Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - tilsidesættelse af regnskabsgrundlag - negativt privatforbrug - virksomhedsskatteloven

Appellanten drev i 2002 og 2004 en betydelig udlejningsvirksomhed, metervareforretninger og minkfarme. I begge indkomstår forhøjede SKAT lejeindtægterne skønsmæssigt, idet regnskabsgrundlaget fandtes tilsidesætteligt. For så vidt angår indkomståret 2002 var appellantens privatforbrug tillige negativt. Endvidere nægtedes for 2002 fradrag for vedligeholdelse og i 2004 fradrag for udgifter til messer og rejser. Endelig blev appellanten beskattet af opsparet overskud i virksomhedsskatteordningen, idet appellanten ikke havde opfyldt betingelserne for at anvende virksomhedsskatteordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1.Byretten havde ikke fundet det godtgjort, at SKATs skøn over lejeindtægterne var udøvet på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt, eller at appellanten var berettiget til fradrag for driftsomkostninger, hvilket landsretten stadfæstede i henhold til grundene.For så vidt angår anvendelse af virksomhedsskatteordningen tiltrådte landsretten med henvisning til byrettens begrundelse, at appellantens regnskabsmateriale var misvisende for virksomhedens økonomiske forhold, og landsretten fandt herunder tillige, at der ikke var en klar adskillelse mellem virksomhedens økonomi og appellantens økonomi. På dette punkt stadfæstede landsretten således også byrettens dom.

Parter

A
(advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Marie Krogsgaard Pedersen (prøve))

Afsagt af landsdommerne

B. O. Jespersen, Lone Kerrn-Jespersen og Bodil Dalgaard Hammer

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 25. juni 2012 (BS K-835/2011 og BS K-836/2011) er anket af A med påstand som for byretten om principalt, at hans skatteansættelse for indkomståret 2002 nedsættes med 219.180 kr., at hans skatteansættelse for indkomståret 2004 nedsættes med 514.751 kr., samt at han er berettiget til at benytte virksomhedsskatteordningen i indkomstårene 2002 og 2004, subsidiært at hans skatteansættelser for indkomstårene 2002 og 2004 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaring

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A. Han har forklaret bl.a., at han aldrig har ejet et sommerhus i ...35.

Det var hensigten, at hans mors ejendom på ...29, skulle lejes ud, hvilket han talte med sin revisor om. Han var begyndt at tømme ejendommen, men han nåede ikke at få den udlejet.

Når lejerne kom bagud med huslejen, rykkede bogholderen først telefonisk og sendte derefter et brev til lejeren. Efter ca. 1½ måned blev der sendt et rykkerbrev, som en advokat havde udarbejdet. Hvis huslejen fortsat ikke blev betalt, sendtes en opsigelse, hvoraf det fremgik, at man ville anvende depositum til de manglende indbetalinger. Han har kun en enkelt gang været ude for at måtte iværksætte udsættelse. Typisk flyttede lejerne bare. Nogle enkelte gange iværksatte advokaten inkasso, men denne sagde som regel, at det ikke kunne betale sig. Med bistand fra advokat og revisor regnede han med, at alt var i orden skattemæssigt. Der er ikke i reguleringen af deposita indeholdt beløb fra tidligere år. Det er revisionsfirmaet, der har udarbejdet opgørelsen vedrørende deposita. Han er ikke klar over, om advokaten arkiverede rykkerbreve, men han vil da tro, at både bogholderen og advokaten har gemt sådanne. Han vil også tro, at breve med besked til lejerne om, at han indtægtsførte depositum, er gemt. Der er en enkelt lejer, der har krævet sit depositum tilbage, men det afviste advokaten i et brev til den pågældende.

Indbruddet på ...29 skete på hans mors begravelsesdag i 2001. Han husker ikke, om politiet kom ud, eller om han fik en politirapport. Hans ejendele stod på hans værelse i ejendommen. Til forsikringen udarbejdede han en opgørelse over det stjålne. Han vedlagde ikke nogen dokumentation.

Indbetalingen af 90.800 kr. er sket på driftskontoen. Han havde ikke andre konti og således heller ikke en privat konto. Påtegningen på indbetalingsbilaget skrev han, da han indsatte beløbet, således at bogholderen kunne bogføre.

På Udenrigsministeriets opfordring ansatte han ON. Messeudstyret, som bestod i typiske østeuropæiske antikviteter, indkøbte han hos ON til messen i Holland som blikfang. Han husker ikke, om fragt var inkluderet i udgiften på 14.260 kr. De 10.000 kr., som han overførte til ON den 17. september 2004, var til dennes rejseudgifter i forbindelse med besøg på systuer. Senere var der en yderligere rejse, hvor ON medbragte nogle stofprøver. Imidlertid var resultatet af syprøverne ikke gode nok, og det endte med, at han i stedet flyttede produktionen til England. De 8.000 kr. som er overført den 19. november 2004 vedrørte denne rejse. Messen i Sverige varede, så vidt han husker, en uge. Udgiftsbilagene angår en længere periode, idet det tager et stykke tid at få stillet en stand op. Der var udgift til en messestand, og det må der være dokumentation for. Udgifterne vedrørende rejser til Tyskland vedrører givetvis flere ture. Han har været i Tyskland for bl.a. at indkøbe kjolemetervarer. Han har bedt om at få fradrag for samtlige afholdte driftsudgifter.

Der blev ikke lavet lejekontrakter på værelsesudlejningen. Han har ikke været næringsdrivende med hensyn til køb og salg af fast ejendom. Der var ikke penge til at sætte ejendommene i stand. Nogle af ejendommene stod tomme i både 3 og 4 år. Han var begyndt at sætte et par sommerhuse i stand, men han nåede ikke at færdiggøre det, før han gik konkurs.

Retsgrundlaget vedrørende virksomhedsskatteordningen

Af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1, fremgår

"...

Det er en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at den skattepligtige udarbejder et selvstændigt regnskab for virksomheden, som opfylder bogføringslovens krav. Bogføringen skal tilrettelægges således, at der regnskabsmæssigt sker en opdeling af den skattepligtiges samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi.

..."

Virksomhedsskatteloven blev indført med lov nr. 144 af 19. marts 1986. Lovens § 2, stk. 1, havde da følgende ordlyd:

"...

Det er en betingelse for at anvende reglerne i denne lov, at den skattepligtige udarbejder et selvstændigt regnskab for virksomheden, som opfylder bogføringslovens krav.

..."

Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, til lovforslag nr. 107, de specielle bemærkninger til bestemmelsen, fremgår bl.a.:

"...

Efter bogføringsloven skal der gennem bogføringen gives en klar og overskuelig redegørelse for virksomhedens forretninger og formueforhold, herunder oplysninger om driftsindtægter og driftsudgifter, den i virksomheden anbragte kapital, udbetalinger til den skattepligtige samt dennes udtagelse af varer og lignende fra virksomheden. Virksomhedsordningen stiller ikke yderligere krav til bogføringen.

Efter forslaget skal der udarbejdes et regnskab, der udelukkende vedrører virksomheden. Der skal således regnskabsmæssigt ske en adskillelse af virksomhedens økonomi og den skattepligtiges private økonomi.

..."

Af et ministersvar afgivet til brug for en i 1988 nedsat overvågningsgruppe fremgår bl.a., jf. TfS 1989, 103:

"...

Skønsmæssig ansættelse.

Hvad vil de skattemæssige konsekvenser være af, at virksomhedens indkomst ansættes skønsmæssigt efter forkastelse af regnskabsgrundlaget for den skattepligtige som grundlag for opgørelse af den skattepligtige indkomst? Vil den forhøjelse, som den skønsmæssige ansættelse normalt giver sig udslag i, altid skulle anses for overført efter § 5 som personlig indkomst eller kapitalindkomst?

Svar:

Praksis vedrørende tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget er lempelig. Det afgørende for, om et regnskabsgrundlag kan lægges til grund ved ligningen, er, at der regnskabsmæssigt - eventuelt blot på grundlag af et skøn - kan ske en adskillelse af virksomhedens økonomi og den skattepligtiges private økonomi.

I de tilfælde, hvor regnskabsgrundlaget er mangelfuldt, men hvor det er muligt ved et skøn at adskille den private økonomi fra virksomhedens økonomi, vil resultatet ofte være, at hele indkomsten ansættes skønsmæssigt.

Såfremt virksomhedens skattepligtige overskud forøges som følge af den skønsmæssige ansættelse, vil konsekvensen være, at et beløb svarende til forhøjelsen anses for overført til den skattepligtige i hæverækkefølgen, enten som kapitalindkomst eller personlig indkomst. At beløbet anses for overført skyldes, at det ikke findes i virksomheden.

..."

§ 2, stk. 1, 2. pkt., i virksomhedsskatteloven blev indsat ved lov nr. 344 af 14. maj 1992. Af forarbejderne hertil, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg B, til lovforslag nr. 170, fremgår bl.a.:

"...

Det er bl.a. en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at virksomhedens bogføring tilrettelægges på en sådan måde, at den skattepligtige regnskabsmæssigt opdeler sin samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi. Dette er en nødvendig betingelse for, at virksomhedsordningen kan anvendes, fordi skatteberegning efter loven i modsat fald ikke vil være mulig.

Det foreslås, at betingelsen om tilrettelæggelsen af bogføringen udtrykkeligt skal fremgå af lovteksten.

..."

Af ligningsvejledningen 2002, Erhvervsdrivende, fremgår af afsnit E.G.2.2.1 om regnskabskravene:

"...

Efter VSL § 2, stk. 1, er det en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at der udarbejdes et regnskab for virksomheden, som opfylder bogføringslovens krav, se herom i E.B.1. Bogføringen skal tilrettelægges således, at der regnskabsmæssigt sker en opdeling af den skattepligtiges samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi. Dette indebærer blandt andet, at bogføringen skal give en klar og overskuelig redegørelse for virksomhedens forretninger og formueforhold.

Manglende opfyldelse af formelle krav i bogføringsloven og bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999 om skattemæssige krav til regnskabet (mindstekravsbekendtgørelsen) medfører ikke i sig selv, at regnskabet tilsidesættes. For at anvendelsen af virksomhedsordningen kan tilsidesættes med baggrund i regnskabskravene, skal en eventuel mangel ved regnskabet være af en sådan betydning, at regnskabet må anses for at give et misvisende billede af virksomhedens økonomiske forhold, herunder af adskillelsen mellem virksomhedens økonomi over for den private økonomi.

Den regnskabsmæssige opdeling i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi er en nødvendig betingelse for, at virksomhedsordningen kan anvendes, fordi skatteberegning efter reglerne herom i modsat fald ikke ville være muligt.

..."

Det tilsvarende afsnit i Ligningsvejledningen for 2004 har samme indhold.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at Skatteministeriet er frifundet for As påstande vedrørende hans skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2004.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af virksomhedsskatteordningen, tiltræder landsretten af de af byretten anførte grunde, at As regnskabsmateriale har været misvisende for virksomhedens økonomiske forhold, og landsretten finder herunder, at der ikke har været en adskillelse mellem virksomhedens økonomi og As private økonomi.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 55.000 kr. Beløbet angår udgift til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 55.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.