Dokumentets dato: | 21-06-2011 |
Offentliggjort: | 27-06-2011 |
SKM-nr: | SKM2011.440.SR |
Journalnr.: | 11-071191 |
Referencer.: | Lovbekendtgørelse |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet kunne bekræfte, at et generationsskifte i en koncern ikke indebar, at de involverede selskaber eller personer blev omfattet af reglerne om kapitalfonde i ligningslovens § 16 I eller aktieavancebeskatningslovens § 17 A.
Spørgsmål
Svar:
Beskrivelse af de faktiske forhold
Skatterådet anmodes om svar på, hvorvidt en gaveoverdragelse af aktierne i B ApS, C ApS og D ApS fra G (far) og H (mor) til deres tre børn (I, J og K) hvorved hvert af børnene modtager hver ét selskab, bevirker, at et eller flere af selskaberne i koncernen kan anses for værende en kapital- og venturefond i henhold til ligningslovens (LL) § 16 I, stk. 3.
Endvidere anmodes Skatterådet om svar på, hvorvidt G og H eller børnene bliver omfattet af aktieavancebeskatningsloven (ABL) § 17 A.
F A/S' aktivitet består primært i at besidde kapitalandele i datterselskaber. Herudover fungerer selskabet også som stabsfunktion for datterselskaberne.
Aktiviteterne i datterselskaberne består primært i salg og produktion.
F A/S ejes af E ApS, der er stiftet af A ApS, B ApS, C ApS og D ApS. Ejerandelen i E ApS fordeler sig således, at A ApS ejer 10 %, mens de resterende 90 % er fordelt ligeligt mellem B ApS, C ApS og D ApS, som altså hver især ejer 30 %.
Selskaberne A ApS, B ApS, C ApS og D ApS er 100 % ejet af G og dennes hustru H. Ejerandel i A ApS er G ca. 92,31 % og H ca. 7,69 %. Ejerandel i de 3 nye holdingselskaber er 50/50 til G og H.
I forbindelse med et allerede påbegyndt generationsskifte af koncernen er SKAT tidligere blevet anmodet om bindende svar på værdiansættelsen af aktierne i F A/S i tilknytning til en overdragelse af aktierne i F A/S fra A ApS til E ApS. SKAT har ved det bindende svar godkendt en værdiansættelse af aktierne i F A/S på 65.000.000 kr.
Finansieringen af købet af F A/S er sket via et anfordringsgældsbrev udstedt af A ApS til E ApS andragende 64.800.000 kr., mens den resterende anskaffelsessum på 200.000 kr. er betalt kontant. Gældsbrevet forrentes fra overdragelsestidspunktet med 5,5 % p.a. af den til enhver tid gældende restgæld, hvilket anses for at være på markedsvilkår efter LL § 2. Det bindende svar var tidsbegrænset til 31.12. 2010.
Koncernen ønsker nu at videreføre generationsskiftet, således at selskaberne B ApS, C ApS og D ApS gaveoverdrages til H og G's tre børn, hvorved hvert af børnene i gave modtager hver ét selskab.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Indledende bemærkninger
Det er en betingelse for, at et selskab bliver omfattet af LL § 16 I, at 1) der er tale om en fysisk person mv., 2) den fysiske person kontrollerer et dansk selskab mv., 3) det danske selskab mv. erhverver aktier direkte via kapital- og venturefonde, samt 4) det danske selskab mv. har en fortrinsstilling i kapital- eller venturefonden.
Kontrolbegrebet i LL § 16 I anses for opfyldt, når enten betingelsen i LL § 16 H, stk. 6, er opfyldt, eller den skattepligtige er medstifter af kapital- eller venturefonden eller deltager i ledelsen eller driften af kapital- eller venturefonden eller i virksomheder ejet af denne.
En fortrinsstilling defineres i LL § 16 I, stk. 2, som en aftale om, at selskabets forholdsmæssige andel af resultatet i investeringsenheden overstiger selskabets forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Opgørelsen af den samlede deltagerkapital omfatter såvel den indskudte kapital som lånekapitalen indskudt af deltagerne i kapital- og venturefonden.
Kapital- og venturefonde defineres i LL § 16 I, stk. 3, som investeringsenheder, der investerer i aktier med henblik på helt eller delvist at erhverve et eller flere selskaber mv. med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse.
Det er vores vurdering, at regelsættet vedrørende kapital- og venturefonde ikke er møntet på almindelige generationsskifter i familieforhold, eller generelt sælgerfinansierede køb af aktier, men ordlyden i lovteksten kan efter vores vurdering skabe tvivl herom.
Vi henviser til bilag 41 (side 37-38) til L202, hvor der i et svar fra Skatteministeren til FSR fremgår følgende:
"Generationsskiftemodellen medfører, at forældregenerationen får forlods ret til udbytte som følge af, at den yngre generation på grund af manglende betalingsevne ikke er i stand til at tegne nye aktier/anparter svarende til handelsværdien. Uden en forlods ret til udbytter ville den yngre generation således få en uberettiget andel af selskabets værdi. Når forældregenerationen får forlods ret til udbytter, sker der en kompensation for det manglende indskud ved den yngre generations nytegning. Forældregenerationen har således ikke en fortrinsstilling til den indskudte kapital."
I forlængelse heraf er det vores vurdering, at svaret fra ministeren ligeledes kan udstrækkes til at gælde i ovenstående tilfælde, hvor en aktieerhvervelse, forinden et generationsskifte gennemføres, finansieres ved udstedelse af anfordringsgældsbrev på markedsvilkår mellem selskaber ejet af forældregenerationen.
Spørgsmål 1
Som ovenfor anført er det blandt andet en betingelse for at blive omfattet af LL § 16 I, at aktieerhvervelsen sker via finansiering fra kapital- og venturefonde. Inden den påtænkte gaveoverdragelse er det vores opfattelse, at der er tale om en fysisk person, der direkte/indirekte kontrollerer E ApS (selskabet i LL § 16 I) gennem ejerskabet i selskaberne A ApS, B ApS, C ApS eller D ApS. E ApS (selskabet i LL § 16 I) erhverver aktier i F A/S (investeringsenheden i bestemmelsen) via finansieringen fra A ApS.
I forlængelse heraf anmodes Skatterådet om svar på, om A ApS kan anses for at være en kapital- eller venturefond såvel inden som efter den påtænkte gaveoverdragelse. En kapital- og venturefond defineres som en investeringsenhed, der investerer i aktier med henblik på helt eller delvist at erhverve et eller flere selskaber mv. med henblik på at deltage i driften af disse.
Det er i den henseende vores opfattelse, at bestemmelsen ikke skal udstrækkes til at være gældende i situationer, hvor der inden generationsskiftet er sket finansiering ved udstedelse af anfordringsgældsbrev på markedsvilkår mellem selskaber ejet af forældregenerationen, hvorefter generationsskiftet gennemføres.
Det er således vores opfattelse, at A ApS hverken før eller efter gaveoverdragelsen kan anses for værende en kapital- eller venturefond i LL § 16 I's forstand, idet formålet med aktieerhvervelsen ikke sker med henblik på at deltage i ledelsen og driften af selskabet, men alene for at forberede et generationsskifte.
Spørgsmål 2
Det er blandt andet en betingelse for, at et selskab (her E ApS, B ApS, C ApS eller D ApS) kan omfattes af LL § 16 I, at selskabet har en fortrinsstilling i kapital- eller venturefonden. Ordlyden af LL § 16 I, stk. 2, definerer en fortrinsstilling som en aftale om, at selskabets forholdsmæssige andel af resultatet i investeringsenheden overstiger selskabets forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Deltagerkapitalen omfatter både den indskudte kapital og lånekapital indskudt af deltagerne i kapital- og venturefonden.
LL § 16I, stk. 1, 1. pkt., anfører følgende: "når selskabet har en fortrinsstilling i kapital- eller venturefonden". Der anføres ikke en fortrinsstilling "fremfor" kapital- eller venturefonden.
Hvis der udelukkende henses til ordlyden af LL § 16 I, stk. 2, har hverken E ApS, B ApS, C ApS eller D ApS før eller efter den påtænkte gaveoverdragelse en fortrinsstilling i A ApS, som eventuelt anses for værende en kapital- og venturefond. De nævnte selskaber er efter vores vurdering således ikke omfattet af LL § 16 I.
Spørgsmål 3
Hvis Skatterådet svarer bekræftende på spørgsmål 1 og 2, anmodes Skatterådet yderligere om at bekræfte, at hverken G, H eller deres børn bliver omfattet af reglen i aktieavancebeskatningsloven § 17 A.
Det er vores vurdering, at såfremt Skatterådet siger ja til, at der ikke er tale om en kapital- og venturefond, kan aktionærerne i selskaber i den konkrete koncernstruktur heller ikke blive omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 17 A, idet disse ikke har en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Indledning
Ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 er der indført særlige regler for beskatning af kapitalfondspartnere. Reglerne har virkning fra og med indkomståret 2010.
En kapitalfondspartners direkte arrangement i en kapitalfond reguleres i ABL § 17 A. Efter denne bestemmelse skal kapitalfondspartnere beskattes af merafkastet fra kapitalfonden som personlig indkomst, når investeringen foretages direkte i kapitalfonden. Udbytter beskattes ligeledes som personlig indkomst.
Formålet med bestemmelsen er at beskatte partnernes indskud af merafkastet, når der ikke er forskel på risikoen ved investeringen i forhold til almindelige deltagere i kapitalfonden. Partnernes merafkast anses for en bonus for en succesfuld afvikling af kapitalfonden. Et vederlag for partnernes knowhow og indsats ved fondens etablering, drift og afvikling.
I forlængelse af de særlige beskatningsregler for kapitalfondspartnere er der med lov nr. 525 af 12. juni 2009 indført en bestemmelse, der sikrer beskatning, hvis en kapitalfondspartner indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og kapitalfonden.
Bestemmelsen er indsat som LL § 16I. Den medfører, at der sker en slags CFC-beskatning af kapitalfondspartnere, hvor partnerne umiddelbart beskattes med selskabsskattesatsen af merafkastet på aktier i det indskudte selskab. Partnernes almindelige afkast fra selskabet beskattes som aktieindkomst, der kan dog skattefrit udloddes et beløb til betaling af partnerens skat.
Ved en kapital- og venturefond forstås en investeringsenhed, der investerer i aktier med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på at deltage i ledelsen eller driften af disse, jf. LL § 16 I, stk. 3. Lovbemærkningerne til LL § 16 I, stk. 3, henviser til lovbemærkningerne til ABL § 17 A.
Af lovbemærkningerne til ABL § 17 A fremgår, "Definitionen svarer i store træk til definitionen af equityfonde i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., hvor equityfonde udtrykkeligt undtages fra lovens investorbeskyttelsesregler. Det er dog ikke noget krav om, at investeringsenheden er en kollektiv enhed, dvs. enheden behøver ikke rette sig mod en videre kreds eller offentligheden. Investeringsenheden kan være rettet mod en mere snæver kreds af investorer."
Af lov om investeringsforeninger m.v., § 2, stk. 1, nr. 3), fremgår, at loven ikke finder anvendelse på "Kollektive investeringsordninger, der investerer i aktier eller anparter med henblik på alene eller sammen med andre investorer at erhverve kapitalselskaber, der er aktieselskaber og anpartsselskaber med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse (equityfonde)".
Af lovbemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a., at "Med de i nr. 3 nævnte kollektive investeringsordninger er der tænkt på de såkaldte equityfonde, hvis formål er at investere i aktier og anparter med henblik på helt eller delvis at erhverve virksomheder, der drives i aktie- eller anpartsselskabsform. Disse equityfonde er ofte organiseret som kommanditselskaber, hvor komplementaren administrerer fonden. Med erhvervelsen ønsker kommanditselskabet at opnå bestemmende indflydelse, og enten alene eller sammen med andre at drive virksomheden. Dette kan fx være for at effektivisere virksomheden, tilføre virksomheden ledelseserfaring og yde virksomheden lån eventuelt med henblik på senere at sælge virksomheden med fortjeneste eller lade den børsnotere... Equityfonde kan være opbygget med forskellige strukturer. Det er ikke muligt på forhånd at fastsætte hvilke strukturer, der vil være undtaget fra loven, fordi der kan være tale om meget komplicerede strukturer. Det væsentlige er, om hensigten med strukturen er at tilbyde aktive investeringer med henblik på effektivisering, styrkelse af ledelsen, långivning m.v. eventuelt med henblik på senere salg. Det forhold, at equityfonden er opbygget med en holdingselskabskonstruktion, der fx tager hensyn til skattelovgivningen og til praktiske forhold som fx styring af lån til porteføljeselskaber, medfører ikke automatisk, at equityfonden bliver omfattet af lovforslaget. Der må derfor foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde".
Ad spørgsmål 1
Spørger ønsker bekræftet, at A ApS hverken forinden eller efter gaveoverdragelsen af aktierne i B ApS, C ApS samt D ApS kan anses for at være en kapital- og venturefond som defineret i LL § 16 I, stk. 3.
Lovgrundlag
LL § 16 I, stk. 1-3:
Stk. 1. Skattepligtige omfattet af kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1 , stk. 2, der direkte eller indirekte kontrollerer et dansk eller et udenlandsk selskab eller forening m.v. (selskabet), som direkte erhverver aktier via kapital- og venturefonde, skal medregne selskabets positive aktieindkomst opgjort efter stk. 4 som CFC-indkomst, når selskabet har en fortrinsstilling i kapital- eller venturefonden. Den skattepligtige anses for at kontrollere selskabet m.v., når enten betingelserne i § 16 H, stk. 6, er opfyldt, eller den skattepligtige er medstifter af kapital- eller venturefonden eller deltager i ledelsen eller driften af kapital- eller venturefonden eller i virksomheder ejet af denne. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtiges aktier m.v. i selskabet er aktier eller investeringsforeningsbeviser m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 om investeringsselskaber.
Stk. 2. Selskabet har en fortrinsstilling som nævnt i stk. 1, når det er aftalt, at selskabets forholdsmæssige andel af resultatet i investeringsenheden overstiger selskabets forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Den samlede deltagerkapital omfatter både den indskudte kapital og lånekapital indskudt af deltagere i kapital- og venturefonden.
Stk. 3. Ved kapital- og venturefonde i stk. 1 forstås investeringsenheder, der investerer i aktier med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse.
Begrundelse
A ApS vil såvel før som efter overdragelsen af aktierne i B ApS, C ApS samt D ApS til de tre børn være 100 % ejet af de fysiske personer G og H med en fordeling på henholdsvis 92,31 % og 7,69 %.
LL § 16 I vedrører de tilfælde, hvor en kapitalfondspartner (en fysisk person) indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og en kapitalfond. I nærværende situation er der ikke tale om, at en fysisk person har indskudt et eller flere selskaber mellem sig selv og en kapitalfond, da A ApS såvel før som efter overdragelsen af aktierne i B ApS, C ApS samt D ApS til de tre børn vil være 100 % ejet af de fysiske personer G og H. Der er således ikke tale om et tilfælde, hvor en kapitalfondspartner (en fysisk person) indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og en kapitalfond. LL § 16 I finder derfor ikke anvendelse i den omhandlede situation. A ApS er dermed ikke omfattet af LL § 16 I, stk. 3.
Skatteministeriet indstiller på denne baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Ad spørgsmål 2
Spørger ønsker bekræftet, at E ApS, B ApS, C ApS og D ApS hverken før eller efter gaveoverdragelsen af anparterne i B ApS, C ApS samt D ApS er omfattet af LL § 16 I, stk. 1.
Der skal således tages stilling til, om de nævnte selskaber enten før eller efter gaveoverdragelsen kan betragtes som et af en fysisk person kontrolleret selskab, som direkte erhverver aktier via kapital- og venturefonde, og som har en fortrinsstilling i kapital- eller venturefonden, jf. LL § 16 I, stk. 1, 1. pkt.
B ApS, C ApS og D ApS, før og efter gaveoverdragelsen
Disse tre selskaber vil såvel før som efter gaveoverdragelsen udelukkende have aktier (30 % hver) i E ApS. Skatteministeriet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at E ApS kan betragtes som en kapital- eller venturefond, jf. LL § 16I, stk. 3.
Bestemmelsen i LL § 16 I er rettet mod investeringsenheder, hvor nogle investorer (partnerne i kapitalfonden) udbyder en investering til de øvrige investorer. Kapitalfondspartnerne belønnes for deres indsats ved at få en fortrinsstilling i forhold til de øvrige investorer. Sådanne investeringsenheder vil typisk have til formål at effektivisere virksomheden, tilføre virksomheden ledelseserfaring og yde virksomheden lån eventuelt med henblik på senere at sælge virksomheden med fortjeneste eller lade den børsnotere.
I den foreliggende sag er der tale om et typisk generationsskifte, som LL § 16 I ikke tilsigter at omfatte, jf. de ovenfor citerede lovbemærkninger til LL § 16 I, stk. 3, ABL § 17A og Lov om investeringsforeninger m.v., § 2, stk. 1, nr. 3). E ApS' formål er således ikke at tilbyde aktive investeringer til en kreds af investorer mod tildeling af en fortrinsstilling til udbyderne af investeringen, men derimod er formålet med selskabet udelukkende at indgå i et typisk generationsskifte. Hverken B ApS, C ApS eller D ApS vil således være et selskab, som direkte erhverver aktier via kapital- og venturefonde, hverken før eller efter gaveoverdragelsen.
Børnenes selskaber har en fortrinsstilling i E ApS, selv om resultatet fordeles ligeligt i forhold til den indskudte kapital, idet forældrenes selskab har indskudt mere lånekapital end børnene. Effekten heraf er, at forældrene først får forrentet deres indskud (lånet) med hurdle raten (sat til 5,5 %), hvorefter overskydende afkast fordeles efter indskudskapitalen (10/30/30/30) - dette er en fortrinsstilling efter forarbejderne. Af forarbejderne til ABL § 17 A fremgår således, at en person kan have en fortrinsstilling i tilfælde, hvor resultatet fordeles ligeligt i forhold til den indskudte kapital, men de andre deltagere (her forældrene) har indskudt mere lånekapital end partneren (her børnene). Men det forhold, at børnenes selskaber har en fortrinsstilling, har ingen betydning i relation til LL § 16 I, da E ApS som ovenfor anført ikke er en kapital- eller venturefond.
E ApS før og efter gaveoverdragelsen
Selskabet vil udelukkende have aktier i F A/S. Skatteministeriet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at F A/S kan betragtes som en kapital- eller venturefond, jf. LL § 16 I, stk. 3, da F A/S ikke har den profil, der kendetegner en kapital- eller venturefond, jf. de ovenfor citerede lovbemærkninger til LL § 16 I, stk. 3, ABL § 17A og Lov om investeringsforeninger m.v., § 2, stk. 1, nr. 3). Formålet med F A/S er at være holdingselskab for driftsvirksomheden. E ApS vil således ikke være et selskab, som direkte erhverver aktier via kapital- og venturefonde, hverken før eller efter gaveoverdragelsen.
Skatteministeriet indstiller på denne baggrund, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".
Ad spørgsmål 3
Spørger ønsker bekræftet, at G og H eller nogen af børnene, hvortil gaveoverdragelsen skal ske, hverken før eller efter gaveoverdragelsen af anparterne i B ApS, C ApS samt D ApS bliver omfattet af bestemmelsen i ABL § 17 A.
Lovgrundlag
ABL § 17 A.
Stk. 1. For skattepligtige med en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond medregnes gevinst og tab af aktier erhvervet via kapital- eller venturefonden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Til gevinster henregnes tillige udbytter og afståelsessummer på aktierne. Den skattepligtige har en fortrinsstilling, når det er aftalt, at den skattepligtiges forholdsmæssige andel af resultatet i investeringsenheden overstiger den skattepligtiges forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Den samlede deltagerkapital omfatter både den indskudte kapital og lånekapital indskudt af deltagere i kapital- og venturefonden.
Stk. 2. Gevinster efter stk. 1 skal opdeles i
1) gevinster, der ikke overstiger et standardafkast, jf. stk. 4, af den indskudte kapital, og
2) gevinster, der overstiger standardafkast af den indskudte kapital.
Stk. 3. Ved kapital- og venturefonde forstås investeringsenheder, der investerer i aktier med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse.
Stk. 4. Ved standardafkast forstås det afkast, som de andre deltagere i kapital- og venturefonden uden fortrinsstilling opnår. Ved beregningen af standardafkastet medregnes både afkastet af den indskudte kapital og afkastet af lånekapitalen.
Stk. 5. I tilfælde omfattet af stk. 1 finder reglerne i §§ 12-15, 22, 44 og 47 ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de i § 16, stk. 1, og §§ 17, 18 og 19 nævnte tilfælde.
Begrundelse
Ifølge ABL § 17 A, stk. 1, gælder, at for skattepligtige med en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond medregnes gevinst og tab af aktier erhvervet via kapital- eller venturefonden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen regulerer en kapitalfondspartners direkte arrangement i en kapitalfond. Efter bestemmelsen skal kapitalfondspartnere beskattes af merafkastet fra kapitalfonden som personlig indkomst, når investeringen foretages direkte i kapitalfonden. Udbytter beskattes ligeledes som personlig indkomst.
G før gaveoverdragelsen
G vil eje 92,31 % af A ApS, 50 % af B ApS, 50 % af C ApS og 50 % af D ApS.
Skatteministeriet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at nogen af selskaberne A ApS, B ApS, C ApS og D ApS kan betragtes som en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17 A, stk. 3, da selskaberne ikke har den profil, der kendetegner en kapital- eller venturefond, jf. de ovenfor citerede lovbemærkninger til LL § 16 I, stk. 3, ABL § 17A og Lov om investeringsforeninger m.v., § 2, stk. 1, nr. 3). Der er ingen fortrinsstilling i disse selskaber, hvis formål er at være holdingselskaber for aktiebesiddelsen i E ApS.
Ingen af selskaberne er således en kapital- eller venturefond. G har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
G efter gaveoverdragelsen
G vil eje 92,31 % af A ApS. Dette selskab er ikke en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17 A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelse. G har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
H før gaveoverdragelsen
H vil eje 7,69 % af A ApS, 50 % af B ApS, 50 % af C ApS og 50 % af D ApS. Ingen af disse selskaber er en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelser. H har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
H efter gaveoverdragelsen
H vil eje 7,69 % af A ApS. Dette selskab er ikke en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelse. H har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
I, J og K før gaveoverdragelsen
Ingen af de tre børn vil eje aktier. De har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
I efter gaveoverdragelsen
I vil eje 100 % af aktierne i B ApS. Dette selskab er ikke en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelse. I har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
J efter gaveoverdragelsen
J vil eje 100 % af aktierne i C ApS. Dette selskab er ikke en kapital- eller venturefond, ABL § 17A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelse. I har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
K efter gaveoverdragelsen
K vil eje 100 % af aktierne i D ApS. Dette selskab er ikke en kapital- eller venturefond, jf. ABL § 17A, stk. 3. Der henvises til ovenstående begrundelse. K har derfor ikke en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond.
Da hverken G, H, I, J eller K har en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond, hverken før eller efter gaveoverdragelsen af anparterne i B ApS, C ApS og D ApS, bliver ingen af dem omfattet af ABL § 17 A.
Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skatteministeriet.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.