Skatteforlaget

    

C.A.5.15.1 Hovedregel: Skattepligt

Arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser er som hovedregel skattepligtige for modtageren. Se SL § 4. Selv om den ansattes helbred og sundhed utvivlsomt er relevant for hans eller hendes arbejdsevne, er den ansattes generelle sundhedstilstand skatteretligt set et privat anliggende.

Der er fem undtagelser til hovedreglen om skattepligt:

• Undtagelse 1: Arbejdsskader og forebyggelse af arbejdsskader. Se C.A.5.15.2.
• Undtagelse 2: Lægefagligt begrundet behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning (LL § 30). Se C.A.5.15.3.
• Undtagelse 3: Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder (LL § 16, stk. 3, 6. pkt.). Se C.A.5.15.4.
• Undtagelse 4: Personaleplejefritagelsen. Se C.A.5.15.5.
• Undtalgese 5: Bagatelgrænsen for mindre personalegoder (LL § 16, stk. 3, 3. pkt.). Se C.A.5.15.6.

På grund af disse undtagelser er der i praksis flere arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser, som en medarbejder kan modtage skattefrit. Det er dog vigtigt at holde fast i, at det skatteretlige udgangspunkt er, at arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser er skattepligtige for medarbejderne. Hvis en arbejdsgiverbetalt sundhedsydelse ikke er omfattet af en af undtagelserne, gælder reglen i LL § 16 om beskatning af et arbejdsgiverbetalt gode. Se afsnit C.A.5.1 og SKM2015.531.SR hvor en arbejdsgiverbetalt sundhedsydelse som abonnementsordning var skattepligtig for medarbejderne. Beskatningsgrundlaget kunne ske på grundlag af serviceaftalens pris.

Hvis sundhedsydelsen ikke er skattefri, har arbejdsgiveren pligt til at indberette værdien af den ydelse medarbejderen modtager. Se § 14 i BEK nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter efter skattekontrolloven.

Bemærk

Visse sundhedsydelser kan opfattes som undervisning eller kursus og være omfattet af skattefritagelse for uddannelse. Se LL § 31, SKM2010.861.SR og afsnit C.A.5.4 om uddannelse.

I enkelte konkret begrundede sager er motionsarrangementer blevet sidestillet med skattefrie skovtursarrangementer. Se SKM2011.63.SR, SKM2011.64.SR, SKM2011.191.SR og afsnit C.A.5.6.2 om julefrokost, skovture og øvrige firmafester.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
SKAT
SKM2015.531.SR	Skatterådet bekræftede, at arbejdsgiver kunne få fradrag for omkostningerne til en sundhedsordning, der blev tilbudt medarbejderne. Skatterådet bekræftede endvidere, at værdiansættelsen af sundhedsordningen, som et personalegode for medarbejderne, kunne ske på grundlag af den abonnementspris, som arbejdsgiveren skulle betale. Dette var under forudsætning af, at abonnementsprisen var udtryk for den faktiske markedspris.
SKM2013.892.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en sundhedsordning rettet mod medarbejdere med et længerevarende eller hyppigt sygefravær, ville være skattefri for modtageren. Blandt andet ville brugen af en ekstern koordinator være et selvstændigt skattepligtigt personalegode, selv hvis hele eller dele af den behandling eller udredning, som medarbejderen ville få, var skattefri.
SKM2011.437.SR	Sagen handlede om beskatning af en personaleforenings idrætsaktiviteter. Da arbejdsgiveren ikke betalte en væsentlig andel af udgifterne til foreningen, og alene ydede et uvæsentligt beløb per medarbejder og ikke på anden måde havde en direkte væsentlig indflydelse på foreningen, blev godet ikke anset for at kommer fra arbejdsgiveren. Medlemmerne af personaleforeningen skulle derfor, lige som tilsvarende medlemmerne i en forening uden for arbejdsgiverens regi, ikke beskattes af goderne fra foreningen.	Se nærmere om aktiviteter i personaleforeninger i afsnit C.A.5.1.1.
SKM2010.861.SR	En virksomhed havde udviklet et koncept, der skulle hjælpe sygemeldte medarbejdere tilbage til arbejdet. Skatterådet bekræftede, at deltagelse i konceptet ikke ville medføre beskatning efter LL § 16 eller statsskatteloven for de sygemeldte medarbejdere, hvis deltagergebyret blev betalt af en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab, der tegnede den obligatoriske firmapensionsordning, og som i givet fald skulle udrede pension, hvis sygdomsforløbet udløste en forsikringsbegivenhed. Det samlede koncept blev anset som et kursus omfattet af LL § 31.