Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-06-2013
Offentliggjort:28-08-2013
SKM-nr:SKM2013.582.SR
Journalnr.:13-0109588
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Dansk K/S - transparent enhed

Skatterådet bekræftede, at det i Danmark hjemmehørende kommanditselskab, X K/S efter danske skatteregler skal anses for at være en skattemæssig transparent enhed med den konsekvens, at kommanditselskabet ikke beskattes i Danmark. Ved besvarelsen er det forudsat, at Polen og Cypern også anser X K/S som en transparent enhed, hvorved X K/S ikke er omfattet er selskabsskattelovens § 2 C.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at det i Danmark hjemmehørende kommanditselskab, X K/S efter danske skatteregler skal anses for at være en skattemæssig transparent enhed med den konsekvens, at kommanditselskabet ikke beskattes i Danmark?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

X K/S er et dansk K/S som er oprettet med det ene formål at investere i udenlandske porteføljeselskaber, herunder et cypriotisk selskab som skal fungerer som holdingselskab for en struktur som ultimativt driver et y-projekt i Polen. Det cypriotiske porteføljeselskab, A Limited som skal drive y-projektet er endnu ikke blevet indskudt i X K/S af kommanditisten eftersom indskydelsen af det cypriotiske selskab beror på SKATs svar til nærværende anmodning om bindende svar. Kommanditisten er et polsk individ som i dag ejer 100% af aktierne i A Limited. Kommanditisten skal desuden fungere som direktør i X K/S.

Kommanditselskabet

Aktiviteten i Kommanditselskabet er overordnet som ovenfor beskrevet. Der er tale om aktivitet, der i branchen betegnes som Venture- og Growth-investeringer. Investeringsaktiviteten minder på mange punkter om såkaldt private equity-investeringsaktiviteter derved, at der typisk er tale om investering i unoterede aktier med henblik på udvikling af de selskaber, der investeres i (porteføljeselskaber). Investeringerne vil dog typisk have en længere varighed, da investeringer foretages i en tidlig fase af virksomhedens levetid, hvorfor der samtidig er knyttet flere risici til investeringerne, end der ses ved private equity-investeringer, hvor der investeres i mere etablerede virksomheder med en længere historik.

Over Kommanditselskabets levetid vil der kunne blive indskudt yderligere kapital i porteføljeselskabet i form af aktiekapital eller aktiekapitallignende instrumenter.

Investorer

Det er oplyst, at investorerne vil blive udgjort at en polsk privatperson som kommanditist og en komplementar som er et cypriotisk selskab, B Limited.

Det er muligt, at investorkredsen udvides med andre investorer.

Komplementarselskabet

Komplementarrollen i Kommanditselskabet varetages af B Limited og ledes af en direktion, der udgøres af 2 cypriotiske selskaber.

Der vil ikke være sammenfald mellem medlemmerne af de to direktioner i B Limited og X K/S.

B Limited ejes af et andet cypriotisk selskab.

Komplementaren(e) skal have de sædvanlige økonomiske og forvaltningsmæssige beføjelser i forbindelse med Kommanditselskabet. Komplementaren(e) vil også hæfte ubegrænset med hele dennes kapital.

Investeringsbeslutningerne sker i overensstemmelse med den overordnede investeringsstrategi for X K/S, som man har forpligtet sig til over for kommanditisten i forbindelse med dennes indtræden som investorer. Sædvanlige beslutninger om at foretage en investering i og afståelse af porteføljer og porteføljeselskaber træffes af direktionen i X K/S.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Baggrunden for anmodningen om bindende svar er, at få bekræftet over for de udenlandske investorer (såvel kommanditister som komplementar) og udenlandske myndigheder at der ikke er dansk skattepligt for et kommanditselskab, herunder X K/S.

Vurderingen af hvorvidt et dansk kommanditselskab betragtes som skattesubjekt i Danmark beror på om deltager(ne) hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og om disse fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og selskaber m.v. omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, som ikke er omfattet af nr. 3, 3 a eller 4 jf. SEL § 1 stk 1 nr. 2 ec. Da en af deltagerne i X K/S hæfter personligt og med hele sin formue for kommanditselskabets gæld - i sin egenskab af komplementar - er selskabet ikke selvstændigt skattepligtigt. Indtægten i selskabet beskattes derimod hos kommanditisterne og eventuelt komplementaren som personlig indkomst med mulighed for blandt andet at anvende reglerne i virksomhedsskatteloven om skatteudskydelse og underskudsfremførsel.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at det i Danmark hjemmehørende kommanditselskab, X K/S efter danske skatteregler skal anses for at være en skattemæssig transparent enhed med den konsekvens, at kommanditselskabet ikke beskattes i Danmark?

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2 C

Registreringspligtige filialer af udenlandske virksomheder og skattemæssigt transparente enheder, der er registreringspligtige, har vedtægtsmæssigt hjemsted eller har ledelsens sæde her i landet, beskattes efter reglerne for selskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, hvis direkte ejere med mere end 50 pct. af kapitalen eller med besiddelse af mere end 50 pct. af stemmerettighederne er hjemmehørende i en eller flere fremmede stater, på Færøerne eller i Grønland,

1) hvor enheden henholdsvis filialen skattemæssigt behandles som et selvstændigt skattesubjekt, eller

2) som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvorefter kildeskatter på udbytter til selskaber skal frafaldes eller nedsættes, og som ikke er medlem af EU.

Begrundelse

Kommanditselskaber anses i dansk skatteret ikke som selvstændige skattesubjekter. Kommanditselskaber er skattemæssigt transparente.

Ifølge anmodningen er der tale om et kommanditselskab, X K/S, som dermed ikke er et selvstændigt skattesubjekt.

Ifølge anmodningen er der én kommanditist, som er en fysisk person hjemmehørende i Polen. Komplementaren er et cypriotisk selskab, som ejes af et andet cypriotisk selskab.

SKAT forudsætter ved besvarelsen, at X K/S anses som en transparent enhed i såvel Polen som Cypern, hvorved selskabsskattelovens § 2 C ikke vil finde anvendelse.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.