Dokumentets metadata

Rette part - sagsbehandlingsfejl - maskeret udbytte

Højesteret fastslog, at domstolsprøvelse af administrative afgørelser i skattesager, som har været indbragt for Landsskatteretten, skal ske ved sagsanlæg mod Skatteministeriet, også hvor overspringsreglen er brugt. Søgsmålet mod Landsskatteretten blev derfor afvist....1 Kommune havde indgået aftale med de statslige skattemyndigheder om at varetage ligningen af selvstændige selskaber med hjemsted i kommune, jf. TS-cirkulære 1998-34, og kommunen fandtes med rette at have lignet et selskab, der var registreret med hjemsted i kommunen ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, selv om det måtte lægges til grund, at denne registrering beroede på en fejl.Manglende aktindsigt i nogle fremsendelsesmails (der var bortkommet) fandtes ikke at have haft betydning for afgørelsernes indhold og kunne ikke medføre ugyldighed. Det fandtes heller ikke i øvrigt godtgjort, at der var udvist sagsbehandlingsfejl.Et selskabs delvise betaling af sagsomkostninger og retsafgift i sager anlagt af hovedanpartshaveren fandtes at udgøre maskeret udlodning, selv om selskabet havde en økonomisk interesse i sagernes udfald. Det lagdes til grund, at hovedanpartshaverens førelse af de to retssager ikke var betinget af selskabets økonomiske bistand. Højesteret lagde herved vægt på, at den første retssag var anlagt, før selskabet havde afgivet tilsagn om økonomisk støtte, og at der var uklarhed om rækkevidden af selskabets tilsagn. Højesteret fandt det under disse omstændigheder ikke godtgjort, at der var tale om sædvanlige forretningsmæssige dispositioner, hvor selskabet ville have været villig til at give støtten til andre, der ville føre retssagen.

Parter

Sag 403/2007 (2. afdeling)

A
(selv)

mod

Landsskatteretten og Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen for begge)

Sag 404/2007

A
(selv)

mod

Landsskatteretten og Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen for begge)

Sag 405/2007

H1 ApS
(advokat A)

mod

Landsskatteretten og Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen for begge)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Asbjørn Jensen, Poul Søgaard, Vibeke Rønne og Lars Hjortnæs.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 17. august 2007.

Påstande

I sag 403/97 har appellanten, A, principalt nedlagt påstand om, at de indstævnte, Landsskatteretten og Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsbehandlingen hos skattemyndighederne vedrørende hans 1997-indkomst lider af sådanne fejl, at der ikke er truffet en lovlig afgørelse om ændring af hans selvangivne indkomst for 1997. Han har subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke er truffet en lovlig afgørelse om ændring af hans selvangivne indkomst for 1997. Han bar mere subsidiært påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at hans 1997-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling.

Landsskatteretten har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Skatteministeriet har over for As principale påstand påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Over for As subsidiære og mere subsidiære påstande har ministeriet påstået frifindelse.

I sag 404/2007 har A principalt nedlagt påstand om, at Landsskatteretten og Skatteministeriet skal anerkende, at sagsbehandlingen hos skattemyndighederne vedrørende hans 1998-indkomst lider af sådanne fejl, at der ikke er truffet en lovlig afgørelse om ændring af den selvangivne indkomst for 1998. Han har subsidiært nedlagt påstand om at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke er truffet en lovlig afgørelse om ændring af hans selvangivne indkomst for 1998. Han har mere subsidiært påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at hans 1998-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling.

Landsskatteretten har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Skatteministeriet har over for As principale påstand påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Over for As subsidiære og mere subsidiære påstande har ministeriet påstået frifindelse.

I sag 405/2007 har appellanten, H1 ApS, principalt nedlagt påstand om, at de indstævnte, Landskatteretten og Skatteministeriet., skal anerkende, at ...1 Kommunes skatteforvaltning ikke har haft kompetence til at tage stilling til selskabets 1998-selvangivelse, således at forhøjelsen af selskabets indkomst er ugyldig. H1 har subsidiært nedlagt påstand om, at Landskatteretten og Skatteministeriet skal anerkende, at ...1 Kommunes skatteforvaltning ikke har haft kompetence til at tage stilling til selskabets 1998-selvangivelse. Mere subsidiært har selskabet nedlagt påstand om, at Landsskatteretten og Skatteministeriet skal anerkende, at sagsbehandlingen hos skattemyndighederne vedrørende selskabets 1998-indkomst lider af sådanne fejl, at der ikke er truffet en lovlig afgørelse om ændring af den selvangivne indkomst for 1998. Selskabet har yderligere subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke skal ske en forhøjelse af selskabets indkomst i indkomståret 1998. Mest subsidiært har selskabet nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at selskabets 1998-skatteansættelse ophæves og hjemvises til SKAT til fornyet behandling.

Landsskatteretten har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Skatteministeriet har over for selskabets principale påstand påstået frifindelse. Over for den subsidiære og den mere subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Over for den yderligere subsidiære påstand og den mest subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået frifindelse.

Anbringender

A har supplerende gjort gældende, at Skatteankenævnets afgørelse i sagen 404/2007 er ugyldig på grund af inhabilitet, navnlig fordi et af ankenævnets medlemmer over for ham på et møde om sagen erklærede, at man allerede inden mødet havde taget stilling til sagen, og fordi ankenævnets sekretær havde arbejdet med sagen både i skatteadministrationen og i ankenævnet.

H1 har supplerende gjort gældende, at der ikke var hjemmel for skattemyndighederne til at forhøje selskabets 1998-indkomst skønsmæssigt, idet man kendte størrelsen af de udgifter, man ikke ville acceptere. Forhøjelsen har derfor karakter af en uberettiget "straf" for, at selskabet ikke gav ...1 Kommunes skatteforvaltning de oplysninger, som forvaltningen havde bedt om.

Begge appellanter har over for Landsskatterettens afvisningspåstande i alle tre sager gjort gældende, at skatteforvaltningsloven ikke angiver, hvilken myndighed der skal sagsøges i skattesager, og selv om Landsskatteretten ikke traf afgørelse i sagerne, har sagerne verseret for den.

Skatteministeriet har supplerende gjort gældende, at de pågældende medarbejdere i skatteankenævnet ikke var inhabile. Ankenævnets sekretær havde ikke arbejdet med sagen i kommunens skatteforvaltning, og As eget referat af, hvad medlemmer af skatteankenævnet har sagt under et møde, godtgør ikke, at de pågældende har været inhabile.

Supplerende sagsfremstilling

I et referat af den ordinære generalforsamling i H1 ApS den 22. september 1993 hedder det bl.a.:

"...

Vedrørende Hotellets G1-aktier gennemgik formanden situationen omkring G1retssagerne, som fmd fører i eget navn, så risikoen ligger hos ham og ikke hos Hotellet. Der blev nævnt muligheden for støtte til formandens retssager, herunder ved vurderingen, hvis den skulle anfægtes.

..."

I et referat af direktionsmøde i selskabet den 13. december 1993 hedder det bl.a.:

"...

Direktionen vedtager:

At der gives en garanti på 300.000 kr., skriver kroner trehundredetusinde 00/100 til aktionærer i G1 A/S, der vil føre sag om disses værdi. Garantien fordeles af adv. A i dennes navn, men på Hotellets regning. Han kan kun selv få andel i beløbet, hvis det er lovligt efter Aps-lovens § 84, hvilket er under opklaring i Industriministeriet.

..."

I et referat af den ordinære generalforsamling i selskabet den 27. september 1995 hedder det bl.a.:

"...

Formanden oplyste om, hvor langt hans G1-sager stod. Hovedsagen var berammet til domsforhandling i januar-marts 1996. Formanden oplyste, at Hotellet havde givet ham (A) tilsagn om at betale sin del af udgifterne ved processerne, da hans sag også ville gavne Hotellet som betydelig aktionær/tidl. aktionær.

...

5. Formanden forelagde dechargespørgsmålet og nævnte, at det betød, at ansvar ikke kunne gøres gældende over for direktion for handlinger i det forløbne år, herunder for tilsagnet om at betale A Hotellets andel af hans udgifter. Herefter blev decharge enstemmigt vedtaget.

..."

I et referat af direktionsmøde selskabet den 27. august 1997 hedder det bl.a.:

"...

Der diskuteredes spørgsmålet om omkostningsdækning på A's G1-sag.

Beløbet for landsretssagen skulle enten betales tillige med højesteretssagen - 350.000 kr. eller måske kun 150.000 for Højesteret, men sandsynligt er 350.000,- kr.

A redegjorde for to mulige fordelinger:

a) 50-50 og b) 64-36, så hotellet enten skulle betale 50 % eller 64 % af omkostningsbeløbet til modparten.

Andre muligheder var også åbne.

Herefter meddelte A, at han som fmd og sagspart var inhabil og derfor ikke kunne tage del i afgørelsen af hvilken løsning, der valgtes.

De øvrige tilstedeværende diskuterede spørgsmålet og blev enige om, at Hotellet skulle bære 64 % af disse omkostninger.

..."

I selskabets referatprotokol er under den 13. november 1998 noteret:

"...

Talt m. NR 13/11-1998.
Hun godkender at 64 % af retsafgift i A´s G1-vurderingsanke betales af Hotellet.
A.

Talt med SN 13/11-1998.
Han godkender at 64 % af retsafgift i A´s G1 vurderingssag betales af Hotellet.
A.

..."

I et referat af den ordinære generalforsamling i selskabet den 28. september 1999 hedder det bl.a.:

"...

Landsrettens konklusion i G1-vurderingssagen blev læst op, og der blev orienteret om ankesagen.

Omkostningernes dækning skulle være i samme forhold som i den tidligere sag (til formanden).

Det støttede alle, herunder NR med det retoriske spørgsmål: "Hvad skulle det ellers være?"

..."

Forklaring

Til brug for Højesteret har A supplerende forklaret, at både han selv og H1 ApS havde aktier i G1, da der var meget store indre værdier i selskabet, og da selskabet ikke gav underskud før "...sagerne". Blandt de meget store skjulte værdier var bl.a. 17 % af G2, 20 % af G3 Amba, som var bogført til 546.000 kr., og G4, som var bogført til 0 kr. Desuden var der faste ejendomme, der var bogført til halvdelen af den offentlige ejendomsvurdering. Med en tvangsindløsningskurs på 430 var G1' værdi sat til 70 mio. kr., og på tidspunktet for den anden højesteretssag var der bogfør en egenkapital på 2,8 mia. kr. Hvis tvangsindløsningsprocessen var blevet standset, havde både han og de andre aktionærer fået deres andel af de meget store værdier. Hvis sagerne var blevet vundet, ville H1 have stået tilbage med 16 mio. kr. mere, end det selskabet fik, nemlig 430.000 kr. Ud over en uvilje mod selskabstømningsprocessen havde selskabet således en klar økonomisk interesse i sagen. Han havde 570 aktier i G1. 100 af disse aktier lå i kapitalpensionsdepotet, mens 470 var frie aktier. Selskabet havde 1020 aktier.

Vedrørende selskabets beslutning om at støtte G1-retssagerne afholdtes der i 1993 et møde i hotellets direktion. Til stede var han selv, SN, NR og JV. Direktionen vedtog, at hotellet skulle støtte en retssag med en garanti på 300.000 kr. Da man ikke fandt andre, der ville føre retssagen, endte han med selv at føre den. Siden godkendte generalforsamlingen hotellets støtte til retssagerne. SN, NR og JV er ikke indvalgt i direktionen i kraft af deres egenskaber som hans bekendte eller venner, men er indvalgt af generalforsamlingen. NR blev således valgt ind i direktionen i 1950'erne, mens JV blev indvalgt i 1970'erne, før han selv blev formand. SN er formand for Danmarks ...forening, der typisk har haft en plads i direktionen, og SN har været anpartshaver i selskabet længere end han selv. Danmarks ...forening stemmer på generalforsamlingen og er den aktionær, der har næstflest stemmer. Selskabets interesse i G1-sagerne var som nævnt dels den økonomiske interesse, dels også hensynet til at kunne fortsætte ...arbejdet og anden samfundsgavnlig virksomhed, herunder investeringer i selskaber, der udvikler medicin mod Alzheimers og forsker i en universel kræftvaccine, samt oplysningsvirksomhed af forskellig art. Disse aktiviteter har indtil videre kostet selskabet et syvcifret beløb. På generalforsamlingen den 22. september 1993 talte man om at støtte G1-sagerne, og den 27. september 1995 godkendte generalforsamlingen, at hotellet skulle betale dets andel af udgifterne ved retssagerne. På generalforsamlingen i 1996 godkendtes, at der skulle betales et beløb til ham. Man skønnede ca. 200.000 kr. Den 27. august 1997 godkendte direktionen fordelingen af beløbet med 64 % til hotellet og 36 % til ham på baggrund af aktiebesiddelsen. Han erklærede sig inhabil, og beslutningen blev truffet af NR og SN.

Selskabets adresse og driftssted var ...3 fra 1904 og indtil salget af hotellets bygninger i 1977-78. Efter et par år oprettede man et ...center på ...4. Dette blev lejet ud til forskellige ...foreninger. Lejemålet blev sagt op, og man lejede sig herefter ind hos en anden ...forening på ...5. Dette lejemål blev også sagt op. og man afholdt herefter generalforsamlinger på ...6, som også ligger i ...2 Kommune. Generalforsamlingen har således altid været afholdt i ...2 Kommune, og kommunen har altid været selskabets hjemsted. Fra 1998 har generalforsamlinger og direktionsmøder været afholdt i ...7. Selskabet har aldrig ejet eller lejet et lokale i ...1. Selskabet har heller aldrig haft værdipapirer eller lignende i afdelinger i ...1. Postadressen har i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen været registreret i ...1 i en periode, men har dog som hovedregel været registreret som ...7. Hotellet har tidligere haft fast ejendom i ...2, men har nu alene ejendomme i Finland.

Han oplevede en meget negativ attitude hos myndighederne i forbindelse med den kommunale behandling af sagen om hans skatteansættelse for 1997. Det samme gjaldt om 1998, hvor man igen anvendte Landsskatterettens afgørelse af 1997, skønt han ikke havde været part i den pågældende sag. Selskabet sendte i 1998 sin selvangivelse til ...2 Kommune, som man altid har haft et professionelt forhold til. ...2 Kommune havde ikke spørgsmål til selskabets selvangivelse for dette år. ...2 Kommune har heller aldrig bedt om yderligere materiale vedrørende 1998. I så fald ville selskabet have fremskaffet yderligere materiale. Når man ikke sendte oplysninger til ...1, skyldtes det tavshedspligten. I forhold til ...1 Kommune oplevede han, at det krævede klager til borgmesteren for at få aktindsigt. Når man forhøjede selskabets indkomst med 100.000 kr., selv om man alene anfægtede fradragsberettigede udgifter på 20.000 kr., var det for at "straffe" selskabet for ikke at ville give ...1 Kommune de ønskede oplysninger.

Han oplevede også en negativ attitude i forbindelse med skatteankenævnets sagsbehandling. Man foretog ikke en konkret vurdering af hans sag, men lagde udelukkende vægt på Landsskatterettens afgørelse om 1997, og man tog ikke kopi af alle de tilsendte bilag. Desuden udtalte nævnets formand, NJ, på mødet med ham den 12. december 2002 i forbindelse med 1998-sagen: "Jeg sidder her og tænker på, hvordan vi kan slippe for den gennemgang". Klagebehandlingen var således ikke en reel prøvelse. Et af de øvrige medlemmer, JN, sagde endvidere på mødet, at nævnet allerede havde truffet afgørelse om sagen inden mødet Det virkede overflødigt, at han var mødt op til mødet. Ankenævnet afbrød ham hele tiden, når han ville fremlægge materiale, ligesom man placerede et andet møde i sommerferien til stor gene for ham. I forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagerne oplevede han først en meget positiv indstilling til sagerne, men senere ændrede Landsskatteretten holdning. Landsskatteretten undlod således at indhente den elektroniske korrespondance mellem kommunen og skatteankenævnet, og man talte på et tidspunkt om nedsættelse af skatten, selv om den ene sag drejede sig om forhøjelse Det var således uforsvarligt og usagligt, at Landskatteretten valgte at behandle alle 3 sager sammen. I materialet, som han modtog fra Landsskatteretten, opdagede han desuden, at kommunen og skatteankenævnet havde lavet negative notater om hans person/sag. For at få udleveret elektronisk korrespondance i sagerne måtte han først henvende sig til Landsskatteretten og dernæst til skatteankenævnet og kommunen. Først svarede man, at der ikke fandtes en sådan korrespondance, dernæst at materialet var slettet. Det er hans indtryk, at kommunen har været pennefører for skatteankenævnet, og at nævnet ikke har foretaget en reel vurdering i sagerne, hvilket fremgår af den elektroniske korrespondance, som nu er slettet Dette kan ses ved, at myndighedernes behandling samlet set har været meget uvenlig, og at man ikke har overholdt forvaltningslovens regler om aktindsigt. Mens han har skullet overholde skattelovgivningens frister, har myndighederne ikke gjort det samme.

Højesterets begrundelse og resultat

Søgsmålet mod Landsskatteretten

Domstolsprøvelse af administrative afgørelser i skattesager, som har været indbragt for Landsskatteretten, men i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, nu skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, indbringes for domstolene, uden at Landsskatteretten har truffet afgørelse, skal - ligesom prøvelse i sager, i hvilke Landsskatteretten har truffet afgørelse - ske ved sagsanlæg mod Skatteministeriet, og der er ikke adgang til at inddrage Landsskatteretten som medsagsøgt. Højesteret tiltræder derfor, at sagen er afvist for så vidt angår de påstande, der er nedlagt over for Landsskatteretten.

...1 Kommunes skatteforvaltnings kompetence

...1 Kommune havde indgået aftale med de statslige skattemyndigheder om at varetage ligningen af selskaber med hjemsted i kommunen, jf. TS-cirkulære 1998-34. Cirkulæret videreførte en mangeårig ordning, som hidtil havde været fastsat i selskabsskattelovens § 24, og cirkulæret må i overensstemmelse med denne bestemmelse forstås således, at det afgørende er det hjemsted., som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 5. september i det pågældende år.

Højesteret tiltræder herefter, ...1 Kommune var rette skatteansættende myndighed for H1 ApS for 1998, idet selskabet den 5. september 1998 var registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med ...1 Kommune som hjemsted. I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, herunder at skatteansættelsen også i de foregående år var foretaget af ...1 Kommune, kan det ikke føre til et andet resultat, at denne registrering beroede på en fejl fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens side.

Sagsbehandlingsfejl

Højesteret finder det ikke godtgjort, at A ikke har fået fuld aktindsigt i forbindelse med sine klager over skatteforvaltningens afgørelser, bortset fra nogle e-mails, hvormed skatteforvaltningen fremsendte sine afgørelser med sagsfremstilling elektronisk til skatteankenævnets sekretariat. Den manglende aktindsigt i disse e-mails kan ikke antages at have haft betydning for As muligheder for at varetage sine interesser og kan ikke medføre, at skattemyndighedernes afgørelser er ugyldige.

Det er ikke godtgjort, at medlemmer af ...1 Kommunes skatteankenævn eller nævnets sekretær har været inhabile ved nævnets behandling af sagerne.

Det er heller ikke godtgjort, at skattemyndighederne i øvrigt har begået sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelserne er ugyldige.

Maskeret udlodning

I 1997 betalte H1 til A 225.558 kr. Dette beløb udgjorde ca. 64 % af de sagsomkostninger, som A var blevet pålagt at betale i sagen om tvangsindløsning af hans aktier i G1. I 1998 betalte H1 20.410 kr. til A. Dette beløb var ca. 64 % af den retsafgift, som skulle betales ved As anke til Højesteret af landsrettens dom i sagen om værdiansættelsen af aktierne i G1.

Forud for disse betalinger havde H1, som selv ejede aktier i G1, afgivet forskellige tilsagn om at ville dække en andel af sagsomkostninger, herunder bl.a. på et direktionsmøde den 13. december 1993 givet "en garanti på 300.000 kr. til aktionærer i G1, der vil føre sag om disses værdi", og på en generalforsamling den 27. september 1995 givet tilsagn om at "betale A Hotellets andel af hans udgifter". Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at As anlæggelse af de to retssager og gennemførelsen af dem som sket var betinget af, at H1 påtog sig at bære en del af den økonomiske risiko herved. Højesteret lægger herved bl.a. vægt på, at den første retssag blev anlagt allerede i 1991, og på en uklarhed, der bestod om rækkevidden af selskabets tilsagn. Selv om H1 - ligesom andre aktionærer i G1 - havde interesse i retssagerne, kan selskabets støttetilsagn og dets betalinger til A under disse omstændigheder ikke anses for sædvanlige forretningsmæssige dispositioner. Der er endvidere ikke holdepunkter for at antage, at selskabet under lignende omstændigheder ville have givet støtten til andre aktionærer i G1.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at de omhandlede beløb, som H1 har betalt til A til delvis dækning af dennes sagsomkostninger, må anses for maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Skønsmæssig skatteansættelse

H1 efterkom ikke ...1 Kommunes begæring om nærmere angivne oplysninger vedrørende selskabets indkomst i 1998. Kommunen var derfor i medfør af § 6, stk. 7 (nu stk. 6), jf. § 6, stk. 1, og § 5, stk. 3, i skattekontrolloven berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af selskabets indkomst, og Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som herved er udøvet.

Samlet resultat

Efter det anførte afvises søgsmålet mod Landsskatteretten, mens Skatteministeriet i det hele frifindes

T h i k e n d e s f o r r e t

Søgsmålet mod Landsskatteretten afvises.

Skatteministeriet frifindes.

A skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 40.000 kr. til Landsskatteretten og Skatteministeriet.

H1 ApS skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 20.000 kr. til Landsskatteretten og Skatteministeriet.

Landsrettens sagsomkostningsafgørelse stadfæstes.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.