Dokumentets metadata

Selvstændig virksomhed eller lønindkomst - hæftelse for A-skat

H1 ved A indgik i januar 1998 en agenturaftale med H2 ved JC om salg af H1s produkter og rengøringsydelser.ToldSkat traf i 1999 afgørelse om, at H1 var indeholdelsespligtig for A-skat for indkomståret 1998 for JC og medarbejderne i H2. ToldSkat havde som begrundelse anført, at JC måtte anses som lønmodtager i H1 og ikke som selvstændig erhvervsdrivende med virksomheden H2, samt at medarbejderne i H2 endvidere reelt måtte anses for at være ansat i H1. Landsskatteretten stadfæstede i 2001 denne afgørelse.H1 anlagde herefter sag mod Skatteministeriet med påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at JCs indkomst fra H1 i indkomståret 1998 var oppebåret ved selvstændig virksomhed, og at H1 ikke i henhold til kildeskattelovens § 69 var ansvarlig for den manglende indbetaling af skat for indkomståret 1998 for JC og medarbejderne i H2.På baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, fandt Højesteret med henvisning til landsrettens begrundelse efter en samlet vurdering, at JC ikke kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko. Højesteret lagde herved navnlig vægt på, at aftalen mellem H1 og JC reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse, ifølge hvilken JC på H1s vegne skulle indgå og udføre aftaler om rengøringsservice, at JC herfor månedligt modtog et vederlag i form af provision, og at han havde ret til et opsigelsesvarsel. H1 var derfor som arbejdsgiver for JC forpligtet til i forbindelse med udbetalinger til ham at foretage indeholdelse af A-skat. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at H1 ikke havde udvist forsømmelighed i forbindelse med undladelsen heraf, og virksomheden var herefter over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af det manglende beløb i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1. Højesteret fandt endvidere, at H1 var den reelle arbejdsgiver også i forhold til det øvrige personale i H2. H1 udbetalte nettolønnen til de ansatte og hæftede dermed over for det offentlige for den indeholdte A-skat i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 2.

Parter

H1 ved A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Per Sørensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Michael Rekling.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 16. januar 2007.

Påstande

Appellanten, H1 ved A, har gentaget sin principale og subsidiære påstand. H1 har for Højesteret nedlagt en mere subsidiær påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 ikke i henhold til kildeskattelovens § 69 er ansvarlig for JCs manglende betaling af skat for indkomståret 1998 vedrørende JCs 26 ansatte.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse. Over for H1s mere subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået frifindelse.

Anbringender

H1 har til støtte for den mere subsidiære påstand anført, at virksomheden ikke har udvist forsømmelighed ved manglende indeholdelse af A-skat mv. for så vidt angår de 26 ansatte, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og virksomheden kan heller ikke anses at have indeholdt disses A-skat, jf. § 69, stk. 2.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at H1 som arbejdsgiver har indeholdt A-skat mv. vedrørende de 26 ansatte og derfor hæfter for den manglende betaling i medfør af § 69, stk. 2. H1 har i hvert fald udvist forsømmelighed, således at virksomheden under alle omstændigheder er ansvarlig for den manglende betaling af A-skat mv. efter § 69, stk. 1.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet er frifundet for den principale og den subsidiære påstand, der er nedlagt af H1 ved A.

Højesteret finder, at H1 var den reelle arbejdsgiver også i forhold til det øvrige personale. Firmaet udbetalte nettolønnen til de ansatte og hæfter dermed over for det offentlige for den indeholdte A-skat mv., jf. kildeskattelovens § 69, stk. 2. Højesteret frifinder derfor også Skatteministeriet for H1s mere subsidiære påstand.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ved A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.