Dokumentets metadata

Dokumentets dato:30-01-2004
Offentliggjort:23-03-2004
SKM-nr:SKM2004.147.TSS
Journalnr.:99/04-4314-05810
Referencer.:Fusionsskatteloven
Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Skattefri spaltning af et holdingselskab med efterfølgende successionsoverdragelse i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 11 – Tilladelse uden fastsættelse af særlige vilkår

Sagen vedrørte skattefri spaltning af et holdingselskab. I umiddelbar forlængelse af spaltningen var det hensigten, at to af de modtagende selskaber skulle successionsoverdrages til hovedaktionærernes to sønner i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 11. Told- og Skattestyrelsen imødekom anmodningen om skattefri spaltning uden fastsættelse af særlige vilkår, idet formålet fandtes at være forretningsmæssigt begrundet.


Told- og Skattestyrelsen blev anmodet om tilladelse til skattefri ophørsspaltning af et holdingselskab i medfør af fusionsskattelovens §§ 15 a og 15 b.

Holdingselskabet, som var stiftet ved skattefri aktieombytning i 1997, ejede samtlige aktier i to underliggende driftsselskaber. Koncernen var ejet af ægteparret M og F.

Den påtænkte spaltning agtedes gennemført derved, at selskabets aktiver og passiver blev overdraget til tre nystiftede holdingselskaber, B1, B2 og MF. I forbindelse med spaltningen ville anpartskapitalen i de to underliggende datterselskaber fordeles ligeligt på de tre modtagende selskaber, mens samtlige øvrige aktiver og passiver ville overdrages til MF. Herefter skulle anparterne i B1 og B2 overdrages til M og F´s 2 sønner i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 11.

Formålet med transaktionerne var således, at de to sønner hver især – og via deres personligt ejede holdingselskaber – skulle erhverve ejerskab over 1/3 af aktierne i de underliggende driftsselskaber.

Told- og Skattestyrelsen imødekom anmodningen om skattefri spaltning uden fastsættelse af særlige vilkår. Derved var navnlig henset til, at generationsskiftet vedrørte de driftsmæssige aktiviteter, og at sønnerne allerede var erhvervsmæssigt involveret heri.

Det forhold, at spaltningen i det konkrete tilfælde medførte undgåelse af 15%-kravet i aktieavancebeskatningslovens § 11, kunne ikke i sig selv anses som skatteundgåelse eller skatteunddragelse, når det – som tilfældet var i den konkrete sag – samtidig kunne godtgøres, at hovedformålet med spaltningen var forretningsmæssigt begrundet i et faktisk generationsskifte af en reel erhvervsvirksomhed, i overensstemmelse med aktieavancebeskatningslovens § 11's formål, jf. bemærkningerne til lov nr. 763 af 14. december 1988.