Dokumentets dato: | 19-12-2012 |
Offentliggjort: | 19-12-2012 |
SKM-nr: | SKM2012.751.SKAT |
Journalnr.: | 11-0296204 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Styresignal |
Praksisændring fra 1. juli 2013. Individuel porteføljeforvaltning er momspligtig. Momspligten omfatter fremover også den del af vederlaget, som er knyttet til handel med værdipapirer.
Sammenfatning
EU-domstolen har den 19. juli 2012 afsagt dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG. Domstolen har udtalt, at ydelser, som består i, at en virksomhed træffer selvstændig beslutning vedrørende køb og salg af værdipapirer og udfører disse beslutninger i kundens navn og for dennes regning, momsmæssigt udgør en enkelt økonomiske ydelse, og at denne enkelte ydelse er momspligtig.
Efter hidtidig dansk praksis har sådanne ydelser været momsfrie. Momsfritagelsen omfatter dog ikke den del af vederlaget, som kan henføres til deponering- og forvaltning, og som ikke er knyttet til handel med værdipapirer.
Dansk praksis ændres med virkning fra 1. juli 2013 i overensstemmelse med dommen.
Skatteministeriets opfattelse
I overensstemmelse med EU-domstolen dom af 19. juli 2012 i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, så er det fremover dansk praksis, at nedennævnte ydelser momsmæssigt udgør en samlet ydelse, som er momspligtig:
Når ydelserne leveres til en investeringsforening, er de dog fortsat momsfrie. Se den praksis, der er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.11.9.2 Momsfritagne investeringsforeninger, og afsnit D.A.5.11.9.3 Begrebet "forvaltning af investeringsforeninger. Bemærk dog, at tjenesteydelser, der svarer til en depositars opgaver, som dem, der er nævnt i artikel 7, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv 85/611, ikke er omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger. Ydelserne er således momspligtige. Se ligeledes afsnit D.A.5.11.9.3 .
Det er Skatteministeriets opfattelse, at EU-domstolen konkret har taget stilling til, om fysiske personer (privatkunder) kan anses for "investeringsforeninger" omfattet af Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f). Efter dommen kan de ikke anses for investeringsforeninger.
Derimod er det Skatteministeriets opfattelse, at dommen for så vidt angår Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) om momsfritagelsen for transaktioner vedrørende værdipapirer er generel, idet dommen hverken i konklusionen eller i begrundelsen lægger vægt på, hvem der er aftager af porteføljeforvaltningsydelsen, men alene på ydelsens art (karakteristika).
Baggrund og problemstilling
Dommen i sag C-44/11, Deutsche Bank AG
EU-domstolen har den 19. juli 2012 afsagt dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG. Dommen omhandler den momsmæssige behandling af såkaldte porteføljeforvaltningsydelser til investorkunder. Investorkunderne var typisk fysiske personer (privatkunder).
Ydelserne bestod i:
Investorkunderne betalte et årligt vederlag på 1,8% af værdien af den forvaltede formue. Dette vederlag bestod af en del på 1,2% af værdien af den forvaltede formue, som vedrørte formueforvaltningen, og en del svarende til 0,6% af aktiverne, som vedrørte køb og salg af værdipapirerne. Det omfattede ligeledes konto- og depotføring samt tegningskommission ved erhvervelse af andele, herunder andele i fonde forvaltet af Deutsche Banks virksomheder. Ved udgangen af hvert kvartal samt ved årets udgang modtog hver investorkunde en rapport om forløbet af formueforvaltningen. Kunden kunne til enhver tid opsige forvaltningsaftalen uden varsel.
Banken var med andre ord - inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi - bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne.
Domstolen fandt, at ydelserne momsmæssigt udgjorde en enkelt økonomisk ydelse bestående af to sideordnende elementer. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).
Hidtidig dansk praksis
Skatteministeriet er af den opfattelse, at de ydelser, som er omfattet af dommen, må anses for momsfrie efter hidtidig dansk praksis. Der henvises til Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.11.3 , D.A.5.11.8.3 , D.A.5.11.8.7 (1. eksempel) og D.A.5.11.8.8 samt begrundelsen for SKATs indstilling i det bindende svar i SKM2007.295.SR .
Momsfritagelsen omfatter efter hidtidig praksis dog ikke den del af vederlaget, som kan henføres til det, der i dommen benævnes konto- og depotføring, og som ikke er knyttet til handel med værdipapirer.
Generelt har "forvaring (deponering) og forvaltning" af værdipapirer efter hidtidig praksis nemlig ikke været omfattet af momsfritagelsen. Medmindre der har været tale om ydelser, som var knyttet til handel med værdipapirer. Se SKM2007.295.SR og Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.11.8.4 .
Virkningstidspunkt, frist for genoptagelse, reaktionsfrist og ophævelse
Adgang til genoptagelse
Der kan anmodes om genoptagelse af lønsumsafgift og momstilsvaret, hvis hidtidig dansk praksis samlet set har været til ugunst for virksomheden. Hvis der anmodes om genoptagelse, skal anmodningen omfatte alle de afgiftsperioder, der kan ske genoptagelse for. Der kan ikke anmodes om genoptagelse alene for udvalgte perioder.
Frister for genoptagelse
I henhold til skatteforvaltningens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb. Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, 2. led, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelse af praksis.
Praksis må anses for underkendt ved EU-domstolens dom af 19. juli 2012.
Hvis betingelserne er opfyldt, kan der derfor ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den 1. juli 2009.
Reaktionsfrist
Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder afvigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.
Anmodning om genoptagelse
Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT, idet det vil lette behandlingen af anmodningen, hvis den sendes direkte til adressen: Skattecenter Struer, Fabriksvej 13, 7600 Struer.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.
Dokumentation
Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale (fx faktura) og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet.
Virkningstidspunkt
Praksisændringen har virkning fra til 1. juli 2013.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at dommen i sag C-44/11 ikke ændrer på den praksis, der er beskrevet i Den juridiske vejlednings afsnit D.A.5.11 , bortset fra den ændring, der er beskrevet i dette styresignal.
Skatteministeriet har ved dette styresignal, udover den beskrevne ændring, ikke taget stilling til den momsmæssige behandling af finansielle kontrakter, produkter mv., som ikke er beskrevet i Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit D.A.5.11 . Ved sin stillingtagen til sådanne kontrakter, produkter mv. skal SKAT for så vidt angår perioder før 1. juli 2013 træffe afgørelse på baggrund af den praksis, der er beskrevet i Den juridiske vejledning 2012-2. For så vidt angår perioder påbegyndt den 1. juli 2013 og senere, skal SKAT derimod også medtage dommen i sag C-44/11 i bedømmelsen af, om betingelserne for momsfritagelse er opfyldt.
Ophævelse
Styresignalet ophæves 6 måneder fra offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside.