Dokumentets dato: | 17-08-2004 |
Offentliggjort: | 23-08-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.347.LR |
Journalnr.: | 99/04-412-00838 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | Bindende forhåndsbesked |
Ligningsrådet godkendte at kørsel i en tjenestebil mellem arbejdspladsen og den ansattes sædvanlige bopæl ikke skulle beskattes efter reglerne om værdi af fri bil. Den ansatte var pålagt at transportere de øvrige deltagere i tjenesterejsen. Ligningsrådet lagde til grund for afgørelsen, at den ansatte fungerede som chauffør, og at arbejdsgiveren førte kontrol med, at bilen ikke blev anvendt til private formål.
Spørgsmål.
Vil en ansat ved Vestre landsret eller ved Østre Landsret blive beskattet efter ligningslovens § 16, stk.4, som følge af kørsel i tjenestebil mellem arbejdspladsen og den ansattes sædvanlige bopæl i forbindelse med tjenesterejser, hvor den ansatte er pålagt at transportere de øvrige deltagere og således, at bilen hjemtages arbejdsdagen før tjenesterejsens påbegyndelse og afleveres arbejdsdagen efter tjenesterejsens afslutning?
Svar
Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Såvel Vestre Landsret som Østre landsret har en række tjenestebiler, der anvendes til kørsel af landsretternes personale – dommere såvel som kontorfunktionærer – i forbindelse med afholdelse af retsmøder på landsretternes tingsteder uden for hovedtingstederne i henholdsvis Viborg og København. Det drejer sig for Vestre Landsrets vedkommende om Aalborg, Århus, Esbjerg, Kolding og Sønderborg og for Østre landsrets vedkommende om Holbæk, Slagelse, Næstved, Rønne, Nykøbing Falster, Odense og Svendborg.
De nugældende regler i ligningslovens § 16 for beskatning af fri bil og fastlæggelsen af erhvervsmæssig kørsel i Ligningslovens § 9 B blev indført i forbindelse med den skattereform, der trådte i kraft 1. januar 1994. Gældende praksis for tjenesterejser i Domstolsstyrelsen har siden været, at ansatte, der skal fungere som chauffør under rejsen, på dagen for tjenesterejsens begyndelse tager fra sin sædvanlige bopæl og ind til den respektive landsret, afhenter tjenestebilen for derefter at afhente de øvrige deltagere på tjenesterejsen. Tilsvarende sættes de øvrige deltagere af. Tjenestebilen afleveres ved tjenesterejsens afslutning ved den respektive landsret, hvorefter den ansatte tager hjem til sin sædvanlige bopæl. Foruden de øvrige deltagere på tjenesterejsen transporteres tillige sagsakter, juridisk litteratur m.v., der er en forudsætning for at kunne gennemføre retsmøderne.
Den beskrevne praksis er en konsekvens af, at benyttelse af tjenestebilen mellem sædvanlig arbejdsplads og sædvanlig bopæl muligt ville udløse beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Den beskrevne ordning medfører i vid udstrækning overarbejde for den ansatte, der skal fungere som chauffør, idet arbejdet med afhentning og aflevering af tjenestebilen nødvendigvis må ske udenfor normal arbejdstid – meget tidligt om morgenen og tilsvarende sent om aftenen – af hensyn til tilrettelæggelsen og afviklingen af retsmøderne på de respektive tingsteder.
Ud fra tidsmæssige og økonomiske hensyn – og ikke mindst hensynet til de ansattes fritid/privatliv – påtænker landsretterne at genindføre den indtil 1993 praktiserede ordning, hvorefter den ansatte, der næste arbejdsdag skal benytte en tjenestebil til en tjenesterejse, kan tage den pågældende, med sagsakter m.v. lastede tjenestebil med hjem til bopælen, og således starte tjenesterejsen - med afhentning af de øvrige deltagere – direkte fra hjemmet. Tilsvarende er det tanken, at den ansatte efter tjenesterejsens afslutning – efter afsætning af de øvrige deltagere – kører tjenestebilen hjem til sin sædvanlige bopæl for derefter næste arbejdsdag at aflevere tjenestebilen i landsretten. Den tidsrøvende transport fra chaufførens bopæl til og fra landsretten undgås således.
De ansatte vil i forbindelse med benyttelsen af landsrettens tjenestebiler skulle skrive under på en erklæring af følgende ordlyd:
”Jeg erklærer, at den af mig benyttede tjenestebil tilhørende Vestre/Østre Landsret alene må benyttes til kørsel mellem landsretten og min bopæl i forbindelse med tjenesterejser, hvor jeg er pålagt at transportere de øvrige deltagere og således, at bilen hjemtages arbejdsdagen før tjenesterejsens påbegyndelse og afleveres arbejdsdagen efter tjenesterejsens afslutning.
Jeg udfærdiger i den forbindelse et kørselsregnskab, der angiver navn og deltagere, kørslens formål, dato for kørslen, kørslens mål og eventuelle delmål, samt kilometertællerens udvisende før og efter kørslen.
Kørselsregnskabet og kilometertællerens udvisende vil blive kontrolleret af landsretten.
Handlinger i strid med denne erklæring betragtes som en væsentlig misligholdelse af mit ansættelsesforhold og vil medføre, at landsretten foretager indberetning til skattemyndighederne.”
Landsretten foretager yderligere kontrol af, at udgifterne til brændstof til bilen svarer til omfanget af den kørsel, der fremgår af kørselsregnskabet.
De fleste af landsretternes tjenesterejser starter en mandag, hvorfor bilen vil blive kørt til den ansattes hjem om fredagen. De fleste tjenesterejser slutter om torsdagen.
Vestre Landsret, der har 15. afdelinger, forhåndsbooker for et år ad gangen ca. 11 rejser pr. afdeling. Forhåndsbookingen er nødvendig på grund af dommernes travle kalendere. Det gennemførte antal rejser kan variere i forhold til antallet af sager, der bliver berammet til domsforhandling. Dette sker løbende året igennem.
Der deltager typisk 3 dommere og 1-2 kontorfunktionærer pr. rejse. Rejserne er stort set altid forbundet med overnatning. I enkelte tilfælde kan det forekomme, at en af de rejsende kører selv, eller kører frem og tilbage hver dag.
Vestre Landsret har 5 biler, der deles mellem afdelingerne; 2 stk. Volvo V70 stationcars, 2 stk. VW minibus med 6 sæder og 1 stk. VW minibus med 7 sæder og 1 stk. Renault Kangoo.
Østre Landsret, der har 24 afdelinger, forhåndsbooker af samme grund som ovenfor for et år ad gangen 5-6 rejser pr. afdeling. Det gennemførte antal er dog noget højere, idet en større del af rejserne bookes i årets løb. Det samlede antal rejser svarer til op imod 3 i gennemsnit pr. uge. Antallet af rejser varierer i forhold til antallet af berammede domsforhandlinger.
Mht. deltagere mv. henvises der til det ovenfor anførte om Vestre Landsret.
Østre Landsret har også 5 biler, der deles mellem afdelingerne; 3 stk. Chrysler Grand Voyager med 7 sæder, 2 stk. Volvo V70 stationcars.
Det er Domstolsstyrelsens opfattelse, at de ansatte, der får stillet tjenestebilen til rådighed på de beskrevne vilkår, ikke skal beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Domstolsstyrelsen henviser til Ligningsrådets afgørelse af 10. december 2002, SKM2003.13.LR , (Tidsskrift for Skatter og Afgifter nr. 114).
Domstolsstyrelsen finder, at det forhold, at det er nødvendigt at tage bilen med hjem om fredagen før en tjenesterejses påbegyndelse om mandagen, ikke bør kunne føre til et andet resultat, idet tjenestebilerne efter indholdet af erklæringen alene må anvendes erhvervsmæssigt – bortset fra transporten hjem arbejde før en tjenesterejse og transporten til landsretten arbejdsdagen efter en tjenesterejse. At tjenestebilen henstår parkeret hos den ansatte weekenden over resulterer ikke i, at den anvendes ”mere privat”, end hvis der blot var tale om henståen en enkel aften/nat.
Styrelsens indstilling og begrundelse
Efter ligningslovens § 16, stk. 4 beskattes værdi af en bil der stilles til rådighed af arbejdsgiveren for den skattepligtiges private benyttelse.
Det er således den blotte rådighed over bilen til privat benyttelse, der udløser beskatning, hvilket fremgår af Ligningsvejledningen 2004-3, afsnit A.B.1.9.2 .
I ligningslovens § 9 B er erhvervsmæssig befordring fastlagt som:
Al anden befordring er privat befordring.
Kørsel i firmabilen mellem bopæl og arbejdsplads udover 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er derfor som udgangspunkt privat, og udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor den såkaldte chaufførregel finder anvendelse. Reglen indebærer, at den medarbejder, fx i en entreprenørvirksomhed, der som chauffør i en mandskabsvogn dagligt kører sine kolleger fra en midlertidig arbejdsplads og hjem, ikke stilles dårligere end sine kolleger, der jo ikke bliver beskattet af den fri transport. Det var oprindeligt et krav, at den pågældende udelukkende eller overvejende var beskæftiget som chauffør, men Landsskatteretten har lempet denne praksis. Det er nu tilstrækkeligt, at den pågældende dagligt fungerer som chauffør ved at befordre personer mellem opsamlingssteder beliggende mellem vedkommendes hjem og arbejdsplads og omvendt, jf. TSS-cirkulære 2002-14 .
Endelig har Ligningsrådet i den ovenfor omtalte bindende forhåndsbesked SKM2003.13.LR godkendt, at medarbejdere, der undtagelsesvis kører mellem arbejdsgiverens adresse og den sædvanlige bopæl, ikke skal beskattes af denne kørsel, når bilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt den efterfølgende dag, og den ansatte i øvrigt er afskåret fra at anvende bilen privat. Ligningsrådet fandt endvidere, at medarbejderne heller ikke skulle beskattes, når de under tilsvarende betingelser og efter at have anvendt bilen udelukkende erhvervsmæssigt kører hjem i bilen om aftenen, og den efterfølgende dag kører direkte fra bopælen til arbejdspladsen.
Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at medarbejdere, der anvender en tjenestebil i forbindelse med den beskrevne tjenstlige kørsel for landsretterne, ikke skal beskattes af værdi af fri bil.
Styrelsen har herved lagt til grund, at den enkelte medarbejder fungerer som chauffør, og at der gennem et kilometer regnskab føres omhyggelig kontrol med den faktiske anvendelse af tjenestebilen, der udover den lejlighedsvise kørsel mellem hjem og arbejdsgiverens adresse i forbindelse med tjenstlig kørsel, i øvrigt ikke må anvendes privat.
Det er efter styrelsens opfattelse uden betydning for afgørelsen, at tjenestebilen henstår på medarbejderen adresse i weekenden i forbindelse med tjenstlig kørsel mandag morgen, da medarbejderen er afskåret fra at anvende bilen til private formål og arbejdsgiveren holder kontrol hermed. Styrelsen kan i den forbindelse henvise til Ligningsvejledningen Almindelig del 2004-3 A.B.1.9.2 . ”Konstateres det, at den ansatte kører privat i firmabilen - trods aftale med arbejdsgiveren om det modsatte - beskattes den ansatte, som om bilen var til rådighed for privat kørsel det pågældende år.”
Styrelsen indstiller at svare, at de ansatte ved landsretterne ikke vil blive beskattet af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk.4, som følge af kørsel mellem hjem og arbejdsgiverens adresse i forbindelse med den beskrevne tjenstlige kørsel.
Ligningsrådet tiltræder indstillingen.