Dokumentets dato: | 31-05-2012 |
Offentliggjort: | 31-05-2012 |
SKM-nr: | SKM2012.346.SKAT |
Journalnr.: | 2012-533-0752 |
Referencer.: | Registreringsafgiftsloven |
Dokumenttype: | Styresignal |
Landsskatteretten har ved SKM2011.601.LSR afgjort, at en bil, der var registreret i udlandet, men lånt ud til en herboende, ikke skulle registreres her i landet, da brugsretten ikke oversteg 6 måneder. Landsskattererren fandt, at definitionen af en bruger i § 41 i registreringsbekendtgørelsen skulle anvendes ved fortolkningen af § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen.Skatteministeriet har konstateret, at der i perioden 1. januar 2008 til 31. december 2011 ikke har været hjemmel til at lade en ikke-registreret bruger hæfte for krav på betaling af registreringsafgift.Der skal ske genoptagelse af disse sager. Der vil desuden i visse sager kunne være grundlag for erstatning.
1. Registrering af udenlandsk køretøj ved herboendes brug i ikke over 6 måneder:
Efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (registreringsafgiftsloven) skal der betales registreringsafgift af motorkøretøjer, der skal registreres i Køretøjsregisteret, før køretøjet tages i brug, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer.
Registreringsafgiften af et køretøj skal som udgangspunkt være betalt, før køretøjet kan registreres i Køretøjsregisteret.
Efter § 7, stk. 1, i registreringsbekendtgørelsen skal et køretøj registreres her i landet, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.
Efter § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen skal et køretøj registreres her i landet, selv om ingen ejer har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet.
En bruger af et køretøj er en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets ejer, og som har fået stillet køretøjet til rådighed efter aftale med køretøjets ejer. Det er uden betydning om brugen er baseret på en aftale om lån, leje eller leasing.
Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, at en person med bopæl her i landet ikke må føre et udenlandsk motorkøretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i § 17, stk. 2, eller §§ 18-26.
Efter § 41 i registreringsbekendtgørelsen skal en bruger af et køretøj registreres i Køretøjsregisteret, hvis den pågældende har en varig brugsret til køretøjet. Efter den hidtidige affattelse af bestemmelsen anses en brugsret for varig, hvis brugsretten er aftalt til at vare mere end 6 måneder.
Efter § 39 i registreringsbekendtgørelsen kan alene et køretøjs ejer anmelde et køretøj til registrering i Køretøjsregisteret. Ansvaret for, at en bruger af et køretøj registreres i Køretøjsregisteret, påhviler således køretøjets ejer.
Landsskatteretten har ved en afgørelse af 16. august 2011 truffet afgørelse om, at en bil, der var registreret i udlandet, men lånt ud til en herboende, ikke skulle registreres her i landet, da brugsretten ikke oversteg 6 måneder. Landsskatteretten fandt, at definitionen af en bruger i § 41 i registreringsbekendtgørelsen skulle anvendes ved fortolkningen af § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen. Afgørelsen er offentliggjort den 20. september 2011 ved SKM2011.601.LSR .
Landsskatterettens afgørelse har medført, at der er udstedt bekendtgørelse nr. 1292 af 15. december 2011 om ændring af registreringsbekendtgørelsen med virkning fra den 1. januar 2012. Efter ændringsbekendtgørelsen indtræder pligt til at lade et udenlandsk køretøj registrere her i landet som følge af en herboendes brug, jf. § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen, hvis brugeren råder over køretøjet her i landet i 30 dage eller mere.
2. Hæftelse for køretøjets bruger:
Efter § 20, stk. 1, i registreringsafgiftsloven hæfter som udgangspunkt ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret, for betaling af registreringsafgiften af køretøjet. Udover den civilretlige ejer omfatter bestemmelsen efter praksis både en registreret ejer og en registreret bruger.
Efter § 20, stk. 2, i registreringsafgiftsloven hæfter tillige den, der har pligt til at lade køretøjet registrere, hvis køretøjet i strid med lov om registrering af køretøjer ikke er registreret. Det kan ske ved brug af et udenlandsk køretøj, der skal registreres i Køretøjsregisteret, eller ved brug af et køretøj, der ikke er registreret.
I tilfælde, hvor det statueres, at et udenlandsk køretøj skal registreres her i landet som følge af en herboendes brug af køretøjet, er kravet om betaling af registreringsafgift af køretøjet normalt rettet mod denne bruger. Det har sammenhæng med, at køretøjets ejer bor i udlandet.
Men en bruger hæfter ikke efter § 20, stk. 1, i registreringsafgiftsloven for registreringsafgiften af et køretøj, der ikke er registreret i Køretøjsregisteret. Og en bruger kan ikke anmelde et køretøj til registrering i Køretøjsregisteret uden ejerens samtykke, hvorfor en bruger ikke kan hæfte efter § 20, stk. 2, i registreringsafgiftsloven.
Den retstilstand, at alene ejeren af et køretøj kan anmelde køretøjet til registrering, blev indført med virkning fra 1. januar 2008 ved bekendtgørelse nr. 1567 af 20. december 2007 om registrering af køretøjer m.v. Herefter havde alene ejeren af et køretøj pligt over for det offentlige til at lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret.
Skatteministeriet har ændret denne retstilstand med bekendtgørelse nr. 1292 af 15. december 2011 om ændring af registreringsbekendtgørelsen, som har virkning fra den 1. januar 2012. Efter ændringsbekendtgørelsen har et køretøjs bruger pligt til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet bruges her i landet i 30 dage eller mere, jf. § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen.
SKM2011.601.LSR er en underkendelse af hidtidig praksis. Derfor skal der ske genoptagelse af afgørelser om pligt til registrering her i landet af et køretøj, der er registreret i udlandet, som følge af at der er en herboende bruger af køretøjet, og den aftalte brugsperiode er på ikke over 6 måneder. Genoptagelse skal ske af afgørelser vedrørende perioden fra den 1. januar 2008 til 31. december 2011.
Det vil sige afgørelser, der omhandlede spørgsmålet om indregistreringspligt af et udenlandsk indregistreret køretøj, der havde været udlånt til en herboende bruger, men hvor aftaleperioden i brugsaftalen var på mindre end 6 måneder.
Der skal også ske genoptagelse af afgørelser, hvor krav om betaling af registreringsafgift er gjort gældende mod brugeren af et køretøj, der ikke er registreret i Køretøjsregisteret. Genoptagelse skal ske af afgørelser, der er truffet på grundlag af registreringspligtens indtræden i perioden 1. januar 2008 til 31. december 2011. Det bemærkes, at registreringspligten indtræder, når køretøjet tages i brug her i landet, og betingelserne efter registreringsbekendtgørelsens § 7 er opfyldt.
Det vil sige afgørelser, der har omhandlet spørgsmålet, hvorvidt en herboende bruger af et udenlandsk indregistreret køretøj, hæftede for registreringsafgiften, såfremt køretøjet skulle indregistreres i Danmark.
Genoptagelse sker med hjemmel i §§ 31 og 32 i skatteforvaltningsloven.
SKAT udsøger så vidt muligt de sager, der skal genoptages. Det beror på en konkret vurdering, om en sag skal genoptages, herunder vil det forhold, at en herboende bruger reelt må anses for ejer af køretøjet medføre, at sagen ikke skal genoptages.
1. Registrering af udenlandsk køretøj ved herboendes brug i ikke over 6 måneder:
De sager, der skal genoptages som følge af SKM2011.601.LSR
, er sager, hvor registreringsafgiftskravet er rejst på baggrund af en herboende brugers anvendelse af bilen i perioden 1. januar 2008 til 31. december 2011, og hvor betingelserne for, at den pågældende herboende skulle betragtes som bruger efter § 41 i registreringsbekendtgørelsen, ikke var opfyldt. Sager, hvor der var aftalt en brugsret på mere end 6 måneder, eller hvor brugen faktisk har varet mere end 6 måneder, skal ikke genoptages, medmindre kravet er gjort gældende mod brugeren, jf. nedenfor.
2. Hæftelse for køretøjets bruger:
De sager, der skal genoptages som følge af Skatteministeriets vurdering af grundlaget for at kræve registreringsafgift af et køretøjs bruger, er sager, hvor krav om betaling af registreringsafgift af et køretøj, der er registreret i udlandet, eller af et køretøj, der ikke er registreret, er gjort gældende mod en bruger af køretøjet.
SKAT vil som nævnt så vidt muligt udsøge de sager, det vil være relevant at genoptage. SKAT vil endvidere orientere de personer mod hvem, der er blevet rejst et uberettiget afgiftskrav og ejeren af beslaglagte biler med henblik på, at disse personer kan rejse et eventuelt erstatningskrav.
Herudover vil en borger eller virksomhed kunne anmode om genoptagelse efter dette styresignal.
Anmodningen skal fremsættes inden 6 måneder efter offentliggørelsen af dette styresignal for så vidt angår anmodninger om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.
Med anmodningen bør følge kopi af SKATs afgørelse eller andet relevant materiale, som kan identificere den pågældende sag og det omhandlende køretøj. Endvidere skal anmodningen indeholde en angivelse af, hvorfor ansøgeren mener at have en sag, der er omfattet af dette styresignal om genoptagelse.
Tilbagebetalingsbeløbet anses for indbetalt efter påkrav og forrentes fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen, jf. afsnit A.A.12.3, Forrentning af tilbagebetalingsbeløb, Den Juridiske Vejledning om de processuelle regler på SKATs område.
Hvis registreringsafgiften er blevet betalt, og køretøjet efterfølgende er blevet anvendt i Danmark, er der ikke grundlag for tilbagebetaling, idet afgiftens betaling har været en forudsætning for køretøjets anvendelse her i landet. Der vil derimod kunne være grundlag for erstatning, jf. nedenfor.
Der vil kunne være personer og virksomheder, der har lidt tab som følge af den retsanvendelse, der har ligget til grund for de sager, der nu genoptages. Der vil fortrinsvist være tale om ejere af beslagte køretøjer.
Erstatningskrav i den anledning behandles efter de civilretlige regler.
De pågældende opfordres til skriftligt at rette henvendelse til SKAT, Sagscenter Person 8, Østbanegade 123, 2100 København Ø eller via e-mailadressen erstatningssager@skat.dk .
Ved henvendelsen skal der fremlægges dokumentation for tabets størrelse og øvrige relevante omstændigheder.