Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-08-2012
Offentliggjort:14-09-2012
SKM-nr:SKM2012.512.SR
Journalnr.:12-098250
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Momsfritagelse - personbefordring

Skatterådet bekræfter, at spørgers erhvervsmæssige befordring af personer i køretøjer, som kunderne råder over, ikke er momspligtig.


Spørgsmål

  1. Er erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som kunderne råder over, momspligtig?

Skatteministeriets indstilling

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en virksomhed, som blandt andet tilbyder at fragte personer og deres køretøjer hjem - dvs. at spørger vil stille en chauffør til rådighed med taxikørekort, til at fragte kunden og hans bil hjem, f.eks. i situationer hvor kunden har drukket for meget til at kunne køre bil - altså personbefordring i biler, som chaufføren har råderet over.

Taxinævnet i Region Hovedstaden har meddelt spørger, at han har opnået godkendelse til erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som kunderne råder over. Spørger har fremsendt kopi af godkendelsen.

Tilladelsen er tidsbegrænset med mulighed for fornyelse. Tilladelsen må kun benyttes til kørsel i taxiområde 1, d.v.s. kommunerne i Region hovedstaden (med undtagelse af Helsingør og Bornholm Komuner), samt ind og ud af dette område.

Det fremgår af godkendelsen, at tilladelsen er meddelt i henhold til bekendtgørelse nr. 967 af 12. oktober 2009 om erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som de pågældende råder over. Reglerne i bekendtgørelsen er fastsat i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1039 af 8. oktober 2009 af lov om taxikørsel m.v.

Spørger har - på samme måde som taxivognmænd - skullet stille en sikkerhed på DKK 50.000, have gennemgået vognmandskursus og den personligt drevne virksomhed, skal drives af en person som mindst har 3 års taxierfaring.

Spørger har taxi chauffører tilknyttet på freelancebasis, men påtænker på sigt, at fastansætte 1-2 chauffører.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Idet det drejer sig om personbefordring, og da personbefordring kræver tilladelse fra Taxinævnet, ligesom virksomheden er forsikret på samme måde som taxivognmænd, er spørger af den opfattelse at ydelsen ikke er momspligtig.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momsloven § 3, stk. 1,

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momsloven § 4

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. (---)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

---

15) Personbefordring. Fritagelsen omfatter dog ikke anden erhvervsmæssig passagerkørsel med bus end rutekørsel. I forbindelse med befordring til eller fra udlandet omfatter fritagelsen efter 1. pkt. tillige passagernes ledsagende bagage og transportmidler.

Praksis

Den juridiske vejledning D.A.5.15 Personbefordring ML § 13, stk. 1, nr. 15

Den juridiske vejledning D.A.8.1.1.8 Fordeling af vederlag mellem momspligtige og momsfri varer og/eller ydelser

Begrundelse

Det følger af momsloven § 4, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15 fritager blandt andet personbefordring for afgift.

Ved den afgiftsmæssige vurdering af den serviceydelse, som spørger udbyder, skal der tages udgangspunkt i, at ydelsen dels består i personbefordring og dels transport af kundens køretøj.

Det fremgår af sagen, at tilladelsen til erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som kunden råder over, er meddelt i henhold til bekendtgørelse nr. 967 af 12. oktober 2009 om erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som de pågældende råder over. Reglerne i bekendtgørelsen er fastsat i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1039 af 8. oktober 2009 af lov om taxikørsel m.v.

Lovgivningen på området tager således udgangspunkt i den erhvervsmæssige personbefordring. Da personbefordringen herefter må anses for den væsentligste del af leverancen, er det Skatteministeriets opfattelse, at personbefordringen er en momsfri hovedleverance, og transport af bilen er en bileverance. Dermed vil den samlede leverance efter ministeriets opfattelse være afgiftsfri.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet bevares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.