Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-10-2011
Offentliggjort:28-10-2011
SKM-nr:SKM2011.694.SR
Journalnr.:11-068892
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Salg ekspropriationslignende vilkår, ny linjeføring Kassø-Tjele højspændingsledning

Skatterådet kan bekræfte, at fortjeneste ved salg (erstatning) af spørgers ejendom vil være skattefri efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8.


Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at en tilbudt købesum som spørger modtager fra Køber som alternativ til ekspropriation i forbindelse med opgradering af el-forbindelsen til 400 kV fra Kassø til Tjele i Jylland, vil være skattefri hvis de accepterer tilbuddet?

Svar

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgerne ejer ejendommen matr.nr.xx beliggende i Z-By. Ejendommen er beliggende i landzone og udgør 4568 m2.

I Z Kommunes BBR-registreringsstystem er ejendommen anført som "fritliggende enfamiliehus" med et samlet bygningsareal på 240 m2, heraf boligareal på 186 m2 + 54 m2 garage.

Køber er et 100 % statsligt ejet selskab, som ejer den overordnede infrastruktur og opretholder forsyningssikkerheden samt sikrer et velfungerende marked for el og gas i Danmark.

Køber har modtaget Klima - og Miljøministeriets tilladelse til at opgradere 400 kV fra Kassø til Tjele i Jylland, dateret den 28. januar 2011, og ejendommens beboelsesbygninger derved kommer til at ligge mellem 30 til 40 meter fra den opgraderede luftledning har Køber tilbudt at købe ejendommen, som et alternativ til ekspropriation.

Z kommune har i brev af 4. oktober 2011 erklæret, at ejendommen ikke må udstykkes, da der jf. lov om planlægning ikke må udstykkes nye selvstændige boligparceller i landszoneområder, og der ved konkret ansøgning ikke vil blive givet tilladelse til udstykning.

Spørgerne har ejet og beboet ejendommen siden december 2005.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmålet skal besvares ja, fordi ejendommen er parcelhus i landzone.

Lovbekendtgørelse nr. 891 af 17/8-2006, Ejendomsavancebeskatningsloven § 11, stk. 1, note 74. Overdragelsen vil i givet fald være et alternativ til ekspropriation, idet Klima- og Energiministeriet i sådanne sager anmoder Ministeriet for offentlige arbejder om via ekspropriation at være Køber behjælpelig med at få adgang til opgraderingen af den nævnte 400 kV luftledning fra Kassø til Tjele i Jylland.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovregler

Ifølge ejendomsavancebeskatningsloven (lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006) § 1 medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst.

Ifølge § 8 gælder dette dog ikke fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse hvis huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

1. ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m² eller

2. der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse eller

3. udstykning ifølge erklæring fra told- og skatteforvaltningen vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8 omfatter også fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i forbindelse med ekspropriation af en- og tofamilieshuse, når betingelserne i ejendomsavancebeskatningsloven § 8 i øvrigt er opfyldt.

Praksis

Afståelse af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og sommerhuse er som hovedregel fritaget for beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven

Ved salg af en- og tofamilieshuse er det først og fremmest en betingelse for skattefritagelsen, at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit, se den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.15.1 for nærmere gennemgang af betingelserne.

Begrundelse

Ad. spørgsmål 1.

Der spørges om den tilbudte købesum vil være skattefri.

Ejendommen er registreret som et fritliggende enfamilieshus i landzone, der er anvendt af spørger til beboelse. Ejendomme er beliggende på et grundareal, der er over 1.400 m2.

Ifølge erklæring fra Z kommune vil der ikke blive givet tilladelse til udstykning fra ejendommen.

Det er derfor Skatteministeriets opfattelse, at ejendommen opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1, hvorfor ejendommen kan afstås skattefrit.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde Skatteministeriets indstilling og begrundelse.