Dokumentets metadata

Klageberettiget - hovedanpartshaver i selskab, der er opløst efter konkurs

En hovedanpartshaver ansås ikke for klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, vedrørende selskabets skatteansættelse, og klagen blev derfor afvist.

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren er berettiget til at klage over SKATs afgørelse af 22. november 2010, som vedrører skatteansættelsen af G1 ApS (herefter benævnt selskabet), i hvilket selskab klageren var hovedanpartshaver. Selskabet er opløst efter konkurs.

Landsskatterettens afgørelse
Klagen afvises.

Sagens oplysninger
Det fremgår af sagens akter, at klageren den 1. juli 2004 har stiftet selskabet ved indskud af 125.000 kr. i anpartskapital.

Herefter har selskabet stiftet datterselskaberne G2 ApS og G3 ApS.

Udover at fungere som moderselskab har selskabet ejet en ejendom i Danmark samt timesharelejligheder i Spanien.

Selskabet er opløst efter konkurs den 20. august 2009.

Sagen er efter det oplyste opstået i forbindelse med, at SKAT den 3. maj 2007 over for Politiet anmeldte klageren for skatte-, arbejdsmarkeds- og momssvig. Efter det oplyste har klageren siden 2007 været sigtet for groft skatte- og momssvig vedrørende påståede unddragelser for en række selskaber.

SKATs afgørelse
Følgende fremgår af SKATs afgørelse:

"Vi har ændret selskabets skattepligtige indkomst sådan:

2005
SKAT foreslår, at udbetaling af anpartskapital den 26.05.2005 kr. 125.000 anses for udloddet til [klageren], jf. Ligningslovens § 16 A, i indkomståret 2005.

[Klageren], som er hovedanpartshaver i selskabet, har i 2005 hævet anpartskapitalen i selskabet.

Ifølge Ligningslovens § 16 A, henregnes alt hvad der udloddes fra et selskab til dets hovedanpartshaver til udbytte.

For yderligere begrundelse henvises til sagsfremstillingens punkt 1.

2006
SKAT foreslår, at betaling af købesum i 2006 for ferielejligheder i Spanien kr. 46.648 anses for selskabet uvedkommende og alene betalt af selskabets midler til dækning af hovedanpartshaverens private udgifter.

Ifølge Ligningslovens § 16 A, henregnes alt hvad der udloddes fra et selskab til dets hovedanpartshaver til udbytte.

For yderligere begrundelse henvises til sagsfremstillingens punkt 2.

SKAT foreslår, at omkvalificere den af selskabet udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse i 2006 kr. 5.000 til skattepligtig befordringsgodtgørelse, idet selskabet ikke har foretaget den i Ligningslovens § 9 B krævede kontrol af udbetalingsgrundlaget. Befordringsgodtgørelsen er derfor skattepligtig jf. Ligningslovens § 9, stk. 5.

Krav til dokumentation for og kontrol ved udbetaling af skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser fremgår af Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling punkt 3.

Ændringerne har ikke betydning for selskabets skatteansættelse.

2008
SKAT foreslår, at selskabets sambeskatningsindkomst opgøres således:

Datterselskabet G3 ApS' skattepligtige indkomst for 2008 er ved forslag af 6. juli 2010 foreslået ændret med kr. 800.000 vedrørende manglende fakturering af byggeudgifter vedrørende ejendommen beliggende Y1. Ejendommen er hovedanpartshaverens private bopæl.

Anmodning af 31. maj 2010 fra [klageren] om ændring af sambeskatningsforholdet er ikke imødekommet.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling punkt 5.

Den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26 for at ændre i selskabets skatteansættelse for indkomstårene 2005 og 2006 er overskredet. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27 kan ændringen gennemføres såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag."

Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har på klagerens vegne nedlagt påstand om, at klageren - som anpartshaver i det nu ved konkurs ophørte selskab - er klageberettiget i henhold til SKATs afgørelse vedrørende selskabet for indkomstårene 2005 og 2006.

Det er anført, at SKATs afgørelse er ugyldig på grund af overskridelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og subsidiært, at ansættelsen hviler på et urigtigt grundlag, og ikke er korrekt opgjort.

Til støtte for at klageren er klageberettiget, er det bl.a. anført, at afgørelsen i relation til selskabet har direkte konsekvens og afsmitning i forhold til klageren personligt, idet klagerens indkomst er forhøjet med tilsvarende beløb som vedrørende selskabet.

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse vedrørende selskabet er truffet på baggrund af den efterforskning, der har været i straffesagen. Afgørelsen for selskabet vil derfor have en direkte afsmitning for klageren. Dette følger ifølge repræsentanten allerede af, at SKAT har henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at klageren efter SKATs opfattelse er bagmanden. Repræsentanten har anført, at det følger af skattestrafferetlig praksis, at klageren personligt vil blive tiltalt for de påståede unddragelser i selskabet med påstand om såvel tillægsbøde svarende til de påståede unddragelser, som fængselsstraf, jf. Jan Pedersen, Skattestrafferet, side 129 ff.

Allerede af denne grund har klageren en væsentlig og direkte økonomisk interesse i at påklage ansættelsen, der ligger ud over, hvad en påklage af hans personlige ansættelse vil kunne medføre. Dette følger direkte af, at en påklage af klagerens personlige ansættelse ikke vil have indvirkning på de afgørelser, der er truffet i relation til selskabet. Såfremt klageren ikke får mulighed for at påklage ansættelsen for selskabet, vil der i henhold til praksis ske tiltale imod klageren på baggrund af de påståede og uprøvede unddragelser.

Repræsentanten har endvidere anført, at det er fast praksis, at der i forbindelse med straffesagen nedlægges påstand om, at den ansvarlige daglige leder og hovedaktionær tilpligtes at erstatte SKATs tab som følge af det passerede. Det vil være de påståede tab, som SKAT har lidt vedrørende manglende angivelse og betaling af skat og moms i henhold til SKATs afgørelser, som klageren efter sædvanlig praksis vil blive søgt gjort ansvarlig for.

Det er gjort gældende, at klageren har en meget væsentlig, relevant og økonomisk interesse i at få prøvet selskabets ansættelse, idet afgørelsen har direkte afsmitning og direkte retskraft i forhold til klageren efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, efter hvilken bestemmelse der kan stilles krav om sikkerhed.

Repræsentanten har anført, at klageren ikke i personligt regi har mulighed for at anfægte det materielle grundlag som afgørelsen for selskabet hviler på, idet afgørelsen vedrørende klageren personligt er ugyldig. Afgørelsen er en nullitet og har ingen retskraft i relation til klageren. Dette begrundes med, at SKAT ikke har overholdt 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og afgørelsen derfor er en forvaltningsretlig nullitet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Af skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, fremgår bl.a. følgende:

"En klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der klages over. (...)"

Den påklagede afgørelse vedrører selskabets skatteansættelse. Det fremgår imidlertid, at selskabet ikke eksisterer, da selskabet er opløst efter konkurs den 20. august 2009.

Klageren kan ikke anses for at have en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over, hvorfor klageren ikke kan anses for klageberettiget i henhold til skatteforvaltningslovens § 40, stk.1.

Klagerens interesse i at kunne påklage afgørelsen må således anses som afledet og indirekte, jf. til eksempel den i Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003, side 345 ff. gengivne udtalelse. Der er herved tillige henset til, at klagerens interesse varetages ved indsigelse vedrørende hans personlige skatteansættelse, og at han ved behandlingen af eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at fremkomme med de indsigelser, han har mod SKATs afgørelse vedrørende selskabets indkomstansættelse, jf. ØLD af 6/2 2008, offentliggjort ved SKM2008.166.ØLR , og SKM2007.289.LSR .

Klagen afvises derfor. Det bemærkes, at Landsskatteretten ikke har taget stilling til afgørelsens retskraft.