Dokumentets metadata

Generel sundhedsordning

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er tale om en generel sundhedsordning, såfremt det ikke er samtlige medarbejdere hos spørger, der vil få ordningen tilbudt. Den omstændighed, at der er tale om en kommune, der efter en særlig bestemmelse i den kommunale styrelseslov, har forvaltninger, hvor den daglige ledelse varetages af formændene for de stående udvalg, medfører ikke, at disse forvaltninger kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3. Medarbejderne er ansat i hele kommunen, og alene tjenestegørende i de enkelte forvaltninger, hvorved det er hele kommunen, der må anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte.

Spørgsmål:

Er betingelsen for skattefrihed efter ligningslovens § 30, stk. 3 opfyldt, når en ydelse omfattet af LL § 30, stk. 1 afholdes som led i en af X Kommunes forvaltningers generelle personalepolitik, der er gældende for alle medarbejdere ansat i den pågældende forvaltning, selv om den samme personalepolitik ikke nødvendigvis er et led i kommunens øvrige forvaltningers personalepolitik?

Spørgers opfattelse:

Ja

Skatteministeriets indstilling:

Nej

Anmodningens dato mv.

Anmodningen er modtaget d. 19. oktober 2010.

Gebyret er registreret indbetalt d. 15. oktober 2010.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgsmålet stilles på vegne af X Kommune. I henhold til lov om kommunernes styrelse § 64a er der i styrelsesvedtægten for X Kommune truffet bestemmelse om, at formændene for de stående udvalg har den øverste daglige ledelse af den del af kommunernes administration, der varetager udvalgets forvaltningsområder.

Spørgsmålet stilles generelt i forhold til evt. fremtidige tiltag i de enkelte forvaltninger i henholdt til ligningslovens § 30.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ligningslovens § 30, stk. 3 stiller som betingelse for, at ydelser i henhold til ligningslovens § 30, stk. 1, er skattefri, at udgiften afholdes som let i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. I X Kommune er der delt administrativ ledelse, jf. styrelseslovens § 64 a, stk. 1 og X Kommunes styrelsesvedtægt § 11, stk. 1. Delt administrativ ledelse betyder bl.a. at den enkelte forvaltning kan beslutte sin egen personalepolitik uafhængig af de øvrige forvaltninger i X Kommune. Derfor er det Kommunens opfattelse, at betingelsen i LL § 30, stk. 3 vil være opfyldt, når en udgift afholdes som led i forvaltningens generelle personalepolitik for alle forvaltningens medarbejdere selv om den samme personalepolitik ikke er gældende for medarbejderne i de øvrige forvaltninger i Kommunen.

Til støtte herfor vedlægges tidligere afgivet bindende svar fra et Skattecenter til en spørger fra en anden kommune;

..."Har Y Kommunes planlagte praksis med hensyn til rygeafvænningskurser en sådan karakter, at jeg ikke skal medregne min arbejdsgivers ydelse til rygeafvænningskursus i min skattepligtige indkomst?"...

Skattecenteret svarede, at ydelsen ikke skulle medregnes i NN's skattepligtige indkomst.

Af de faktiske forhold fremgår, at Y's byråd besluttede, at tilbud om rygeafvænningskursus skulle besluttes i den enkelte forvaltning. Baggrunden for vedtagelsen var forvaltningernes forskellighed og antallet af ansatte.

SKATs begrundelse for svaret var bl.a., at den enkelte forvaltning selvstændigt kunne tage stilling til, om man ønskede at tilbyde rygeafvænning.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Skattepligten omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte personalegoder.

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Efter ligningslovens § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser herfra, nemlig rådighed over bil, fri telefon, sommerbolig og lystbåde til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.

Bliver personalegodet overdraget til den ansattes ejendom, skal godet beskattes med et beløb, der svarer til, hvad godet på overdragelsestidspunktet kan købes for på det fri marked.

Bliver personalegodet overdraget til låns, skal den ansatte beskattes af et beløb svarende til, hvad godet kan lejes for i rådighedsperioden på det fri marked. Der kan fx være tale om bolig eller løsøre.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. årligt jf. LL § 16, stk. 3, Beløbet reguleres efter PSL § 20, således at det udgør 5.500 kr. i 2009.

Hvis personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb, idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt har en værdi, der overstiger bagatelgrænsen.

Praksis:

I SKM2009.671.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ansatte i selvejende institutioner som en kommune har indgået driftsoverenskomst med, kan indgå i samme ordning om personalegoder, fleksible lønpakker som en kommunes egne ansatte. Det er de selvejende institutioner, der både reelt og formelt er arbejdsgivere for disse ansatte, og ikke kommunen.

I SKM2008.1002.SR , fandt Skatterådet, at ansatte, der melder sig ind i de nærmere angivne fritids- og medarbejderklubber, bliver skattepligtige af de af arbejdsgiveren ydede klubtilskud, jf. LL § 16, stk. 1. Skatterådet fandt ikke, at der var tale om skattefrie tilskud af forholdsvis begrænset omfang i lighed med tilskud til kaffe-, kantine-, kunstordninger og tilsvarende ordninger, der kun er til rådighed på arbejdspladsen. Endvidere fandt Skatterådet, at bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3 ikke fandt anvendelse grundet klubbernes private karakter.

I SKM2007.567.SR fandt Skatterådet, at koncernansatte, der får tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af det normale, skulle beskattes af den derved opnåede fordel. Skatterådet fandt ikke, at godet var omfattet af den særlige praksis for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning stilles til rådighed på arbejdspladsen.

I SKM2006.254.SR fandt Skatterådet, at en sundhedsforsikring er skattefri for medarbejdere i virksomhedens selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfatter tjenestemænd, der er udlånt til fremmede virksomheder.

I SKM2004.217.LR fandt Ligningsrådet, at de ansatte i en kommune var skattefri af en sundhedsordning, som kommunen påtænkte at etablere i samarbejde med et firma med henblik på at behandle skader på bevægeapparatet som følge af arbejdsrelaterede skader og belastninger. Ordningen blev anset for omfattet af statsskattelovens praksis om skattefrihed af arbejdsgiverbetalte udgifter til behandling m.v. af arbejdsrelaterede skader. Derimod afslog Ligningsrådet at godkende en ordning med kostrådgivning til de ansatte i kommunen, som fik målt et BMI større end 25. Kostrådgivningen faldt hverken ind under praksis efter statsskatteloven vedrørende arbejdsgiverbetaling af arbejdsrelaterede skader m.v., ligningslovens § 30 om arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter eller ligningslovens § 31 om arbejdsgiverbetalt uddannelse. Kostrådgivningen ville derimod være skattefri for de ansatte, hvis der forelå en lægehenvisning i henhold til ligningslovens § 30.

I SKM2003.417.LR udtalte Ligningsrådet, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring, jf. § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne anses for omfattet af ligningslovens § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at selskabet opfyldte betingelsen i ligningslovens § 30, stk. 3, om, at udgiften skulle afholdes som led i selskabets generelle personalepolitik. Ligningsrådet fandt, at også den anden betingelse i stk. 3 om, at udgiften afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personalegruppe i selskabet. Den pågældende division var en selvstændig enhed med forskellige personalegrupper og ca. 325 ansatte. Divisionen havde et selvstændigt forretningsområde med egne produktion, en udviklingsafdeling og en kvalitetsafdeling.

Begrundelse:

I nærværende sag er der tale om, at arbejdsgiver ønsker, at hver forvaltning i en kommune selvstændigt og uafhængigt af kommunens samlede personalepolitik kan bestemme, hvilke personalegoder, herunder sundhedsydelser, der tilbydes personalet i den enkelte forvaltning.

Personalegoder omfatter, som udgangspunkt også en arbejdsgivers betaling af medarbejdernes private sundhedsudgifter. Ligningslovens § 16 indeholder dog ikke en på forhånd fastsat beløb til beskatning af sundhedsordninger som fx ved beskatning af multimedier, fri bil mv. Det er derfor de almindelige regler i såvel statsskattelovens § 4 om beskatning som ligningslovens § 16 om værdiansættelsen, der finder anvendelse i nærværende sag.

I ligningslovens § 30 er der dog ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 er der i LL § 30 skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som sker i henhold til lægehenvisning.

I ligningslovens § 30, stk. 3 og 4, er der opstillet en række betingelser, der skal være opfyldt for, at de omhandlede sundhedsydelser er skattefrie for medarbejderne.

Det er bl.a. en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog er der mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier: Anciennitet og antal arbejdstimer.

Endelig skal der ved hver behandling som udgangspunkt foreligge en lægehenvisning til den pågældende behandling. Ved enkelte sygdomme er det dog tilstrækkeligt, at der alene foreligger en lægeerklæring om at medarbejderen har behov for behandlingen.

I Ligningsrådets afgørelse, gengivet som SKM2003.417.LR , blev det anført, at den kendsgerning, at en sundhedsordning, som forsøg, i første omgang udbydes til en division indenfor et selskab, betyder, at der ikke er tale om en generel ordning efter ligningslovens § 30.

Det pågældende selskab var et moderselskab i en koncern og var organiseret med fire produktionsdivisioner, der alle fungerer selvstændigt, samt med en række koncernstabe (koncernsalg- og marketing, personale, juridisk- og økonomisk afdeling, It-afdeling og en forskningsafdeling), som supporterer divisionerne og udenlandske salgsdatterselskaber.

Ligningsrådet anlagde den umiddelbare vurdering, at uagtet at divisionerne umiddelbart var selvstændige enheder, måtte de anses at være en del af et samlet selskab, hvorfor sundhedsordninger som udgangspunkt også skulle tilbydes medarbejderne i hele selskabet for at være omfattet af ligningslovens § 30, jf. ligningslovens § 30, stk. 3. Ligningsrådet fandt dog efter en konkret vurdering, at det at ordningen efter udløbet af forsøgsperioden, såfremt det blev en succes, skulle tilbydes i hele selskabet, måtte antages at være udtryk for, at selskabet opfyldte betingelsen i ligningslovens § 30, stk. 3, om, at udgiften afholdes som led i selskabets generelle personalepolitik.

I nærværende sag er spørgsmålet som tidligere nævnt, om X Kommune må anses som en virksomhed i relation til ligningslovens § 30 eller om hver forvaltning selvstændigt kan fastsætte egen personalepolitik.

X Kommune har supplerende oplyst, at medarbejderne er ansat i hele kommunen, og således alene tjenestegørende i de enkelte forvaltninger, som fx socialforvaltningen.

Det betyder efter Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er tale om en generel ordning efter ligningslovens § 30. Den omstændighed, at hver forvaltning efter kan træffes bestemmelse om, at formændene for de stående udvalg har den øverste daglige ledelse af den del af kommunens administration, der varetager udvalgets forretningsområde, medfører efter Skatteministeriets opfattelse ikke, at hver forvaltning kan anses som en selvstændig virksomhed i relation til ligningslovens § 30, stk. 3, jf. i øvrigt ovennævnte afgørelse fra Ligningsrådet, gengivet som SKM2003.417.LR .

Skatteministeriet har herved lagt vægt på, at det er X Kommune som helhed, der er den reelle arbejdsgiver for medarbejderne, og dermed X kommune, der indgår ansættelseskontrakter, herunder lønaftaler. Den omhandlede sundhedsordning skal modtages fra den reelle arbejdsgiver, jf. i øvrigt Ligningsrådets afgørelse gengivet som SKM2009.671.SR modsætningsvis.

Efter SKATs opfattelse gør det, at hver forvaltning har den daglige ledelse af medarbejderne ikke hver forvaltning til egentlig arbejdsgiver for disse ansatte.

Det skal herudover bemærkes, at spørger har oplyst, at en medarbejder fra Y Kommune har fået et almindeligt bindende svar med tilsagn om skattefrihed for rygeafvænningskursus, bl.a. begrundet i, at der er tale om selvstændige forvaltninger under Y Kommune. Den omstændighed, at der tidligere er afgivet et bindende svar fra et Skattecenter med modsat indstilling medfører, efter Skatteministeriets opfattelse, ingen ændring i ovenstående indstilling. Endelig bemærkes, at det konkrete bindende svar alene er bindende for den pågældende spørger, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk.1 sammenholdt med skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller herefter, at spørgsmålet besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.