Dokumentets dato: | 27-05-2004 |
Offentliggjort: | 18-06-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.259.HR |
Journalnr.: | 1. afdeling, 262/2003 |
Referencer.: | Statsskatteloven Ligningsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling udloddede i 1992 kr. 400.000,- til hver af foreningens 38 medlemmer. Udlodningen kunne ikke anses for skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a, idet der ikke var tale om udlodning af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejede. Under henvisning til, at medlemmerne i medfør af vedtægterne ikke kunne anses for at have et retligt krav på en andel i foreningens formue ved foreningens likvidation, fandt landsretten, at medlemmerne ikke havde en andelsret til foreningens formue, og ligningslovens § 16 A kunne derfor ikke finde anvendelse. Udlodningen blev derimod anset for skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4.(Stadfæstelse i henhold til grundene - SKM2003.268.ØLR)
Parter
A
(advokat Søren Lehmann Nielsen)mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Poul Søgaard, Niels Grubbe og Thomas Rørdam
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 8. afdeling den 23. maj 2003.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Anbringender
A har for Højesteret til støtte for den subsidiære påstand yderligere anført, at selv om det lægges til grund, at han ikke havde krav på andel af likvidationsprovenu, var der tale om en likvidationsudlodning fra et andelsselskab eller et andet af den type selskaber, som er omfattet af ligningslovens § 16A. Et ubetinget krav om, at selskabsdeltagerne har medejendomsret til selskabsformuen, kan ikke indfortolkes i ligningslovens § 16A, hvis anvendelse må bero på en samlet, konkret vurdering.
Højesterets begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.