Dokumentets metadata

Erhvervsmæssig virksomhed - deltidslandbrug - omlægning - syn og skøn

Appellanten, der var lastvognschauffør, drev et deltidslandbrug med planteavl fra sin landbrugsejendom. Driften havde i perioden 1998-2003 været underskudsgivende.Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003.Appellanten realiserede i indkomstårene 2005-2008 mindre driftsoverskud, hvorfor appellanten gjorde gældende, at landbruget som konsekvens heraf havde været erhvervsmæssigt drevet i de af sagen omhandlede indkomstår. Appellanten gjorde i den forbindelse gældende, at driftsformen i 2005-2007 havde været den samme som i 2001-2003 på trods af, at appellanten i 2005 havde omlagt driften, idet han i dette indkomstår opstartede udlejning af en driftsbygning samt opnåede nye indtægter fra jagtudleje samt salg af brænde. Såfremt der i appellantens regnskaber sås bort fra indtægterne fra de nye aktiviteter, var appellantens landbrugsbedrift fortsat underskudsgivende i indkomstårene 2005-2008.Landsretten fandt, at indtægtskilderne fra salg og udlejning ikke kunne anses som en integreret del af landbrugsbedriften, idet der var tale om nye og i forhold til landbrugsvirksomheden sekundære indtægter, hvorfor landbrugsbedriften også i de efterfølgende indkomstår havde været underskudsgivende. Henset hertil samt henset til, at syn - og skønsmanden ikke fandt, at der i de af sagen omhandlede indkomstår var udsigt til, at appellantens landbrugsbedrift med den valgte driftsform på sigt kunne give et overskud på eller omkring kr. 0,- efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn, fastslog landsretten, at appellantens landbrugsvirksomhed ikke var erhvervsmæssigt drevet. Appellanten kunne derfor ikke indrømmes fradragsret for de i indkomstårene 2001-2003 realiserede driftsunderskud, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Parter

A
(advokat Henriette V. Jensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Catrine W. Zittan)

Afsagt af landsdommerne

Kurt Rasmussen, Torben Geneser og Hanne Kirk Deichmann

Retten i Aalborg har den 19. februar 2010 afsagt dom i 1. instans (BS 11-3000/2008).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Kammeradvokaten har til brug for ankesagen udarbejdet følgende oversigt over As driftsresultater for indkomstårene 1998-2008

Beløbene i kolonnen "indtægter udlejning og salg af brænde" omfatter også jagtleje og i 2007 2.400 kr. i græsleje.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at han i forbindelse med købet af ejendommen i 1985 gjorde sig en del økonomiske overvejelser, og en landbrugskonsulent lavede nogle beregninger for ham. Ved købet tilsigtede han, at ejendommen skulle være overskudsgivende. I 1990 solgte han en del grantræer til hedeselskabet. Hedeselskabet sagde da, at det om ca. 15 år ville være tid at skove igen. Han ved fra sin mor, at træerne er plantet i 1946-47. I 2003 udlejede han ca. 1/3 af den gamle grisestald som lagerplads til et projekt. Al indmad blev revet ned, og der blev jævnet, så gulvet var plant. Lejen blev aldrig betalt. I 2005 lejede en tømrer den nævnte del af grisestalden, en del af maskinhuset og en del af laden. Han anvender selv laden og en mindre del af maskinhuset, og han og tømreren taler sig løbende til rette om den nærmere fordeling af pladsen i disse bygringer.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Højesteret har i afgørelsen U 1994.530 H fastslået, at i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Parterne er enige om, at driften af ejendommen i årene 2001-2003, som denne sag omhandler, bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kunne betegnes som sædvanlig og forsvarlig.

Med hensyn til om driften af ejendommen i de relevante år tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat, kan det indledningsvist fastslås, at der i samtlige år i perioden fra 1998 til 2004 kunne konstateres store underskud i forbindelse med ejendommens drift. Der er ikke for landsretten fremkommet nærmere oplysninger om As økonomiske overvejelser i forbindelse med, at han ophørte med svineavl i 1996. Der er ikke i sagen fremlagt budgetter for ejendommens drift, ligesom der ikke er indhentet udtalelser fra eller afgivet forklaring af en landbrugskonsulent herom. Der er således ingen objektive og konstaterbare kendsgerninger, der underbygger, at driften af ejendommen efter ophøret med svineavl tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Heroverfor kan det ikke tillægges afgørende betydning, at der efterfølgende i årene fra 2005 til 2008 har kunnet konstateres et beskedent driftsoverskud. Dette overskud kan blandt andet tilskrives, at kornpriserne var væsentligt højere i 2007 og 2008 end i de forudgående år, hvilket A imidlertid ikke kunne forvente i årene 2001-2003, jf. herved skønsmandens besvarelse af spørgsmål 10. Overskuddet i perioden 2005-2008 hidrørte derudover fra nye indtægtskilder af mere sekundær karakter i forhold til ejendommens primære planteavlsdrift, nemlig fra udlejning af bygninger, fra jagtleje og - i årene 2006 til 2008 - tillige fra salg af brænde. Uden disse indtægter var driftsresultatet negativt også i årene 2005-2008. På denne baggrund finder landsretten det ikke godtgjort, at driften af ejendommen i perioden 2001-2003 tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr. inkl. moms til udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og omfang samt dens udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.