Dokumentets dato: | 20-11-2012 |
Offentliggjort: | 06-12-2012 |
SKM-nr: | SKM2012.714.SR |
Journalnr.: | 12-0205075 |
Referencer.: | Afskrivningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet kan bekræfte, at spørger kan opnå et afskrivningsgrundlag på 115 % efter afskrivningslovens § 5D ved anskaffelse af en demomaskine, som ikke tidligere har været anvendt til egentlig brug men udelukkende som demomodel, og som ikke har været handlet tidligere.Det er en forudsætning, at maskinen anskaffes inden for bestemmelsens gyldighedsperiode fra den 30. maj 2012 og indtil udgangen af 2013, og at den anvendes udelukkende erhvervsmæssigt.
Spørgsmål:
Kan Skatterådet godkende afskrivning, jf. afskrivningslovens § 5D, stk. 1, på en maskine købt som demomodel?
Svar:
Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger beskæftiger sig med fremstilling af industrielle prototyper i forskellige materialer; plast, nylon og metaller.
Spørger ejer i dag x antal maskiner.
Spørger har valgt at investere i en maskine, som kan producere emner, der er noget større end den kapacitet, som selskabet har i dag.
Spørger har hos leverandøren i Tyskland købt en demomodel.
Demomodellen har hele tiden stået på fabrikken og er anvendt i et showroom, når potentielle kunder har set maskinen i drift. Maskinen er fra april 2012.
Maskinen er efter mange forhandlinger handlet ned i xxxx Euro. Det er en besparelse på xxxx Euro i forhold til en maskine, der ikke har været anvendt i et showroom.
Den indsendte købsaftale er af parterne underskrevet den 13. september 2012 og det fremgår heraf, at levering vil finde sted april 2013, eventuelt tidligere.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Det er anført, at det stillede spørgsmål ønskes besvaret med "Ja".
Det anføres videre:
"Af afskrivningslovens § 5D, stk. 1, fremgår det, at driftsmidler for at kunne indgå i afskrivningsgrundlaget med 115 pct., skal være fabriksnye.
I bemærkninger til lovforslaget fremgår det af punkt 4. lovforslaget, afsnit 5, "For at undgå misbrug bl.a. ved koncerninterne overdragelser (bytte) af brugte driftsmidler omfatter forslaget alene ny fabrikerede driftsmidler".
Vi mener, at den pågældende maskine vil gå ind under benævnelsen fabriksny. Maskinen har aldrig tidligere været handlet, og vil blive direkte leveret fra fabrikken. Fabrikken er ikke på nogen måde koncern- eller interesseforbundet med spørger. Det er samme leverandør, som har leveret de maskiner, selskabet tidligere har anskaffet.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at en maskine, købt som demomodel, kan afskrives efter afskrivningslovens § 5D, stk. 1.
Lovgrundlag
Afskrivningslovens § 5D, stk. 1:
Den skattepligtige kan i stedet for at afskrive efter § 5 vælge at afskrive udgifter til anskaffelse af nye driftsmidler, som udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen indgår med 115 pct., jf. dog stk. 2-7. Ved nye driftsmidler forstås driftsmidler, der anskaffes af den skattepligtige som fabriksnye.
Begrundelse
I henhold til afskrivningslovens § 5D, stk. 1, kan en skattepligtig i stedet for at afskrive efter lovens § 5 vælge at afskrive udgifter til anskaffelse af nye driftsmidler, som udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, på en særskilt konto, hvor anskaffelsessummen indgår med 115 %.
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 592 af 18. juni 2012 og har virkning for anskaffelser foretaget i perioden fra og med den 30. maj 2012 og indtil udgangen af 2013, jf. bestemmelsens stk. 7.
Det fremgår af lovens forarbejder, at formålet med bestemmelsen har været at indføre et investeringsvindue for at øge og fremrykke virksomhedernes investeringer.
For at undgå misbrug bl.a. ved koncerninterne overdragelser af brugte driftsmidler omfatter bestemmelsen alene nyfabrikerede driftsmidler, jf. bemærkningerne til lovforslag L 192, 2011/2012, punkt 4.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at køberen af en demomodel af et driftsmiddel efter en konkret vurdering kan opnå et 115 pct.'s afskrivningsgrundlag under forudsætning af:
Da demomaskinen i nærværende sag efter det oplyste ikke tidligere har været anvendt til egentlig brug men udelukkende anvendt som demomodel af leverandøren og efter det oplyste ikke har været handlet tidligere, finder Skatteministeriet, at spørger kan opnå et afskrivningsgrundlag på 115 pct. efter afskrivningslovens § 5D, stk. 1 ved anskaffelsen af maskinen.
Skatteministeriet skal bemærke, at det lægges til grund, at maskinen anskaffes inden for bestemmelsens gyldighedsperiode fra den 30. maj 2012 og indtil udgangen af 2013.
Skatteministeriet skal endvidere bemærke, at det er en betingelse, at maskinen anvendes udelukkende erhvervsmæssigt.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.