Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-03-2009
Offentliggjort:23-03-2009
SKM-nr:SKM2009.208.SKAT
Journalnr.:09-023455
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Styresignal


Aktier i ebh bank - kurs ved suspension fra børsen - styresignal

Efter suspension af aktierne i ebh bank ophører skattefriheden for aktier, som hidtil har kunnet sælges skattefrit, og kursen på 0,05 kr. pr. aktie på nom. 10 kr. skal anses for anskaffelsessum, når den skattemæssige avance/tab skal opgøres.


Aktierne i ebh bank A/S blev den 13. november 2008 suspenderet fra handel på OMX Nordic Exchange Copenhagens handelssystem.

I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 44, stk. 4, skal aktier som overgår fra at være børsnoterede til at være unoterede, og som er omfattet af de særlige regler om små skattefrie beholdninger af børsnoterede aktier, efter overgangen beskattes ved afståelse, ligesom der er fradrag for tab. Ved opgørelsen af avance/tab skal man i stedet for den oprindelige anskaffelsessum anvende kursen ved overgangen.

Efter en samlet vurdering finder SKAT, at værdien af aktierne i ebh bank på suspensionstidspunktet var 0,05 kr. pr. aktie på nom. 10 kr.

SKAT har i den konkrete situation, hvor der ikke på suspensionsdagen blev foretaget handler i OMX Nordic Exchange Copenhagens (OMX) handelssystem, henset til de handler der blev indberettet til OMX den 28. november 2008 med en kurs på 0,05 pr. aktie på nom. 10 kr., altså efter suspensionen den 13. november 2008. Der er desuden henset til en fondsbørsmeddelelse fra den 13. november 2008, hvoraf fremgår, at bestyrelse og direktion i ebh bank har konstateret, at der er behov for yderligere nedskrivninger i et så betydeligt omfang, at solvensen er væsentligt under mindstekravet i Lov om Finansiel Virksomhed, og at ledelsen har orienteret Finanstilsynet om situationen og har indledt en dialog med Afviklingsselskabet under Det Private Beredskab om den videre proces.

Kursen ved suspensionen har alene betydning, hvis aktierne hører til en persons beholdning af skattefrie aktier. Børsnoterede aktier, der er anskaffet før 1. januar 2006, og som den 31. december 2005 indgik i en samlet beholdning af børsnoterede aktier og børsnoterede investeringsforeningsbeviser med en værdi på højst 136.600 kr., kan afstås skattefrit, hvis de på afståelsestidspunktet har været ejet i tre år eller mere og hvis de på afståelsestidspunktet var børsnoterede (var skatteyder gift og samlevende i hele 2005 udgør det samlede beløb 273.100 kr.) Se desuden SKATs pjece "Har du aktier eller andre værdipapirer?", hvor bl.a. reglerne om små skattefrie beholdninger er beskrevet i afsnittet om overgangsregler. Pjecen kan findes på www.skat.dk ved at følge dette link . Se desuden SKATs Nyhedsbrev om fradrag for tab på aktier, der har været børsnoterede - f.eks. aktier i Roskilde Bank her.