Dokumentets metadata

Skønsmæssigt fastsatte renteindtægter af formue i en fond

Sagen drejede sig om, hvorvidt Fonden G, Liechtenstein, kunne godkendes som selvstændigt skattesubjekt. Spørgsmålet var om fonden, der ikke var blevet anset som et selvstændigt skattesubjekt, efter den sidste af de 3 stifteres død, måtte anses som et selvstændigt skattesubjekt, da der efter liechtensteinsk ret ikke er mulighed for, at stifterens tilbagekaldelses- og ændringsret overdrages eller falder i arv. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at fondens formue ikke kunne anses for effektivt og definitivt udskilt fra klagerens formue, hvorfor det blev godkendt, at klageren blev beskattet af en skønnet renteindtægt af formuen i fonden.

"Klagen angår beskatning af skønsmæssigt fastsatte renteindtægter af formue placeret i en fond (G Stiftung), Liechtenstein.

Resume

Fonden, der blev stiftet i 1983 af klagerens onkel og dennes 2 venner, og som har hjemsted i Lichtenstein, havde oprindeligt til formål at begunstigede den unge generation i form af økonomisk støtte til fx videre uddannelse. Formålet med fonden var nærmere at undgå en belastende arveafgift. Efter vennernes død og få dage før sin egen død ændrede onklen fondens vedtægter til udelukkende begunstigelse af ham selv, klageren, klagerens hustru og søn."

Der er enighed mellem parterne om, at fonden efter dansk skatteret ikke kan anses som et selvstændigt skattesubjekt indtil onklens død i 1998. Endvidere er der enighed om, at fonden er lovligt stiftet og etableret i henhold til lovgivningen i Liechtenstein.

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001-2003 og 2005 med skønsmæssigt ansatte renteindtægter af fondens formue. Afgørelsen, der er stadfæstet af skatteankenævnet, er bl.a. begrundet med, at klageren efter onklens død må anses som den reelle ejer af formuen i fonden, som således ikke kan anses som et selvstændigt skattesubjekt.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at beskatningen af den skønnede renteindtægt af formuen frafaldes.

Til støtte herfor er bl.a. anført, at den ret som fondens stiftere havde haft i form af tilbagekaldelses- og ændringsret efter liechtensteins ret ikke kan falde i arv. Denne ret bortfalder derfor, når stifteren eller sidste stifter dør. Retten er herefter ikke overgået til klageren. Det er således lovgivningen i Liechnstein, der entydigt afgør sagen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I Højesterets dom fra februar 2011, der drejede sig om, hvorvidt klageren kunne fratrække renteudgifter af et lån fra 1993 fra fonden G Stiftung, Liechtenstein, i årene 1995 - 1997, fandt flertallet af dommerne det ikke godtgjort, at de overførte beløb fra fonden til klageren angik reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter, hvorfor fradragsret blev nægtet. Mindretallet fandt derimod, at fonden i forhold til klageren måtte anses for et selvstændigt rets- og skattesubjekt, og at der herefter ikke var grundlag for at fastslå, at lånet ikke var reelt, og for at nægte fradragsret med denne begrundelse.

Det er oplyst, at den sidste af fonden G Stiftungs stiftere, klagerens onkel, døde i 1998. Endvidere er oplyst, at det efter liechtensteinsk ret ikke er muligt for en fond, at stifterens tilbagekaldelses- og ændringsret kan overdrages eller falde i arv.

Spørgsmålet er herefter om, fonden efter onklens død i forhold til klageren skal anses for et selvstændigt skattesubjekt med den konsekvens, at han ikke kan beskattes af indtægter fra fondens formue, men derimod af udlodninger fra fonden.

Om fonden kan anses for et selvstændigt skattesubjekt, afgøres efter dansk skatteret. Afgørende er herefter, om der foreligger en klar, effektiv og definitiv adskillelse af formuen.

I en situation som her, hvor der er tale om en fond beliggende i Liechtenstein, der er oprettet af klagerens onkel, og dennes 2 venner, og hvor fondens vedtægter af onklen efter vennernes død og få dage før sin egen død, ændrede fondens vedtægter til udelukkende begunstigelse af ham selv, klageren, hans hustru og deres søn, samtidig med at han ved testamente havde gjort klageren til sin universalarving, påhviler der klageren en skærpet bevisbyrde for, at fondens formue også reelt ud fra de faktiske disponeringer er effektivt og definitivt adskilt.

Efter klagerens oplysninger må det ud fra en helhedsvurdering lægges til grund, at kravet om effektiv og definitiv udskillelse af formuen til fonden ikke er til stede. Tværtimod viser de foreliggende oplysninger, at klageren, der sammen med sin hustru og deres søn er eneste begunstigede i fonden, stedse har kunnet og rent faktisk har disponeret i relation til formuen. Således indfriede klageren sit lån til fonden i 2005, hvor ovennævnte sag verserede ved landsretten, og hvor han (og hans familie) var enebegunstigede og dermed sikker på, på et senere tidspunkt at modtage pengene retur. Endvidere har han løbende modtaget udlodninger fra fonden, herunder også efter mundtlige anmodninger herom, ligesom det er oplyst, at han har deltaget i møder med forvaltningsinstituttet mv. Hertil kommer, at fondens formue ved opløsning om muligt skal tilgå klageren og hans familie i henhold til bestemmelserne om begunstigelse.

Det bemærkes desuden, at klagerens skiftende/manglende oplysninger om fondens formue, udlodninger mv., tillige bidrager til opfattelsen af, at fonden efter dansk skatteret er uden økonomisk realitet.

Det kan herefter tiltrædes, at fonden, uanset at den efter liechtensteinsk ret anses for en selvstændig enhed, ikke efter dansk skatteret kan anses som et selvstændigt skattesubjekt, hvorfor beskatning af fondens indkomst skal ske hos klageren. Herefter og da der ikke som sagen er oplyst er grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelser for indkomstårene 2001 - 2003 og 2005 tiltrædes SKATs afgørelse.