Dokumentets dato: | 16-12-2003 |
Offentliggjort: | 26-02-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.91.LR |
Journalnr.: | 99/02-4812-00097 |
Referencer.: | Ejendomsavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Bindende forhåndsbesked |
Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at ejere af beboelsesejerlejligheder, som opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, vil være skattefri af deres andel af vederlaget for afståelse af byggeretten til opførelse af nye ejerlejligheder i en ny tagetage på ejerlejlighedsejendommen. Det er forudsat at den enkelte ejer kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed.
Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked taget stilling til spørgsmålet om anvendelse af ejendomsavancebeskatningslovens § 1 og § 8, stk. 1.
Spørgsmål
Er medlemmerne af Ejerforeningen X omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven ved afståelse af byggeretten til opførelse af Y nye ejerlejligheder til beboelse i en ny tagetage på ejerlejlighedsejendommen Z?
Svar
Ja, de medlemmer, der ejer en beboelsesejerlejlighed, og som opfylder betingelserne for skattefritagelse i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, vil være skattefri af deres andel af vederlaget for afståelse af byggeretten, idet det er forudsat, at det enkelte medlem kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed, se sagsfremstilling og begrundelse.
For så vidt angår de medlemmer, der ikke opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, om ejerlejlighedens status og benyttelse, herunder beboelseskravet, indstilles det, at spørgsmålet besvares med et nej, idet fortjenesten vil være skattepligtig efter § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven. Det er herved forudsat, at det enkelte medlem kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Ejendommen indeholder i alt x ejerlejligheder. Det er oplyst, at den eksisterende bygning ikke indeholder noget loft, idet taget er fladt.
Ejerforeningen X agter at foreslå, at der indrettes Y nye boliger (ejerlejligheder) i en ny tagetage på ejerlejlighedsejendommen.
Ifølge ansøgningen om byggetilladelse er der tale om påbygning af en tagetage med saddeltag på den eksisterende bygning, der er med fladt tag.
Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 12. marts 2002 besluttet at principgodkende, at de pågældende boliger indrettes i en ny tagetage.
Samtidig har kommunalbestyrelsen godkendt, at projektet desuden omfatter renoveringsarbejder på bygningens facader samtidig med, at der via elevator og svalegange sikres niveaufri adgang til samtlige boliger og klinikker i bygningen. Projektet er privat finansieret.
Forinden der indgås endelig aftale om overdragelse af byggeretten til P til den nye tagetage, ønskes oplyst, om de enkelte ejere af ejerlejlighederne vil være fritaget for beskatning af fortjenesten ved overdragelsen.
Ejerforeningens vedtægter fremgår af Boligministeriets normalvedtægt af 14. juni 1966 med senere ændring, i det omfang normalvedtægten ikke er fraveget ved foreningens eget tillæg til normalvedtægten.
Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Ved nærværende anmodning om bindende forhåndsbesked ønskes Ligningsrådets stillingtagen til, om de enkelte medlemmer af Ejerforeningen X vil blive beskattet af en eventuel fortjeneste ved ejerforeningens salg af byggeretten til opførelsen af Y lejligheder i en ny tagetage, herunder om bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, vil finde anvendelse.
I den konkrete sag er det styrelsens udgangspunkt, at de enkelte medlemmer er rette indkomstmodtager i relation til den pågældende fortjeneste ved et salg af byggeretten vedrørende tagarealet.
Ejendomsretten til tagarealet er efter styrelsens opfattelse knyttet direkte til medlemmernes ejendomsret til en lejlighed i ejerlejlighedsejendommen. Som følge heraf er det derfor også styrelsens opfattelse, at retten til at disponere over tagarealet, herunder byggeretten, må anses for at indgå som en del af ejendomsretten over ejerlejligheden.
Det er herved forudsat, at der ikke er sket opdeling (udstykning) af tagarealet fra ejerlejlighedsejendommens fælles bestanddele.
Fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven.
Efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven gælder dog, at fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke medregnes, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet lejligheden, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. § 8, stk. 2, omhandler betingelserne for, at sommerhusejendomme og lign., der har været benyttet til privat formål, kan afstås skattefrit.
Medlemmer, der ejer en beboelsesejerlejlighed, og som bebor eller har beboet lejligheden, vil kunne sælge beboelsesejerlejligheden skattefrit, når de angivne betingelser i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt.
Hvis en ejerlejlighed kan sælges skattefrit efter den nævnte bestemmelse i ejendomsavancebeskatningsloven, vil en del af en sådan ejerlejlighed, ligeledes kunne sælges skattefrit. Det er dog en forudsætning herfor, at den del af ejendomsretten til lejligheden, der sælges, overdrages efter reglerne om delsalg, dvs. at aftalen om afståelsen er betinget af opdeling (udstykning), men at opdeling endnu ikke er sket, jf. TfS 2000, 829 LR.
Det indstilles, at spørgsmålet besvares med et ja, for så vidt angår de medlemmer, der ejer en beboelsejerlejlighed, og hvor betingelserne for skattefritagelse i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven i øvrigt er opfyldt. Det er herved forudsat, at det enkelte medlem kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed.
For så vidt angår de medlemmer, der ikke opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, om ejerlejlighedens status og benyttelse, herunder beboelseskravet, indstilles det, at spørgsmålet besvares med et nej, idet fortjenesten vil være skattepligtig efter § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven. Det er herved forudsat, at det enkelte medlem kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed.
Det er forudsat, at de enkelte medlemmer ikke er næringsdrivende ved handel med fast ejendom.
Styrelsen skal bemærke, at der ikke herved er taget stilling til, hvorledes vederlaget for afståelse af byggeretten skal opgøres skattemæssigt.
Ligningsrådet tiltrådte indstillingerne.