Dokumentets dato: | 05-01-2009 |
Offentliggjort: | 04-02-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.92.BR |
Journalnr.: | BS 45C-1359/2008 |
Referencer.: | Statsskatteloven |
Dokumenttype: | Dom |
Sagen vedrørte spørgsmålet, hvorvidt sagsøgerens virksomhed med bådudlejning kunne anses for at være erhvervsmæssig således, at skatteyderen kunne opnå fradrag for virksomhedens underskud i sine øvrige indtægter for indkomståret 2003, jf. statsskattelovens § 6, litra a og personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1. Skatteyderen etablerede virksomheden som et partrederi ultimo 2002 med hans hustru og 3 børn. I 2003 var virksomheden stadig i etableringsfasen og havde ikke haft nogen indtægter.SKAT tilsidesatte et selvangivet fradrag for underskud med virksomheden i 2003, da det ikke var dokumenteret, at båden var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig forsvarlig drift.Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen med henvisning til, at virksomheden ikke i indkomståret 2003 var drevet med det formål at opnå en rimelig fortjeneste, idet den på dette tidspunkt var i etableringsfasen.Retten frifandt Skatteministeriet med henvisning til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde udsigt til, at udlejning af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt.
Parter
A
(selv)mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Rune Wold)
Afsagt af byretsdommer
Lone Bach Nielsen
Sagens baggrund og parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt den 3. marts 2008, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende sagsøgerens selvangivne underskud med 35.370 kr. for indkomståret 2003.
Sagsøgte har nedlagt principal påstand om frifindelse og subsidiær påstand om, at ansættelsen af As skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed.
Oplysningerne i sagen
Den 7. december 2007 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse
"...
Klagen vedrører et ikke godkendt underskud vedr. interessentskab, der driver udlejning med en båd. Der er ingen omsætning.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Ikke godkendt fradrag for indkomståret 2003 på kr. 35.370 stadfæstes.
Møde mv.
Sagen har været forhandlet med personligt fremmøde af klageren i Landsskatteretten den 28. november 2007.
Sagens oplysninger
Interessentskabet H1 blev dannet den 1. oktober 2002. Der er tale om et interessentskab med 5 interessenter. Interessenterne er en familie bestående af klager, dennes hustru samt deres 3 børn. Virksomhedens aktivitet er af klager beskrevet som udlejning af en klassisk sejlbåd. Det har imidlertid taget en del år at istandsætte sejlbåden, og båden har efter klagers oplysninger stået på land fra anskaffelsen i 2002. Båden har fået en omfattende istandsættelse/udskiftning af kahyt, WC, el- og gasinstallationer, navigationsudstyr, sejl etc. Båden ligger i ..., Danmark. Klageren er pensionist og har siden 2005 boet i Spanien. Virksomheden har ikke haft omsætning i årene 2002 og frem.
SKATs afgørelse
SKAT har oplyst at
"Deres virksomhed beskæftiger sig med udlejning af jeres båd. Der har i indkomståret 2003 ikke været nogen omsætning. I henhold til det indsendte og oplysningerne på møde af 1. juni 2006 har der endnu ikke været indtægter. Dette skyldes i henhold til Dem, at båden ikke har været klar til udlejning, grundet klargøring af båden og diverse problemer med blandt andet motoren. Der skulle nu være indgået en aftale om udlejning af båden via en sejlskole i Spanien.
Der er ikke indsendt budgetter, som kan sandsynliggøre, at båden kunne drives rentabelt, hverken for den daglige drift eller den investerede kapital. Skat finder derfor, at De ikke har anskaffet båden med henblik på erhvervsmæssig forsvarlig drift, da der ikke før anskaffelsen af båden har været foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af virksomhedens rentabilitet. Dette anses for værende et krav i forbindelse med drift af udlejning af både jf. dom afsagt af Højesteret, dommen er beskrevet i TfS 1995, 828 HRD som vedlægges i kopi. Det skal bemærkes, at der ikke indsendt dokumentation for priserne ved udlejning til sejlerskolen. Der er tidligere indsendt en prisliste ved udlejning af båden til private, men SKAT finder ikke, at denne kan dokumentere bådens rentabilitet. I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte forekomst af privat benyttelse af båden, som indgår i virksomheden, som udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt jf. ligningsvejledningen afsnit E.A.1.2.3.4. De har på vores møde givet udtryk for, at båden ikke er blevet anvendt privat og heller ikke vil blive det. SKAT finder dog, at det ikke kan afvises, at båden vil blive anvendt privat, da De stadig har råderetten over båden og at båden derfor vil kunne anvendes privat i perioder, hvor båden ikke er udlejet. Hvis båden på noget tidspunkt vil blive anvendt privat, anses båden for værende et privat aktiv og udgifterne er dermed ikke fradragsberettiget jf. statsskattelovens § 6. Der henvises endvidere til de 2 ledende Højesteretsdomme, som er gengivet i TfS 1991, 233 HRD og TfS 1984, 332 HRD. Overordnet set kan SKAT ikke godkende fradrag for udgifter til anskaffelsen, vedligeholdelsen og driften af Deres båd, da det ikke er dokumenteret, at De har anskaffet båden med henblik på erhvervsmæssig forsvarlig drift."
Talmæssig opgørelse vedrørende det påklagede selvangivelsesfelt og herunder påklagede punkter
Vedrørende den skattepligtige indkomst
Selvangivet underskud af virksomhed kr.
35.370
Underskud af virksomhed, jf. SKATs afgørelse
kr.
0
Forhøjelse af den skattepligtige indkomst
kr.
35.370
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har oplyst, at der er mange som gerne vil sejle "vintage sailing" sejlads med klassiske både, og at man har gæster som venter. Han samarbejder med for eksempel G1, som skal have betalende gæster og er nu på vej til .... Han er pensionist og har siden 2005 boet i Spanien, og han har oprettet et lille partsredere for at tilvejebringe finansiering til køb af båden. Han købte båden, en ... som er en klassisk båd for 94.000 kr. i oktober 2002, hvor den stod på land i ...2, Danmark og ikke havde været ude at sejle i 7 år, så der var meget arbejde med at klargøre den. Klageren skulle bruge sommeren 2003 til at gøre båden klar, men blev også nødt til at bruge sommeren 2004, da man ikke kan arbejde om vinteren på båden. Arbejdet bestod i at rive noget af det gamle ud og montere ny kahyt, WC, el- og gasinstallation, tryk, vand og køleskab/fryser samt nyt navigationsudstyr, GPS, log, ekkolod og meget andet udstyr samt nyt sejl m.m. Klageren har brugt rigtig mange timer på dette. Først derefter var det muligt at få afprøvet motoren rigtigt, men prøven var ikke tilfredsstillende og det kunne ikke betale sig at reparere den, så det blev nødvendigt med en ny motor. Klageren finder, at der virkelig er tale om en spændende lille forretning, som med tiden kan udvikle sig. Det er en lille niche, hvor han kan konkurrere med de store, da der her er tale om en klassisk båd, som ikke bliver massefremstillet i dag. Klageren har endvidere oplyst til Landsskatteretten, at båden endnu ikke er klar og aldrig har haft nogen indtægter, men at man forhåbentlig i sommeren 2008 er klar til udlejning. Det er i øvrigt gentagne gange blevet pointeret af klageren, at han føler, at SKAT ved at nægte ham fradrag for 2003 lige lovlig hurtigt har underkendt hans virksomhed, samt at han hele sit liv har arbejdet i branchen med byggeri af både, reder-virksomhed m.m.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at driftsomkostninger er de udgifter der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger. Fradrag for driftsomkostninger kommer således på tale, dels hvor erhvervsudøvelsen påfører skatteyderen en påviselig merudgift af den pågældende karakter, dels hvor der i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Til vurdering af om der er en erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifterne ses bl.a. på om virksomheden er erhvervsmæssig drevet. En virksomhed anses for erhvervsmæssigt drevet, når den er indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. når det afgørende formål er at opnå en fortjeneste. Retten har lagt til grund, at klager ikke har fremvist budgetter eller lignende til dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der er tale om en rentabel og velovervejet investering. Der er således ingen indikation for, at investeringen eller driften for den sags skyld er eller vil blive rentabel. Retten har videre lagt til grund, at klageren har oplyst, at båden blev erhvervet i 2002, men ikke vil være klar til sejlads før sommeren 2008. Den har således ikke været ude at sejle, men været i en større ombygning fra sommeren 2003. Det foreligger oplyst, at klagers virksomhed ikke har haft nogen indtægter i 2002-2007.
Det er landsskatterettens opfattelse, at klagers virksomhed med bådudlejning ikke i indkomståret 2003 har været drevet med det formål at opnå en fortjeneste, idet den på dette tidspunkt var i etableringsfasen med omfattende klargøring af båden. Således finder landsskatteretten ikke, at der i 2003 har bestået en erhvervsmæssig virksomhed.
Som følge heraf kan klager ikke fradrage udgifterne, idet de ikke anses for afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
..."
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af A.
A har forklaret, at han har arbejdet med skibe hele sit liv. De ville flytte til Spanien, da han blev pensioneret, og han købte en båd, som han ville leje ud til at supplere pensionen. De stiftede selskabet, og han begyndte at istandsætte båden i 2003. Det var et skrog. Det hele skulle laves. Det første år gik med istandsættelse. Da den kom i vandet, viste det sig, at motoren ikke var så god, og der måtte ny motor i. Han lavede den selv. Han flyttede samtidig til Spanien. Så kom skattevæsenet og spændte ben. Bådudlejning er bedre i Spanien. Han har lavet større både i Spanien. Han har haft skibe og både længere tilbage i tiden. Han har sætteskippereksamen. Det sidste projekt, han var involveret i, var et lystfartøj i Spanien i 1982. Han fortsatte med flere både, blandt andet på ..., Danmark, hvor han sejlede for flere firmaer. De har ikke brugt båden privat på noget tidspunkt. Han har kun prøvesejlet båden. Båden ligger stadig på land. Han har ikke haft råd til at gøre den færdig på grund af den manglende fradragsret for udgifter og moms. Der var ingen budgetter for udlejningen, fordi det var en lille virksomhed. Hans branchekendskab gør, at han kan udleje båden. Han kan sejle båden til Spanien til sommer.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har gjort gældende, at driften er erhvervsmæssig. Han er sømand og har investeret i båden for at supplere sin indtægt. Han har kun sin folkepension. De købte skibet og satte det i stand. Han fik en revisor til at lave sit regnskab. Det skulle være i orden. Båden har aldrig været brugt privat. I et lille firma laver man ikke budgetter. Det kunne blive en sund lille forretning. Børnene skulle fortsætte med virksomheden. I Spanien er der mange både af den type, og det er en lang sæson. I højsæsonen er der ikke både nok. Båden kan hurtigt sejle indtægterne ind.
Sagsøgte har i påstandsdokumentet anført følgende:
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at As virksomhed i H1 P/R ikke var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 2003, og som følge heraf har A ikke fradragsret for det selvangivne underskud.
Der var ingen omsætning i virksomheden H1 P/R, og det har der heller ikke været i de efterfølgende år og frem til i dag. Virksomheden kan således ikke anses for at være erhvervsmæssig.
Som følge af det fuldstændige fravær af indtægter havde virksomheden i 2003 et regnskabsmæssigt underskud på kr. 161.458,-, jf. bilag 2, s. 6, og et skattemæssigt underskud på kr. 176.850,-, jf. bilag 2, s. 11. Det ses således, at As virksomhed ikke er tilrettelagt med henblik på rentabel drift, og virksomheden er dermed ikke erhvervsmæssig.
A har heller ikke fremlagt dokumenterede budgetter eller lignende, der viser, at der er udsigt til, at virksomheden nogensinde bliver erhvervsmæssig. Herved indgår det også i bevisvurderingen, at A er pensionist og siden 2005 har boet i Spanien, jf. bilag 1, s. 2, 1. afsnit, sammenholdt med, at båden ligger i ..., Danmark, jf. bilag 1, s. 2, 1. afsnit. Det gøres gældende, at båden alene er anskaffet af hensyn til As private interesser.
Det bemærkes, at SKAT ikke har godkendt As selvangivne underskud ved udsendelse af årsopgørelsen for 2003, idet SKAT inden for den ordinære ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har udsendt agterskrivelse af 7. februar 2006, jf. bilag C.
Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres det gældende, at det i givet fald tilkommer den stedlige skattemyndighed at foretage en vurdering af, om de fratrukne udgifter som sådan overhovedet er fradragsberettigede.
Skattemyndighederne har forhøjet As indkomst med det selvangivne underskud, allerede fordi virksomheden ikke er erhvervsmæssig. Skattemyndighederne har således ikke taget stilling til, om de fratrukne udgifter som sådan er af fradragsberettiget karakter. Udgifterne er i øvrigt ikke dokumenteret, hverken efter art eller omfang.
Det forekommer åbenbart, at i hvert fald langt den overvejende del af de fratrukne udgifter, jf. bilag 2, s. 6, jf. noterne s. 8, ikke er af fradragsberettiget karakter i en virksomhed som den omhandlede. Det gælder f.eks. udgifter til rejser på kr. 13.464,-, autoudgifter på kr. 18.657,- og administrationsudgifter på kr. 10.029,-. As daværende revisors vurdering var da også, at udgifterne har privat karakter, jf. bilag E, s. 4.
Sagsøgte har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og afgørelse
Fradrag af underskud ved sagsøgerens bådvirksomhed er betinget af, at udlejningsvirksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå indtægter, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital.
Båden blev købt i 2002 og har ikke været anvendt til udlejning. Der er ikke udarbejdet nogen form for budgetter for virksomheden.
Sagsøgeren har ikke godtgjort, at sagsøgeren har udsigt til, at udlejning af båden kan ske erhvervsmæssigt forsvarligt. Herefter er sagsøgeren ikke berettiget til at fradrage underskuddet i 2003.
Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.
Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 8.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 8.000 kr.