Dokumentets dato: | 25-11-2009 |
Offentliggjort: | 15-12-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.763.VLR |
Journalnr.: | 4. afdeling, B-2481-08 |
Referencer.: | Ejendomsavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Spørgsmålet var, om et beløb på kr. 1.137.000,-, der var betalt med henblik på indfrielse af pantehæftelser i forbindelse med appellantens og hendes daværende ægtefælles køb af hendes tidligere svigermors landbrugsejendom kunne anses for et tillæg til den i skødet angivne købesum på kr. 2.762.500,-.Ministeriet fik medhold i, at beløbet ikke udgjorde et tillæg til købesummen.Landsretten henviste til, at købesummen på kr. 2.762.500,-, der var angivet i såvel det betingede skøde som i det endelige skøde, var lagt til grund ved beregningen af ejendomsavance for sælgeren, og at samme købesum var lagt til grund ved ejendomsavancebeskatningen af appellantens daværende ægtefælle. Appellanten havde derfor ikke bevist, at ejendommen var erhvervet til en højere pris end den, der fremgik af skøderne.
Parter
A
(advokat Tage Engelbrecht Svendsen)mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)
Afsagt af landsdommerne
Fabrin, Ida Skouvig og Regitze Brosbøl Riskjær (kst.)
Byretten har den 16. december 2008 afsagt dom i 1. instans (BS 1-2771/2007).
Påstande
For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
Det er oplyst, at der er sket ejendomsavancebeskatning hos CA i forbindelse med ejendommens salg på baggrund af en anskaffelsessum på 2.762.500 kr.
Forklaringer
A har supplerende forklaret, at hun var ansat som indkøbsansvarlig hos G1 på tidspunktet for handlen. Hun havde ikke indsigt i økonomiske forhold, og hun havde ikke tidligere handlet fast ejendom. Hendes daværende svigerfar rådgav derfor hende og hendes daværende ægtefælle. Hun skrev under uden at læse, hvad hun skrev under på, idet hun stolede på sin svigerfar og advokaten.
Procedure
Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Købesummen på 2.762.500 kr., der er angivet i såvel det betingede skøde som i det endelige skøde, er lagt til grund ved beregningen af ejendomsavance for CC, der som følge heraf ikke har betalt ejendomsavanceskat i forbindelse med sit salg. Samme købesum er desuden lagt til grund ved ejendomsavancebeskatningen af CA. Herefter og af de grunde, som i øvrigt er anført af byretten, tiltrædes det, at A ikke har bevist, at ejendommen er erhvervet til en højere pris end den, der fremgår af skøderne.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 15.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og materialesamling. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi, omfang og resultat.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
Appellanten, A, skal betale sagens omkostninger for landsretten til indstævnte, Skatteministeriet, med 15.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.