Dokumentets metadata

Benyttelse af psykologrådgivning som udgangspunkt ikke arbejdsrelateret

Skatterådet kan ikke bekræfte, at de medarbejdere ansat hos spørger, der benytter en psykologisk rådgivning, ikke skal beskattes heraf. Skatterådets svar beror på, at hovedparten af de dækningsforhold, hvor medarbejderne kan benytte rådgivningen som udgangspunkt anses for at vedrøre forhold af privat karakter. Skatterådet bemærker i den forbindelse, at det er uden betydning, at en medarbejders psykiske problemer påvirker arbejdsevnen negativt. Skatterådet finder dog, at den psykologiske rådgivning kan anses for skattefri forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme, under forudsætning af, at den primære årsag til medarbejderens psykiske problemer efter en individuel og konkret vurdering skyldes forhold relateret til medarbejderens arbejde. I tilfælde af, at rådgivningen ikke kan anses som skattefri forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme finder skatterådet, at værdien af godet ikke kan henføres til bagatelgrænsen på 5.500 kr. vedrørende goder der i overvejende grad er ydet af hensyn til de ansattes arbejde. Skatterådet afviser at besvare spørgsmål, der vedrører indberetningspligter til SKAT men giver i stedet en vejledende udtalelse om reglerne for indberetningspligt vedrørende arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger.

Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at de medarbejdere, der benytter den psykologiske rådgivning som beskrevet nedenfor, ikke skal beskattes heraf?
2. Hvis spørgsmål 1 besvares med "nej", kan Skatterådet bekræfte, at værdien af godet kan henføres til bagatelgrænsen på 5.500 kr. vedrørende goder, der i overvejende grad er ydet af hensyn til de ansattes arbejde, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.?
3. Hvis medarbejderne skal beskattes af den psykologiske rådgivning, er det så ensbetydende med, at spørger ikke kan lave en aftale, der lover medarbejderen anonymitet?

Svar

1. Nej. Se dog begrundelsen.
2. Nej.
3. Afvises. Se dog vejledende udtalelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund

Spørger har indgået en samarbejdsaftale / abonnementsaftale (aftalen) med en udbyder af sundhedsydelser (udbyder) om psykologisk rådgivning i forbindelse med aktuelle psykosociale problemer, som påvirker medarbejdernes arbejdsindsats negativt.

Af aftalen, der er indgået i januar 2008, fremgår bl.a. følgende:

Af bilag A (serviceaftalen) fremgår bl.a. følgende:

"[...] Denne serviceaftale er et bilag til samarbejdsaftalen indgået mellem [spørger] og [udbyder] den 1. januar 2008. Denne serviceaftale indeholder en udførlig beskrivelse af de ydelser, som parterne har indgået aftale om. Herunder ansvarsfordeling for udførsel af ydelserne. [...]

Dispositionen

Der er stillet spørgsmål ved, om ovennævnte aftale som følge af ændringen af ligningsloven omkring sundhedsydelser, er blevet skattepligtig, idet aftalen ud over arbejdsbetingede problemer omfatter henvendelsesårsager som dødsfald og alvorlig sygdom under forudsætning af, at det påvirker arbejdsindsatsen i negativ retning jfr. ovenfor.

Spørger anmoder derfor om et bindende svar vedrørende aftalen med udbyder.

Det skal bemærkes, at aftalen bygger på, at henvendelser er anonyme for spørger / arbejdsgiveren. Det vil således ikke være muligt at beskatte de medarbejdere, der gør brug af ordningen. Endvidere dækker ordningen ikke egentlig behandling af eventuelle problemer, idet rådgivningen medfører, at medarbejderen henvises til relevant behandling.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers vurdering, at ændringen af skattelovgivningen fra 1. januar 2012 ikke har haft til hensigt at gøre aftalen som anført ovenfor skattepligtig. Spørger opfatter rådgivningen hos udbyder som en forsikring, der vedrører anonym visitation, hvor private udløste problemstillinger kan påvirke arbejdssituationen såvel som arbejdsbetingede problemstillinger.

Høringssvar

Spørger er fremkommet med følgende høringssvar til Skatteministeriets udkast til indstilling til Skatterådet:

"[Spørger] skal til sagsfremstillingen gøre den bemærkning, at [spørger] mener Skatteministeriet overvurderer det private indhold i ordningen. Der er først og fremmest tale om en rådgivning, der skal sikre at medarbejderne så tidligt som muligt i et kriseforløb kommer under den rette behandling og dermed sikre, at medarbejderen har så gode muligheder som muligt for at opretholde et fortsat ansættelsesforhold. Det skal i øvrigt understreges, at kommer det til et egentligt behandlingsforløb vil [spørger] naturligvis skulle træffe afgørelse, om man vil dække udgiften. Det betyder, at anonymiteten nødvendigvis bliver ophævet på medarbejderens foranledning, og det kan afgøres, om der er tale om en direkte arbejdsrelateret sygdom."

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger ønsker bekræftet, at de medarbejdere, der benytter den psykologiske rådgivning, ikke skal beskattes heraf.

Lovgrundlag

Statsskattelovens (lov nr. 149 af 10/4 1922) § 4 c er formuleret således (uddrag):

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.

c. af et embede eller en bestilling såsom fast lønning, sportler, embedsbolig, naturalydelser, [...]"

Ligningslovens (lbkg. nr. 1017 af 28/10 2011) § 16, stk. 1 og stk. 3 og § 30, stk. 1 og stk. 4 (nugældende)

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår personalegoder. Bestemmelsens stk. 1 og stk. 3 har følgende ordlyd (uddrag):

"§ 16. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes [...] vederlag i form af [...] sparet privatforbrug [...] når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. [...]

Stk.3. Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goder-ne i almindelig fri handel. [...]. [...]. [...]. Værdien af arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger m.v., beskattes uden hensyn til grundbeløbet i 3. pkt., og værdien af disse goder medregnes ikke ved beregningen af, om grundbeløbet er overskredet. [...]. Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau). [...]."

"§ 30. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning. [...]

Stk.4. Det er endvidere en betingelse for skattefriheden for ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren efter stk. 1 til medarbejderens behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen. [...]"

Lovforarbejder mv.

Lov nr. 1382 af 28/12 2011 (L31 2011-12) § 1 nr. 10 og nr. 20

Formålet med denne ændringslov var at afskaffe skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger mv., jf. ligningslovens § 30 og samtidigt at fastslå, at præmier til sundhedsforsikringer samt sundhedsbehandlinger, ikke kan omfattes af bagatelgrænsen for mindre personalegoder på 1.000 kr.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger jf. pkt. "3.3.2 Forslagets indhold" fremgår bl.a. følgende:

"[...] Der vil forsat være skattefrihed for arbejdsgiverens betaling for behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader og sygdomme, da hjemmelen følger af statsskattelovens mangeårige praksis [...]"

§ 20 spørgsmål S 3193 (FT 2011/12)

Skatteministeren har d. 14. maj 2012 svaret på et spørgsmål om beskatning af arbejdsgiverbetalt stressbehandling. Spørgsmål og svar har følgende ordlyd:

"Spørgsmål: Hvordan vil ministeren sikre virksomhedernes og medarbejdernes retssikkerhed, når en arbejdsgiver fremover kun må betale for en ansats stressbehandling, når stress udelukkende er opstået på grund af arbejdet, men ikke må spørge den ansatte om vedkommendes sygdom?

Svar: Som udgangspunkt anses en medarbejders sundhedstilstand skatteretligt for at være et privat anliggende. Hvis en arbejdsgiver betaler for medarbejderens sundhedsydelser, vil der derfor være tale om et personalegode, som er skattepligtigt på samme måde som løn. Efter statsskattelovens mangeårige praksis er forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme imidlertid ikke skattepligtig for medarbejderen. Der er ikke tale om en ny skattefrihed.

Da skattefriheden gælder for arbejdsrelaterede skader og sygdomme, er det nødvendigt at kunne fastslå, at skaden eller sygdommen er arbejdsrelateret, hvis medarbejderen vil undgå beskatning. Hvis arbejdet er den primære årsag til, at medarbejderen har fået stress, er arbejdsgiverbetalt behandling skattefri for medarbejderen. Det vil arbejdsgiveren have gode muligheder for at vurdere. Arbejdsgiveren kan godt betale for behandling af stress, som ikke primært skyldes arbejdet, men medarbejderen bliver i så fald skattepligtig heraf.

Jeg betragter det i øvrigt som naturligt, at en medarbejder, der ønsker at få sin arbejdsgiver til at betale for en behandling, oplyser om hvilken skade, der ønskes behandlet, og hvordan den er opstået. En medarbejder, der ønsker at få erstatning for en arbejdsskade, skal også oplyse om årsagen til skaden, så det kan konstateres, om skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under. På den måde forholder det sig ikke anderledes her."

Spørgsmål 24 (L31 2011-12):

Under udvalgsbehandlingen af L 31 svarede Skatteministeren følgende (uddrag) på spørgsmål 24:

"Spørgsmål: Ministeren skriver i sit svar til Danske Akupunktører at: "Massageordninger og lign. på arbejdspladsen vil derfor fortsat være skattefrie, [...]". Ministeren bedes levere en udtømmende liste over disse ordninger/tilbud.

Svar: [...]Både fysiske og psykiske arbejdsskader kan være omfattet af skattefriheden efter statsskatteloven. [...]. Hvis en medarbejder har fået psykiske problemer på grund af f.eks. røveri på arbejdspladsen, vil psykologbehandling heraf heller ikke være skattepligtig for medarbejderen. [...]. Der skal være en årsagssammenhæng mellem arbejdets udførelse og den skade eller sygdom, som medarbejderen får forebyggelse eller behandling for. [Skatteministeriets fremhævning]. Det betyder, at arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser, der forbedrer medarbejderens almene helbredstilstand men ikke har en konkret sammenhæng med medarbejderens arbejde, bliver skattepligtige for medarbejderen. Der kan derfor ikke gives en udtømmende liste over sundhedsydelser, der vil være omfattet af denne skattefritagelse. Det afgørende for skattefriheden er, hvorvidt der er tale om forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader eller sygdomme.

Praksis

Landsskatterettens kendelse af 3/2 - journalnr. 11-02349

Landsskatteretten fandt i denne kendelse, at arbejdsgiverbetalt behandling af arbejdsbetingede skader og sygdomme og behandling til forebyggelse af arbejdsbetingede skader og sygdomme kan være skattefri for medarbejderen, når behandlingsformen er kinesiologi og den foretages af en kinesiolog registreret i RAB (Registeret for Alternative Behandlere). Forudsætningen herfor er, at der foretages en individuel og konkret vurdering af medarbejderens situation, og denne fører til, at der er en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af den omhandlede udgift til kinesiologiydelsen. [Skatteministeriets fremhævning].

Kendelsen kan findes på www.afgoerelsesdatabasen.dk ved søgning på journalnr.

SKM2010.618.SR

Dette bindende svar er fra før ikrafttræden af lov nr. 1382, 2011 men det bindende svar berører forhold, der fastlægger, hvornår der er tale om en sundhedsforsikring. Skatterådet bekræftede her, at den beskrevne sundhedsforsikring ikke vil få skattemæssige konsekvenser for de forsikrede medarbejdere. Af sagens faktiske forhold fremgik bl.a. følgende:

"[...] Sundhedsforsikringen er ifølge forsikringspolicen en forsikring, der påtænkes udbudt til virksomheder, [...]. Finanstilsynet har ved brev af 14. marts 2008 vurderet, at produktet kan deles op i en accessorisk del og en del, der må karakteriseres som forsikringsvirksomhed. Da det forventes, at størstedelen af præmieindtægterne vil blive anvendt på de mere indgående helsetjek og rådgivning/behandling af højrisikogruppen, vil forsikringsdelen udgøre hovedelementet i den samlede ydelse. På den baggrund anser Finanstilsynet produktet i sin helhed som et forsikringsprodukt. [...]"

Cirkulærer, juridiske vejledninger mv.

SKM2012.218.SKAT

Skatteministeriet har i dette styresignal foretaget visse præciseringer på baggrund af lov nr. 1382 af 28/12 2011 vedrørende sundhedsforsikringer. I styresignalet er bl.a. præciseret, hvorvidt forebyggelse og behandling af arbejdsrelateret stress kan være skattefrit. Af styresignalet fremgår bl.a. følgende:

"1. Sammenfatning

[...]. Arbejdsgiverbetalt behandling af stress anses som udgangspunkt for at være betaling af en privat udgift, som er skattepligtig indkomst for medarbejderen. Hvis det konkret kan påvises, at stress er opstået som følge af medarbejderens arbejdsfunktion, så kan arbejdsgiverbetalt behandling af stress anses for at være skattefri efter statsskattelovens mangeårige praksis, da det vil være forebyggelse af en arbejdsrelateret sygdom, der kan følge af stress. [...]

3.3. Forebyggelse og behandling af stress [...]

Som udgangspunkt er arbejdsgiverbetalt behandling af stress et personalegode, som er skattepligtig indkomst for medarbejderen. Dette gælder også, når stress er udløst af en blanding af forskellige faktorer, der både vedrører arbejdslivet og privatlivet. Hvis det konkret kan påvises, at stress er opstået som følge af medarbejderens arbejdsfunktion, så kan arbejdsgiverbetalt behandling af stress anses for at være skattefri forebyggelse af en arbejdsrelateret sygdom. Dette skyldes, at stress ikke i sig selv opfattes som en sygdom og derfor anses behandling af stress for at være forebyggelse af sygdomme, der kan følge af den arbejdsrelaterede stress, som f. eks. depression der i givet fald kan anerkendes som en arbejdsskade. [...]

Posttraumatisk belastningsreaktion anses for at være en sygdom i sig selv, men eftersom det forårsages af kraftige påvirkninger i forbindelse med traumatiske oplevelser ved ulykker, giver det ikke mening at tale om forebyggelse heraf. Posttraumatisk belastningsreaktion kan f. eks. udløses ved et voldeligt overfald på arbejdet.[...]

Den arbejdsgiverbetalte ydelse skal være nødvendig for behandlingen af stress. Som eksempler herpå kan nævnes psykologhjælp og lægeordineret medicin. Det er ikke et krav, at der foreligger en lægehenvisning. [...]"

Begrundelse

Ved lov nr. 1382, 2011 blev skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger og præmier til sundhedsforsikringer efter dagældende ligningslovs § 30 afskaffet. Herefter skal disse arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser beskattes efter statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, idet en medarbejders sundhedstilstand skatteretligt anses for at være et privat anliggende.

Lovændringen har imidlertid ikke nogen indflydelse på den mangeårige praksis, hvorefter arbejdsgiver skattefrit kan afholde sundhedsudgifter, der forebygger eller behandler arbejdsbetingede skader, hvilket bl.a. fremgår af ovennævnte lovforarbejder og ministersvar.

Ifølge praksis har Ligningsrådet, Skatterådet og senest Landsskatteretten taget stilling til, at forskellige arbejdsgiverbetalte behandlingsformer, der vedrører forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede fysiske skader, er skattefri for medarbejderen. Forudsætningen herfor er, at der foretages en individuel og konkret vurdering af medarbejderens situation, og at denne fører til, at der er en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af sundheds- eller behandlingsudgiften. Sandsynliggørelsen for, at arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter er erhvervsrelaterede, påhviler medarbejderen, der er modtager af ydelsen og arbejdsgiver.

Der findes ingen domme eller offentliggjorte afgørelser, hvor der er taget stilling til den skattemæssige behandling af behandlingsformer i relation til medarbejderens psykiske lidelser efter statsskattelovens praksis. I ovennævnte styresignal er der dog taget stilling til den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalte udgifter til stressbehandling for en medarbejder. Udgangspunktet er her, at behandling af stress som udgangspunkt anses for at være betaling af en privat udgift, medmindre det konkret kan påvises, at stress er opstået som følge af forhold, der relaterer sig til medarbejderens arbejde. Endvidere anses behandling af stress for at være forebyggelse af de sygdomme, som stress kan medføre og dermed ikke egentlig behandling.

Skatteministeren har i sit svar på spørgsmål S 3193 anført, at hvis arbejdet er den primære årsag til, at medarbejderen har fået stress, er arbejdsgiverbetalt behandling skattefri for medarbejderen.

I nærværende sag får spørgers medarbejdere adgang til anonymt at benytte psykologisk rådgivning i forbindelse med psykosociale problemer, som påvirker medarbejdernes arbejdsindsats negativt. Der er tale om en abonnementsordning, hvor spørger betaler et årligt abonnement, der som udgangspunkt dækker op til x antal sager. Uanset, at spørger betaler et abonnement, der giver en konkret dækning, og at spørger ikke betaler for hver enkelt medarbejders benyttelse af ordningen, er det Skatteministeriets opfattelse, at ordningen ikke udgør en sundhedsforsikring. Det skyldes, at den indgåede aftale mellem spørger og udbyder ikke udgør en forsikringspolice eller -aftale. Det bemærkes i øvrigt, at aftalen med udbyder efter det oplyste ikke er karakteriseret som en forsikring af Finanstilsynet. Der henvises til SKM2010.618.SR .

Den skattemæssige vurdering af, om en medarbejders benyttelse af rådgivningen udgør forebyggelse af en arbejdsrelateret sygdom eller skade, vil altid bero på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder og begrundelsen herfor på tidspunktet for benyttelsen. I relation til den vurdering bemærker Skatteministeriet, at det er uden betydning, at en medarbejders psykiske problemer påvirker arbejdsindsatsen negativt. Endvidere bemærker Skatteministeriet, at den psykologiske rådgivning anses for at udgøre forebyggelse af sygdomme eller skader og ikke egentlig sygdomsbehandling.

Når det skal vurderes, om den psykologiske rådgivning kan medvirke til at forebygge sygdomme, der kan opstå som følge af psykiske problemer, der relaterer sig til medarbejderens arbejde, kan der sandsynligvis ikke findes en fuldstændig isoleret årsag til de psykiske problemer. Der må derfor foretages en vurdering af, hvad der er den primære årsag til den psykiske tilstand, og hvorvidt denne tilstand relaterer sig til forhold på arbejdspladsen.

Skatteministeriet finder, at der ved vurderingen skal fokuseres på, om der er konkrete omstændigheder relateret til medarbejderens arbejde, der forklarer medarbejderens psykosociale tilstand. Er dette tilfældet, finder Skatteministeriet, at den psykologiske rådgivning kan benyttes skattefrit af medarbejderen.

I forhold til dækningen i den konkrete aftale med udbyder er der Skatteministeriets vurdering, at benyttelsen af rådgivningen er skattepligtig, når rådgivningen benyttes i anledning af eksempelvis dødsfald i familien, skilsmisse, samlivs- og familierelationsproblemer, idet disse forhold anses for private.

Benyttes rådgivningen i forbindelse med alvorlige hændelser, der er objektivt konstaterbare på arbejdspladsen, f.eks. ulykker, vold, trusler og dødsfald, er benyttelsen skattefri for medarbejderen.

Benyttes rådgivningen i forbindelse med psykiske problemer, depression, angst, stress og udbrændthed, kan benyttelsen være skattefri, hvis den primære årsag til disse trivselsproblemer i det konkrete tilfælde skyldes forhold på arbejdspladsen, f.eks. omstrukturering eller fyring.

Rådgivning i anledning af misbrugsproblemer er ikke omfattet af skattefriheden i den nugældende ligningslovs § 30. Det skyldes, at rådgivningen ikke anses som egentlig behandling af misbrug, jf. stk. 1 samt, at kravet om lægehenvisning ikke er opfyldt, jf. stk. 4. Et misbrugsproblem anses for at være af privat karakter og er derfor heller ikke omfattet af skattefriheden for sundhedsydelser efter statsskattelovens praksis.

Skatteministeriet finder således, at den psykologiske rådgivning kan anses for forebyggelse af arbejdsrelaterede skader og sygdomme, under forudsætning af, at en individuel og konkret vurdering af medarbejderens psykiske problemer fører til, at den primære årsag til spørgers afholdelse af udgiften til rådgivningen skyldes forhold relateret til medarbejderens arbejde.

Skatteministeriets indstilling beror på, at der er tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, og at hovedparten af de nævnte dækningsforhold som udgangspunkt anses for at være af privat karakter.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej. Se dog begrundelsen".

Spørgsmål 2

Spørger ønsker bekræftet, at værdien af godet kan henføres til bagatelgrænsen på 5.500 kr. vedrørende goder, der i overvejende grad er ydet af hensyn til de ansattes arbejde, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.

Lovgrundlag

Se ovenfor under begrundelsen for spørgsmål 1.

Lovforarbejder

Lov nr. 218 af 14/4 1999 (L149 1998/99)

Ved denne ændringslov blev der indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling for alkoholafvænning mv. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår bl.a. følgende:

"4. Den skattefri bagatelgrænse.

En eventuel skattepligtig værdi af en af arbejdsgiveren betalt sundhedsbehandling, herunder ydelse til alkoholafvænning, vil som hovedregel ikke kunne henføres under den skattefri bagatelgrænse, der blev indført ved lov nr. 437 af 10. juni 1997.

I forarbejderne til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, er det dog tilkendegivet, at arbejdsgiverens betaling af en vaccination af medarbejdere, der vanskeligt kan undværes under en kommende spidsbelastning, kan være omfattet af den skattefri bagatelgrænse som et gode, der ydes i overvejende grad af hensyn til den ansattes arbejde."

Praksis

SKM2010.794.SR

Skatterådet kunne i dette bindende svar ikke bekræfte, at medarbejderne hos selskabet A A/S skattefrit kan modtage motionspakken fra B Virksomhed, der bl.a. indeholder trænings- og kostprogrammer, træningsdagbog og -vejledning samt elektroniske nyhedsbreve med kostråd, træningstips mv. Vedrørende spørgsmålet om godet kunne omfattes af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder fremgik følgende af Skatterådets begrundelse:

"[...] Der skal være en direkte sammenhæng mellem godet og arbejdets udførelse. Dvs., at goderne kun falder ind under grundbeløbet, når det hovedsageligt er af hensyn til det konkrete arbejde, at arbejdsgiveren har stillet dem til rådighed. Det typiske for de goder, som er omfattet af bagatelgrænsen, er at den ansatte, hvis vedkommende selv afholder udgifterne til goderne, vil have mulighed for at få fradrag for den del af udgifterne, som skyldes arbejdet.

For så vidt angår værdiansættelse af goder fremgår det af ligningslovens § 16, stk. 3, at værdien skal fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.[...]"

Begrundelse

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt., at goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, ikke beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere ikke overstiger et grundbeløb på 5.500 kr.

For at et gode er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder, skal der være en direkte sammenhæng mellem godet og arbejdets udførelse. Godet falder derfor kun ind under bagatelgrænsen, når det hovedsageligt er af hensyn til den enkelte medarbejders konkrete arbejde, at arbejdsgiveren yder godet. Det typiske for de goder, som er omfattet af bagatelgrænsen, er, at den ansatte, hvis vedkommende selv afholder udgifterne til goderne, vil have mulighed for at få fradrag for den del af udgifterne, som skyldes arbejdet. Der henvises eksempelsvis til SKM2010.794.SR .

Arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser vil som hovedregel ikke kunne henføres til bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder. Der henvises til lovforarbejder vedrørende lov nr. 218, 1999.

Indstillingen til svar på dette spørgsmål omfatter de tilfælde, hvor den psykologiske rådgivning ikke er omfattet af skattefriheden efter statsskattelovens praksis, jf. indstillingen til svar på spørgsmål 1. Da disse tilfælde vedrører benyttelse af den psykologiske rådgivning i relation til forhold af private karakter, er det Skatteministeriets opfattelse, at benyttelsen af rådgivningen ikke kan henføres til bagatelgrænsen for personalegoder, der i overvejende grad er ydet i relation til den ansattes arbejde.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Nej".

Spørgsmål 3

Spørger ønsker oplyst, om det er ensbetydende med, at spørger ikke kan lave en aftale, der lover medarbejderen anonymitet, hvis medarbejderne skal beskattes af den psykologiske rådgivning.

Lovgrundlag

Skatteforvaltningslovens (lbkg. nr. 175 af 23/2 2011) § 21, stk.1 og 2

Bestemmelsen har denne ordlyd:

"Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Stk.2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3."

Skattekontrollovens (lbkg. nr. 819 af 27/6 2011) § 7 A, stk. 3

Bestemmelsen omhandler indberetning til skattemyndighederne vedrørende øvrige indkomster.

"Alle, der i en kalendermåned i deres virksomhed har foretaget udbetaling eller godskrivning af beløb m.v., der efter skatteministerens bestemmelse, jf. stk. 2, er omfattet af indberetningspligten, skal, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller om engangsbeløb m.v., hver måned uden opfordring foretage indberetning om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4.[...]

Stk.3. Alle, der i en kalendermåned som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost har ydet skattepligtige fordele som nævnt i ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, skal foretage indberetning herom til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4, i det omfang skatteministeren fastsætter regler derom. Skatteministeren bestemmer i den forbindelse, om indberetningen tillige skal indeholde en værdiansættelse af fordelen, og i givet fald efter hvilke retningslinjer eller med hvilken værdi indberetningen skal foretages."

Bekendtgørelser, cirkulærer mv.

Bekendtgørelse nr. 1315 af 15/12 2011 om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven - § 13

Skatteministerens bemyndigelse i henhold til skattekontrollovens § 7 A, stk. 3 er udmøntet i denne bekendtgørelse. Bekendtgørelsens § 13 vedrører indberetningspligten for personalegoder. Bestemmelsen har denne ordlyd (uddrag):

"Efter skattekontrollovens § 7 A, stk. 3, skal enhver, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost i en kalendermåned har ydet skattepligtige fordele, omfattet af ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, foretage indberetning herom til indkomstregisteret, jf. dog stk. 4. Indberetning om følgende goder skal ske særskilt og med angivelse af art: [...]

3)Arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger, jf. dog stk. 4, nr. 9. [...]

Stk.2. Indberetningen skal foretages ved angivelse af godets skattepligtige værdi, jf. dog stk. 3. Værdien skal, hvis den skattemæssigt vedrører flere perioder, opgøres som det beløb, der efter en forholdsmæssig fordeling kan henføres til den periode, indberetningen vedrører. Den skattepligtige værdi fastsættes som udgangspunkt til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel. [...]"

Bekendtgørelse nr. 1306 af 15/12 2011 om kildeskat, § 18, stk. 1, nr. 51

Bestemmelsen vedrører indkomstarter, der henregnes til A-indkomst. Den har følgende ordlyd (uddrag):

"Udover indkomst som nævnt i kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes følgende indkomstarter til A-indkomst: [...]

51) Arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger, bortset fra arbejdsgiverbetalte præmier for forsikringer, der dækker sundhedsbehandlinger m.v., og som efter aftale mellem arbejdsgiver og en arbejdstager indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19.

Praksis

SKM2012.259.SR

Skatterådet afviste i dette bindende svar spørgsmålet om indberetning, da indberetning falder udenfor det område, hvorom der afgives bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21, men gav dog en vejledende udtalelse herom

Begrundelse

Det følger af skattekontrollovens § 7 A, stk. 3, jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 1315, 2011, at arbejdsgivere har pligt til at foretage indberetning til SKAT vedrørende skattepligtige sundhedsbehandlinger mv., herunder med angivelse af den skattepligtige værdi. Værdien af sundhedsbehandlinger mv. er gjort til A-indkomst, jf. § 18, nr. 51 i bekendtgørelse nr. 1306, 2011.

Skatteministeriet opfatter det stillede spørgsmål som et udtryk for, om identiteten på og begrundelsen for medarbejderens benyttelse af den psykologiske rådgivning skal være oplyst for, at spørger kan vurdere, om medarbejderens benyttelse udløser skattepligt og dermed skal indberettes til SKAT.

Skatteministeriet skal i den anledning bemærke, at der ikke gives bindende svar på spørgsmål om indberetningspligt efter skattekontrollovens regler. Det skyldes, at et sådan spørgsmål ikke vedrørende den skattemæssige virkning for spørgeren eller for andre af en disposition, som spørger foretager, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2. Der henvises til SKM2012.259.SR .

Skatteministeriet afviser derfor at indstille til svar på det stillede spørgsmål.

Skatteministeriet udtaler dog vejledende, at der skal foretages indberetning til SKAT, hvis benyttelsen af en sundhedsordning f.eks. i form af psykologisk rådgivning, udløser skattepligt. Den skattepligtige værdi udgør markedsprisen på den enkelte sundhedsydelse, og der skal indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af værdien. Er benyttelse af en sundhedsordning skattefri efter statsskattelovens praksis, skal arbejdsgiver ikke indberette benyttelsen til SKAT.

SKAT har kompetencen til at afgøre konkrete spørgsmål om indberetningspligt.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Afvises. Se dog vejledende udtalelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.