til brug for lanceringen af dette spil oprettede de et engelsk driftsselskab, hvor klageren ejer 50 % personlig, og partneren ejer 50 % via sit danske selskab.

Udviklingen af spillet skete ved hjælp af USA's største netudvikler. Spillet skulle lanceres i England og USA, som er de store markeder for internetspil. Spillet er nu lanceret og findes således på Internettet, men fremgangen i selskabet og efterspørgslen på spillet har ikke været helt så stor, som klageren havde forventet.

På sigt vil klageren rejse til England og bosætte sig der permanent, men det forudsætter, at han kan oppebære løn fra selskabet, hvilket ikke er muligt på nuværende tidspunkt. Såfremt det økonomisk kan lade sig gøre, vil klagerens kæreste ligeledes flytte permanent til England. Det er klagerens hensigt udelukkende at arbejde for det engelske selskab, og han opholder sig på nuværende tidspunkt en del i England i forbindelse med markedsføring af spillet mv.

Klageren vil have en helårsbolig til rådighed i såvel Danmark som i England i tilfælde af en flytning. Imidlertid gør det ingen forskel, om klageren opgiver sin bolig i Danmark ved fraflytningen eller ej. Han kunne udleje eller sælge sin halvdel til sin kæreste, men det ændrer ikke ved, at rådigheden over boligen reelt vil være den samme, da han stadig vil kunne bo hos hende.

3-års kravet er alene vejledende, og der kan være særlige omstændigheder, der kan medføre, at skattepligten anses for ophørt, uanset at 3-års kravet ikke er opfyldt. Der er intet til hinder for, at man kan flytte successivt, såfremt man reelt flytter.

Det vil være omkostningsfrit for SKAT at give et bindende svar, således at den fulde skattepligt til Danmark ophører. De forudsætninger, der ligger til grund for spørgsmålet, er, at klageren flytter, for at bosætte sig permanent i England, og at kæresten ligeledes flytter inden for 1 år efter klageren. Såfremt disse forudsætninger brister, vil SKAT ikke være bundet af svaret, og situationen kan revurderes. Uanset om skattepligten fastholdes, vil der intet være til beskatning, idet klageren - såfremt han flytter - udelukkende skal arbejde for det engelske selskab. Der er således ingen lønindkomst at beskatte i Danmark.

Klageren har henvist til domme gengivet i UfR 1982.708 Ø, TfS 1986.299 Ø og TFS 1991.125.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der har bopæl her i landet. Dette fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

I praksis vil statuering af bopæl efter kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Som sagen foreligger oplyst vil klageren ved en eventuel fraflytning til England fortsat have rådighed over en helårsbolig i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at klageren ejer halvdelen af ejerlejligheden, X, at klagerens kæreste fortsat vil bebo denne efter klagerens fraflytning, og at der ikke foreligger oplysninger om, at lejligheden efter kærestens eventuelle fraflytning forventes udlejet eller solgt.

På baggrund heraf er det Landsskatteretten opfattelse, at den fulde skattepligt til Danmark vil være bevaret, og derfor stadfæstes afgørelsen.