Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - søgsmål afvist

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i en sag, der afvises med den begrundelse, at tillægsafgiften for anke ikke blev betalt.

Klagen skyldes, at SKAT ikke fuldt ud har imødekommet virksomhedens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten samt en sags indbringelse for Østre Landsret og Højesteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

H1 (herefter benævnt virksomheden) driver transportvirksomhed.

Ved afgørelse af 31. maj 2002 opkrævede told- og skatteregionen i alt 1.203.990,14 kr. af virksomheden i told og afgifter, da virksomheden blev anset for debitor i henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3, 2. led, for toldskylden vedrørende 890.800 cigaretter.

Virksomhedens repræsentant påklagede regionens afgørelse til Landsskatteretten med påstand om, at virksomheden ikke var debitor for toldskylden vedrørende de 890.800 cigaretter, og at der således ikke var grundlag for at opkræve virksomheden 1.203.990,14 kr. i told og afgifter.

Ved kendelse af 20. juni 2005 stadfæstede Landsskatteretten regionens afgørelse.

Virksomhedens repræsentant indbragte Landsskatterettens afgørelse for Østre Landsret og nedlagde samme påstand som ved klagen til Landsskatteretten.

Østre Landsret stadfæstede ved dom af 6. juni 2007 Landsskatterettens kendelse.

Virksomhedens repræsentant ankede Østre Landsrets dom til Højesteret. Højesteret afviste ved dom af 17. november 2009 ankesagen. Af Højesterets dom fremgik blandet andet følgende:

"Sagsfremstilling

Advokaten har på vegne af appellanten, H1, ved ankestævning af 2. august 2007 anket dom afsagt af Østre Landsrets 13. afdeling den 6. juni 2007.

Ved brev af 22. oktober 2008 fra Højesterets Anke- og Kæremålsudvalg til sagens parter blev det bekræftet, at sagen var berammet til onsdag den 2. december 2009. Det fremgik endvidere af brevet, at "Tillægsafgiften, 3.000 kr., skal appellanten betale til retten senest den 2. september 2009".

Den 3. november 2009 rykkede Højesteret advokaten for tillægsafgiften og meddelte samtidig, at sagen vil blive afvist, hvis tillægsafgiften ikke var Højesteret i hænde senest den 10. november 2009.

Ved brev modtaget i Højesteret den 9. november 2009 meddelte advokaten, at han var udtrådt af sagen, da H1 ikke havde overført midler til betaling af tillægsafgiften, og da det ikke havde været muligt at få klientens tilsagn om, at sagen fortsat ønskes afsluttet ved hovedforhandling ved Højesteret.

Højesterets begrundelse og resultat

Da appellanten, H1, trods påkrav ikke har betalt tillægsafgiften inden den i det seneste påkrav fastsatte frist, afvises ankesagen, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 3."

Den 16. februar 2010 ansøgte virksomhedens repræsentant på vegne af virksomheden om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand med 50 % af 449.292 kr. i forbindelse med klagen til Landsskatteretten samt sagens indbringelse for Østre Landsret og Højesteret. Ved ansøgningen vedlagde repræsentanten en opgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand, hvoraf blandt andet fremgik følgende:

SKAT meddelte ved brev af 4. maj 2010 virksomheden, at SKAT agtede at imødekomme virksomhedens ansøgning delvist, således at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten samt sagens indbringelse for Østre Landsret. Udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens indbringelse for Højesteret kunne ikke imødekommes, da Højesteret havde afvist sagen på grund af formelle mangler.

Ved brev af 11. maj 2010 har virksomhedens repræsentant meddelt SKAT, at SKATs forslag til afgørelse ikke kan godkendes. Virksomheden er således også berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens indbringelse for Højesteret.

SKATs afgørelse

SKAT har godkendt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten og sagens indbringelse for Østre Landsret med henholdsvis 21.415,50 kr. og 129.192 kr.

Ud fra en samlet vurdering har virksomheden ikke opnået medhold i klagen til Landsskatteretten samt ved sagens indbringelse for Østre Landsret. Virksomheden er derfor alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse hermed, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. punktum.

Det godtgørelsesberettigede beløb er opgjort således:

Det fremgår af salærredegørelsen til faktura nr. 14898, at der er anvendt 45 timer til sagens behandling ved landsretten. SKAT godkender derfor omkostningsgodtgørelse for halvdelen af denne faktura.

SKAT kan ikke godkende omkostningsgodtgørelse for den resterende del af udgifterne til sagkyndig bistand på i alt 148.076,87 kr., der er anvendt til sagens behandling ved Højesteret, da Højesteret har afvist sagen på grund af formelle mangler, idet der ikke er betalt fornøden retsafgift.

SKAT har herved henvist til bemærkningerne til nr. 8 i lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af skattestyrelsesloven, omkostningsdækningsloven mv., hvoraf fremgår, at der ikke ydes tilskud til klager, der afvises.

SKAT har endvidere henvist til afsnit K.4 i Processuelle regler på SKATs område og SKM2005.534.LSR .

Virksomhedens påstand og argumenter

Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at virksomheden ligeledes er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens indbringelse for Højesteret.

Det fremgår af afsnit K.4 i Processuelle regler på SKATs område, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse, hvis stævningen/klagen afvises på grund af manglende kompetence til at føre sagen på grund af overskridelse af klagefristen, eller hvis klagen ikke er begrundet.

Manglende kompetence, overskridelse af klagefrist eller manglende begrundelse er alle forhold, der viser sig ved klagens/stævningens indlevering. Dette indikerer, at det i bemærkninger til lov nr. 238 af 2. april 1997 anførte om afvisning kun angår afvisning, der sker ved indgivelse af klage/stævning og ikke afvisning senere i forløbet.

Af bemærkningerne til nr. 8 i loven fremgår, at: "Der ydes tilskud til acontobetalinger, og der ydes tilskud uanset om klagen m.v. føres igennem en afgørelse eller opgives undervejs." Angivelsen af m.v. betyder, at det anførte også omfatter retssager. Hvis sagen opgives undervejs, er klageren altså alligevel berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Ankestævningen til Højesteret blev indgivet den 2. august 2007, og sagen har været under behandling ved Højesteret indtil afsigelse af dommen den 17. november 2009. Højesteret afviste derfor ikke sagen ved indgivelsen af stævningen. Manglende retsafgift så sent i forløbet er udtryk for en beslutning fra sagsøgers side om at opgive sagen. Det er da blot en formalitet, at det er sket ved manglende indbetaling af retsafgift med deraf følgende dom om afvisning, end ved skrivelse til retten om at sagen hæves.

Det er således uberettiget, at der ikke er ydet omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens indbringelse for Højesteret, da der ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor sagen opgives, da det blot er en formalitet, at der er afsagt udeblivelsesdom i stedet for, at sagen er hævet, og da det anførte om afvisning kun synes at angå afvisning ved indgivelsen af stævning/klage.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, fremgår følgende:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

Ved klage til skatteankenævnet eller Landsskatteretten.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettiget efter stk. 1, nr. 1-3 (...)"

Godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand ved domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager (herefter benævnt omkostningsdækningsloven), jf. den dagældende § 2 i omkostningsdækningsloven.

Ved lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af blandt andet skattestyrelsesloven blev godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand ved domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser overført til skattestyrelseslovens § 33A, stk. 1, idet omkostningsdækningsloven samtidig blev ophævet.

Af bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 2799 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"Der ydes tilskud til acontobetalinger, og der ydes tilskud uanset om klagen m.v. føres igennem til en afgørelse eller opgives undervejs. Der ydes ikke tilskud til klager, der afvises."

Sagsanlæg til indbringelse af en afgørelse fra Landsskatteretten til domstolsprøvelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 17 antages efter fast praksis at være omfattet af begrebet "klage" i skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse.

Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ved en sags indbringelse for domstolene, hvis domstolene afviser sagen.

Højesteret afviste ved dom af 17. november 2009 ankesagen med den begrundelse, at virksomheden ikke betalte tillægsafgiften for anke.

Det fremgår således ikke af dommen, at sagen blev hævet af virksomheden. Det er derfor med rette, at SKAT har afslået virksomhedens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens indbringelse for Højesteret.