Dokumentets metadata

Ekstraordinær genoptagelse - reaktionsfrist - begrundelse

Mangler ved begrundelsen i agterskrivelsen og afgørelsen var uden betydning for afgørelsens indhold og for appellanternes muligheder for at anfægte afgørelsen. Efter en konkret væsentlighedsvurdering havde manglerne derfor ikke ugyldighedsvirkning.Reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Derfor skulle fristen ikke regnes fra januar 2007, hvor skattemyndighederne havde modtaget de kreditkortoplysninger, som var anledningen til skatteforhøjelsen. Fristen skulle heller ikke - som antaget af Landsskatteretten og byretten - regnes fra juli 2007, hvor appellanterne havde besvaret skattemyndighedernes forespørgsel om sammenhængen mellem hævningerne og selvangivelserne. Derimod skulle fristen først regnes fra den 1. november 2007, hvor den af skattemyndigheden fastsatte frist for fremlæggelse af dokumentation var udløbet, uden at dokumentation var fremlagt. Agterskrivelsen af 6. december 2007 var derfor også afsendt inden udløbet af reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skattekontrollovens § 27, stk. 2.(Stadfæstelse af byrettens dom, SKM2010.798.BR).

Parter

BA og A
(advokat Søren Hilbert)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

Afsagt af landsdommerne

Ejler Bruun, Norman E. Cleaver og Charlotte Gynde (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 29. oktober 2010 (BS 41B-7333/2009 og BS 41B-7334/2009) er anket af A og BA med påstande som for byretten om, at deres skatteansættelser for indkomstårene 2001-2004 kendes ugyldige, subsidiært at deres skatteansættelser for indkomstårene 2001-2003 kendes ugyldige.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Appellanterne har til støtte for, at begrundelsesmanglen har haft konkret væsentlighed, yderligere henvist til tvangsindgrebslovens § 10.

Indstævnte har heroverfor gjort gældende, at myndighederne ikke har påberåbt sig nogen oplysningspligter, og at tvangsindgrebslovens § 10 derfor ikke finder anvendelse i denne sag.

Indstævnte har yderligere gjort gældende, at begyndelsestidspunktet for 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, må være den 1. november 2007, hvor skattemyndighedens frist for fremlæggelse af dokumentation udløb. Skattemyndigheden kunne først da konstatere, at appellanterne ikke kunne eller ville fremlægge dokumentation, og havde følgelig først da grundlag for at udsende agterskrivelserne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er også for landsretten ubestridt, at appellanterne har handlet groft uagtsomt ved at udeholde de omhandlede indtægter i indkomstårene 2001 - 2004.

Den ordinære frist for ændring af skatteansættelse er senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. SKAT fremsendte agterskrivelser til appellanterne for indkomstårene 2001 til 2004 den 6. december 2007 og traf afgørelser om ændring af appellanternes skatteansættelser den 28. marts 2008. Som følge heraf er ændringerne af appellanternes skatteansættelser for indkomståret 2004 sket rettidigt. Da appellanterne ud over manglende rettidighed alene støtter påstanden om ugyldighed på begrundelsesmangel vedrørende lovens § 27, stadfæster landsretten byrettens afgørelse for så vidt angår indkomståret 2004.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, må regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Landsretten finder, at fristen i denne sag må regnes fra den 1. november 2007, hvor appellanternes frist for at dokumentere, at der var tale om private lån, udløb. De varslede ændringer for indkomstårene 2001, 2002 og 2003, som skete ved agterskrivelserne af 6. december 2007, er derfor sket inden for fristen i § 27, stk. 2.

Den manglende præcisering af hjemlen i skatteforvaltningslovens § 27 i afgørelserne af 28. marts 2008 kan efter de foreliggende oplysninger ikke antages at have haft betydning for afgørelsernes indhold eller appellanternes muligheder for at anfægte afgørelserne. Det tiltrædes derfor, at begrundelsesmanglen har været uden konkret væsentlighed og derfor ikke bevirker afgørelsernes ugyldighed. Der er ikke er oplyst omstændigheder, som gør, at tvangsindgrebslovens § 10 tillægges betydning ved bedømmelsen af, hvorvidt begrundelsesmanglen har været væsentlig.

Landsretten stadfæster derfor også byrettens afgørelse for så vidt angår indkomstårene 2001 - 2004.

Efter sagens forløb og udfald skal appellanterne til dækning af indstævntes advokatudgifter betale sagsomkostninger for landsretten som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal BA og A in solidum betale 70.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.